Anmeldelse: The Undoing – Sæson 1 (HBO Nordic)

Givet de involverede både bag og foran kameraet i HBO's nye krimisatsning burde slutresultatet være bedre.

Efter at havde triumferet med "Hævnen" tilbage i 2010 og dens Oscar-sejr for bedste udenlandske film har danske Susanne Biers karriere været en blandet fornøjelse. Siden er det blevet til den udskældte "Serena", som ellers skulle være det store gennembrud i Hollywood, og ikke mindst Netflix-fuseren "Bird Box". Bier har dog også imponeret med den roste miniserie "Natportieren", som tilføjede en Emmy-statuette til hylden. Taget den danske instruktørs generelle niveau i betragtning er der dog grund til at have store forventninger til HBO's "The Undoing", som har et sandt stjernehold bag sig. Susanne Bier instruerer samtlige seks afsnit, men desværre er resultatet en skuffende oplevelse.

Grace (Nicole Kidman) lever et lykkeligt liv. Hun er en succesfuld terapeut, skal til at udgive en ny bog og har et tæt forhold til sin mand, Jonathan (Hugh Grant), og sønnen Henry (Noah Jupe). Men en dag vendes terapeutens verden på hovedet, da hun møder den underlige kvinde Elena (Matilda De Angelis), som kort efter bliver fundet myrdet. En forsvinden – og død – Jonathan muligvis er involveret i.

Hermed er der lagt op til klassisk krimi og mystik, hvor de forskellige drejninger sår tvivl om, hvad der er sandt og falsk – ikke ulig den bølge af krimifilm, der har været henover de seneste år fra "Kvinden der forsvandt" til "Kvinden i toget". Det er i hvert fald idéen, men "The Undoing" formår ikke at gøre meget med sin ellers spændende præmis. Første problem er, at fortællingen distancerer sig fra sine hovedpersoner. Karaktererne kendes kun ved deres navn eller jobtitel, og vi kommer ikke under huden på Grace og hendes familie. Der er enkelte forsøg på at give dem personlighed, men det kommer så sent, at interessen i forvejen er tabt.

Ikke fordi Susanne Biers seneste værk, som er skrevet af David E. Kelly (manden bag succeser som "Ally", "Boston Legal" og "Big Little Lies"), på nogen måde er forfærdeligt. Selvom stilen er anonym, har serien en høj produktionsværdi. Ligesom med sine hovedpersoner og handlingsforløb er det nok så pænt at se på, uden at det nogensinde for alvor gør indtryk. Her er det især frustrerende, når miniserien prikker til emner – såsom hvordan rige mennesker holder hånden over hinanden, når det gælder forbrydelser. En idé, der glemmes lige så hurtigt, som den bliver nævnt. Det samme gælder seriens plot twists, der med et par enkelte undtagelser er banale og forudsigelige. Fremstillet på kynisk vis for at få publikum til at hoppe videre til næste afsnit i håb om, at spændingen udløses.

Nicole Kidman skinner igennem som Grace, hvis verden bliver ødelagt, hvorefter hun prøver at holde fast i sit gamle liv. Hugh Grant er også fantastisk som Jonathan. En manipulerende skiderik, der alligevel besidder en snert af oprigtighed. Dertil er der Donald Sutherland, der atter beviser, at han er en af Hollywoods sværvægtere. "The Undoing" har ikke altid sit mysterie kørende for sig, men skuespillet kan der ikke sættes en finger på.

"The Undoing" er ikke dårlig, men agerer mere som ærgerlig metervare fra en flok ellers erfarne folk foran og bag kameraet. Skuespillerne leverer flotte præstationer, men bliver svigtet af et kedeligt manuskript og en anonym kunstnerisk stil. Som om, at Susanne Bier endnu en gang er hyret til bestillingsarbejde, hvor hun ikke kan føre sin stil igennem. "The Undoing" er ikke en håbløs oplevelse, men givet hvem der er involveret i produktionen, burde slutresultatet være bedre.

Anmeldelsen er baseret på fem ud af seks afsnit, som kan ses ugentligt på HBO Nordic fra 25. oktober.

The Undoing – Sæson 1 (HBO Nordic)

Kommentarer

The Undoing – Sæson 1 (HBO Nordic)

  • ★★★★1

    Hmm, det er en serie jeg har set frem til, men denne anmeldelse dæmper da mine forventninger lidt.

    Åkepool28-10-20 08:54

  • ★★★★★★0

    Hmm, det er en serie jeg har set frem til, men denne anmeldelse dæmper da mine forventninger lidt.

