Ja, den er, indtil videre, ret svag...
Præstationerne halter - virker for indøvede, med mangel på indlevelse..
Men jeg hænger på endnu, i håb om at den bliver bedre, med en rimelig forløsning, frem mod slutningen!!!
Når december rammer, tænder vi ikke kun kalenderlys, men også fjernsynet. Tv-julekalenderen er en fast del af højtiden – et spejl på vores kultur, traditioner og julens magi. Men i "Tidsrejsen 2", DR’s nyeste julekalender, kæmper traditionen med at finde fodfæste. Som efterfølger til den anmelderroste "Tidsrejsen" (2014) forsøger julekalenderen at bygge videre på den succes, men ambitionerne snubler over for mange idéer. Resultatet er en fortælling, der vil for meget i, hvad der visuelt mest af alt minder om en billig udgave af Wikke og Rasmussens farverige univers.
"Tidsrejsen 2" udspiller sig i det idylliske Dragør, hvor vi møder Romeo (Frederik Thoft), en dreng, der bor på byens hotel, drevet af sin mor (Lise Baastrup) og mormor (Michelle Bjørn-Andersen). Romeo kender ikke sin far, og det viser sig (lidt for) hurtigt, at "Tidsrejsen 2" mest af alt handler om at opklare, hvem hans mor engang havde et engangsknald med tilbage i 2010.
Sideløbende er Romeo overbevist om, at lærervikaren Sofie (Bebiane Ivalo Kreutzmann) er tidsrejsende og måske kan hjælpe ham. Samtidig indleder han et venskab med den nye pige i klassen, Holly Storm (Lærke Krabbe De Waal). Holly er lige flyttet hjem til Dragør fra Costa del Sol med sin familie, der ejer rejseselskabet Storm Rejser. Deres venskab åbner op for en gammel strid mellem deres familier, eftersom Hollys afdøde farfar engang i halvfemserne tabte byens hotel i poker til Romeos mormor.
"Tidsrejsen 2" er som nævnt en fortsættelse af DRs julekalender-darling "Tidsrejsen", men hvad handlede den om – og hvad har forgængeren at gøre med fortsættelsen? Det havde været god stil fra DR’s side at give børnene og deres forældre et bedre resumé af hvad "Tidsrejsen" handlede om, frem for at antage, at de så med dengang. I 2014, hvor den blev sendt, var langt størstedelen af seerne ikke født endnu – og forældrene havde travlt med at lave dem.
En julekalender skal have noget på spil. I "Tidsrejsen 2" er det uklart, hvad der egentlig ér på spil – og hvorfor vi skal bekymre os. For pludselig er hele verden på spil – og så alligevel ikke. Konflikterne føles halvhjertede og for afsluttet på en måde, der virker forhastet, umotiveret og uden skyggen af suspense. Samme fravær af spænding er slående, når diverse karakterer bliver gjort opmærksom på at tidsrejser er mulige, og deres reaktion bare er: "Nåh, okay...".
Der er ikke så meget for de to unge skuespiltalenter at arbejde med, men jeg synes nu, at Frederik og Lærke i rollerne som Romeo og Holly – samt de andre børneskuespillere – gør det fremragende, og jeg er ikke i tvivl om at de hver især kommer til at charmere sig ind hos seerne. Det er dejligt at se 13-årige børn på skærmen, der rent faktisk ligner børn – og får lov til at være det. Begge skuespilpræstationer er lovende, men deres karakterers baggrundshistorier er så underudviklede, at de næsten ingen personligheder har. Har verden været så ond ved TikTok-generationen, at de nu ikke længere må skille sig ud?
Samme manglende sjæl finder man også hjemme hos Hollys familie, der har nogle lidt tvivlsomme familieportrætter hængende i deres hjem. Idéen er fed, men udførelsen minder mest af alt af noget en 4. klasseselev har lavet i billedkunst. Det gør det heller ikke bedre at kompositionen i farfarens portræt er Anders Fogh Rasmussens statsministerportræt 1:1 – men så ved de ældste seere i det mindste, at vi har at gøre med en superskurk.
På flere fronter savnede jeg skarphed. Både på historiens retning og på det visuelle plan. Noget af det mest iøjnefaldende er manglen på historisk finesse. Blandt andet når vi rejser tilbage til 1994, hvor halvfemser-suset forbliver en flad kondivand. Hvorfor har man glemt at tilføje et tv-logo til de arkivklip, der vises på et fjernsyn, så det hele fremstår mere autentisk og troværdigt? Hvor er cigaretterne, der var en uundgåelig del af halvfemsernes hverdag og popkultur? Hvor er den tidstypiske autenticitet?
