What we saw

• Rebecca (1940)

  Laurence Olivier spiller rigmanden Maxim, som for nyligt har mistet sin kone i en ulykke. Joan Fontaine spiller den navnløse unge kvinde, som finder sammen med Maxim og bliver den nye ”Lady” i hans store palæ. Men gamle engelske slotte har det med at gemme på hemmeligheder og exentriske personligheder. Og det snydes man bestemt heller ikke for her.

  Historien føles utrolig bekendt. Og det er jo nok fordi elementerne herfra er blevet genbrugt utallige gange siden i andre film og serier.

  Men selv om den næppe kan overraske i dag, så er den stadig ganske interessant at se. Jeg blev dog aldrig for alvor grebet. Hvilket skyldes, at skuespillet er MEGET teatralsk.

  Det er ikke fordi, man bare talte anderledes i gamle dage. For jeg har lige set en god håndfuld screwball komedier fra samme tidsperiode. Og i disse film føltes dialogen flydende og meget naturalistisk. Så det er nok bare den stil, som Hitchcock har valgt.

  Det er let nok at forstå, at den gjorde et kæmpe indtryk, da den kom frem. Den vandt da også en Oscar for bedste film. Og det er vist den eneste Hitchcock film, der har opnået det.

  ★★★★☆☆

  

  0

• I de fleste dramaer fra studio-tiden er skuespillet teatralsk, eller måske nærmere meget bevidst om, at det er skuespil. Det er først med Marlon Brando og den generation, hvor det ændrer sig.

  Jeg synes ikke, det gør en film dårligere, det har sin helt egen charme.

  Og Rebecca er for mig en af Hitcocks bedste, og så er jeg generelt lidt mindre til screwball-filmene. Men vi taler nok, at de får generelt 7 og film som Rebecca får 8 eller 9.

  Spændende at følge din filmiske rejse. Er en sucker for classic Hollywood:)

  

  1

• Er en sucker for classic Hollywood:)

  Så må du da være en fast lytter af Oscar Redux podcasten?

  Der er lige kommet et nyt afsnit dækkende 1943. Når jeg er kommet igennem de ca. 4½ timer, så har jeg helt sikkert opdaget nye huller i mit film-bibliotek.

  Så jeg kommer næsten med garanti med et par 1943 anmeldelser om nogen tid.

  

  0

• Disclosure Day (2026)

  Filmen følger to spor. Dels Emily Blunt, som er en (vejr) journalist, der pludselig begynder at få særlige evner, såsom at kunne læse folks tanker. Og dels Josh O’Connor, der spiller en tech guy, der lige har stjålet en supervigtig ”dingenot” fra sit firma – og som derfor har firmaets sikkerhedsfolk efter sig.

  Den første 1½ times tid er ganske udmærket. Super underholdende og med et konstant heftigt tempo. Selv om man på forhånd godt nogenlunde ved, hvad filmen handler om, så er der et interessant mysterium, som holder en fastholdt.

  Men da man nærmer sig tredje akt, så har vi som publikum fået det hele afsløret. De sidste 30-40 minutter føles meget langtrukne.

  Det jeg havde det mest stramt ved var faktisk, at finalen blev solgt som om, at dette er et realistisk scenarie – og ikke fantasy. På den måde må filmen være enhver konspirationsteoretikers våde drøm.

  Hvis man vil se en rigtig god historie om samme emne, så kan jeg varmt anbefale miniserien Taken (som Spielberg var medproducer på). Den vil jeg langt hellere gense end denne over- middel ok film.

  ★★★½☆☆

  

  0

• Så må du da være en fast lytter af Oscar Redux podcasten?

  Nej, har aldrig hørt den. Men gider generelt ikke høre filmpodcasts - delvis fordi jeg er lidt ligeglad med, hvad andre mener om film, delvis fordi jeg sjældent opdager noget nyt.

  Sådan en smule arrogant, så har jeg det ligesom Ron i Parks and Rec: link :)

  Har f.eks. set 30 film fra 1942.

  Og så er der den her rimelige fede scene i Yankee Doodle Dandy (spoilerfri): link

  

  0

• Bring Her Back (Sora Wong, Sally Hawkins)

  Ikke helt ueffen gyser, der hen mod midterdelen, forvandler sig til det mere psykologiske end en decideret overnaturlig horror flick, selvom den inkluderer elementer af begge dele

  Spillet mellem Wong og Hawkins fungerer upåklageligt, men den er måske 20 minutter for lang.

  Australsk produceret, hvilket man tydeligt aner blandt castet, men det er på ingen måde anstrengende eller tyk at høre på.

  Og så er det nogle gange befriende at se noget der ikke er amerikansk.

  Der er lidt nasty scener undervejs i filmen, som bestemt ikke er for sarte sjæle

  Da filmen blev scannet ved kassen i Bilka hvor jeg købte den, stod filmen til 99kr men prisskiltet på filmhylden stod til 49kr, hvilket jeg gjorde kassedrengen opmærksom på, så fik filmen til 49kr, og den var pengene værd

  Jeg lander på 7/10

  Af en ukendt film, hvor kun Hawkins, var filmens største stjerne, vis navn jeg havde stiftet bekendtskab med før, men kunne simpelthen ikke huske hvor, er 7/10 en rimelig karakter i min optik.

  Set på Blu Ray

  

  2

• Nej, har aldrig hørt den. Men gider generelt ikke høre filmpodcasts - delvis fordi jeg er lidt ligeglad med, hvad andre mener om film, delvis fordi jeg sjældent opdager noget nyt.