    Præcis hvad jeg tænker - fruen var ellers klar til at se med, med et godt cast. IMDb (godt nok få brugere) siger ca 8/10 - så det lød lovende, kun baseret på pilotafsnittet.

    Nu er følelsen lidt mere lunken.

    Wayne28-10-20 09:03

  • ★★★★★0

    Præcis hvad jeg tænker - fruen var ellers klar til at se med, med et godt cast. IMDb (godt nok få brugere) siger ca 8/10 - så det lød lovende, kun baseret på pilotafsnittet.

    Nu er følelsen lidt mere lunken.

    Synes generelt at karaktererne til serier ligger ret højt på imdb. Men håber da også denne er bedre end anmeldelsen her siger. Jeg tror det dog ikke.

    David Lund28-10-20 09:27

  • ★★★★0

    Synes generelt at karaktererne til serier ligger ret højt på imdb.

    Ja, det gør de meget.

    Gad vide om folk giver deres ratings efter 1-3 afsnit af en serie.

    Åkepool28-10-20 09:34

  • ★★★★★★0

    Synes generelt at karaktererne til serier ligger ret højt på imdb. Men håber da også denne er bedre end anmeldelsen her siger. Jeg tror det dog ikke.

    Ja - de finder et fast publikum, som derefter elsker det meste - derfor er der få nej-sigere.

    Men karakteren er baseret på pilotafsnittet, så publikum burde være lidt bredere fra start?

    Wayne28-10-20 09:34

  • ★★★★1

    Præcis hvad jeg tænker - fruen var ellers klar til at se med, med et godt cast. IMDb (godt nok få brugere) siger ca 8/10 - så det lød lovende, kun baseret på pilotafsnittet.

    Nu er følelsen lidt mere lunken.

    Nu har jeg set de første to afsnit og jeg synes den er skide spændende.

    Faktisk har jeg det utroligt stramt med, at der ikke er flere afsnit tilgængelige lige nu :( 

    Åkepool 8-11-20 14:31

  • ★★★★★★1

    Nu har jeg set de første to afsnit og jeg synes den er skide spændende.

    Faktisk har jeg det utroligt stramt med, at der ikke er flere afsnit tilgængelige lige nu :( 

    Fedt - IMDb siger 8,2 så generelt er folk glade. Anette er også med på at se den så nu giver vi den en chance :-)

    Wayne 8-11-20 20:18

  • ★★★★1

    Jeg har generelt ikke tålmodighed til kun at se ét afsnit om ugen. Så jeg venter til alle afsnittene er tilgængelige. Og hvis hele serien til den tid får positive anmeldelser, så skal den selvfølgelig tjekkes ud.

    S. Rico 8-11-20 21:35

  • ★★★★★★0

    Jeg har generelt ikke tålmodighed til kun at se ét afsnit om ugen. Så jeg venter til alle afsnittene er tilgængelige. Og hvis hele serien til den tid får positive anmeldelser, så skal den selvfølgelig tjekkes ud.

    Det gør jeg som regel også - hvilket var ret heftigt da jeg så hele Game of Thrones - i løbet af 14 dage. 
    Godt jeg ikke skulle vente i flere år :-)

    Wayne 8-11-20 23:04

  • ★★★★1

    Fedt - IMDb siger 8,2 så generelt er folk glade. Anette er også med på at se den så nu giver vi den en chance :-)

    Det skal i gøre :) 

    Jeg har generelt ikke tålmodighed til kun at se ét afsnit om ugen. Så jeg venter til alle afsnittene er tilgængelige.

    Det var også min plan. 

    Jeg havde fået opfattelsen da jeg læste denne anmeldelse, at det var hele serien han anmeldte. Det var det så også næsten (5 af 6 afsnit) og når de gør det, tror jeg de ligger tilgængelige på streamingtjenesten.

    Så jeg satte mig for at se den og fangede godt da jeg startede, at der kun var 2 afsnit, men der havde jeg sat det i gang i mit hoved :) 

    Åkepool 9-11-20 08:14

  • ★★★★★★0

    Det skal i gøre :) 

    Aftale :-)

    Wayne 9-11-20 08:28

  • ★★★★★★0

    Det skal i gøre :) 

    Vi er klar på 4 del i aften - bestemt ikke dårlig og fedt at man allerede har flere teorier om hvem der står bag :-)

    Wayne16-11-20 10:19

  • ★★★★0

    Vi er klar på 4 del i aften - bestemt ikke dårlig og fedt at man allerede har flere teorier om hvem der står bag :-)

    Fedt :)

    Ja, jeg ryger også på i aften, så snart drengene er smidt i seng.

    Åkepool16-11-20 11:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen