Vi har den "Den betændte ikke politisk korrekte tråd", men jeg synes ikke, at følgende er voldsomt betændt, så jeg tillader mig at oprette en ny tråd. Beklager min rant, men det er noget, der ligger mig på sinde...
Regeringen og DF arbejder tilsyneladende på et forslag om at sænke arveafgiften, der efter et vis beløb udgør 15 % for nærmeste familie (ægtefæller slipper for afgift).
Man kan mene, hvad man vil om arveafgiften – Norge og Sverige har afskaffet den – men der ligger efter min mening en større uretfærdighed gemt i det nuværende system.
Jeg er hverken gift eller har børn. Jeg kan derfor suverænt selv bestemme, hvem der skal arve efter mig. Uden testamente ville det – hvis jeg skulle gå hen og dø – være min mor og far, der ville dele arven. Ingen af dem sidder dog specielt hårdt i det.
Jeg vil derfor gerne have, at min lillesøster skal arve (og mine forældre er indforstået med dette). Hun og hendes mand er begge offentligt ansatte med beskedne lønninger, og de har to børn. Det er ikke hvert år, de har råd til at tage på fede ferier, og det er sjældent, at bilen bliver udskiftet. De ville kunne bruge pengene.
Men der er et aber dabei: I henhold til arveloven er min lillesøster ikke nærmeste familie. Ja, du læste rigtigt. Jeg kan derfor godt testamentere alt til min søster, men så skal der udover de 15 % arveafgift betales "tillægsboafgift" på 25 % – altså i alt 36,25 %.
Dette på trods af, at jeg har kendt min lillesøster, siden jeg var 7 år, har boet under samme tag med hende, indtil jeg var 18, og i dag som voksen har en tæt forhold til hende. Med andre ord sidestilles min lillesøster i arveloven med en tilfældig person, jeg møder på gaden og beslutter skal arve efter mig.
Men hvad er nærmeste familie så? Udover naturligvis børn og forældre er det stedbørn, børnebørn, oldebørn, fraskilte ægtefæller, personer man har haft eller snart får børn med, ens børns ikke fraskilte ægtefæller, eller personer (det være sig venner eller familie) man har boet sammen med i minimum 2 år inden sin død. Men altså ikke søskende.
Udover at det rammer mig personligt, har jeg svært ved at se både det logiske og retfærdige i dette. Det endda i en sådan grad, at jeg overvejer at prøve at gøre noget, jeg aldrig før har gjort: forsøge at gøre opmærksom på et politisk spørgsmål via læserbreve, kontakt til de ansvarlige politikere osv.