  Sådan en smule arrogant, så har jeg det ligesom Ron i Parks and Rec: link :)

  Har f.eks. set 30 film fra 1942.

  Og så er der den her rimelige fede scene i Yankee Doodle Dandy (spoilerfri): link

  Jeg elsker Yankee Doodle Dandy. James Cagney var virkelig et multitalent. Han vandt fortjent Oscar for filmen

  

  

  1

• Nej, har aldrig hørt den. Men gider generelt ikke høre filmpodcasts - delvis fordi jeg er lidt ligeglad med, hvad andre mener om film, delvis fordi jeg sjældent opdager noget nyt.

  Sådan en smule arrogant, så har jeg det ligesom Ron i Parks and Rec: link :)

  Har f.eks. set 30 film fra 1942.

  Så er der stadig en del op til det antal som de to Oscar Redux gutter har set pr. år. De gennemgår simpelt hen måned-for-måned hvilke 3-6 potentielle Best Picture film, der havde premiere den måned. Så der vil med garanti være en del film, man hverken har set eller hørt om - og som dermed kan inspirere en.

  Jeg er lige blevet færdig med deres over 4½ timers lange gennemgang af 1943. Som ventet var de enige med Akademiet om, at Casablanca er den rette vinder. Men deres nummer 2 havde jeg aldrig hørt  om: The Ox-Bow Incident.

  Den danske titel lyder måske mere genkendelig: "De døde ved daggry". Den titel klinger mere som en western end den engelske titel. Den er med Henry Fonda og kan lejes på Apple TV eller Prime Video - men det kræver en VPN. Så det er ikke helt uden bøvl. Men den skal da ses på et tidspunkt.

  

  0

• Paradise Lost (William Forsythe)

  Kedelig og meningsløs thriller, der kører på rutinen når det kommer til præstationerne.

  Den flytter sig absolut ingen vegne og er fuldstændig drænet for spænding, selvom de prøver at indsætte noget mystik i filmens plot.

  Og så tyder meget på at den er lavet på et meget stramt budget. Det plejer ikke at være en hindring for en god oplevelse, men filmen har nul engagement.

  Mange random inputs og dårlige samt tydelige mutanter, med mennesker der helt åbenlyst har fået noget der ligner abekostumer på.

  Jeg orker ikke at skrive mere om dette sløve makværk og det resulterer i en decideret bundkarakter

  1/10

  Set på dvd

  

  1

• Lonely Hearts (Eric Roberts, Beverly D'Angelo)

  Spændende thriller, med to garvede stjerner, hvor Roberts spiller en fusker der udnytter kvinder seksuelt for store summer penge.

  Havde det ikke været for de to stærke kræfter, havde det nok været et noget nært ordinær tv-thriller like format.

  Den foregår ikke i et hastigt tempo, men giver sig tid til at sætte tilskueren ind i filmens plot, uden at udpensle de gængse uheldige situationer der opstår undervejs.

  Måske 20 minutter for lang, men på ingen måde langtrukken. Måske lidt modsigende men følte at den kunne strammes yderligere op til en ellers gedigen spændingsfilm.

  Det sagt, så er jeg i det gavmilde hjørne, da det, af sin slags, indenfor genren, hører til en af de bedre

  Robert Ginty og Charles Napier optræder begge i beskedne cameos.

  Jeg lander på og kvitterer med 7/10

  Set på dvd

  

  1

• Supergirl (2026)

  Som en af dem der elsker den nye Superman films tone og stil, så havde jeg glædet mig meget til Supergirl. Men forventningerne faldt selvfølgelig en hel del efter de dårlige anmeldelser.

  Men den starter sgu’ godt. På en planet med en rød sol, bliver en familie slagtet af en grum bande. Kun den lille datter overlever. Og nu er hun sur! Sådan en hævnhistorie er et billigt trick – men det virker som regel udmærket.

  På den samme planet vælter Kara Zor-El sig rundt i den ene brandert efter den anden. Hun bor og lever som en vagabond uden et formål med tilværelsen. Selvfølgelig lige indtil hun møder den lille pige.

  Igen et billigt trick. Og igen virker det glimrende. For de to har en fin kemi, og der er girlpower for alle pengene. Den unge Rhaenyra Targaryen spiller rollen som Kara med karisma og masser af humor. Der er sikkert mange ”Supergirl purister”, som ikke kan lide den stil. Men jeg morede mig vældigt.

  Det hjælper også, at filmen har en herlig skurk, som er overdrevent tegneserieagtig – på den gode måde.

  I den mindre gode afdeling er de mange actionscener, som flere gange virker rodet klippet. Det kan være svært helt at følge med i, hvem der slår og skyder hvem. Det er som om, at der bliver klippet væk for hurtigt, inden man ser, hvad der sker.

  Supergirl er fyldt med neonfarver, masser af bizarre aliens, humor, og en western stemning. På den måde kan den give associationer til Borderlands (den med Cate Blanchett). Så hvis man synes Borderlands er det ”værste af det værste”, så er der desværre nok en fare for, at man heller ikke vil kunne lide Supergirl.

  Men hvis man omvendt er i humør til en festlig omgang girlpower hævnhistorie, så går man ikke helt galt i byen.

  ★★★★☆☆

  

  1

• Supergirl (2026)

  Som en af dem der elsker den nye Superman films tone og stil, så havde jeg glædet mig meget til Supergirl. Men forventningerne faldt selvfølgelig en hel del efter de dårlige anmeldelser.

