Kunne det ikke være en idé at have en separat tråd til tv serier? Bare lige for at sikre, at hints til gode (og mindre gode) serier ikke drukner i den megeet lange tråd om primært film.
What we saw - tv serier
-
1 -
Og jeg starter med en serie, som jeg lige er blevet færdig med. True Detective (sæson 3).
Første sæson var jo noget af det mest geniale, der nogen sinde er lavet. Og derfor skuffede sæson 2 så fælt, at jeg slet ikke gad se sæson 3. Men nu fik jeg endelig taget mig sammen og kværnede de 8 afsnit på et par dage.
Hvis der aldrig havde været en sæson 1+2, og man bare så sæson 3 helt isoleret, så er det vel faktisk ret godt. Men det er umuligt ikke at bemærke, hvor meget sæson 3 stjæler fra sæson 1's koncept med de tre parallelle tidsforløb.
Hertil kommer, at der for mig at se bruges alt for meget tid på hovedpersonens familierelationer (som ærligt talt ikke interesserede mig ret meget), og for lidt tid på selve krimiplottet. Historien er såmænd udmærket, men ikke helt oppe på niveau med de mange andre gode i samme genre, såsom Sharp Objects, The Sinner, Big Little Lies m.v.
3/6 stjerner.
1 -
Doom Patrol
I efterårsferien gav jeg mig i kast med denne ret så alternative superhelteserie. Da sæson 1 kom frem i 2019 så jeg de første 3 afsnit, men droppede den, da det var alt for langt-ude-syret. Men så kom der en sæson 2, der fik rigtig gode anmeldelser, så jeg gav den et nyt forsøg.
Man skal lige forbi de første 5 afsnit af sæson 1, før jeg kunne engagere mig med de ultra farverige karakterer. Men så fik den mig også. Crazy Jane (Diane Guerrero fra Orange is the New Black) er ikke mindre end forrygende som en person med 64 personligheder, der har hver sin superkraft. Og Timothy Dalton gør også en fremragende figur som den - måske - flinke chef, der hjælper dem alle sammen.
Sæson 2 er mere følsom - og mindre fjollet - end sæson 1. Der er dog fortsat rigeligt med MEGET syrede optrin.
4/6 stjerner til begge sæsoner.
1 -
The Boys
Hvis Doom Patrol er for gakket til ens smag, så bør man i stedet (eller som supplement) tjekke The Boys ud, som også er en alternativ superhelteserie. Den er nærmest genial. Superhelte er blevet kommercialiseret, og de fleste er nogle værre røvhuller - for nu at sige det mildt.
De egentlige helte er så dem uden superheltekræfter, som forsøger at slå superheltene ihjel. Det er rimeligt op-af-bakke, og en rimelig farlig beskæftigelse, skulle jeg hilse og sige.
Sæson 1 er bedst (5½/6 stjerner), mens sæson 2 kommer tæt på (5/6 stjerner).
1 -
Kunne det ikke være en idé at have en separat tråd til tv serier? Bare lige for at sikre, at hints til gode (og mindre gode) serier ikke drukner i den megeet lange tråd om primært film.
Måske ikke en dårlig ide - der findes en Nexflix tråd - og et par stykker om konkrete serier - men mig bekendt ikke en der overordnet samler serier. Så hvorfor ikke?
1 -
Doom Patrol
I efterårsferien gav jeg mig i kast med denne ret så alternative superhelteserie. Da sæson 1 kom frem i 2019 så jeg de første 3 afsnit, men droppede den, da det var alt for langt-ude-syret. Men så kom der en sæson 2, der fik rigtig gode anmeldelser, så jeg gav den et nyt forsøg.
Man skal lige forbi de første 5 afsnit af sæson 1, før jeg kunne engagere mig med de ultra farverige karakterer. Men så fik den mig også. Crazy Jane (Diane Guerrero fra Orange is the New Black) er ikke mindre end forrygende som en person med 64 personligheder, der har hver sin superkraft. Og Timothy Dalton gør også en fremragende figur som den - måske - flinke chef, der hjælper dem alle sammen.
Sæson 2 er mere følsom - og mindre fjollet - end sæson 1. Der er dog fortsat rigeligt med MEGET syrede optrin.
4/6 stjerner til begge sæsoner.
Har overvejet den - er ikke blevet overbevist.
0 -
The Boys
Hvis Doom Patrol er for gakket til ens smag, så bør man i stedet (eller som supplement) tjekke The Boys ud, som også er en alternativ superhelteserie. Den er nærmest genial. Superhelte er blevet kommercialiseret, og de fleste er nogle værre røvhuller - for nu at sige det mildt.
De egentlige helte er så dem uden superheltekræfter, som forsøger at slå superheltene ihjel. Det er rimeligt op-af-bakke, og en rimelig farlig beskæftigelse, skulle jeg hilse og sige.
Sæson 1 er bedst (5½/6 stjerner), mens sæson 2 kommer tæt på (5/6 stjerner).
Suverænt en af mine favoritserier - elsker det take der tages på superhelte. Læs evt min tråd om emnet: Waynes Superhelte.
Det kunne være sjovt at se dine kommentarer.
1 -
Suverænt en af mine favoritserier - elsker det take der tages på superhelte. Læs evt min tråd om emnet: Waynes Superhelte.
Det kunne være sjovt at se dine kommentarer.
Har lige skimmet den igennem. Det er ellers noget af et arbejde, du har lagt for dagen. Det kræver vist et par fridage at få læst det hele igennem :-). Jeg vender sandsynligvis tilbage med et par udvalgte kommentarer hist og her.
1 -
Babylon Berlin (sæson 3)
Jeg var en af dem, der var voldsomt imponeret over de to første sæsoner. Det var (er) ekstremt flot, og med en storladen historie og en masse interessante sideplots. Og ikke mindst en yderst sympatisk del-hovedrolle i form af Charlotte Ritter, der kæmper sig op fra fattigdom og slum ved hjælp af hendes mange talenter.
Sæson 3 er desværre lidt af en skuffelse. Væk er den store historie. Man følger forskellige små sideløbende plots: Vi ser hvad der sker med Charlottes veninde Greta, som nu sidder i fængsel som følge af bombesprængningen fra den tidligere sæson. Der "opfindes" en ny krimisag om en række myrderier på et filmset. Den rige Alfred Nyssen spekulerer i aktier.
Intet af det er desværre særlig interessant. Måske især fordi tempoet er skruet helt ned i de første 5 dobbeltafsnit. Det er først til sidst, at der for alvor sker noget, og her bliver det ganske underholdende. Men slutningen er noget af et antiklimaks.
Serien er dog fortsat fantastisk flot at se på. En eminent lavet tidsbillede som på en måde gør den værd at se i sig selv.
De to første sæsoner ligger på 5/6 stjerner. Tredje sæson kan jeg desværre kun give 3/6 stjerner.
1 -
Har lige skimmet den igennem. Det er ellers noget af et arbejde, du har lagt for dagen. Det kræver vist et par fridage at få læst det hele igennem :-). Jeg vender sandsynligvis tilbage med et par udvalgte kommentarer hist og her.
Fedt - jeg venter i spænding ;-)
1 -
Babylon Berlin (sæson 3)
Jeg var en af dem, der var voldsomt imponeret over de to første sæsoner. Det var (er) ekstremt flot, og med en storladen historie og en masse interessante sideplots. Og ikke mindst en yderst sympatisk del-hovedrolle i form af Charlotte Ritter, der kæmper sig op fra fattigdom og slum ved hjælp af hendes mange talenter.
Sæson 3 er desværre lidt af en skuffelse. Væk er den store historie. Man følger forskellige små sideløbende plots: Vi ser hvad der sker med Charlottes veninde Greta, som nu sidder i fængsel som følge af bombesprængningen fra den tidligere sæson. Der "opfindes" en ny krimisag om en række myrderier på et filmset. Den rige Alfred Nyssen spekulerer i aktier.
Intet af det er desværre særlig interessant. Måske især fordi tempoet er skruet helt ned i de første 5 dobbeltafsnit. Det er først til sidst, at der for alvor sker noget, og her bliver det ganske underholdende. Men slutningen er noget af et antiklimaks.
Serien er dog fortsat fantastisk flot at se på. En eminent lavet tidsbillede som på en måde gør den værd at se i sig selv.
De to første sæsoner ligger på 5/6 stjerner. Tredje sæson kan jeg desværre kun give 3/6 stjerner.
