Anmeldelse: Vaffel og Mochi – Sæson 1 (Netflix)
"Vaffel og Mochi" er en sød og lærerig oplevelse, der nok skal falde i god jord, når forældre samles med de mindste foran fjernsynet.
Det er er altid spændende, når nuværende, kommende eller tidligere præsidenter skaber film og serier. Hidtil er det bedste eksempel nok Ronald Reagans karriere som skuespiller, før han blev USA's præsident, mens Donald Trump også gav den gas som realitystjerne før sit præsidentembede. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at den tidligere præsident Barack Obama og hans førstedame, Michelle, nu har kastet sig over en Netflix-serie målrettet små børn i form af "Vaffel og Mochi". Et kulinarisk eventyr, som de små nok skal lappe i sig.
I Den Frosne Fødes Land bor Vaffel, der er halv yeti og halv vaffel, sammen med sin bedste ven Mochi, som spiser isterninger morgen, middag og aften. En dag dukker en varevogn op, som vennerne beslutter sig for at køre med. Venneparret bliver ført til et supermarked, hvor de hurtigt bliver ansat af supermarkedets ejer, Mrs. Obama – spillet af Michelle Obama selv. Dette bliver starten på et kulinarisk eventyr, hvor de to bedste venner rejser verdenen rundt for at blive klogere på kunsten at lave mad, og hvilke ingredienser det kræver.
Og således byder de små på ti afsnit, der alle omhandler hver deres ingrediens – såsom tomater, ris og kartofler – som indgår i madens rige. Afsnittene handler ikke blot om, hvordan disse råvarer bruges til at lave lækre retter, men også om deres oprindelse og om, hvordan forskellige samfund bruger ingredienser til forskellige formål. De lækre retter beskrives overfladisk, men givet målgruppen kan det let forsvares. Hvad der dog fortjener ros er at klæde historietimen med fun facts, som selv de voksne måske ikke kender til. Dertil hvordan maden også anvendes til positive budskaber om venskab og inklusion.
De ti afsnit føles til tider for lange trods en gennemsnitslængde på cirka en halv time, selvom serieskaberne Erika Thormahlen og Jeremy Konner gør deres bedste for at skabe variation – såsom med en beskrivelse af smagsløgene, der bliver fortalt, som var det en sitcom, eller diverse sange, der ofte skifter genre. Seriens opfindsomhed fortjener anerkendelse, selvom virkemidlerne ikke altid virker efter hensigten. Såsom tilfældige lydeffekter og streger på skærmen, der svarer til at rasle nøgler foran et spædbarn. Men det må alligevel erkendes, at denne børneserie slipper godt afsted med sine budskaber, der forhåbentligt vil inspirere de små til at lave mad og tænke over kulturelle forskelle.
Dem, der optræder i serien, er dog en anden sag. Michelle Zamora og Piotr Michael er vidunderlige som de charmerende stemmer til Vaffel og Mochi. Dog er de menneskelige optrædener en blandet fornøjelse. Her bydes der på kokke og eksperter, der trods deres viden tydeligvis ikke er vant til at befinde sig foran et kamera. Enkelte er pinligt overentusiastiske med tilsvarende tåkrummende dansesekvenser. Dertil kan det også mærkes, at Michelle Obama ikke just er en dygtig skuespiller, hvor hun måske burde holde sig til at være producer sammen med husbonden. Dog skal Zach Galifianakis fremhæves som et positivt element, da han har det sjovt med sin rolle og derved bidrager med et mindeværdigt afsnit.
Sammen med husbonden har Michelle Obama lagt navn til et sødt og lærerigt program, der lærer børn om madkunst og kulturelle forskelle. Trods kritikken skal slutresultatet nok underholde de små. Især med de to dejlige hovedpersoner. Obama-familien samler deres venner, kendte og ukendte, for at fortælle om kunsten ved at lave mad og sprede positive budskaber om menneskeligheden, og om hvordan måltider samler mennesker. Budskabet kunne leveres bedre, men i sidste ende er serien en sød og lærerig oplevelse, der nok skal falde i god jord i stuen, når forældre og de mindste samles foran fjernsynet.
Anmeldelsen er baseret på alle afsnit, som kan ses på Netflix.