Diego Maradona (2019)
‘Jeg bad om en Ferrari, de gav mig en Fiat’
Asif Kapadia er en fremragende dokumentarist. Der er en rå kant, når han zoomer ind på berømthedsverdenen. Vi følger Maradonas signifikante år fra 1984 til 1991, alt fra barndommen og frem. Der er overraskende mange imponerende arkivoptagelser fra kampene, fester og skandaler. En uperfekt mand, der var ophøjet til gud. Den mytologiske fodboldspiller. I den henseende når ingen ham til sokkeholderne. RIP!
9/10
A Beautiful Day in the Neighborhood (2020)
Set på viaplay.
Forudsigelig kliché, der efterlader et noget pædagogisk indtryk. Den udvikling man aner i karaktererne er forventelig og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Hanks som en slags Bubber på steroider. Det var svært ikke at blive voldsomt irriteret undervejs.
4/10
Ordinary Love (2019)
Filmen lever op til sin titel. En historie om helt almindelige menneskers kamp mod kræft. Liam Neeson og Lesley Manville i hovedrollerne viser os al den smerte man kan forestille sig, selvom det overraskende også er en munter film. Deres samspil er imponerende intimt og man fornemmer tydeligt de har en historie sammen som par. Det er en film, der heldigvis ikke tyer til ‘violinerne’ og har tiltro til mindre er mere tilgang. Smukt drama med FREMRAGENDE og til tider virkelig vittig dialog. Set på viaplay.
8/10
Possessor (2020, uncut)
Jeg var ligeglad med Nolans og Kaufmans mindefucks sidste år, som slet ikke besad den kvalitet til at fordybe sig yderligere i. Det gør til gengæld Brandon Cronenbergs body-horror thriller. Av mit sind! Godt være David Cronenberg har sunget på sidste vers, men sønnen er her afgjort for at blive og føre arven videre. Jeg foretager et gensyn og vender tilbage med en analyse af begivenhederne. Men kort sagt: den er satme fed!!
trailer:
9/10
Greenland (2020)
En mainstream katastrofefilm, som overraskede mig ret positivt ved at være følelsesfuld og underligt nok troværdig et eller andet sted i sit plot, hvor langt ude det end måtte lyde. Normalt en genre med endeløse destruktioner, som har det med at prelle af på mig, men denne her har skruet betydeligt ned på effektsiden og vælger i stedet at fokusere på én families overlevelsesinstinkt. Fik hård medfart herhjemme synes jeg.
8/10
Escape From Pretoria (2020)
En solid spændingsfilm af den gamle skole, en fængselsfilm, der bygger på en sand historie. Og hvilken en! Indimellem overgår virkeligheden sgu fiktionen og som Mark Kermode sagde i sin anmeldelse, var den ikke bygget på en sand historie, ville den nærmest have været utroværdig. Men sjældent har jeg siddet så meget på kanten af sofaen. Harry Potter himself er i hovedrollen og man tror automatisk på ham af en eller anden grund, som den begavede type, der kunne udtænke en smart plan. Bresson vibes kan måske spores, som en film, der sætter alt ind på suspense.
På Filmstriben.
8/10
Motherless Brooklyn (2019)
Underligt uengagerende film af Edward Norton, som også selv spiller. Muligt han har noget på sinde, men historien synes at mangle drive og jeg må tilstå den kedede mig i flere omgange. Gode skuespillere, som blot udfylder rollerne uden at gøre nævneværdigt indtryk. Teknisk er det solidt, men jeg sad alligevel med en følelse af det hele er metervare. Den er lige havnet på Netflix hvis man skulle have lysten.
5/10
Escape From Pretoria (2020)
En solid spændingsfilm af den gamle skole, en fængselsfilm, der bygger på en sand historie. Og hvilken en! Indimellem overgår virkeligheden sgu fiktionen og som Mark Kermode sagde i sin anmeldelse, var den ikke bygget på en sand historie, ville den nærmest have været utroværdig. Men sjældent har jeg siddet så meget på kanten af sofaen. Harry Potter himself er i hovedrollen og man tror automatisk på ham af en eller anden grund, som den begavede type, der kunne udtænke en smart plan. Bresson vibes kan måske spores, som en film, der sætter alt ind på suspense.
