Anmeldelse: Ted Lasso – Sæson 2 (Apple TV+)

Ted Lasso har stadig lassoen om publikum med sin kærkomne næstekærlighed, der kunne gøre selv Jesus en anelse misundelig.

Med sin ærkeamerikanske væremåde, fuld af naivitet og optimisme, tog Ted Lasso verden med storm i et hårdt ramt 2020. Serien af samme navn følger Jason Sudeikis, der migrerer som træner fra amerikansk fodbold til et britisk fodboldhold ude af hans liga. Første sæson af "Ted Lasso" sparker den moderne sitcoms kynisme ud på sidelinjen og fokuserer på de elskværdige karakterers personlige udvikling. Skaberne Bill Lawrence og Jason Sudeikis har under strategimødet til sæson to unægteligt tænkt: "Hvorfor ændre taktik, når alt går, som det skal?"

Efter et tumultarisk nederlag mod Manchester City, og ikke mindst Jamie Tart, forsøger AFC Richmond at rejse sig igen. Faktisk går det så godt, at de i deres seneste kamp har en mulighed for at vinde 3-2, hvis Dani Roja scorer på straffe. Desværre rammes hundemaskotten Earl og dør, og stjernespilleren Dani rammes selv af en slags depression. Ted Lasso forsøger at få ham og holdet tilbage på sporet, alt imens klublederen Rebecca kæmper med et stabilt forhold med hjælp fra PR-rådgiveren Keeley Jones og hendes kæreste, Roy Kent.

På papiret er "Ted Lasso" en ret genkendelig komedieserie. Vores hovedperson agerer fish-out-of-water, og gennem hans manglende forståelse af den nye verden opstår en masse sjove og tåkrummende situationer. Hurtigt går det dog op for publikum, at den tossede outsider ikke blot er briternes nye pauseklovn – tværtimod. Hans kærkomne kærlighed sniger sig ind i alle karakterinteraktioner og skaber en forfriskende humor, der insisterer på ikke at sparke nedad. De opknappede englændere får pludselig Ted Lasso og medtræneren Beards hjertevarme natur at føle. Og jo, et lårklaskende godt grin er altid velkomment, men komedieserien giver gerne oprigtig, medmenneskelig glæde, som i dens sjældenhed er desto mere velkommen.

Men hvad fanden laver de så på en fodboldbane? Selvfølgelig er der morskab at finde i kampens hede, men det er som metafor, at fodbold indfinder sin plads. Karaktererne tillades altid at vokse sig til bedre mennesker, og det kommer gennem sammenhold, samarbejde og samspil. Imens synes egoisme at være roden til al ondt. Ved at hive det røde kort frem og sende egoet af grønsværen er der mulighed for selvindsigt og kærlighed. Bill Lawrence stod i sin tid også for komedieserien "Scrubs", hvor hospitalet Sacred Heart var karakterernes slagmark. Her blev personalet konfronteret med liv og død, og selvom fodboldbanen ikke indkapsler liv og død, så gør den det måske alligevel for nogen.

Disse nogen er fodboldspillerne på AFC Richmond – et hold bestående af en masse idiosynkratiske og elskværdige personager. Sæson to tager sig tid til at udforske et væld af spillere på egen hånd, og resultatet er forfriskende om end mere opbrudt end forrige sæson. Lige så vigtig holdopstillingen er på banen, lige så vigtige er skuespillerne, og alle gør et suverænt stykke arbejde – Jason Sudeikis er så nøjagtigt velcastet, at alle momenter spenderet i hans samvær er en fornøjelse. Men det er nuancerede afstikkere med karakterer som Sam Obisanya, der gør, "Ted Lasso" stadig har lassoen om publikum.

Selvom fodboldscenerne er umanerligt dårligt skudt, og Brett Goldsteins fanfavorit Roy Kent begynder at blive enerverende repetitiv i sin banden og grynten, er sæson to intet mindre end en succes. "Ted Lasso" har fundet en post-postmoderne sitcom-formular, hvor oprigtighed og godhed tackler ironi og sarkasme ud af banen. Denne livsbekræftende tv-serie inviterer til forlænget spilletid, for det er svært at undslippe den amerikanske træner, når først hans positivitet har fået krammet på dig.

Anmeldelsen er baseret på fire ud af tolv afsnit, som kan ses ugentligt på Apple TV+.