Anmeldelse: The Stand – Sæson 1 (HBO Nordic)

Josh Boone har lagt et fundament, der på imponerende vis etablerer persongalleriet og går direkte i kødet på de mange problematikker, Stephen Kings hovedværk er drevet af.

I skrivende stund står Stephen King krediteret som forfatter til intet mindre end 345 film, serier og mere på filmdatabasen IMDb. Alligevel har forfatteren nok aldrig været så aktuel, som han er med nyfortolkningen af "The Stand" – den fik også en miniserie tilbage i 1994 – der tager udgangspunkt i en tid, hvor en dødbringende virus har udslettet 99 procent af verdens befolkning. Med fyldte ligposer, overfyldte hospitalsgange og massegrave er det svært ikke at drage paralleller til den corona-virkelighed, der har fyldt verden det forgangne år.

Efter en virus har udslettet næsten hele Jordens befolkning, skaber Stu Redman (James Marsden), Frannie Goldsmith (Odessa Young), Harold Lauder (Owen Teague) og flere andre et nyt samfund kaldet Boulder Freezone i håbet om en bedre fremtid for verden. De er bragt sammen gennem den fælles drøm om den gamle Mother Abagail (Whoopi Goldberg), der viser sig at være Guds talerør. I den anden ende af landet hersker den dystre mand Randall Flagg (Alexander Skarsgaard), der er Mother Abagails diametrale modsætning. Et uundgåeligt opgør af guddommelige proportioner venter forude mellem det gode og det onde.

"The Stand" anses af mange for at være Stephen Kings absolutte hovedværk og med sine godt 1100 sider en ordentlig mundfuld at overføre fra bog til visuelt medie. Ofte er det tilfældet, at når en King-roman skal filmatiseres, mangler det nødvendige fokus på en etablering af persongalleriet. Uden den etablering har Kings fortællinger sjældent meget at byde på. Det er derfor en fornøjelse at overvære, hvordan showrunner og hovedforfatter Josh Boone tager seerne i hånden og gennem de første fire afsnit fører os gennem det imponerende persongalleri og den yderst omfattende præmis om kampen mellem det gode og onde. Boone har med alt tydelighed brugt tid på at sætte sig ind i det foreliggende værk.

Udover at være aktuel på den tidslige måde behandler "The Stand" den evige kliché om, at hurt people hurt people. Som pragteksemplar på dette er det uundgåeligt at nævne Owen Teague, der ses i rollen som den psykotiske og underkuede Harold Lauder. På papiret har Josh Boone ramt hovedet på sømmet, hvad angår Harold Lauder, og Teague leverer sublimt skuespil, der gør det spændende at overvære hver en scene, han er med i. Det er klart, at én karakter alene ikke kan bære så tung en historie som denne. Heldigvis får Teague skønt modspil, og især i samspillet med James Marsden og Odessa Young skabes et yderst interessant trekløver. Dette trekløver formår at få fortællingens essens ned på et håndgribeligt plan, hvor det i sidste ende handler om, hvordan vi som mennesker tackler krisesituationer.

Som det ofte er tilfældet med post-apokalyptiske historier, er det interessant at overvære, hvor hurtigt vi som mennesker forsøger at etablere os som samfund og dermed komme tilbage til en hverdag, der minder om den, vi havde. Nogen skal have magten. Demokrati og retssystem skal genetableres. Troen på, at det, vi havde, var perfekt, er så indgroet i os, at vi uden at blinke stræber efter at få det igen. Selvom det, vi havde, har bragt os i den situation, vi nu befinder os i. Endnu en interessant problematik, som etableres og dermed gør "The Stand" til en serie, der handler om meget mere end en kamp mellem det gode og det onde.

Baseret på fire ud af ni afsnit er det svært allerede nu at spå om fremtiden for "The Stand" og dens videre kvaliteter. Josh Boone har lagt et fundament, der meget vel kan resultere i, at den ender som et af Kings hovedværker på både bog og som visuelt medie. Det kræver dog, at tungen holdes lige i munden. For er der noget, nyere film- og seriefortolkninger af gyserforfatterens værker har lært os, så er det, at det kan gå begge veje, når Stephen Kings tanker skal føres fra bog til skærm.

Anmeldelsen er baseret på fire ud af ni afsnit, som kan ses ugentligt på HBO Nordic.