På Filmstriben.
8/10
Endnu en film jeg skal få set snarest!
Synes faktisk at Radcliffe post-Potter har vist sig at være en ganske habil skuespiller. Den havde jeg ikke lige set komme. Måske ikke helt på samme niveau som R-Pattz, men alligevel har de begge vist talent og formået at træde ud af skyggerne på de franchises, der gav dem et navn til at starte med.
Endnu en film jeg skal få set snarest!
Synes faktisk at Radcliffe post-Potter har vist sig at være en ganske habil skuespiller. Den havde jeg ikke lige set komme. Måske ikke helt på samme niveau som R-Pattz, men alligevel har de begge vist talent og formået at træde ud af skyggerne på de franchises, der gav dem et navn til at starte med.
Han er glimrende her selvom filmen ikke er interesseret i karaktertegningen, men crewet vi følger er der sympati for, også i forhold til den sag, de kæmper for.
Shorta (2020)
En kvalitets dansk genrefilm med en politisk ærinde, selvom folkene bag har afvist den skulle forstås sådan, men det er svært at se bort fra gadebilledet filmen forsøger at tegne og politiets ofte henholdende kurs i disse udsatte områder. Nuvel, filmen kan medgivet også bare ses som ren fiktion og en udmærket udført actionbasker, til hensigt at underholde. Shorta trækker da også inspiration fra Hollywoods actionhylde. På den måde fungerer den egentlig også bare bedst. Den er flot filmet og er ret intens flere steder. Mit problem er nok bare, at jeg sidste år fik set den franske ‘Les Misarables’ som har et tilsvarende plot - og er udført bedre.
7/10
Wrong Turn (2021)
Filmskaberne synes at prioritere mere og mere et mangfoldigt cast end alt andet. Castet her gives heller ikke meget at arbejde med, selvom de egentlig spiller bedre end i den første film. Den første halve time var ærligt noget vaklende, men derfra tog den fart og blev faktisk helt hæderlig. Instruktørens ord om ‘det er noget helt andet’ holder rent faktisk. Man har taget det spinkle koncept og formået at åbne døre til noget mere interessant. Ihvertfald mere spændende. Der er stadig rigtig mange gode kills og jeg kunne meget godt lide the final girl. Filmens sidste scene trak helhedsindtrykket op da den besad en uvant kunstnerisk touch.
7/10
Druk (2020)
‘What a life, what a night
What a beautiful, beautiful ride’...
Scarlet Pleasures musik passer som fod i hose til åbningsscenen. Vinterberg knalder den bare ud af banen med denne film. Det må jeg sige. Han rammer på flot vis alkoholkulturen i Danmark, men overraskende uden en løftet pegefinger. Filmen føles som en rigtig hænge-ud movie, hvor jeg i perioder ønskede mig tilbage til studentertiden. Festerne. Og i denne mørke tid, bare normal hverdag. Det virkede som en film verden havde brug for. Jeg havde ihvertfald. Ekstra bonus: Mikkelsens danse-scene, som giver Oscar Isaac kamp til stregen for hans dans i Ex Machina. Jeg har ikke set de øvrige kandidater, men regner ikke med de helt kan hamle op med Druk.
Formidabel film!!
9/10
Formidabel film!!
9/10
Jeg lå på 7/10, men er nysgerrig efter, om den vinder ved gensyn. Jeg syntes, den var meget forudsigelig og straight ahead - men jeg har fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
Jeg havde det lidt på samme måde med Scorseses "Casino" i sin tid, men det er i dag en af mine favoritfilm, hvor jeg hele tiden finder små detaljer, som jeg ikke havde lagt mærke til første gang,
Jeg lå på 7/10, men er nysgerrig efter, om den vinder ved gensyn. Jeg syntes, den var meget forudsigelig og straight ahead - men jeg har fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
Jeg havde det lidt på samme måde med Scorseses "Casino" i sin tid, men det er i dag en af mine favoritfilm, hvor jeg hele tiden finder små detaljer, som jeg ikke havde lagt mærke til første gang,
Den vender ikke op og ned på noget, men jeg følte jeg hang ud med gutterne og fandt præmissen interesant, at jeg bare hengav mig til oplevelsen.
Mikkelsens danse-scene
Som allerede er ved at blive meme'et big time til alt muligt J-Pop musik.
Som allerede er ved at blive meme'et big time til alt muligt J-Pop musik.
Opdagede først efter filmen han i virkomheden var danser.
Never, Rarely, Sometimes, Always
Der er en scene i filmen, som er så ekseptionelt god, at den debuterende skuespiller fortjener priser. Den vil med sikkerhed forblive i min hjerne i lang tid fremover.
Udover den scene, så er Never, Rarely, Sometimes, Always også en fantastisk film. Den er meget rolig og næste uden soundtrack, men når man ser igennem dens ydre, så har den utroligt meget at byde på. På en meget underspillet facon får den sat fokus på kvinders tilværelse i forhold til abortlovgivning og kvinders uønskede oplevelser med mænd. Nogen ville måske kalde den lidt for ensidig, men netop fordi den ikke fortæller en stor historie, så vil den heller ikke sige, at "mænd er svin" - det er mere følelse af, at kvinder faktisk bliver udsat for alle de her ting uden den generelt anklager alle mænd.
9/10
Cure (1997)
Hypnotiserende god (høhø) og helt unik kriminalfilm, der sådan set er ulig noget andet jeg har set. Den har en helt særlig atmosfære over sig, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på seeren. Meget mere skal der ikke råbes her om selve handlingen, men det er en film, der er svær at sætte helt ord på - den skal opleves og mærkes på egen krop.
9/10
The Vanishing (1988)
Den får et shout out her i tråden.
Stanley Kubrick mente, det var den mest skræmmende film han havde set. Det navn forpligter altså en hel del. Og jeg må sige det ikke helt er skævt ramt.
Temmelig anderledes thriller, der paradoksalt nok ikke beror på suspense. Ihvertfald ikke i traditionel forstand. Det er ikke så meget om hvem der ‘gjorde det’ men hvordan og hvorfor. På en nøgtern facon fremstiller instruktøren sine tre hovedpersoner, med lige meget skærmtid, så man ikke ét øjeblik tvivler på, at de er mennesker af kød og blod. Føj dertil en ret vellykket spring i kronologi og bevæbn dig til sidst med at sidde tilbage med en stor klump i maven.
9/10
The Vanishing (1988)
Den får et shout out her i tråden.
Stanley Kubrick mente, det var den mest skræmmende film han havde set. Det navn forpligter altså en hel del. Og jeg må sige det ikke helt er skævt ramt.
Temmelig anderledes thriller, der paradoksalt nok ikke beror på suspense. Ihvertfald ikke i traditionel forstand. Det er ikke så meget om hvem der ‘gjorde det’ men hvordan og hvorfor. På en nøgtern facon fremstiller instruktøren sine tre hovedpersoner, med lige meget skærmtid, så man ikke ét øjeblik tvivler på, at de er mennesker af kød og blod. Føj dertil en ret vellykket spring i kronologi og bevæbn dig til sidst med at sidde tilbage med en stor klump i maven.
9/10
Har du set den originale?
Edit: Nåh ... dette er den originale. Når jeg læser The Vanishing tænker jeg automatisk genindspilningen. Denne kender jeg under den originale titel Spoorloos.
The Tree of Life (2011)
Mit 4 gennemsyn.
Et årti er gået og en films største prøve er vel tiden. En film, der strøg til tops hos mange fagkyndige og i de snævre filmkredse, som et relativt svært tilgængeligt, men fascinerende værk. Modsat Malicks efterfølgende forsøg på at gøre kunsten efter, så lykkedes det ham med The Tree of Life at transcendere traditionelle tankegange og måder at gøre tingene på. Det intime og monumentale går så flot hånd i hånd. Malick rækker næsten udover os selv og leverer en sanselig totaloplevelse. Chivo demonstrerer også hvorfor han muligvis er den største indenfor sit felt. Og hvor er Pitt dog en formidabel skuespiller.
10/10
Har du set den originale?
