Brugeranmeldelse: Fars fede juleferie (1989)

"Fars fede juleferie" er i al sin enkelthed en fremragende og langtidsholdbar komedie skrevet med skarp observans.

Med kombinationen af tre generationer af skuespillere – de garvede veteraner, datidens stjernenavne plus to stortalenter på vej – samt underlægningsmusik af David Lynchs hofkomponist Angelo Badalamenti og ikke mindst et verdensklassemanuskript af John Hughes havde instruktør Jeremiah Chechik i slutningen af 80'erne samlet alle de rigtige ingredienser til at fremtrylle en af de absolut bedste julekomedier nogensinde lavet. Samtidig var denne tredje film i rækken om den svært uheldige familiefader Clark Griswolds kaotiske eskapader også den bedste og sjoveste i serien ifølge mit eget latterbarometer.

Det allerførste man skal have på plads for at sikre sig, at man kommer i den rette stemning, er på traditionel vis et hyggeligt og grandduftende juletræ og helst ét af den slags, der bare oser af nybyggeri og vild natur. Så derfor beslutter familiens godmodige patriark Clark (Chevy Chase) sig for at slæbe sin kone Ellen (Beverly D'Angelo) samt børnene Russ og Audrey (Johnny Galecki og Juliet Lewis) med ud på bøhlandet, hvor de hurtigt kommer i problemer, da Clark provokerer et par rednecks til at køre om kap. Efter en mindre flyve- og vandretur (der er den ene af to referencer til 1'eren – den anden omhandler en swimmingpool og nøgensvømning) er familien Griswold på mirakuløs vis hjemme igen med træet, og så er det ellers blevet tid til at få fyret godt op i pejsen, købt de sidste par gaver og sat skik på huset, inden bedsteforældrene dukker op for at tilbringe juledagene hos dem.

(Anmeldelsen fortsætter under billedet)

25.000(!) små besværlige elpærer senere, et par nærdødsoplevelser på taget plus diverse skænderier med de arrogante naboer Todd og Margo er Clark og co. endelig klar til den store aften, som bliver yderligere beriget – eller snare forværret – da både den luddovne fætter Eddie (Randy Quaid) og hans familie samt den svært negative onkel Lewis, den totalt senile tante Bethany og en surprise guest star dukker op og skaber nærmest apokalyptiske tilstande. Samtidig må Clark i al hemmelighed og med en mere end anspændt følelse i maven frustreret vente på, at den store julebonus fra firmaet popper ind af brevsprækken, så han endelig overfor de andre kan få afsløret gaven over alle gaver, der potentielt vil gøre ham til julens frelser og alle børnenes store helt.

"Fars fede juleferie" er i al sin enkelthed en fremragende og langtidsholdbar komedie skrevet med skarp observans af John Hughes, der trods det at flere scener naturligvis bliver kørt ud på overdrevet rammer plet i sine beskrivelser af julens hyggelige, men ofte hektiske, stressede og kaotiske dage. Især er John Hughes spot on i de scener, hvor den øvrige del af familien kigger forbi og bidrager uforbeholdent til tilstanden af muntert kaos. Hvad det store, brogede og kulørte persongalleri angår, er Randy Quaids lettere enfoldige, men alligevel temmelig udspekulerede og sjofle liderbuk, fætter Eddie, unægtelig en herlig karakter, der fylder godt i billedet. Jeg holder personligt dog alligevel mest af Chevy Chases skuespil i filmen, hvilket er noget af det bedste og sjoveste, som han har præsteret med bl.a. Clarks afsluttende monolog/raserianfald som en klassisk scene af den slags, man vil huske for evigt med et kæmpe smil.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.