Brugeranmeldelse: Sons of Anarchy (sæson 7)

I bund og grund er dette her jo blot "Dallas" eller "Dynasty" med rygmærker.

Det har længe været annonceret, at serien ville blive afsluttet med 7. sæson, og det er fint, for så har den også været trukket rigeligt. Jeg må dog rose den for, at niveauet trods alt holder – eller næsten i hvert fald.

Der er mange døre, der er blevet åbnet i de forrige sæsoner, og de skal nu forsøges lukket ned, og det kan være svært at gøre godt. Ofte lykkes det, men ikke uden at det kan virke forhastet og måske lidt nemt, set i forhold til de problemer, vores bikere tidligere har haft med selvsamme problemer.

Indimellem føles det også lidt, som om man umotiveret, og uden at det passer helt ind i konteksten, har smidt lidt mere dramatiske, actionprægede (uden at være fede actionscener, for serien har aldrig bygget på dette) scener ind, fordi man har ment, at nu skulle der måske lidt tempo på. Det går i perioder lidt sløvt uden på nogen måde at miste sin vulgære charme.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Der er dog også momenter, der næsten topper de bedste afsnit i serien, men det er forbigående, og så har folkene bag denne gang været lidt for glade for de lange montager med diverse solide coverudgaver af kendte musiknumre. Jeg tilgiver dog en del, når de har fået fingre i originalen med Springsteens "Adam Raised a Cain". En passende sang til indholdet.

Men altså, i bund og grund er dette her jo blot "Dallas" eller "Dynasty" med rygmærker tilsat lidt westernfilm af den slags, som ikke altid lever af sin troværdighed. Det taler til vores indre svinehund i underholdningens navn, men det gør den godt, synes jeg. Jeg har i hvert fald følt mig godt underholdt i alle sæsoner, trods det at samtlige hovedroller i og for sig er usympatiske småpsykopater. Slutningen er i øvrigt tematisk god og på sin vis ret rørende og passende, men for teatralsk i dens endeligt.

Som en sidste ting finder jeg det morsomt, at en serie, hvor vi ser folk blive skåret i småstykker, får snittet hagekors i maveskinnet og andet rå vold, altid sørger for, at vi i hvert fald ikke ser en brystvorte, selv om vi ofte befinder os på et pornoset, hvor der er fuld knald på optagelserne.

Sons of Anarchy (sæson 7)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.