Edit: Nåh ... dette er den originale. Når jeg læser The Vanishing tænker jeg automatisk genindspilningen. Denne kender jeg under den originale titel Spoorloos.
Har ikke set remaket, men tror ikke jeg går glip af noget lyder det til.
Bare det at de amerikanske producere krævede slutningen ændret, så den var mere spiselig for det amerikanske publikum, er nok til at diskvalificere The Vanishing-remaket.
Vildt, det var jo slutningen, der er det mest geniale.
Slutningen er fuldstændig fænomenal i Spoorloos, så kan slet ikke forestille mig den med en mere spiselig slutning.
Første sæson af Invincible på Amazon Prime.
8/10, på grænsen af en 9/10.
Har lige slugt de to første afsnit her til morgen, og nu er det satme svært at tage sig sammen til at arbejde i stedet for lige at se et par afsnit mere..
Jeg kan lide begge udgaver af filmen. Jeg så remaket engang i 90'erne, uden at vide at det var et remake og fandt så ud af senere, at der var en original.
The Silencing (2020)
En thriller, der forsøger at ride med på ‘Prisoners’ bølgen. Desværre er den ikke i nærheden af dennes kvaliteter og faktisk er den blot bygget op ud fra skabelonerne. Waldau i hovedrollen gør hvad han kan, men kan ikke bære filmen og udviser meget lidt følelser. Filmen har nogle gode momenter hist og her og fænger nogle få steder, men hæves bare aldrig over middelmådigheden.
5/10
Cure (1997)
Hypnotiserende god (høhø) og helt unik kriminalfilm, der sådan set er ulig noget andet jeg har set. Den har en helt særlig atmosfære over sig, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på seeren. Meget mere skal der ikke råbes her om selve handlingen, men det er en film, der er svær at sætte helt ord på - den skal opleves og mærkes på egen krop.
9/10
Klart en film der ikke har fået nok kærlighed!
One Cut of The Dead (2017)
Usædvanlig film. Så meget, at jeg efter de første tyve min var tæt på at slukke - men så skete der noget. Det usædvanlige. Det er en metafilm, der handler om skabelsen af en zombiefilm i real time - udsendt live, men måden det er bikset sammen på, er godt tænkt og virkelig sjovt, hvis man lige hænger i til det hele pludselig falder på plads.
7/10
Klart en film der ikke har fået nok kærlighed!
Mærkeligt nok, ja.
The Rental (2020)
Solid debut af Dave Franco som instruktør. En film, der lugter lidt af thrillers fra det forrige årti som Vacansy og Strangers. Franco som den skuespiller han også er, arbejder tydeligvis lidt mere på karaktersiden og placerer gyset i anden rækkefølge. Det lykkedes han meget godt med selvom man til tider godt kan synes filmen virker slow. Men god lille atmosfærisk sag med fint script.
7/10
The Trail of The Chicago 7 (2020)
Verden ser på!
Solidt retsalsdrama bygget på sand historie og Aaron Sorkins anden film som instruktør. Bedre end Mollys Game, men det er stadig mit indtryk at Sorkin er en bedre forfatter end instruktør. Han holder fint sammen på sin historie, men næsten al evt. dramaturgisk spænding er pillet ud. Jeg savnede langt mere nerve i optøjerne og mindre befolkede karikaturer i retssalen, hvor tonen tit skiftede. Der kan selvfølgelig trækkes paralleller til aktuelle debatskabende temaer om politivold, så på den måde er verden ikke kommet videre. Violinerne får heller ikke for lidt til sidst og Sorkin synes at mangle noget pondus bag alle de fancy replikker, så er det egentlig en klassisk, amerikansk skabelonfilm. Det er blot ikke stor filmkunst.
7/10
Har lige slugt de to første afsnit her til morgen, og nu er det satme svært at tage sig sammen til at arbejde i stedet for lige at se et par afsnit mere..
Fed serie og virkelig godt castover hele linien elsker Mark's Mor og hele hendes Attitude :)
Og at ha JK. Simmons som en Superhelt er en genistreg, og Mark Hamill som superheltenes skrædder, Og hey Michael Dorn fra Star Trek får også lige kigget forbi i en rolle.
Elsker også Private Eye Hellboy, som jeg vælger at kalde ham.
En ting jeg dog blev lidt skuffet over personligt:
Jeg var var rimelig hurtigt overbevist om at Omni Man ikke talte sandheden omkring sin planet at han netop var en world conquer i stedet for en savior, den havde jeg set komme, men jeg havde lidt håbet på der var et større payoff, på hans mystiske drab af The Guardians som kommer ud af det blå, andet end han blot sku udrydde den evt. modstand som ku være når verden sku overtages, nu hans Søn havde fået sine powers og kunne hjælpe ham med at tvinge Earth i knæ, som han havde tænkt sig ville ske.
Men det er en lille ting, men jeg sad bare bagefter og tænkte, var det hele begrundelsen ?
The Falcon and the Winter Soldier (2021)
Der er ret bemærkelsesværdigt at opleve, at der ikke er noget væsentligt kvalitetsdyk, i hvert fald rent teknisk, fra Marvel og Disney’s stort anlagte superheltefilm, der brager i biograferne og så de serier der nu følger efter i samme univers. På actiondelen brager denne her løs med ofte flot og underholdende ramasjang af den kulørte slags.
Historien tager tråden op, efter den Captain America vi hidtil har kendt, han ikke længere findes og det har efterladt et tomrum, et manglende forbillede. Samtidig er en radikal oprørsgruppe af selvudnævnte frihedskæmpere, ved at vinde større og større tilslutning og de må naturligvis stoppes.
Men hvordan stopper man en ide, en ideologi?
Selv om fortællingen er der, så virker handlingen ret løst fortalt, opridset til fordel for et forsøg på at skabe stemning og gode set pieces. Det lykkes egentlig også ganske godt langt hen ad vejen og man er med i samtlige minutter, uden at kede sig.
Det er dog som om at de enkelte afsnit er mere underholdende i sig selv, end det samlede indtryk som serien efterlader en med.
Det er også lidt rigeligt med den store moralske tale til mod slut, selv om ordrene sikkert er velmente og oprigtige, som man får indtrykket af. Det er nemlig også en serie der vil adressere raceproblematikker og går ind i vor tids dogmer og tanker.
Også seriens skurk er et pudsigt valg. Hun kunne nærmest være en rebelsk Rosa Lund fra Enhedslisten og selv om det måske lyder komisk, så fungerer det. Måske også fordi at Erin Kellyman er så pokkers opslugende karismatisk.
Der synes jeg det kniber lidt mere med de to hovedroller, Anthony Mackie og Sebastian Stan. Selv om de begge er sympatiske og har deres karisma, så fylder ingen af dem nok, til at jeg synes de helt kan bære serien op. Der mangler de for mig begge en større ”mur” at spille bold op ad.
Men er man til Marvel cinematiske superhelteunivers, så kan man godt springe på denne Disney+ serie, for den leverer varen. Men er man lidt mere lunken over for hele dette forvoksede tegneseriekoncept, tror jeg man skal springe den over. Også selv om jeg faktisk synes, at Marvel tør tage lidt flere chancer her med deres oplæg.
Bedømmelse: 7/10
Monos (2020)
Et kryds mellem Apocolypse Now og Lord of The Flies er måske ikke helt ved siden af, men store sektioner i filmen er nærmere en sanselig oplevelse end en film i traditionel forstand. Bare tag handlingen, som foregår på en bjergtop. Koen vil eksplodere, hvis man ikke sørger for den. Mica Levi (Under The Skin) har ligeledes komponeret et sært fascinerende musikscorer, der skaber følelse af noget ‘fremmed’ eller ildevarslende. Jeg er sucker for et stærkt slutbillede, der siger mere end 1000 ord og.... denne film har sådan et.
Kan ses på filmstriben.
8/10
The Little Stranger
Underligt uengagerende gyser/drama af manden bag Room (2015), der aldrig rigtig tager form. Den er et nummer eller to for slidt med sine paranormale optrin og som drama er man heller ikke følelsesmæssigt involveret på nogen måde. Jeg kan desuden være i tvivl om hvad den egentlig ville fortælle mig, men fint skuespil og momentvis fængende, men ultimativt noget under instruktørens niveau.
På Netflix.
5/10
Sunset (2018)
Nemes må betegnes som en af de mest interessante auteur-personligheder i Europa lige pt. Med Sauls Søn skabte han i min optik det bedste Holocaust-drama og fik nærmest Spielberg og Polanskis film til at fremstå som noget sentimental sludder. Så hårdfør føles Sauls Søn på sanserne. Helt samme overvældende modtagelse fik Sunset ikke, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. Den mindede mig tematisk om Hanekes Det Hvide Bånd. En skildring af et opdelt Europa på vej mod 1 verdens krig. Instruktørens evne med at låse kameraet fast på én karakter, er ret enestående samt et nøje udvalgt ansigt til at navigere os rundt om det helvede, personen befinder sig i. Nemes forstår også antydningens kunst og fortæller rigtigt meget imellem linjerne. Filmen er fuld er mystik og du kan godt glemme svarene, for de gives altså ikke her. Er man med på det, så er det faktisk en vild fascinerende film med enestående cinematografi (skud på film).
8/10
Croc-Blanc (2018)
Fransk produceret tegnefilm, bygget på Jack London’s roman ”Ulvehunden”. Hvor tæt den følger bogen, tør jeg ikke helt sige, da det er mange år siden jeg har læst den.
Men skabelonen er på plads og der er elementer, hvor den fantastiske fortælling er genkendelig og den rammer noget essentielt om mennesket og naturen.
Men uanset, så forbliver denne udgave aldrig til mere end en forglemmelig gendigtning, hvis imponerende og voldsomt maleriske tegnestil lader sig ses, men samtidig giver karaktererne et livløst udtryk.
Bedømmelse: 6/10
A Beautiful Day in the Neighborhood (2019)
Det er nemt at afskrive den som en gang naiv sødsuppe. Men bag al det lidt pæne og pædagogiske korrekte, gemmer der sig en smuk og livsbekræftende filosofi og tilgang til andre mennesker, som både er inspirerende og meget bevægende.
Filmen er den biografiske fortælling om den ikoniske børneprogramsvært, Mister Rogers (om hvem jeg ofte har hørt omtalt, men ellers ikke kender), der med sin insisterende på ”mennesket” og nærheden, får vækket noget i journalisten Vogel (Matthew Rhys), der skal interview ham, og dennes problematiske forhold til sin far.
På den måde er det en film, der trods irritationsmomenter i starten grundet Tom Hanks’ velspillende persona, bliver en både vittig og kærligt vedkommende historie om tilgivelse og rummelighed, som vejen til et mere lykkeligt liv.
Jeg havde mine forbehold, da jeg gik i gang med den, men efterhånden som den kørte, måtte jeg bare overgive mig og erkende, at der var noget virkelig smukt over affæren.
Bedømmelse: 8/10
The Falcon and the Winter Soldier (2021)
Der er ret bemærkelsesværdigt at opleve, at der ikke er noget væsentligt kvalitetsdyk, i hvert fald rent teknisk, fra Marvel og Disney’s stort anlagte superheltefilm, der brager i biograferne og så de serier der nu følger efter i samme univers. På actiondelen brager denne her løs med ofte flot og underholdende ramasjang af den kulørte slags.
Historien tager tråden op, efter den Captain America vi hidtil har kendt, han ikke længere findes og det har efterladt et tomrum, et manglende forbillede. Samtidig er en radikal oprørsgruppe af selvudnævnte frihedskæmpere, ved at vinde større og større tilslutning og de må naturligvis stoppes.
Men hvordan stopper man en ide, en ideologi?
Selv om fortællingen er der, så virker handlingen ret løst fortalt, opridset til fordel for et forsøg på at skabe stemning og gode set pieces. Det lykkes egentlig også ganske godt langt hen ad vejen og man er med i samtlige minutter, uden at kede sig.
Det er dog som om at de enkelte afsnit er mere underholdende i sig selv, end det samlede indtryk som serien efterlader en med.
Det er også lidt rigeligt med den store moralske tale til mod slut, selv om ordrene sikkert er velmente og oprigtige, som man får indtrykket af. Det er nemlig også en serie der vil adressere raceproblematikker og går ind i vor tids dogmer og tanker.
Også seriens skurk er et pudsigt valg. Hun kunne nærmest være en rebelsk Rosa Lund fra Enhedslisten og selv om det måske lyder komisk, så fungerer det. Måske også fordi at Erin Kellyman er så pokkers opslugende karismatisk.
Der synes jeg det kniber lidt mere med de to hovedroller, Anthony Mackie og Sebastian Stan. Selv om de begge er sympatiske og har deres karisma, så fylder ingen af dem nok, til at jeg synes de helt kan bære serien op. Der mangler de for mig begge en større ”mur” at spille bold op ad.
Men er man til Marvel cinematiske superhelteunivers, så kan man godt springe på denne Disney+ serie, for den leverer varen. Men er man lidt mere lunken over for hele dette forvoksede tegneseriekoncept, tror jeg man skal springe den over. Også selv om jeg faktisk synes, at Marvel tør tage lidt flere chancer her med deres oplæg.
Bedømmelse: 7/10
Jeg ligger omtrent samme sted - produktione er topklasse, men historien er lidt shaky. Jeg har haft lidt problemer med at hidse mig op til at skrive noget om den, men du rammer det ret godt.
A Beautiful Day in the Neighborhood (2019)
Det er nemt at afskrive den som en gang naiv sødsuppe. Men bag al det lidt pæne og pædagogiske korrekte, gemmer der sig en smuk og livsbekræftende filosofi og tilgang til andre mennesker, som både er inspirerende og meget bevægende.
Filmen er den biografiske fortælling om den ikoniske børneprogramsvært, Mister Rogers (om hvem jeg ofte har hørt omtalt, men ellers ikke kender), der med sin insisterende på ”mennesket” og nærheden, får vækket noget i journalisten Vogel (Matthew Rhys), der skal interview ham, og dennes problematiske forhold til sin far.
På den måde er det en film, der trods irritationsmomenter i starten grundet Tom Hanks’ velspillende persona, bliver en både vittig og kærligt vedkommende historie om tilgivelse og rummelighed, som vejen til et mere lykkeligt liv.
Jeg havde mine forbehold, da jeg gik i gang med den, men efterhånden som den kørte, måtte jeg bare overgive mig og erkende, at der var noget virkelig smukt over affæren.
Bedømmelse: 8/10
Enig i at den bestemt har et budskab, jeg endte dog på 7/10 - måske overgav jeg mig bare ikke helt ;-)
Jeg hoppede også lige på Invincible, nu når alle snakkede så positivt om det. Hvis man kan li’ The Boys, går man da i hvert fald ikke helt galt i byen med Invincible. Første afsnit var godt, og regner med at næste bliver endnu bedre =)
Jeg hoppede også lige på Invincible, nu når alle snakkede så positivt om det. Hvis man kan li’ The Boys, går man da i hvert fald ikke helt galt i byen med Invincible. Første afsnit var godt, og regner med at næste bliver endnu bedre =)
Begge serier er pissefede. The Boys noget mere sarkastisk, men ellers tænkte jeg også på den da jeg snuppede hele sæsonen på en dag (måske to?), mens jeg lå syg.
måske overgav jeg mig bare ikke helt ;-)
I overgav, jeg opgav :)
I overgav, jeg opgav :)
Du mener filmen er en gav(e)?
I overgav, jeg opgav :)
En film om IKKE at være en kynisk dumt røvhul....Nsturligvis opgav du:D
En film om IKKE at være en kynisk dumt røvhul....Nsturligvis opgav du:D
hahahaha
Har ikke set remaket, men tror ikke jeg går glip af noget lyder det til.
Jeg synes remaket er rigtig god og Jeff Bridges er vildt god i den.
Jeg har til gengæld ikke set originalen.
Jeg synes remaket er rigtig god og Jeff Bridges er vildt god i den.
Jeg har til gengæld ikke set originalen.
Jeg så den tilfældigt i tv, altså remaket, for mange mange år siden. Kan se jeg har rated det 6/10. Husker dog intet om hvorfor:)