Brugeranmeldelse: Duel (1971)

Steven Spielbergs fotografering og redigering er ganske enkelt sublim og kan med nemhed måle sig med nutidens redigerede biljagter.

Da den debuterende instruktør Steven Spielberg for nu cirka 47 år siden lavede en aftale med tv-stationen ABC om at producere en thriller som værende blot endnu et bidrag til den sædvanlige weekendunderholdning, havde ingen – bortset fra Spielberg selv – i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at denne minimalistiske roadmovie ville blive så populær, at man ikke længe efter premieren på den lille skærm opgraderede filmen til det store lærred. Dette sikrede efterfølgende "Duel" en fortjent plads i filmhistorien og gav samtidig Steven Spielberg det springbræt, der kom til at danne fundamentet for hans senere status som en af de mest beundrede og elskede instruktører.

Dennis Weaver (bedst kendt fra tv-krimiserien "McCloud") spiller sælgeren David Mann – en ganske ordinær og lettere halvkedelig mand, der på vej til et møde via de støvede californiske landeveje pludselig ender i en drabelig og nervepirrende kamp mod en osende, beskidt, provokerende og monstrøst udseende lastbil, der presser den lille underkuede mands psyke og vovevemod til bristepunktet i en duel, hvor kun den stærkeste eller mest snedige overlever.

Lastbilchaufførens ansigt ses i øvrigt på intet tidspunkt, ligesom angrebet aldrig bliver forklaret, og heraf bliver gyset og spændingskurven blot endnu mere intens og ubehagelig at overvære. Temaet om den lille mands kamp mod overmagten (symbolsk overført i Steven Spielbergs tilfælde med jødernes kamp mod nazismen), der gik igen senere i film som "Jaws" og "Jurassic Park" med et ligeledes altødelæggende og følelseskoldt monster som hovedskurk, er i "Duel" skåret helt ind til benet handlingsmæssigt set med fokus rettet størstedelen af tiden mod de to duellanters ofte lange jagter. Dette betyder dog ikke, at spændingsniveauet eller nerven i filmen på noget tidspunkt kører ud på et sidespor, hvilket primært skyldes tre ting.

For det første er Steven Spielbergs fotografering og redigering ganske enkelt sublim og gåsehudsfremkaldende god og kan med nemhed måle sig med nutidens redigerede biljagter. Dernæst er der Dennis Weavers (som stort set ene mand bærer filmen skuespilmæssigt) suveræne og troværdige portrættering af en helt almindelig mand, der først forsøger at tænke sig rationelt ud af problemerne, men som senere går i nærmest hysterisk panik, da han indser situationens alvor. Sidst men ikke mindst er det vigtig at fremhæve komponisten Billy Goldenberg, der via sit Alfred Hitchcock-inspirerede score pacer og presser stemningen af suspense helt op i det røde felt, så man næsten glemmer at trække vejret.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Duel (1971)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Duel (1971)

  • ★★★★★★1

    Virkelig god anmeldelse!

    T. Nielsen17-06-18 10:25

  • ★★★★1

    Der er ikke meget at være uenig i. God anmeldelse Nighthawk!

    Bruce17-06-18 11:54

  • ★★★★★1

    Virkelig god anmeldelse!

    Mange tak. :) 

    "Duel" hører stadig idag til blandt mine yndlings-film af Steven Spielberg. Den er på én gang simpel i sin handling men har alligevel flere interessante lag gemt blandt de hæsblæsende løjer.

    Det siger unægtelig meget om Steven Spielbergs talent og evner, at han på så beskedent et budget og så presset et tidsskema kan lave så god en film, at den i manges øjne er gået hen og blevet en klassiker. 

    NightHawk17-06-18 12:05

  • ★★★★★0

    Der er ikke meget at være uenig i. God anmeldelse Nighthawk!

    Mange tak. :) 

    NightHawk17-06-18 12:06

  • ★★★★★★1

    Mange tak. :) 

    "Duel" hører stadig idag til blandt mine yndlings-film af Steven Spielberg. Den er på én gang simpel i sin handling men har alligevel flere interessante lag gemt blandt de hæsblæsende løjer.

    Det siger unægtelig meget om Steven Spielbergs talent og evner, at han på så beskedent et budget og så presset et tidsskema kan lave så god en film, at den i manges øjne er gået hen og blevet en klassiker. 

    Det gør det, siger meget om ham og jeg mener, at her gør Spielberg det han er bedst til. Han gør lidt det samme, om end på en langt større skala i "War Of The Worlds", i de scener hvor angrebet begynder. Her viser han hvilken helt vildt dygtig instruktør han er synes jeg.

    T. Nielsen17-06-18 12:13

    Jeg er helt enig. Det er også vildt nervepirrende og spændende eksekveret i "War of The Worlds".  

    NightHawk17-06-18 13:25

  • ★★★1

    Helt enig i vurderingen. Man kan godt undre sig lidt over, at så mange filmskabere bruger så meget tid på at forklare sig, når det ofte viser sig at være bedre og mere uhyggeligt, når man som tilskuer ikke ved så meget.

    Benway17-06-18 15:07

    Helt enig. "Halloween" er bl.a. også et godt eksempel på dette, hvor originalen ikke gav noget svar på hvorfor ondskaben havde fået sine klør i Michael Myers, men hvor remaket til gengæld forklarede selv samme ondskab ned i mindste detalje. Dermed forsvandt både mystikken og det uhyggelige ved karakteren.

    NightHawk17-06-18 15:28

  • ★★★1

    Ja, god anmeldelse. En af de få tv-film jeg husker fra min barndom, suverænt godt lavet.

    Gormanden18-06-18 08:02

  • ★★★★★★1

    Helt enig. "Halloween" er bl.a. også et godt eksempel på dette, hvor originalen ikke gav noget svar på hvorfor ondskaben havde fået sine klør i Michael Myers, men hvor remaket til gengæld forklarede selv samme ondskab ned i mindste detalje. Dermed forsvandt både mystikken og det uhyggelige ved karakteren.

    Jeg er (generelt) helt enig i at det ofte er en stor fordel at der ikke gives svar og vises for meget. Pudsigt nok synes jeg blot netop remaket af Halloween faktisk fungerer overraskende godt. 

    T. Nielsen18-06-18 08:23

  • ★★★★1

    En forklaring behøver ikke være en dårlig ting. Mindhunter graver ned i psykologien bag mord og hvad der tikker ondskab, som jeg finder interessant. Men sådan kan man hive både gode og dårlige eksempler op om alting. 

    Duel, en rigtig god road-thriller uden meget pis. 8/10 herfra. 

    Babo18-06-18 10:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen