Anmeldelse: Resident Evil - Sæson 1 (Netflix)
Capcom har atter trukket nitten i forsøget på at få deres populære spilserie til skærmen.
Den erfarne gamer kender i hvert fald "Resident Evil". Spilserien, der populariserede gys som genre i videospil. I filmverdenen har zombie-universet resulteret i seks mere eller mindre udskældte film af Paul W.S. Anderson, men ikke desto mindre publikumssucceser, da zombier nok aldrig går af mode. Med sidste års "Resident Evil: Welcome to Raccoon City" og Netflix-serien "Resident Evil: Infinite Darkness" lever spilfirmaet Capcoms flagskib også i bedste velgående. Og nu prøver den amerikanske streaminggigant Netflix atter kræfter med franchisen i serien, der har fået den simple titel "Resident Evil". Og efter alt at dømme skal vi stadig vente på et zombie-pletskud.
I 2036 er verdenen overrendt af zombier kaldt Zeroes. Her møder vi Jade Wesker, der studerer de vandrende døde, mens hun er eftersøgt af jordens mest magtfulde organisation, Umbrella. Samtidig, i 2022, følger vi en yngre Jade og hendes søster, Billie, der lige er flyttet til New Raccoon City sammen med deres far, forskeren Albert Wesker (spillet af tv-vante Lance Reddick). Men da pigerne begynder at undersøge faderens arbejde, kommer de tættere på sandheden om Umbrellas blodige historie.
Omend et senere afsnit antyder en mulig forbindelse, har disse første fire afsnit ikke meget at gøre med "Resident Evil"-spilserien, som fans kender den. Bortset fra navne som Albert Wesker, T-Virus, Umbrella og to ikoniske fjender kunne Andrew Dabbs fortolkning ikke ligge mere fjernt fra kildematerialet. Trods enkelte zombie-actionsekvenser virker serien mere interesseret i at være et teenagedrama med high school-sladder og et mysterium om pigernes far og hans arbejdsgiver. Hvilket, naturligvis, fører til tonemæssig disharmoni, især når gyset efterspørges.
Derfor er det måske også nærmere en hæmsko at være bekendt med seriens ophav. For du behøver slet ikke nogen forhåndsviden for at følge med i "Resident Evil" anno 2022. Mixet mellem år 2036 og 2022 er ujævnt, hvor sidstnævnte ofte spænder ben for fremtiden. 2036-delen føles inkluderet for at sikre, at publikum får opfyldt deres hungren efter postapokalyptisk action. Fremtiden føles tynd og klichéfyldt med "Mad Max"-inspirerede omgivelser og en religiøs kult, der ikke gør meget væsen af sig. Selv under seriens bedste øjeblik – en actionsekvens i afsnit fire‚ som ikke skal spoleres her – bliver løjerne saboteret af fortiden. Det er svært at blive klog på, hvorfor serien skifter mellem disse to tidsperioder, men forhåbentlig giver det mening på den anden side af disse første afsnit.
Selv efter utallige film- og tv-serie-fortolkninger er kuren til en god udgave af "Resident Evil" endnu ikke fundet. Historien føles aldrig interessant, og de forskellige situationer ofte føles belejlige, såsom når en karakter er ved at blive ædt af zombier, men så alligevel er så heldig at finde en kasse granater. Så savnes Paul W.S. Andersons store eksplosioner næsten. For ikke at tale om, hvordan serien opfinder cliffhangers, der ender i antiklimakser. Og fjender, der introduceres under stor fanfare for blot at blive dræbt uden videre besvær. Det hjælper heller ikke, at produktionen ofte føles generisk og effekterne billige – såsom elendig CGI-ild, der er direkte grinagtig.
Først og fremmest er "Resident Evil" endnu et dårligt forsøg på at få den elskede zombieserie overført til tv-mediet. Derudover er serien endnu en ligegyldig Netflix-føljeton, der blot eksisterer for at fylde sendefladen ud. Capcom har atter trukket nitten.
Anmeldelsen er baseret på fire ud af otte afsnit, som kan ses på Netflix fra 14. juli.