Tak for advarslen - jeg har set de første afsnit af første sæson, og det virker afgjort interessant.
1 -
Peaky Blinders (sæson 1)
Efter at have hørt så meget godt om denne serie, blev jeg nød til at se, om det var noget for mig. Det kan vel nærmest beskrives som Englands svar på Boardwalk Empire: Samme tid (starter i 1919). Begge centreret om en gangsterfamilie der arbejder sig op mod toppen. Og i begge serier følger man fra starten af også en ung kvinde udefra, som kommer ind i varmen hos gangsterbossen.
På papiret lige noget for mig, eftersom jeg var ret begejstret for Boardwalk Empire.
Meeeeen, jeg har det væsentlige problem, at jeg ikke bryder mig om hovedpersonen, Tom Shelby. Han er selvfed og øretæveindbydende. Den unge kvinde udefra, Grace, er umiddelbart en fed og sej karakter. Dvs. lige indtil hun glemmer hendes mission og på kliche-agtig facon forelsker sig i gangsterbossen. Øv!
Til gengæld er der andre karakterer, som er interessante. Ikke mindst Sam Neil som politiinspektør med en tyk påtaget accent. Også tante Polly har man lyst til at heppe på, selv om hun kun har en lille rolle.
Der er gjort rigtig meget ud af production design, som er voldsom flot. Men historien er der omvendt ikke gjort ret meget ud af. I hvert fald ikke indtil videre her i sæson 1, som vel mest tjener til formål at introducere seeren for universet.
Er der nogen grund til at blive hængende? Bliver de efterfølgende sæsoner bedre end sæson 1?
Det håber jeg, for første sæson er kun til 3/6 stjerner.
1 -
The Queen's Gambit (7 afsnit miniserie)
Ikke siden Cobra Kai har jeg slugt en hel sæson så hurtigt. På én enkelt dag. Det ene afsnit tager det andet, for man bliver simpelt hen nød til at vide, hvad det næste træk (!) bliver for den gode Elizabeth Harmon.
Det er nu ikke fordi, der sker noget specielt overraskende. Det hele er rimelig forudsigeligt. Men det er bare fandens godt skruet sammen. Og så er production design vanvittig smukt. Tidsbilledet fra 1950'erne og 60'erne er super flot.
Selv om man kun kender lidt til skak, så kan man ikke undgå at blive grebet af kampene og spændingen. Der udvises stor kreativitet i måden at skildre de enkelte kampe på, og det bliver aldrig ensformigt, for der eksperimenteres hele tiden med nye måder at sammensætte billeder, træk og lydside.
Første halvdel af serien er en slags "Anne fra Grønnebakken". Beth er rødhåret, vokser op på et børnehjem, og har en helt særlig begavelse. Hvor Anne's talent var humaniore, så er Beth's store naturtalent matematik og systematisk tænkning. Hvor Anne var speedsnakkende og super charmerende, så er Beth derimod indelukket og af meget få ord. Og de har begge deres "Gilbert". For Beth's vedkommende er det en tidlig konkurrent, som hun af og til støder ind i, og som hendes hjerte ikke kan slippe.
Anden halvdel af serien bliver "Rocky IV". Efter at have fået tæsk af den russiske verdensmester, skal hun selvfølgelig til Moskva og håber på revance.
Anya Taylor-Joy gør et fantastisk arbejde som Beth. Hun formår at forvandle en sky indadvandt pige til en uligevægtig primadonna på en meget overbevisende måde. Dog havde jeg nok foretrukket en yngre skuespiller til at spille Beth som 15-årig i afsnit 2. Anya Taylor-Joy er godt nok sminket så ung som mulig, men den er lidt svær at købe, da hun tydeligvis er meget ældre.
Udover de spændende skakkampe, så viser serien os et meget rørende forhold mellem Beth og hendes adoptivmor. Dette var noget af det allerbedste ved seriens første halvdel. Senere har hun en række gode venskaber med de hjemlige skakspillere Harry og Benny. Deres mange samtaler om skak og strategi var ganske underholdende og fascinerende.
Slutningen kunne godt have været forløst bedre, men jeg er godt tilfreds og kvitterer med 4½ stjerner.