  Men den starter sgu’ godt. På en planet med en rød sol, bliver en familie slagtet af en grum bande. Kun den lille datter overlever. Og nu er hun sur! Sådan en hævnhistorie er et billigt trick – men det virker som regel udmærket.

  På den samme planet vælter Kara Zor-El sig rundt i den ene brandert efter den anden. Hun bor og lever som en vagabond uden et formål med tilværelsen. Selvfølgelig lige indtil hun møder den lille pige.

  Igen et billigt trick. Og igen virker det glimrende. For de to har en fin kemi, og der er girlpower for alle pengene. Den unge Rhaenyra Targaryen spiller rollen som Kara med karisma og masser af humor. Der er sikkert mange ”Supergirl purister”, som ikke kan lide den stil. Men jeg morede mig vældigt.

  Det hjælper også, at filmen har en herlig skurk, som er overdrevent tegneserieagtig – på den gode måde.

  I den mindre gode afdeling er de mange actionscener, som flere gange virker rodet klippet. Det kan være svært helt at følge med i, hvem der slår og skyder hvem. Det er som om, at der bliver klippet væk for hurtigt, inden man ser, hvad der sker.

  Supergirl er fyldt med neonfarver, masser af bizarre aliens, humor, og en western stemning. På den måde kan den give associationer til Borderlands (den med Cate Blanchett). Så hvis man synes Borderlands er det ”værste af det værste”, så er der desværre nok en fare for, at man heller ikke vil kunne lide Supergirl.

  Men hvis man omvendt er i humør til en festlig omgang girlpower hævnhistorie, så går man ikke helt galt i byen.

  ★★★★☆☆

  Så fik du da lige hævet mine forhåbninger en smule, men jeg ser den jo uanset hvad.

  

  1

• Så fik du da lige hævet mine forhåbninger en smule, men jeg ser den jo uanset hvad.

  Så vidt jeg husker, er du en af dem, der ikke bryder dig om stilen i den nye Superman film. Og i så fald er der desværre en pæn risiko for, at du heller ikke vil kunne lide Supergirl. 

  

  1

• Så vidt jeg husker, er du en af dem, der ikke bryder dig om stilen i den nye Superman film. Og i så fald er der desværre en pæn risiko for, at du heller ikke vil kunne lide Supergirl.

  Jeg skrev om Superman;

  Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, for reelt får man jo James Gunn - med alt hvad det indebærer. Hvis man håbede på mange dybsindige og eftertænksomme øjeblikke, så har man stillet sigtekornet forkert.

  Der er mange gode ting at sige om Gunns Superman - David Corenswet er glimrende castet som Superman, Rachel Brosnahan er en troværdig Louis Lane - Nicholas Hoult er også en fin Lex Luthor. Ensomhedens Fort er fint lavet, og Clark Kent's forældre er også godkendte. I det hele taget er rammerne der til en film over middel. Farverne, det visuelle - det kan Gunn.

  Desværre er James Gunn stadig påvirket af succesen fra Guardians of the Galaxy - og hvorfor skulle han ikke være det, det er jo det DC/Warner har købt ham til at føre videre i dette projekt.

  Men når Krypto viser sig at være comic releif - og Supergirl i de døende minutter dukker op som en drukfældig og bandende teenagepige, så hopper kæden desværre af. Også Grønne Lygte er direkte rædselsfuld, flankeret af en besynderlig Hawkgirl - Mr. Terrific er til gengæld et spændende nyt bekendtskab.

  Superman har aldrig været tænkt som en komedie - og vi er desværre så tæt på Aquaman and the Lost Kingdom, at jeg bliver i tvivl om hvor forskellen er fra det der lå lige inden Gunn - og det der er efter.

  Denne udgave af Superman er ikke bedre end Snyders Man of Steel - vi skal stadig tilbage til 1978 for at finde den bedste, der er lavet. Superman fortjener en episk fortælling af nogen som tager det lidt mere alvorligt.

  Og misforstå mig ikke, jeg er stor fan af Gunn - jeg knuselsker hans Peacemaker, som er helt genial - og helt sin egen. Men den skal også kun måles med sig selv, og ikke noget andet.

  Når det er skrevet, så var jeg fint underholdt flere gange - filmen har det man kan forvente af en actionfilm, tilsat Gunns finurlige elementer og skabninger.

   Jeg gav den

   7/10

  Så skuffet var jeg ikke  :-)

  

  1

• Men når Krypto viser sig at være comic releif - og Supergirl i de døende minutter dukker op som en drukfældig og bandende teenagepige, så hopper kæden desværre af. Også Grønne Lygte er direkte rædselsfuld, flankeret af en besynderlig Hawkgirl - Mr. Terrific er til gengæld et spændende nyt bekendtskab.

  Superman har aldrig været tænkt som en komedie

  OK, måske ikke skuffet - men den får alligevel hårde ord med på vejen. Hvis du ikke bryder dig om komedie-elementerne, så vær beredt på, at Supergirl har endnu mere af den slags.

  

  1

• OK, måske ikke skuffet - men den får alligevel hårde ord med på vejen. Hvis du ikke bryder dig om komedie-elementerne, så vær beredt på, at Supergirl har endnu mere af den slags.

  Det er jeg forberedt på, så det bliver jeg nok ikke skuffet over.  :-)

  

  1

• Hvis der er for meget, og især, plat....inyourface humor i den nye Superman, mister jeg sgu helt lysten til at se den.