Det er selvfølgelig et bevidst valg fra DR’s side at undgå at romantisere rygning. Men det føles mærkværdigt, når børnene i selv samme julekalender bryder ind hos deres lærervikar og legitimerer det med, at de er under den kriminelle lavalder. Og i ‘94 bliver Romeo spurgt af en voksen mand, om han tager stoffer. Det gamle Danmarks Radio var ellers ikke blege for at bruge tobaksrøg i julekalenderne. Som i den legendariske dukketrilogi fra halvfjerdserne, med "Vinterbyøster" (1973), "Jullerup Færgeby" (1974) og "Kikkebakkeboligby" (1977), hvor cerutter blev brugt til at skabe togrøg.
På trods af manglende røgslør er eksponeringen af Frem-sodavand på grænsen til reklame. Produktplacering i bedste sendetid, og jeg blev i tvivl om, det var en klassisk kommerciel TV2-julekalender – så vidt jeg ved skal DR være uafhængig af kommercielle interesser. Frem-sodavand var en klassisk 90’er drik – bevares. Men hvorfor så ikke benytte sig af Frem-etikkerne fra halvfemserne?
Fraværet af en historiekonsulent er påfaldende. I en julekalender med tidsrejser som omdrejningspunkt burde der være kræset for detaljerne – det er ikke noget, man kan spare væk. Særligt når en julekalender i nyere tid oftest har et budget på størrelse med fem-seks spillefilm tilsammen i dansk regi.
Det, der er med til at løfte "Tidsrejsen 2" er Nicklas Schmidts magiske score. Underlægningsmusikken ikke bare løfter, men bærer historien frem så storslået, at det er en af de få grunde til at se julekalenderen til ende. Jeg bliver ikke skuffet, hvis en jakke lægges over kameraet den 21 december (som i "Jul og grønne skove" (1980) – også kendt som "Poul og Nulle i hullet".), så længe den smukke og drømmende musik fortsætter.
Der er ingen tvivl om, at DR har samlet nogle af landets dygtigste folk til at skabe denne julekalender. Maskineriet bag er som et veloplagt orkester, der ikke spiller sammen, fordi DR har givet dem forskellige nodeark, mens dirigenten, DR Drama, er gået på tidlig juleferie. Hvis holdet bag ikke skal ende i samme hul som Poul og Nulle, bør de overveje at aflyse julefrokosten og i stedet tage på teambuilding – måske et plot til DRs næste voksenjulekalender? Dét gad jeg fandeme godt se!
DR har førhen givet os storslåede julekalendere som "Absalons Hemmelighed" (2006), "Pagten" (2009) og "Tidsrejsen" (2014) – hvad gik galt?
Når det handler om, hvilket U-landsprojekt man bør støtte til næste jul gennem DR’s U-landskalender, bør de overveje at indstille dem selv som kandidat. For "Tidsrejsen 2" virker ufærdig og rodet. Hvilket er en skam, for potentialet til en værdig efterfølger er faktisk til stede. Men det ender som en lunken skoleforestilling, hvor man overvejer, om man kan tillade sig at gå i pausen.
Anmeldelsen er baseret på de første otte afsnit.
"Tidsrejsen 2" sendes på DR1 kl. 19.30 alle decemberdage frem til juleaften og kan også ses på DR TV.
Ja, den er, indtil videre, ret svag...
Præstationerne halter - virker for indøvede, med mangel på indlevelse..
Men jeg hænger på endnu, i håb om at den bliver bedre, med en rimelig forløsning, frem mod slutningen!!!
"Det gør det heller ikke bedre at kompositionen i farfarens portræt er Anders Fogh Rasmussens statsministerportræt 1:1 – men så ved de ældste seere i det mindste, at vi har at gøre med en superskurk. "
Dén må du gerne uddybe??
#davenport
Det giver da sig selv
Merryxmasmrlawrence 7-12-24 08:33
Synes da ikke Fogh-Rasmussen er en superskurk? En meget seriøs politiker, der har gjort det godt internationalt?
Han fik os blandt andet involveret i overfaldet på Irak. Hvilket har kostet mange menneskeliv.
Aranyhajú Nyárszépe 8-12-24 18:57