Frankenstein
Man kan ikke med god samvittighed kalde Guillermo del Toro's Frankenstein en horror film - for monsteret er i virkeligheden det midst skræmmende i en smuk skæbnefortælling.
Som altid er del Toro's billeder fantastiske, godt bakket op af Dan Laustsen, og altid en oplevelse at se - og hovedemnet, den misforståede skabning har vi efterhånden set et par gange.
Og det har altid været omdrejningspunktet i Mary Shelley's fortælling - det naive væsen, som ikke vil noget ondt - men tvinges til det af omgivelserne, som frygter det ukendte.
I del Toro's udgave når væsenet dog endnu længere - det lærer at resonere og at læse, og får en slags superkræfter, hvor det regenererer og er udødeligt (det husker jeg ikke fra tidligere historier).
Det egentlige monster er selvfølgelig Victor Frankenstein - men han er det af en årsag, for han følte sig aldrig anerkendt af sin far eller af det omgivende samfund - og hans drivkraft er at han ikke kunne redde sin mor da hun døde i barselsseng, derfor vil han skabe liv af døde kroppe.
Slutscenen danner en ramme om fortællingen, som vi hele tiden vender tilbage til - mens først Victor Frankenstein og så Skabningen fortæller historien op til nu.
Vi befinder os et sted på indlandsisen, hvor Lars Mikkelsen spiller kaptajn, med Nikolaj Lie Kaas som næstkommanderende - og her midt i strabadserne med at komme fri af isen møder vi så hovedpersonerne midt i det endelige opgør.
Det er en historien om hvordan mennesket behandler de/det ukendte og uforståelige - det er historien om uforløst kærlighed, og tilgivelse. Men frem for alt er det flot beskrevet, særligt i billeder.
8/10