  

  1

• Så “Send Help”, 2026 på D+

  Ganske underholdende, men 

  rammerne og konceptet fra øen er i store træk tyvstjålet 1:1 fra “Triangle of sadness”, lidt dovent - eller måske bare amerikansk :)

  

  0

• I’m Still Here (2024)

  Hvis man har set The Secret Agent og synes den var god, så skal man helt sikkert også se I’m Still Here.

  Begge foregår i 70’erne i Brasilien og har det daværende militærdiktatur som omdrejningspunkt. Det er også interessant, at begge blev Oscarnomineret for både bedste film, bedste internationale film og bedste hovedrolle. Men mens The Secret Agent ikke vandt nogen (tabte til Sentimental Value), så vandt I’m Still Here for bedste internationale film.

  De adskiller sig dog ved, at The Secret Agent primært er en politisk thriller - mens I’m Still Here et familiedrama. Og så er I’m Still Here baseret på virklige begivenheder (nemlig en erindringsbog skrevet af en af familiens børn).

  Filmen følger familien Paiva, som lever i et stort gammelt hus lige klos op ad en lokal strand i Rio de Janeiro. Man bliver kastet direkte ud i at skulle holde styr på far, mor, 5 børn og en masse venner, som hygger sig med strandliv og sammenkomster.

  Hyggen forsvinder dog brat, da familiens far bliver hentet af militæret for at svare på spørgsmål om hans tidligere karriere som politiker. Hans hustru kæmper med alle midler for at få ham tilbage og finde ud af, hvad der er sket. Og det er virklig en kamp op ad bakke, som koster blod og tårer og tager mange år.

  Stille og roligt bliver man mere og mere involveret i familiens ve og vel, og det bliver en episk historie, hvor selv de mest hårdhudede vil sidde tilbage med meget våde øjne.

  Den skulle meget snart (her i juli) blive gratis tilgængelig på Filmstriben.

  ★★★★★☆

  

  0

• Off The Grid (Josh Duhamel, Greg Kinnear)

  Skuffende actionthriller, med et tyndt plot, som undskyldning for noget action der aldrig går hen og bliver specielt spændende.

  Og hvor både Duhamel og Kinnear ikke engang formår at redde filmen, som i den grad mangler kvalitet og bedre overblik over de tåbelige actionsekvenser der kun sporadisk bliver en lille brøkdel af filmens handling.

  Den er for lang og hovedskurken Marcus, (Ricky Russert) prøver på næsten egen hånd at dominere og tage opmærksomheden fra det øvrige cast, men overspiller fælt

  Peter Stormare har en mindre betydningsfuld og beskeden rolle i filmen, som en af skurkene, men som man aldrig får interesse i (Duhamel, Kinnear og Stormare)

  Kinnear og Duhamel bærer den største skærmtid af de tre.

  De plejer ellers næsten at være en håbefuld garanti for noget spændende og god underholdning, men her fejler de, måske er det instruktørens skyld, der ikke udnytter stjernernes fulde potentiale.

  Jeg var/er i hvert fald skuffet, og kan desværre ikke udløse en samlet karakter end

  2/10

  Skodfilm uden lige og ironisk nok burde filmen nok og helt permanent forblive Off The Grid.

  Set på Blu Ray

  

  0

• Time Bomb (Jake Busey)

  Filmen følger en hjemsendt soldat, der døjer med psykiske problemer, med noget der minder om PTSD.

  Busey, er faktisk en udmærket stærk skuespiller, men kameraet bevæger sig, og panorerer, i et langsomt tempo.

  Selvom emnet er spændende, går den ikke hen og bliver intens nok, hvilket er en skam, dog udnytter man Buseys nærvær, som også bærer en strålende lighed med sin far (Gary Busey) der dog ikke er at finde i filmen, hvilket castet heller ikke indikerer.

  Filmen har en beskeden spilletid på cirka 83 minutter, hvilket er godt, så den ikke bliver alt for langtrukken.

  Fascinerende at følge Buseys skæbne i filmen, men den går ikke hen og bliver helstøbt nok, til at fange ens opmærksomhed hele vejen igennem

  Men Buseys tilstedeværelse og habile præstation udgør alligevel en højere karakter end man måske burde forvente, trods mine kritikpunkter.

  En semi-seværdig oplevelse

  Jeg lander på 6/10

  Hvilket må siges at være en god vurdering med en film af denne kaliber

  Set på dvd

  PS der findes en film med samme titel med Michael Biehn og Patsy Kensit, i hovedrollerne så vær opmærksom på dette.

  Jeg ejer dem begge på dvd og så naturligvis traileren til begge film inden køb, og var klar over det inden jeg købte dem

  

  0

• Legionnaire (Jean Claude Van Damme, Adewale Akinnuoye Agbaje)

  Spændende krigsdrama, der er mere karakterdrevet end actionpræget.

  Jean Claude Van Damme spiller her en desperat fyr, Alain, på flugt fra en fixed Boxing match som en del af en aftalt kamp. Han søger tilflugt, først intetanende om hvor han befinder sig, men da han indser, hvor han er havnet henne, indmelder Alain sig hos Fremmedlegionen .

  Filmen er væsentligt bedre end film som Black Eagle der sammen med The Order hører til hans absolutte værste film.

  Fremmedlegionen har også Steven Berkoff i en respektabel okay rolle...og det er de 3 nævnte stjerner Jean, Adewale og Steven, der er bedst, da de øvrige er lidt stive i betrækket

  Den byder ikke på meget action, men kemien mellem Jean Claude og Adewale er spot on

  På trods af manglende action er den alligevel tilpas interessant nok til at bibeholde opmærksomhed.

  Den første time gik ret hurtigt, på trods af sit begrænsede tempo

  En af "the muscles" (Jean Claude Van Damme) bedre film.

  Og i øvrigt, på den tekniske side, endelig i anamorphic widescreen

  Set på Blu Ray

  Jeg lander på 7/10

  

  0

• Speak No Evil (James McAvoy, Mackenzie Davis)

  Det amerikanske remake af den danske film med samme titel, er nærmest dårligere end den danske udgave.

  I den danske var der i det mindste to forskellige sproglige nationaliteter, der udgjorde et culture clash. Det var med til at holde en lille snert af nysgerrighed kørende. Her er den noget mere politisk korrekt, og svinder væk fra alt det der minder om gys væk.

  Samme kedelige, og langsomme opbygning som den danske, som jeg heldigvis kunne streame "gratis", hvilket jeg næsten ville have ønsket at jeg istedet havde gjort med US version også ved at spare cirka 100kr på den, for det var spild af penge.

  Den er hverken grum, eller uhyggelig, den virker simpelthen for cozy i sin fortælling. Akkurat ligeså kedelig den danske også var, hvorom klimaxxet eller den lamme slutning der får hele korthuset til at falde sammen, hvor man til sidst siger

  "Var det bare det, det kunne man jo snildt gætte, og den var sporadisk forudsigelig, og en ligegyldig omgang makværk"

  Endnu en skuffelse tænker at blumhouse bør holde sig til originale værker istedet for at pille ved genindspilning

  Jeg lander på

  1/10

  Kan simpelthen ikke finde noget positivt at skrive om den. Intet fungerer ved filmen... overhovedet intet!!

  Set på Blu Ray

  

  0

• Den danske er en fremragende film!

  

  1

• Den danske er en fremragende film!

  Kun sporadisk sammenlignet med US version, men bryder mig ikke rigtig om nogen af dem.

  De mest overhypede "gyser"-film af nyere tid 

  

  0

• Nu den vel også mere og andet end “kun” en gyser. Det er også en samfundskritisk satire sat i tilpas realistiske rammer til at den ligner noget vi alle kunne opleve, hvilket forstærker den snigende følelse af ubehag. Hvorfor skrider I ikke tænker man konstant. 

  

  4

• Uanset om den bar samfundskritiske kommentarer, og er lidt af et genreblend så fungerede ingen af dem for mig.

  Og som jeg skrev, bedre end US version da det amerikanske remake missede hele pointen med filmen, og blev alt for politisk korrekt og som havde en noget mere "happy" ending hvor, uden at spoile den danske fremgår noget mere anderledes.

  Men jeg blev alligevel skuffet, da den var praised som en grum og ubehagelig" gyserfilm" hvilket jeg ikke rigtigt syntes...

  og bemærk at jeg havde sat gåseøjne uved ordet gyser, nder min vurdering af filmen da jeg godt var klar over diverse undertoner filmen bar præg af.

  Det mest positive var det sproglige kultursammenstød hvor der ikke altid snakkede engelsk i US version mistede de hele pointen ved udelukkende kun at tale engelsk

  Håber det giver bedre mening

  

  0

• Ash Wednesday (Elijah Wood, Edward Burns)

  Langtrukken og uengareret krimi, der ellers byder på et kraftfuldt cast, hvis man ser bort fra Burns, der render udtryksløs rundt, hele vejen gennem filmens spilletid på 94 minutter.

  Burns kan bare ikke bære en hovedrolle. Han skulle have nøjes med at være bag kameraet fremfor foran, for han et bare ikke interessant nok at følge....en average Joe uden karisma/udstråling.

  Burns var f.eks. også fejl castet i 15 minutes.

  Derudover er historien også svag, og den byder ikke på nogen former for spænding.

  Den er helt stillestående. Og jeg kan ellers godt lide film, der giver sig tid til at blive fortalt.

  Filmen er et fejlskud fra Burns og jeg lander i bunden med en karakter på

  2/10

  Intetsigende og meningsløs film, hvor plottet også mangler et overordentligt tema

  Set på dvd

  

  1

• Burns? Er det ikke ham "Ben Affleck"-light?

  

  0

• Burns? Er det ikke ham "Ben Affleck"-light?

  Hvis du mener lighed, så nej.... Affleck er langt bedre end Burns....men hvis du mener en slags Poor Mans Affleck, så ja!!!

  

  0

• Kan bare huske jeg engang så en film med ham, hvor han kørte taxa, tror jeg. Og jeg var i tvivl om det var Ben, da jeg ikke så den helt fra starten. 

  

  0

• En Google søgning fortæller at det nok er filmen She's The One, du tænker på med Edward Burns.

  

  0

• Gone Fishin' (Joe Pesci, Danny Glover)

  Langt bedre end forventet.

  Om et (tæt på umage) vennepar, der tager på udflugt for at fiske, men de løber selvfølgelig ind i nogle uheldige og uforudsigelige hindringer.

  Filmen går på sigt, hurtigt igang, og taber aldrig opmærksomheden eller tempo, der foregår ret hastigt. Kemien mellem de to er spot on, og filmens finurligheder tager seeren med på en humoristisk rejse i de knap 91 minutter filmen varer Rosanna Arquette sukker også op i filmen.

  Jeg var supergodt underholdt hele vejen igennem og filmen var det rette valg, til en ellers hyggelig sen nattetime.

  Jeg lander på

  8/10

  Set på dvd

  

  1

• Der skulle stå Rosanna Arquette dukker også op 

  

  1

• Down To Earth (Chris Rock, Regina King)

  Kun tildels morsom komedie om en talentløs komiker der efter en aften ender i en fatal ulykke, og får en chance for at komme ned på jorden igen, men som en "anden".

  Og jeg skriver anden i gåseøjne da man ikke ser Rock ændre udseende, før han ligger død.

  Den har et okayish budskab om at det er det indre der tæller, fremfor det ydre, og hvad man ville gøre for at få endnu en chance i livet, , og selvom det er velment, så har Rock svært ved at bære en hovedrolle.

  Chaz Palminteri, Eugene Levy, og baben Jennifer Coolidge dukker også op, men følte lidt, at de ikke havde et stærkt script at støtte sig til.

  Filmen havde problemer med at holde min fulde opmærksomhed undervejs i de 1t23m45sek 12345....sjovt at det lige gik op i en højere enhed end filmen egentlig tillod, og varede... den føltes længere.

  Den var kun semi-seværdig og det er supporting cast der redder den, men meget over middel kan jeg ikke give den.

  Jeg lander på

  5/10

  PS jeg har taget forbehold for spoilers og såvidt muligt undgået dem

  Set på dvd

  

  1

• Toy Story 5 (2026)

  Kan der virklig koges mere suppe på Toy Story? Ja, selvfølgelig! Så længe der stadig er en god historie at fortælle. Og det er der faktisk her.

  Der er endda tale om et væsentligt step-up i forhold til Toy Story 4. Ikke at Toy Story 4 var en dårlig film. Den havde mange gode ting kørende for sig. Men Bo Peep porcelænsdukken er ikke en specielt interessant karakter i Toy Story universet. Det er Jessie til gengæld. Og her i 5’eren er det hende, der er i centrum.

  Woody forlod banden i slutningen af Toy Story 4 og gav sheriffstjernen videre til Jessie, som nu er øverst i legetøjshierarkiet hos Bolette. Jeg bruger med vilje det danske navn Bolette (i stedet for Bonnie). For selv om jeg ser filmene på engelsk, så er der to af navnene, der bare er bedre på dansk – nemlig ”Bolette” og ”Gafli”.

  Den animator, der designede Bolette gjorde en lille genistreg. For hun er ekstrem adorable - og for mig at se hovedårsagen til, at man har kunnet holde liv i Toy Story sagaen efter den i bund og grund blev afsluttet i Toy Story 3.

  Nå, men lille Bolette er blevet et par år ældre. Og selv om hun stadig leger med legetøj, så gør hendes jævnaldrende det ikke. De glor alle bare på en tablet dagen lang. Så Bolette har svært ved at finde venner. Hendes forældre giver hende derfor en tablet, så hun også kan være med i de andres selskab. Og så er kimen lagt til en god konflikt mellem gammeldags legetøj og elektroniske gadgets.

  Men det er ikke det hele. For i al virakken bliver Jessie pludselig fundet af nogle forbipaserende på fortorvet. De ser en adresse skrevet på hendes bukseben. Og det er adressen på hendes første ejer: Emily. Så de afleverer Jessie der. Uha uha! Jessie har jo store traumer forbundet med Emily og hendes første hjem. Så det er vældig interessant at se, hvad der kommer ud af det.

  Mere vil jeg ikke røbe. Men husk at tage lommetørklæder med. Jeg var helt færdig efter filmen. Hvis jeg havde set den alene hjemme, så ville jeg have hulket højlydt, men det er jo lidt pinligt for en voksen mand at gøre i en biograf. Så jeg måtte holde det inde så godt jeg kunne….

  Man ender med en dejlig afsluttet og super rørende historie. Men jeg vil faktisk mene, at der er et kæmpe potentiale for en Toy Story 6. For der er stadig meget mere at fortælle om Jessies rejse.

  PS: her i Toy Story 5 bliver det endeligt bekræftet, at Jessie også har en træksnor i ryggen. Jeg har altid undret mig over, om hun havde en, for man ser det ikke i nogle af de andre film. Jeg har de originale Woody, Buzz og Jessie dukker derhjemme. Men det er kun Woody og Buzz, der kan snakke. Jessie dukken har ingen snor. Men det har hun altså i ”virkligheden”.

  ★★★★★☆

  

  1

• Green Dragon (Patrick Swayze, Forest Whitaker)

  Filmen foregår i en vietnamesisk flygtningelejr i år 1975.

  Lidt sløv i optrækket, og jeg mistænker lidt, at de ville ha haft svært ved at sælge filmen, hvis ikke det var for de prominente stjerner Swayze og Whitaker, for deres respektive karakterer forsvinder lidt imellem det vietnamesiske cast, da det er dem der kommer i fokus. De spiller nogenlunde, men ofte er sproget alt for bastant og uden følelse.

  Samspillet mellem den unge dreng Minh og Addie fungerer bedst, da de sprogligt ikke forstår hinanden fuldt ud, men som via tegninger og kropssprog finder en fælles grund, at kommunikere lidt på

  En film jeg har lidt svært ved at bedømme, så jeg ligger forsigtigt ud med en score på

  5/10

  Præstationerne hæver den op på middel, især da de kolliderer med amerikanerne og havde det ikke været for de gode kræfter havde det nok været en ret så ligegyldig film. Derudover virkede det som om, at der ikke rigt var en pointe eller dybere mening med filmen.

  Set på dvd

  

  1

• Toy Story 5 (2026)

  Kan der virklig koges mere suppe på Toy Story? Ja, selvfølgelig! Så længe der stadig er en god historie at fortælle. Og det er der faktisk her.

  Der er endda tale om et væsentligt step-up i forhold til Toy Story 4. Ikke at Toy Story 4 var en dårlig film. Den havde mange gode ting kørende for sig. Men Bo Peep porcelænsdukken er ikke en specielt interessant karakter i Toy Story universet. Det er Jessie til gengæld. Og her i 5’eren er det hende, der er i centrum.

  Woody forlod banden i slutningen af Toy Story 4 og gav sheriffstjernen videre til Jessie, som nu er øverst i legetøjshierarkiet hos Bolette. Jeg bruger med vilje det danske navn Bolette (i stedet for Bonnie). For selv om jeg ser filmene på engelsk, så er der to af navnene, der bare er bedre på dansk – nemlig ”Bolette” og ”Gafli”.

  Den animator, der designede Bolette gjorde en lille genistreg. For hun er ekstrem adorable - og for mig at se hovedårsagen til, at man har kunnet holde liv i Toy Story sagaen efter den i bund og grund blev afsluttet i Toy Story 3.

  Nå, men lille Bolette er blevet et par år ældre. Og selv om hun stadig leger med legetøj, så gør hendes jævnaldrende det ikke. De glor alle bare på en tablet dagen lang. Så Bolette har svært ved at finde venner. Hendes forældre giver hende derfor en tablet, så hun også kan være med i de andres selskab. Og så er kimen lagt til en god konflikt mellem gammeldags legetøj og elektroniske gadgets.

  Men det er ikke det hele. For i al virakken bliver Jessie pludselig fundet af nogle forbipaserende på fortorvet. De ser en adresse skrevet på hendes bukseben. Og det er adressen på hendes første ejer: Emily. Så de afleverer Jessie der. Uha uha! Jessie har jo store traumer forbundet med Emily og hendes første hjem. Så det er vældig interessant at se, hvad der kommer ud af det.

  Mere vil jeg ikke røbe. Men husk at tage lommetørklæder med. Jeg var helt færdig efter filmen. Hvis jeg havde set den alene hjemme, så ville jeg have hulket højlydt, men det er jo lidt pinligt for en voksen mand at gøre i en biograf. Så jeg måtte holde det inde så godt jeg kunne….

  Man ender med en dejlig afsluttet og super rørende historie. Men jeg vil faktisk mene, at der er et kæmpe potentiale for en Toy Story 6. For der er stadig meget mere at fortælle om Jessies rejse.

  PS: her i Toy Story 5 bliver det endeligt bekræftet, at Jessie også har en træksnor i ryggen. Jeg har altid undret mig over, om hun havde en, for man ser det ikke i nogle af de andre film. Jeg har de originale Woody, Buzz og Jessie dukker derhjemme. Men det er kun Woody og Buzz, der kan snakke. Jessie dukken har ingen snor. Men det har hun altså i ”virkligheden”.

  ★★★★★☆

  Herligt, jeg får helt lyst til en tur i biffen - men det bliver nok Odysseus i første omgang :-)

  

  1

• Ja, den skal man jo se i biografen.

  Men timingen er super dårlig, for jeg flyver til Denver i dag, og når jeg er tilbage i Danmark om en måned, går filmen nok ikke længere :-(

  

  1

• De er vel ikke stoppet med at vise film i biografen i USA? ;)

  

  0

• Jo jo, men dels er vi primært langt væk fra rigtige byer, og dels vil jeg gerne have undertekster med, så jeg ikke går glip af noget.

  

  0

• Ja, den skal man jo se i biografen.

  Men timingen er super dårlig, for jeg flyver til Denver i dag, og når jeg er tilbage i Danmark om en måned, går filmen nok ikke længere :-(

  Wow - du har ikke de største forventninger til dens succes :-)

  God tur!

  

  1

• Vil du da mene at det er realistisk, at den kommer til at gå i biffen i over en måned?

  Jeg har ikke styr på hvad der er normen med store sommer blockbusters.

  

  1

• Vil du da mene at det er realistisk, at den kommer til at gå i biffen i over en måned?

  Jeg har ikke styr på hvad der er normen med store sommer blockbusters.

  Det skulle jeg afgjort mene at den vil gøre - afhængigt af hvordan den bliver modtaget.

  Oppenheimer gik i 3 måneder, eller mere, de fleste steder. Den havde premiere den 20 juli.

  

  1

• Kiss Tomorrow Goodbye (Nicholas Lea, Holt McCallany)

  Spændende thriller hvor Lea, Spiller filmproducent Dustin, der efter en vild bytur i en limousine vågner fuld op op på stranden og opdager en død pige, få meter væk fra ham, og bliver hurtigt anset som hovedmistænkt, dog uden at involvere politiet.

  McCallany spiller Minnow en lokal strandbums der påstår at være vidne til episoden og tilbyder sin hjælp, men inden længe er Dustin afpresset, da Minnow får smag for Dustins succesfulde ekstravagante livsstil og bliver ufrivilligt en ny del af Dustins tilværelse.

  Jason Priestley spiller Jared, Dustins betroede ven, og dejlige Kari Wuhrer spiller Dustins loyale kæreste.

  Filmen foregår i et hæsblæsende tempo takket være et hårdtpumpende Technotrack der også kamuflerer de billige on location omgivelser.

  Man skal ikke forvente meget af ,Priestley og Wuhrer der er placeret og fylder næsten hele coveret de er ikke hovedpersoner men de medvirker for meget til at der blot er tale om beskedne cameos, der dog byder på biroller som fylder en pæn mængde skærmtid.