1 -
The Queen's Gambit (7 afsnit miniserie)
Ikke siden Cobra Kai har jeg slugt en hel sæson så hurtigt. På én enkelt dag. Det ene afsnit tager det andet, for man bliver simpelt hen nød til at vide, hvad det næste træk (!) bliver for den gode Elizabeth Harmon.
Det er nu ikke fordi, der sker noget specielt overraskende. Det hele er rimelig forudsigeligt. Men det er bare fandens godt skruet sammen. Og så er production design vanvittig smukt. Tidsbilledet fra 1950'erne og 60'erne er super flot.
Selv om man kun kender lidt til skak, så kan man ikke undgå at blive grebet af kampene og spændingen. Der udvises stor kreativitet i måden at skildre de enkelte kampe på, og det bliver aldrig ensformigt, for der eksperimenteres hele tiden med nye måder at sammensætte billeder, træk og lydside.
Første halvdel af serien er en slags "Anne fra Grønnebakken". Beth er rødhåret, vokser op på et børnehjem, og har en helt særlig begavelse. Hvor Anne's talent var humaniore, så er Beth's store naturtalent matematik og systematisk tænkning. Hvor Anne var speedsnakkende og super charmerende, så er Beth derimod indelukket og af meget få ord. Og de har begge deres "Gilbert". For Beth's vedkommende er det en tidlig konkurrent, som hun af og til støder ind i, og som hendes hjerte ikke kan slippe.
Anden halvdel af serien bliver "Rocky IV". Efter at have fået tæsk af den russiske verdensmester, skal hun selvfølgelig til Moskva og håber på revance.
Anya Taylor-Joy gør et fantastisk arbejde som Beth. Hun formår at forvandle en sky indadvandt pige til en uligevægtig primadonna på en meget overbevisende måde. Dog havde jeg nok foretrukket en yngre skuespiller til at spille Beth som 15-årig i afsnit 2. Anya Taylor-Joy er godt nok sminket så ung som mulig, men den er lidt svær at købe, da hun tydeligvis er meget ældre.
Udover de spændende skakkampe, så viser serien os et meget rørende forhold mellem Beth og hendes adoptivmor. Dette var noget af det allerbedste ved seriens første halvdel. Senere har hun en række gode venskaber med de hjemlige skakspillere Harry og Benny. Deres mange samtaler om skak og strategi var ganske underholdende og fascinerende.
Slutningen kunne godt have været forløst bedre, men jeg er godt tilfreds og kvitterer med 4½ stjerner.
Flot og medrivende skriv. Jeg får virkelig lyst til at se det. Godt råd - jeg ved vi opererer med 6/6 hos Kino - men hos Moovy kører de med IMDb skalaen på 10/10. Jeg kan jo godt gennemskue hvad du mener ud fra teksten - men det er en god ide at smide skråstregen på :-)
Kan dog se at du har gjort det andre steder.
1 -
Flot og medrivende skriv. Jeg får virkelig lyst til at se det. Godt råd - jeg ved vi opererer med 6/6 hos Kino - men hos Moovy kører de med IMDb skalaen på 10/10. Jeg kan jo godt gennemskue hvad du mener ud fra teksten - men det er en god ide at smide skråstregen på :-)
Kan dog se at du har gjort det andre steder.
Jeg har vænnet mig til 6-skalaen, eftersom det er den langt de fleste danske medier anvender. Så vidt jeg kan se, så anvender moovy.dk også 6-skalaen i de officielle anmeldelser.
Jeg kan godt se, at en 10-skala giver mulighed for at være mere nuanceret, men så er der jo altid muligheden for at anvende halve stjerner, og så går det lige op.
1 -
Jeg har vænnet mig til 6-skalaen, eftersom det er den langt de fleste danske medier anvender. Jeg kan godt se, at en 10-skala giver mulighed for at være mere nuanceret, men så er der jo altid muligheden for at anvende halve stjerner, og så går det lige op.
Hey - din tekst - dit valg. :-)
1 -
Star Trek: Picard (sæson 1)
80-årige Patric Stewart har stadig mere Captain Picard i sig. I den nye serie er Picard gået på pension. Rimelig naturligt, eftersom han i serien skal forestille at være 94 år gammel. Han lever et stille liv på sin franske vingård og savner Data, som i sin tid ofrede sit liv for Picard i ST Nemesis.
