Anmeldelse: Store Lars – Sæson 1 (Viaplay)

Uden Casper Christensen og Frank Hvams komiske timing ender Lars Hjortshøjs "Store Lars" som en fantasiløs parodi fremfor komisk klovn.

I kølvandet på kollegaerne Casper Christensen og Frank Hvams successerie "Klovn" kommer Lars Hjortshøj nu med sin egen komedieserie, "Store Lars". Her skal komikeren også spille en meta-udgave af sig selv, som gang på gang ender i pinlige situationer. Desværre har Hjortshøj ikke tilnærmelsesvis samme format som Casper og Frank – eller den kendisfaktor, som er en stor del af fundamentet for en serie som denne. "Store Lars" ender i dette tilfælde som en fantasiløs og pinlig parodi fremfor komisk klovn.

Kort tid efter komikeren Lars Hjortshøj er blevet skilt fra sin kone Ellen (Ellen Hillingsø), møder han skuespillerinden Julie (Julie Agnete Vang), som han med det samme bliver forelsket i. I jagten på kærligheden kommer Lars ud for en række pinlige episoder, der ofte involverer hans gode ven og nabo, Martin (Martin Brygmann).

Seriens hovedforfatter, Søren Frellesen, har i samarbejde med Lars Hjortshøj med al tydelighed forsøgt at gå i fodsporene på "Klovn". Her har de to skabt et nyt makkerpar bestående af Hjortshøj og Brygmann som henholdsvis den kiksede og den tjekkede. Men hvor "Klovn" tydeligt bærer præg af Frank og Caspers mangeårige samarbejde, kammeratskab og fælles forståelse for komisk timing, er samspillet mellem Brygmann og Hjortshøj tåkrummende pinligt – og ikke på den sjove eller tilsigtede måde. Hverken Hjortshøj eller Brygmann har skuespillerevner til at bære en serie, der er så dårligt skrevet, som det er tilfældet med "Store Lars". Martin Brygmanns forsøg på at være cool og vise, at han har let ved at score damer, er så underspillet, at det knapt når hen til kameralinsen. Heller ikke Hjortshøj formår at gøre sit sympatiske og kiksede jeg synderligt seværdigt.

"Store Lars" adskiller sig primært fra "Klovn" ved, at seriens overordnede genre er romantisk komedie. I enkelte scener mellem Lars og Julie hænder det da også, at der rent faktisk opstår øjeblikke med sympati og forståelse for Lars' uheldige valg og pinlige situationer. At disse scener virker skyldes dog hverken godt skuespil fra Lars Hjortshøj eller god manus-skrivning af Søren Frellesen. Det er ganske enkelt Julie Agnete Vang, der via glimrende skuespil og likeability har gjort sin karakter charmerende og sympatisk og dermed giver serien den snert af liv, som gør, at den ikke falder totalt igennem.

Som det også er tilfældet med "Klovn", gøres der i "Store Lars" brug af diverse gæsteoptrædener af kendte personer som bl.a. de tidligere sportsstjerner Camilla Martin og Joachim Boldsen. Men som det ofte er tilfældet, når faggrænser krydses og folk, der aldrig har spillet skuespil før, kaster sig ud i det, ender det med at være pinagtigt at overvære. Både Camilla Martin, Joachim Boldsen og de resterende gæsteoptrædener formår gang på gang at sænke seriens i forvejen ekstremt lave niveau. For selv om velfungerende humor er en subjektiv smag, er velfungerende timing det ikke. Sidstnævnte er dog afsindigt vigtig og altafgørende for at få en komedieserie som "Store Lars" til at virke.

Selvom "Klovn", der udkom første gang i 2005, var stærkt inspireret af den amerikanske komedieserie "Curb Your Enthusiasm", havde den alligevel sin berettigelse og gav dansk tv et frisk pust. Med "Store Lars" virker det som om, at Lars Hjortshøj og Søren Frellesen har forsøgt at puste nyt liv i den genre, Frank Hvam og Casper Christensen har suget det sidste danske liv ud af med deres seneste og angiveligt sidste "Klovn"-film. Desværre ender "Store Lars" med at give pinlighedskomikken et endegyldigt dødsstød og beviser, at dens storhedstid i Danmark synes ovre.

Anmeldelsen er baseret på tre ud af otte afsnit, som kan ses på Viaplay.

Store Lars – Sæson 1 (Viaplay)

Kommentarer

Store Lars – Sæson 1 (Viaplay)

  • ★★★★★★0

    Så første afsnit, bliver også de sidste for mig. Virkelig ringe

    Wayne25-04-20 23:34

  • 2

    Jeg har ingen anelse om hvorfor og hvordan jeg fik pisket mig igennem alle afsnit i første sæson. Damn, troede at det bare var i nærheden af at være lige så sjovt som Klovn. Jeg blev desværre slemt skuffet.

    Synes dog alligevel at Martin Brygmann og Julie Agnete Vang holder fint niveau, mens Ellen Hillingsø slet ikke er sjov. Hun er sikkert casted til at være en blanding af Mia og Iben fra Klovn - det giver slet ikke mening. Viaplay når det er værst.

    JesperMunk30-04-20 18:21

  • 0

    Hej hej jeg synes det du laver Lars er og bliver noget stort LORT

    Rehne 6-06-20 01:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen