Anmeldelse: Sky Rojo – Sæson 1 (Netflix)

Holdet bag Netflix´ megasucces "Papirhuset" skuffer med ny brutal serie, der både mangler dybde, struktur og relevans.

Netflix' giga-successerie "La Casa de Papel", der på dansk har titlen "Papirhuset", bød på både højspænding, drama og en ekstremt velskrevet fortælling om en gruppe kriminelle, der som en del af et kup lader sig låse inde i Spaniens nationalbank med en flok gidsler. Selvom serien ikke holdt det høje niveau, den lagde ud med, formåede den til det sidste at holde spændingen intakt. Primært på grund af dens interessante fortælleteknik. Nu er holdet bag succesen tilbage. Denne gang med serien "Sky Rojo", der skildrer det brutale og barske liv som prostitueret i Spanien. Trods en del lighedstræk når serien dog ikke "Papirhuset" til sokkeholderne.

"Sky Rojo" starter oven på en dødbringende hændelse, som gør, at de tre prostituerede kollegaer og veninder Coral (Verónica Sánchez), Wendy (Lali Espósito) og Gina (Yany Prado) må flygte fra manden Romeo – deres alfons fra bordellet Las Novias Club. Sammen udgør de tre kvinder en trio af iltre fighters, der i deres kaotiske flugt fra Romeo søger nye veje i livet, hvor friheden til at bestemme over sig selv er højeste prioritet.

En af de helt store styrker ved "Papirhuset" var det intelligente manuskript, hvor flashbacks konstant blev brugt til at forklare, hvordan hovedpersonerne var havnet, hvor de var. Det trick bliver også brugt i "Sky Rojo", men selvom skaberne igen benytter sig af det samme velfungerende fortællegreb, lykkes det dem ikke at give det den samme velfungerende effekt. Den simple fortælling i "Sky Rojo" kunne ellers sagtens gøres interessant ved hjælp af denne type flashbacks, hvor vi kunne lære trioen af kvinder at kende. Men her bliver det et desperat forsøg på at redde den tynde historie og dens unuancerede karakterer. I en fortælling om prostituerede på flugt er det nærmest givet, at deres fortid ikke er præget af gode oplevelser og idylliske familieminder. Det er derfor overflødigt, at store dele af de i forvejen korte afsnit bruges på konstant at minde om netop dette.

Hvert afsnit varer omkring 25 minutter, hvilket i sig selv kan være befriende i en historie som denne om jagten på en bedre tilværelse. De korte afsnit giver mulighed for at holde et skarpt fokus på historiens fremdrift. I stedet forstyrres fortællingen af konstante og ofte overflødige påmindelser om, at livet som prostitueret og alfons er præget af triste skæbner. De mange forstyrrelser resulterer i en totalt manglende udvikling af historien. Efter første afsnit ved vi, hvad serien handler om. I de efterfølgende tre bliver vi ikke nævneværdigt klogere på, hvad historien vil, andet end at skildre det barske og yderst brutale liv som prostitueret. En skildring, der dog er en af seriens få styrker. "Sky Rojo" er en barsk serie, der med sine eksplicitte billeder bestemt ikke er for sarte sjæle.

Et andet af seriens forstyrrende elementer er dens spektakulære visuelle og auditive udtryk, der byder på konstante skift og kontraster på både billede- og lydside. Et greb, som på overfladen virker som et intelligent forsøg på at skabe et brutalt, kaotisk og stressende billede af de triste skæbner, der skildres. Kradses der lidt i overfladen, afsløres det dog hurtigt, at det ligesom med manuskriptets flashbacks ikke er andet end et forsøg på at gøre en tynd historie interessant med billige tricks.

Det er svært at forestille sig, at holdet bag den velskrevne og intelligente "Papirhuset" står bag "Sky Rojo", der hurtigt ryger i glemmebogen. Med sin middelmådige og overfladiske historiefortælling samt billige tricks lykkes det at få gjort en ellers evig relevant problematik til noget, der mest af alt minder om en intetsigende Hollywood-produktion, når de er værst.

Anmeldelsen er baseret på fire ud af otte afsnit, som kan ses på Netflix.

Sky Rojo – Sæson 1 (Netflix)

Kommentarer

Sky Rojo – Sæson 1 (Netflix)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen