Anmeldelse: Resident Evil: Infinite Darkness – Sæson 1 (Netflix)
Fans af "Resident Evil" vil elske at se favoritter i hovedrollerne, men ellers er der ikke meget at komme efter i Netflix' animerede serie.
"Resident Evil"-franchisen må siges at være en af de største inden for gaming med sine mindst 28(!) spiludgivelser. Men det er også en af de få spilserier, der har fundet liv i Hollywood med hele seks live action-film, hvor et reboot også er på vej. Og så er vi slet ikke kommet til de fire animationsfilm. Nu prøver spilserien så kræfter med serieformatet, hvor Netflix har gang i to produktioner. Den ene, animerede "Resident Evil: Infinite Darkness", er nu tilgængelig på streamingservicen, men disse fire små afsnit af foreløbigt første sæson har ikke meget at byde på.
Serien foregår mellem "Resident Evil 4" og "Resident Evil 5"-spillene. Det Hvide Hus er blevet hacket og kortvarigt invaderet af zombier. På præsidentens ordre forsøger Leon S. Kennedy (Nick Apostolides) sammen med to andre agenter at opklare, hvem der står bag cyberangrebet. Samtidig udfører Claire Redfield (Stephanie Panisello) humanitært arbejde i det sønderbombede land Penamstan, hvor en knægt hentyder til, at der skete noget mystisk under borgerkrigen seks år forinden – som muligvis hænger sammen med angrebet i USA.
Man behøver ikke at have spillet spillene for at forstå handlingen, men det hjælper med den personlige relation til de to hovedpersoner – to fanfavoritter. Men serien er ikke videre interesseret i karakterudvikling, og alle som én er endimensionelle karikaturer. Dertil mangler balancen mellem Leon og Claire, hvor fokus og action primært tilegnes Leon. Claire må derfor tage til takke med sit eget kedelige mysterie. "Resident Evil: Infinite Darkness" satser nemlig alt på mysteriet, politiske konspirationer og skumle bagmænd. Hvilket aldrig rigtigt bliver spændende, da plottet er lige så forudsigeligt som solopgangen – trods plothuller, såsom når karaktererne på mystisk vis ved, hvad der foregår, uden at seeren får at vide, hvordan de opfangede informationen.
Det hjælper heller ikke, at størstedelen af actionsekvenserne er tamme. Der er én af dem per afsnit, og det er ærgerligt, når "Resident Evil" altid har glimtet med sin uhyggelige action. Faktisk er det kun andet afsnits actionsekvens, der er underholdende. Her går groteske billeder, opfindsomhed og flot animation op i en højere enhed. Resten er enten for hurtigt overståede, så mørke, at intet kan ses, eller langtrukne. Generelt føles serien som en udgivelse, der blot eksisterer for at skabe opmærksomhed om franchisen fremfor at tilbyde noget særligt. Hvilket er underligt, givet videospilseriens nyfundne popularitet og kvalitet.
Stemmeskuespillet er en blandet oplevelse, der til tider er godt og skidt. Hvilket er underligt, da Apostolides og Panisello tidligere har lagt stemme til Leon og Claire i "Resident Evil 2"-spillet fra 2019, hvor de udførte et fantastisk arbejde. Det samme kan siges om animationen. Til tider er serien ualmindelig flot. I sådan en grad, at den nærmest er fotorealistisk. Indtil der dukker statister op, der mangler de samme fine detaljer som hovedpersonerne. Det kan tydeligt mærkes, at Capcom har prioriteret hovedpersonerne, hvor resten må lide.
I sidste ende har Capcom trukket endnu en nitte med "Resident Evil: Infinite Darkness". Animationen har sine øjeblikke, og mindst én actionsekvens er god, hvilket redder denne serie fra bundkarakteren. Men resten er ligegyldigt pladder, der er forudsigeligt og intetsigende. Fans får måske et kick ud af at se favoritterne Leon S. Kennedy og Claire Redfield optræde sammen atter engang. Men for både fans og nybegyndere har serien ikke meget at tilbyde. Forhåbentlig vil Netflix' næste "Resident Evil"-serie samt den næste film tilbyde en bedre oplevelse.