Anmeldelse: Ramy - Sæson 1 (C More)
Generelt forbliver lyspunkter en mangelvare i "Ramy", der udover sin sløje skildring af en muslimsk familie, simpelthen ikke er særlig sjov.
Kultursammenstød af religiøs karakter kan være en svær nød at knække. For hvordan lever man et liv, der er underkastet specifikke leveregler, mens man samtidig gerne vil leve som et moderne og selvstændigt individ, der fra tid til anden handler på drifter og lyster? Dette spørgsmål stiller Hulus originale komedieserie "Ramy" – en serie, der i sit forsøg på en oplyst skildring af islam ender med at spænde ben for sig selv.
Ramy er en ung, muslimsk mand, der bor i New Jersey. Selvom Ramy er i midt-20'erne, bor han fortsat hjemme hos sine forældre. Som muslim kæmper han med at passe ind i det vestlige samfund. For på den ene side vil Ramy gerne lægge sin religion bag sig for at passe bedre ind, men omvendt er hans tro for stor til, at han definitivt kan opgive islam.
Serien tager udgangspunkt i komiker og skuespiller Ramy Youssef og er en autobiografisk fortælling om hans egne oplevelser som troende muslim i USA. Men serien udvikler sig på intet tidspunkt fra denne problemstilling og spiller på samme tangent i samtlige episoder. I sit forsøg på at nuancere en muslimsk familie i USA ender "Ramy" i stedet med at male et endimensionalt billede med hule karakterer, der ikke kan udtrykke andet end ét tilhørsforhold til én gruppe – hvad end det er religion, race eller køn. De forskellige karakterer er først muslimer, handicappede, hvide eller kvinder, før de er mennesker. Denne overfladiske tilgang forhindrer os i at grave et spadestik dybere og for alvor lære mennesket bag at kende. Det er selvfølgelig ikke et problem, at religionen fylder som tematisk omdrejningspunkt, men serien løsriver sig aldrig fra den islam-centriske sniksnak, og indholdet går i stå.
Ramys tilværelse er heller ikke så kompleks, som serien gerne vil skildre den. Oftest omhandler den hans datingliv og de arbitrære forbehold, han har over for kvinder. Han har nærmest en "swipe til højre/venstre"-lignende tilgang til kærligheden, hvilket i løbet af serien resulterer i en masse overfladiske relationer til en række forskellige kvinder. Men den overfladiske tilgang, som Ramy har, afspejles også i seriens manglende karakterdybde, da vi aldrig lærer nogle af de kvindelige bekendtskaber ordentligt at kende. Især en halv-romance mellem Ramy og den jødiske pige Dena falder til jorden med sin fraværende gnist.
"Ramy" er dog ikke helt uden kvaliteter. Selvom Ramys sporadiske forhold ikke er særligt bemærkelsesværdige, formår den flirtende dialog at være skarp og humoristisk. Det er klart en af seriens absolutte lyspunkter. Et andet højdepunkt er Ramys onkel Naseem, der klart skiller sig ud som den sjoveste karakter i en forholdsvis humorforladt komedieserie. Onklen går langt over stregen med sine antisemitiske, homofobiske og sexistiske bemærkninger, men han bevarer en slags karaktermæssig integritet og er spillet fremragende af Laith Nakli. Grov og stædig kritiserer han alt fra Liverpool-stjernen Mohammed Salah til jøder, kvinder og homoseksuelle, hvilket fører til flere af seriens mest absurde og bedste indslag.
Generelt forbliver lyspunkter en mangelvare i "Ramy", der udover sin sløve skildring af en muslimsk familie simpelthen ikke er særlig sjov. Både dialogen og handlingsforløbet fremstår spændingsforladt, og de elementer er stadig vigtige i komediegenren – tænk på klassikere som "Arrested Development" og "It's Always Sunny in Philadelphia" eller, mere nyligt, HBO's "Barry". Som den nye dreng i klassen placerer "Ramy" sig derfor langt fra komediegenrens bedste bud i tidens serielandskab.
Anmeldelsen er baseret på fem ud af ti afsnit, som kan ses på C More fra 1. november.