Androids er blevet forbudte og forhadte pga. noget med nogle romulanske flygtninge (Romulus blev jo sprunget i luften i J.J. Abrams Star Trek fra 2009). Men Picard har stadig venner, der er førende forskere i androids teknologi.
Picards liv bliver pludselig vendt på hovedet, da han en dag bliver kontaktet af en ung kvinde med særlige kræfter. Den samme kvinde figurerer på et gammelt billede, som Data engang malede. Og der er lejemordere efter hende.
Der er ingen hjælp at hente hos Star Fleet, som betragter Picard som et oldtidslevn. Så der er selvfølgelig ikke andet at gøre end at forsøge at stable sin egen ad-hoc besætning og et lille rumskib på benene. Og så er der ikke et øje tørt, når Picard for første gang i umindelige tider kan sige "engage!".
Jeg blev faktisk rørt mange gange undervejs. Ikke mindst da han på et tidspunkt besøger Riker og Deanna, der har slået sig ned på en lille frodig planet. Tempoet er helt nede i gear, og man er bare i fantastisk godt selskab. Det er også tydeligt, at alle de gode gamle skuespillere nyder det i fulde drag.
Og når vi er ved de gode gamle kendinge. På deres færd kommer vi bl.a. forbi en forladt Borg kube. Og man kan ikke sige Borg uden også at sige Seven of Nine. Ja, hun kommer forbi og er bad-ass som altid.
De 10 episoder har en passende blanding af rolig historieopbygning med fokus på karakterer, og selvfølgelig også en del action i rummet. Jeg ved ikke, om jeg synes at plottet er specielt genialt. Det er vel mest af alt et godt påskud for at bringe de forskellige gamle kendinge i spil. Og den del skuffede bestemt ikke.
Der skulle være flere sæsoner på vej, og de skal helt klart også ses.
4½/6 stjerner.
1 -
The Umbrella Academy (sæson 1)
Det er nærmest umuligt at snakke om The Umbrella Academy uden at komme ind på Doom Patrol. De to serier minder så meget om hinanden, at det nærmer sig det bizarre.
Begge serier handler om en gruppe dysfunktionelle personer med personlige traumer. De har meget specielle og varierede kræfter. Og disse kræfter er i høj grad mere til besvær end gavn. Eksempelvis har Klaus (Umbrella Academy) og Larry (Doom Patrol) en "usynlig ven", som kun han kan snakke med. De er i øvrigt begge homoseksuelle og har mistet deres livs kærlighed langt tilbage i fortiden.
I begge serier har gruppen en ældre exentrisk farfigur, som har samlet dem i et stort gammelt hus. Han påstår at ville hjælpe dem, men i virkligheden bruger han dem til sine egne formål. Og hans motiver leder tilbage til en gammel kærlighed.
I begge serier spærrer gruppens farfigur sin datter inde, fordi hun har så store potentielle kræfter, at det kan udløse verdens undergang.
Begge serier har som overordnede præmis, at det ikke handler om bekæmpelse af en superskurk. Ja ok, der er da nogle skurke med. Men det helt primære er fokus på karakterene og deres personlige problemer og indbyrdes forhold.
Med to serier der ligner hinanden så meget, så vil man med stor sandsynlighed bedst kunne lide den serie, som man så først.
Det var nogle af lighederne. Der er bestemt også forskelle. Og de ligger i stilen. Doom Patrol er meget wacky og fyldt med humor. The Umbrella Academy er langt mere alvorlig og mørk. Når The Umbrella Academy forsøger sig med tempofyldt action og humor, så bevæger vi os over i stiløvelser svarende til noget af det, som serien Preacher gjorde brug af for nogle år siden. Desværre ikke nær så godt som Preacher.
Den store fokus på personlige traumer, den alvorlige stil, og manglen på en egentlig superskurk gør, at det er helt essentielt, at man har sympati med de 6 medlemmer af Umbrella Academy. Her kommer den til at halte for mit vedkommende. Jeg hepper på Vanya og hendes ven Leonard (som for mig i lang tid var den mest interessante karakter). Dvs. lige indtil afsnit 9, hvor det vender på en tallerken. Tilbage er der så Number 5, som er helt forrygende. Både karakteren og den unge skuespiller. Også sidekarakteren Hazel kan man ikke andet end elske (spillet af fantastieke Cameron Britton fra Mindhunter).
Men alle de andre (Luther, Diego, Klaus, og Allison) er nogle trælse typer, som det er svært at holde af. Især den bedrevidende Allison er voldsomt irriterende.
Hvis det ikke var fordi sæsonen ender med noget af en cliffhanger, så er jeg ikke sikker på, at jeg orkede endnu en sæson. Men jeg bliver nok lige nødt til at finde ud af, om Verden går under eller ej.
3½ / 6 stjerner.
1 -
At de to serier har sammenfald, er ikke helt tilfældigt, altså udover de tropes som amerikanske superheltetegneserier ofte benytter sig af. Forfatteren af The Umbrella Academy er ret stor fan af Grant Morrison, som skrev Doom Patrol i en lang periode.
Stilmæssigt ligger de to dog langt fra hinanden og Gabriel Bá har en ret unik tegnestil, som man sjældent ser i amerikanske tegneserier. Den ser på mange måder mere europæisk ud.
1 -
At de to serier har sammenfald, er ikke helt tilfældigt, altså udover de tropes som amerikanske superheltetegneserier ofte benytter sig af. Forfatteren af The Umbrella Academy er ret stor fan af Grant Morrison, som skrev Doom Patrol i en lang periode.
Stilmæssigt ligger de to dog langt fra hinanden og Gabriel Bá har en ret unik tegnestil, som man sjældent ser i amerikanske tegneserier. Den ser på mange måder mere europæisk ud.
Aha, så Doom Patrol kom først! Så har jeg set dem i den rigtige rækkefølge :-)
Jeg har ikke læst nogle af de to comic books. Kan de begge anbefales?
Hvis ja, kan de fås i Danmark (på dansk)?
0 -
Aha, så Doom Patrol kom først! Så har jeg set dem i den rigtige rækkefølge :-)
Jeg har ikke læst nogle af de to comic books. Kan de begge anbefales?
Hvis ja, kan de fås i Danmark (på dansk)?
I tegneserieform kom Doom Patrol først, ja.
Ifølge IMDb, udkom første afsnit af de to tv-serier samme dag, dog blev Doom Patrol introduceret i Titans et afsnit eller to, før de fik deres egne serier.
Der findes noget Doom Patrol på dansk, men det er en serie som har kørt siden 1960'erne, så der er ret meget at læse. Grant Morrisons run kom til i 90'erne, men jeg aner ikke om nogle af dem findes på dansk, noget af Doom Patrol gør måske, men det er mange år siden, at man udgav superheltetegneserier på dansk på regulær basis. Jeg går ud fra at de fleste danske læsere droppede det, fordi de er gode til engelsk og det bedre kan betale sig bare at købe de amerikanske udgivelser.
De kan sagtens findes i Danmark, jeg har købt de to første Umbrella Academy-bøger i København og mindes at have set Grant Morrisons Doom Patrol i butikkerne også.
1 -
The Umbrella Academy (sæson 1)
Hvis det ikke var fordi sæsonen ender med noget af en cliffhanger, så er jeg ikke sikker på, at jeg orkede endnu en sæson. Men jeg bliver nok lige nødt til at finde ud af, om Verden går under eller ej.
Anden sæson er bedre end første, hvis du spørger mig (hvilket du jo ikke gjorde, men jeg svarer alligevel).
Uden at have set Doom Patrol er jeg ret enig i den bedømmelse af første sæson, som jeg også ville give et sted mellem 3 og 4 på en 6-skala.
Anden sæson vil jeg give en karakter højere (altså, mellem 4 og 5 alt efter humør på dagen) baseret på, at nogle af ankepunkterne bliver mindre. En karakter som Klaus bliver mindre irriterende, mens Diego på en eller anden måde bliver... Sjovere..
Allison har en interessant personlig udvikling, men indrømmet, så fortsætter Luther med at være ret intetsigende...
5 bliver kun mere og mere interessant og tilbage er der så Vanya, som... Ja, jeg tror lidt, hendes personlige arc og udvikling er af slagsen, der deler holdningerne, men jeg kunne godt lide det.