  Den har selvfølgelig af ine twists, og den formår at bibeholde opmærksomhed hele filmens spilletid på 88 minutter

  Så er man til en veldrejet og velspillet tv-thriller, bør man ikke snyde sig selv for at se den... såfremt at den stadig kan skaffes, eller streames

  Jeg lander på

  8/10

  Og det skylles primært den kollisionskurs hvor samspillet mellem Dustin stressrelaterede frustrationer over Minnows konstante afpresning der tæt på nærmest overtager Dustins succes.

  Set på dvd

  

  1

• Der skulle stå "den har selvfølgelig også sine twists" meh, opdagede lige at enkelte sætninger er incomplete men har været oppe hele natten så trætheden nærmer sig, så tag forbehold for eventuelle fejl. Kunne ikke nå at rette dem, da fristen udløb før jeg opdagede dem.

  

  0

• Bring Her Back (2025)

  Til trods for min begejstring for Talk to Me (2022) ventede jeg lidt med at se Philippou-brødrenes opfølger. Min tilbageholdenhed skyldtes, at jeg havde hørt, at Bring Her Back skulle være ekstremt dyster og indeholde voldsscener, hvor børn var involveret.

  De gode anmeldelser til trods, og Sally Hawkins involvering, burde nok have været tegn på, at dette ikke ville være en omgang meningsløs volds- eller psykologisk torturporno.

  For det er Bring Her Back heldigvis ikke. Bring Her Back er en fortælling om brutaliteten ved tab, ubearbejdet traume og manglen på accept af det, der allerede er sket.

  Med deres spillefilmsdebut og den svære toer veloverstået er Philippou-brødrene et spændende nyt indspark på filmscenen.

  Bring Her Back er på mange måder en mere moden film end Talk to Me, både i sine temaer, men også rent visuelt er den mindre prangende. Det er ikke ensbetydende med, at Bring Her Back er en visuelt grim film, for det er den bestemt ikke. Men hvor Talk to Me bragte minder om Sam Raimi med sine legesyge, energiske og kreative kamerabevægelser, lader Bring Her Back i højere grad skuespillerne og tematikken få plads til at bære fortællingen. Det vidner om en modenhed, ikke bare i de temaer, filmen behandler, men også i dens visuelle tilbageholdenhed sammenlignet med deres første film.

  Det viser den rejse, instruktørparret er på. Jeg glæder mig til at se, hvad de vil kaste sig over som deres næste projekt. Jeg håber blot, at de holder fast i deres vision og ikke går på kompromis på grund af pres fra filmstudier.

  Men tag ikke fejl. Bring Her Back bør nok ikke være ens første gyserfilm, for det er en barsk fortælling, og den er ikke for sarte sjæle. Til gengæld har den faktisk noget på hjerte, og det er svøbt ind i tematik fra start til slut.

  5/6 eller 8/10

  

  0

• Little House on the Prairie (2026) sæson 1 på Netflix.

  Man skulle ikke tro, at den kunne overgå den ikoniske serie fra 70'erne og 80'erne, men det gør den.

  Vi følger familien Ingalls, der flytter til prærien ved Independence, Kansas, i jagten på et bedre liv. Her kæmper de med naturens barske vilkår, sygdom, brande og økonomiske udfordringer, samtidig med at de forsøger at skabe et nyt hjem.

  Hvor den første serie tog sig en hel del (ofte ikke særlig heldige og af og til halvpsykotiske) dramatiske friheder, er den nye serie mere tro mod Laura Ingalls bøger og vægter historisk realisme højere – blandt andet ved i højere grad at vise begivenhederne fra de oprindelige Osage-folks perspektiv, og hvorledes de påvirkes af de nye tilflyttere.

  Hovedfokus er dog stadig på familien Ingalls – og især set fra Laura Ingalls perspektiv.

  En sæson 2 blev allerede bestilt, før første sæson havde haft præmiere.

  8/10.

  

  1

• Little House on the Prairie (2026) sæson 1 på Netflix.

  Man skulle ikke tro, at den kunne overgå den ikoniske serie fra 70'erne og 80'erne, men det gør den.

  Vi følger familien Ingalls, der flytter til prærien ved Independence, Kansas, i jagten på et bedre liv. Her kæmper de med naturens barske vilkår, sygdom, brande og økonomiske udfordringer, samtidig med at de forsøger at skabe et nyt hjem.

  Hvor den første serie tog sig en hel del (ofte ikke særlig heldige og af og til halvpsykotiske) dramatiske friheder, er den nye serie mere tro mod Laura Ingalls bøger og vægter historisk realisme højere – blandt andet ved i højere grad at vise begivenhederne fra de oprindelige Osage-folks perspektiv, og hvorledes de påvirkes af de nye tilflyttere.

  Hovedfokus er dog stadig på familien Ingalls – og især set fra Laura Ingalls perspektiv.

  En sæson 2 blev allerede bestilt, før første sæson havde haft præmiere.

  8/10.

  Men smelter den lille pige stadigvæk sin hest om så de kan støbe en nye klokke til kirken, sorry det er bare den scene jeg husker best fra den gamle serie og så deres løben ned af engen.

  

  0

• Jeg husker især den frygtelige købmands-datter tøs (Nellie). Er hun gjort lige så øretæveindbydende i den nye serie?

  

  0

• 
• 1
• …
• 306
• 307
• 308
• 309
• 310
• 