Anmeldelse: The New Pope (C More)
"The New Pope" fortsætter stilen fra sin forgænger, hvor der er skruet op for det sexede og bombastiske – mens tilføjelsen af John Malkovich er et yderst frisk pust.
"The Young Pope", Paolo Sorrentinos miniserie fra 2016, var lidt af en ener i serieverdenen. Til trods for at finde sted i det ultrareligiøse Vatikanet var der bestemt ikke sparet på diverse seksuelle eskapader, ironisk brug af popmusik og æstetiske stiløvelser. En sær, men mindeværdig serie, der nu har fået opfølgeren "The New Pope", som med rette kan kaldes en sæson to. Bag kameraet står endnu en gang italienske Paolo Sorrentino, der bygger oven på niveauet fra sidst, vi så Pave Pius XIII.
Ni måneder efter sit hjerteanfald er Pave Pius XIII (Jude Law) stadig i koma uden udsigt til at vågne. Da den unge pave er populær blandt befolkningen, begynder Vatikanet at søge efter en passende erstatning. Valget står til at falde på John Brannox (John Malkovich), der dog lige skal overtales til stillingen som den hellige fader. Imens møder Vatikanet nutidens problemer i form af seksuelle anklager, trusler fra en ukendt islamisk kalif og en verden, der bliver mindre kristelig.
"The New Pope" fortsætter stilen fra sin forgænger, hvor der er skruet op for det sexede og bombastiske. Introsekvensen, bestående af nonner, der danser til Sofi Tukkers synth-brummende "Good Time Girl", kortlægger sigende seriens kontrapunktiske tone. Humoren er både subtil og underlig – fra meta-jokes til en mand, der bliver magtsyg, da en due stjæler hans talepapir. Det er til tider absurd, men det bidrager til en serie, der skiller sig ud i serielandskabet. Det er umuligt at vide, hvad der kan forventes fra eskapaderne i Vatikanet, hvilket Sorrentino – for det meste – udnytter glimrende.
De fire første afsnit har sine mudrede øjeblikke, hvor fortællingen enten går i stå eller roder rundt, men generelt er historien i "The New Pope" mere fokuseret, end tilfældet var i "The Young Pope". Der er blevet plads til at udforske andre afdelinger i den hellige stat, såsom en flok nonner, der strejker. Det hjælper med at holde tingene interessante. Også selvom orglet ikke altid spiller. Balancen mellem den sære humor og de seriøse emner sidder ikke altid i skabet, men det virker ofte som et bevidst valg fra Sorrentino. Som om, at han bevidst beder kirkekoret synge ude af takt. Løjerne i Vatikanet er dog medrivende og oftest mindeværdige.
Det hjælper også, at "The New Pope" bliver båret af et stærkt cast. John Malkovich er et frisk pust for serien, og med sin skrøbelige og afdæmpede Brannox skaber han god kontrast til Jude Laws Pave Pius. Silvio Orlando er også stærk i sin rolle som kardinalen Angelo Voiello. Så god, at italieneren endda har fået en ekstra rolle som kardinalen Hernández (hvilket siger lidt om, hvor sær serien kan være). Til trods for at være et af seriens hovednavne figurerer Jude Law dog indtil videre næsten ikke i fortællingen, men han dukker formentlig op på den anden side af de første fire afsnit.
"The New Pope" er sjov, underlig og for det meste medrivende med sin udskejende fortælling. Når orglet spiller på alle tangenter, er serien bedre end sin ellers solide forgænger. Med et bedre fokus og balance mellem det sjove og det sære er det mere underholdende at blive en del af Vatikanets daglige gang. Også selvom serien bestemt har sine svage øjeblikke. Men dens unikke stemning og tilgang til religion og udøvelse af dette kan ikke benægtes. Der findes i hvert fald få serier som "The New Pope", der næppe er for alle.
Anmeldelsen er baseret på fire ud af ti afsnit, som kan ses på C More fra den 26. januar.