Anmeldelse: "The Last of Us" (sæson 2)
Storslået og skræmmende – næste kapitel i Joel og Ellies historie rammer plet.
Et gammelt kinesisk ordsprog siger: "Før du begiver dig ud på en hævnrejse, grav to grave." Ofte tilskrevet den kinesiske filosof Konfucius, advarer det om, at hævn er et tveægget sværd, der ofte skader begge parter lige meget. Det er en advarsel, der klinger gennem hele anden sæson af HBO’s mesterlige adaption af The Last of Us.
Baseret på de prisvindende videospil fra Naughty Dog og udgivet af Sony Computer Entertainment, fortæller The Last of Us historien om Joel og hans adoptivdatter Ellies rejse gennem et post-apokalyptisk USA.
Verden er faldet til Cordyceps-infektionen – en parasitisk svamp, der overtager sin menneskelige vært, muterer kroppen brutalt og driver offeret ud i et drabeligt raseri, styret af én ting: at smitte andre.
Hvad der gør det hele endnu mere skræmmende – og som måske er en af grundene til, at konceptet fungerer så godt i en post-apokalyptisk fortælling – er, at Cordyceps findes i virkeligheden. Heldigvis angriber den kun insekter. Indtil videre.
Der findes over 260 arter af Cordyceps på verdensplan.
Den har været brugt i kinesisk medicin i over 1.500 år …
Nope.
I første sæson så vi civilisationens fald til Cordyceps og de første spæde forsøg på at overleve. I klassisk menneskelig stil samler overlevende sig i stammer og fraktioner, hvor mistro og bevæbnede konflikter hurtigt opstår – over ressourcer, ideologi, magt – de sædvanlige årsager.Vi møder arbejdermanden Joel (spillet af Pedro Pascal), i 50’erne, som mister sin datter under de voldelige optøjer. Senere møder han Ellie (Bella Ramsey), en teenagepige, der af ukendte årsager er immun over for Cordyceps. Hvorfor hun er unik, ved ingen. Men det gør hende både til et håb – og en kilde til konflikt.

I første sæson følger vi Joel og Ellies færd gennem det ødelagte land, hvor de forsøger at undgå både muterede Cordyceps-monstre og desperate, voldelige overlevende.
Mens forskellige fraktioner jagter Ellie for hemmeligheden bag hendes immunitet, udvikler forholdet mellem hende og Joel sig fra et beskytter-barn-forhold til noget, der minder om far og datter. Deres rejse ender i blod, kaos og hemmeligheder – og Joel begår utilgivelige handlinger i forsøget på at beskytte Ellie.
Anden sæson af The Last of Us begynder fem år efter begivenhederne i den første. Joel og Ellie bor nu i Jackson – et stort, indhegnet samfund i Wyoming ledet af Joels lillebror Tommy (Gabriel Luna).
Her – midt i daglige patruljer mod Cordyceps-inficerede og menneskelige banditter – har Joel og Ellie fundet sig til rette i et spændt forhold mellem overbeskyttende far og trodsig teenager. Mistilliden mellem dem hænger stadig i luften.
Men fortiden har det med at indhente én. Overlevende fra Joels drabelige eskapader fem år tidligere – nu opsat på hævn – har fundet vej til Jackson.
Anført af Abby (Kaitlyn Dever) er de en del af den militante gruppe The Wolves, som holder til i Seattle. Og Abby vil gøre alt for at få hævn over Joel, der dræbte hendes far, da han reddede Ellie.
Jeg vil ikke afsløre, hvordan det hele udfolder sig – men dem, der har spillet The Last of Us 2, ved det allerede. Denne sæson holder sig tæt til spillets handling – på godt og ondt – alt efter hvem man spørger.
Temperamenterne vil koge.

Efter et par episoder i Jackson – med nogle ekstremt intense og episke scener, både i forhold til action og Cordyceps-skræk – skifter fortællingen fokus til en roadtrip til Seattle.
På rejsen gennem det ødelagte landskab begynder dramaet og hemmelighederne mellem Joel og Ellie at komme frem. Vi møder også Ellies kærlighedsinteresse, Dina (Isabela Merced), som slutter sig til rejsen ud af loyalitet og kærlighed til Ellie.
Ligesom første sæson er anden sæson af The Last of Us fremragende lavet. Pedro Pascal og Bella Ramsey er naturligvis hovedattraktionerne her. Selvom de leverede stærke præstationer i første sæson, tager de det et skridt videre her – med troværdig karakterudvikling og dialog, der både engagerer og rammer hårdt.
Dog udvikler de sig meget forskelligt. Joel er ældre, mere stoisk og beskyttende – han kæmper for at være den far, Ellie har brug for. Ellie derimod er teenageren på kant med verden, traumatiseret og i gang med at finde sig selv. Hun er ofte stædig, vred og irrationel – og ærligt talt ikke altid lige sympatisk. Men netop derfor bliver hendes sårbare øjeblikke så meget stærkere.
Gabriel Luna leverer en solid præstation som Tommy, men det er Isabela Merced som Dina, der overrasker mest. Som Ellies modsætning – varm, omsorgsfuld og rolig – formår hun at holde Ellie på jorden, mens mørket trækker hende længere og længere ned.
Kaitlyn Dever gør det også godt som Abby, selvom hun mest er fraværende denne sæson. I de scener, vi får med hende, balancerer hun hævn, had og sorg på en måde, der minder os om, at intet i denne verden er sort/hvidt. Det er menneskets skrøbelighed, der styrer det hele.

Ligesom spillet præsenterer anden sæson historien fra flere vinkler. Verden udvider sig gradvist med nye fraktioner og konflikter, der giver os et glimt af et større univers, som hovedpersonerne kun lige akkurat rører ved.
Disse forskellige perspektiver introducerer os også for en række nye bipersoner – heriblandt den hensynsløse leder af The Wolves, Isaac Dixon, som er i krig med en voldelig religiøs sekt kaldet The Scars. Dixon spilles af Jeffrey Wright – en af mine yndlingsskuespillere – som også lagde stemme til figuren i spillet.
Anden sæson af The Last of Us er en smuk og skræmmende rejse gennem et ødelagt USA. Med temaer som familie og hævn i centrum holder historien om Joel og Ellie sig ikke tilbage og beviser endnu en gang, at spil kan blive til tv-serier med noget af det stærkeste fortælling derude.
The Last of Us har premiere på Max den 14. april.
Skrevet af en norsk forfatter på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model.