Nogle karakterer fra 1. sæson savnes, mens der er i hvert fald to af de nye (en fremtrædende og en mindre rolle), som jeg hilste meget velkommen.
1 -
The Umbrella Academy (sæson 1)
Det er nærmest umuligt at snakke om The Umbrella Academy uden at komme ind på Doom Patrol. De to serier minder så meget om hinanden, at det nærmer sig det bizarre.
Begge serier handler om en gruppe dysfunktionelle personer med personlige traumer. De har meget specielle og varierede kræfter. Og disse kræfter er i høj grad mere til besvær end gavn. Eksempelvis har Klaus (Umbrella Academy) og Larry (Doom Patrol) en "usynlig ven", som kun han kan snakke med. De er i øvrigt begge homoseksuelle og har mistet deres livs kærlighed langt tilbage i fortiden.
I begge serier har gruppen en ældre exentrisk farfigur, som har samlet dem i et stort gammelt hus. Han påstår at ville hjælpe dem, men i virkligheden bruger han dem til sine egne formål. Og hans motiver leder tilbage til en gammel kærlighed.
I begge serier spærrer gruppens farfigur sin datter inde, fordi hun har så store potentielle kræfter, at det kan udløse verdens undergang.
Begge serier har som overordnede præmis, at det ikke handler om bekæmpelse af en superskurk. Ja ok, der er da nogle skurke med. Men det helt primære er fokus på karakterene og deres personlige problemer og indbyrdes forhold.
Med to serier der ligner hinanden så meget, så vil man med stor sandsynlighed bedst kunne lide den serie, som man så først.
Det var nogle af lighederne. Der er bestemt også forskelle. Og de ligger i stilen. Doom Patrol er meget wacky og fyldt med humor. The Umbrella Academy er langt mere alvorlig og mørk. Når The Umbrella Academy forsøger sig med tempofyldt action og humor, så bevæger vi os over i stiløvelser svarende til noget af det, som serien Preacher gjorde brug af for nogle år siden. Desværre ikke nær så godt som Preacher.
Den store fokus på personlige traumer, den alvorlige stil, og manglen på en egentlig superskurk gør, at det er helt essentielt, at man har sympati med de 6 medlemmer af Umbrella Academy. Her kommer den til at halte for mit vedkommende. Jeg hepper på Vanya og hendes ven Leonard (som for mig i lang tid var den mest interessante karakter). Dvs. lige indtil afsnit 9, hvor det vender på en tallerken. Tilbage er der så Number 5, som er helt forrygende. Både karakteren og den unge skuespiller. Også sidekarakteren Hazel kan man ikke andet end elske (spillet af fantastieke Cameron Britton fra Mindhunter).
Men alle de andre (Luther, Diego, Klaus, og Allison) er nogle trælse typer, som det er svært at holde af. Især den bedrevidende Allison er voldsomt irriterende.
Hvis det ikke var fordi sæsonen ender med noget af en cliffhanger, så er jeg ikke sikker på, at jeg orkede endnu en sæson. Men jeg bliver nok lige nødt til at finde ud af, om Verden går under eller ej.
3½ / 6 stjerner.
Jeg havde en bedre oplevelse med den - men har så ikke set Doom Patrol, som jeg tolker at det burde jeg :-)
1 -
Jeg havde en bedre oplevelse med den - men har så ikke set Doom Patrol, som jeg tolker at det burde jeg :-)
Ja, det bør du. Men husk at give den en chance med mindst 8 afsnit, for det tager en del episoder, før man engagerer sig i karakterene.
Det hænger bl.a. sammen med, at der er to af de primære personer, som slet ikke har et ansigt, og dermed ikke kan udtrykke følelser. Altså bortset fra i de mange flashbacks.
En stor mængde flashbacks er endnu en ting de to serier har til fælles.
1 -
Anden sæson er bedre end første, hvis du spørger mig (hvilket du jo ikke gjorde, men jeg svarer alligevel).
Uden at have set Doom Patrol er jeg ret enig i den bedømmelse af første sæson, som jeg også ville give et sted mellem 3 og 4 på en 6-skala.
Anden sæson vil jeg give en karakter højere (altså, mellem 4 og 5 alt efter humør på dagen) baseret på, at nogle af ankepunkterne bliver mindre. En karakter som Klaus bliver mindre irriterende, mens Diego på en eller anden måde bliver... Sjovere..
