Jeg så en borger i dag, der afgik ved døden i går morges. Jeg har set min far og min mormor som døde, så har prøvet det før, men det er stadig en lidt grænseoverskridende oplevelse. Det at huden glatter sig ud, og fingrene er blå. Hende her var meget tynd, så hun lignede 1:1 en karakter fra TWD. Det var sgu lige før jeg forventede hun rejste sig op, hvilket hun nok gør i løbet af natten i en drøm... Men døden er også smuk i alt sin enkelthed.
Min medstuderende var noget mere berørt end mig, så vi tog lige en samtale i køkkenet, som han bagefter takkede for. Der var lidt nogle følelser der skulle vendes for ham, da hans mor lider af det samme som den døde døde af. Jeg er bare glad for at kunne være der for en kollega, der havde brug for det.
Stærkt!

