Brugeranmeldelse: Rear Window (1954)

Mere underholdende end direkte spændende.

Mesterinstruktør Hitchcocks berømte voyeur-thriller, hvor en fastlåst og altid god James Stewart får mistanke om, at den ene af de genboer, han lurer på fra sin egen lejlighed, som vi næsten ikke forlader i løbet af filmen, har slået sin kone ihjel, synes jeg har en snert af komedie og sarkasme i dens personers ageren og tilgang til sit emne.

Dette gør den mere underholdende end direkte spændende, selv om den såmænd har scener, der får én til at rykke sig ud på kanten af sædet, som da gudeskønne Grace Kelly undersøger den mordmistænkte genbos lejlighed. Dette selv om kulissen er så kunstig, som de næsten kommer, for det forstærker det intime og intense indtryk af, at vi befinder os i en klaustrofobisk kasse á la dem, mange sikkert har set med myretuer i, og dermed ikke kan slippe væk.

Se også: Bedste Alfred Hitchcock-film?

Muligt det ikke oprindeligt har været Hitchcocks intention – der var overvejelser om at optage den on locations, de tydelige kulisser sås nemlig oftere i datidens film. Men ikke desto mindre så ødelægger de ikke indlevelsen (men jeg har så personligt heller aldrig haft det så svært med de lidt daterede udtryk, ældre film kan have).

Slutningen og klimaks er dog tæt på at virke lidt fjollet, da jeg synes, Hitchcock trækker det for langt. Men uanset så er det stadig en virkelig god film, iscenesat af en mester.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Rear Window (1954)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.