Allison har en interessant personlig udvikling, men indrømmet, så fortsætter Luther med at være ret intetsigende...
5 bliver kun mere og mere interessant og tilbage er der så Vanya, som... Ja, jeg tror lidt, hendes personlige arc og udvikling er af slagsen, der deler holdningerne, men jeg kunne godt lide det.
Nogle karakterer fra 1. sæson savnes, mens der er i hvert fald to af de nye (en fremtrædende og en mindre rolle), som jeg hilste meget velkommen.
Super. Jeg er netop blevet overbevist. :-)
0 -
Ja, det bør du. Men husk at give den en chance med mindst 8 afsnit, for det tager en del episoder, før man engagerer sig i karakterene.
Det hænger bl.a. sammen med, at der er to af de primære personer, som slet ikke har et ansigt, og dermed ikke kan udtrykke følelser. Altså bortset fra i de mange flashbacks.
En stor mængde flashbacks er endnu en ting de to serier har til fælles.
Spændende - lyder afgjort som en serie jeg skal i gang med :-)
0 -
The Umbrella Academy (sæson 2)
Sæson 2 starter direkte hvor første sæson sluttede. Number 5 tager hele familien med tilbage i tiden til 1960’erne i et forsøg på at undgå verdens undergang. Men Number 5 havde ikke før prøvet at tage andre med i et tidshop, og den manglende erfaring medfører, at hver af de seks søskende lander på forskellige tidspunkter i 1960’ernes Texas.
De første 5 afsnit af sæson 2 går så med, at de skal forsøge at finde hinanden. Samtidig bruges der en masse tid på at vise os, hvad de hver især går rundt og laver. Allison er eksempelvis blevet gift og arbejder i en hårsalon. Hun er blevet langt mere sympatisk end i sæson 1, og den – udover Number 5 – som er mest interessant at følge. Diego, Klaus og Luther er stadig nogle tumper, som der spildes alt for meget skærmtid med.
Serien sætter hak ved en række politiske korrekte temaer. Der er repræsenteret homoseksuelle mænd, biseksuelle kvinder, undertrykkelse af sorte, og undertrykkelse af kvinder. Alt sammen vældig fint, men ikke noget der bringer hovedhistorien fremad.
Hovedhistorien vedrører Kommissionen, den farverige The Handler, og ikke mindst hendes nye håndlanger Lila. Der er også kommet nogle svenskere til, men de kan på ingen måde hamle op med Hazel og Cha Cha fra første sæson mht. karisma og kemi.
Hele idéen med Kommissionen og tidsrejsebureauet er ganske interessant, men det går godt nok langsomt med at komme til sagen. En anden interessant ting er, at vi får mere at vide om deres mystiske far. Der skrabes desværre kun meget lidt i overfladen, så det lader til, at man må vente til en senere sæson med at komme i dybden med ham.
Efter at der brugt 5 afsnit på at finde hinanden, går de næste 4 afsnit med at mundhugges om, hvad planen så skal være. Number 5 er den eneste, der taler fornuftens stemme, så det er ikke sådan lige at stå united som team. Men så endelig, i afsnit 10, går det løs, og vi får en glimrende finale. Og alt er godt igen – måske!
3/6 stjerner.
0 -
Gangs of London (sæson 1)
Hold da fast en vild serie! Gareth Evans har virklig formået at blande hårdtpumpet og bloddryppende action med en super spændende fortælling om en gangsterfamilie på et skråplan.
Serien er i høj grad blevet solgt på de mange MEGET blodige og intense slåskampe og gunfights. Det er ret unikt at se SÅ meget velkoreograferet action i hvert eneste afsnit af en tv-serie. Og det bliver aldrig ensformigt. Hvert afsnit har et nyt take på, hvad vi denne gang skal underholdes med af lemlæstelser, likvideringer, nedslagtninger, tortur m.v.
En serie kan dog ikke leve alene på vold og action. Og man skal ikke forvente, at der er tale om action fra start til slut. Historiefortællingen fylder en del mere end actiondelen gør. Og det er godt. For det er en virklig god historie med masser af plot, drama, spænding, og intriger.
Kort fortalt handler det om familien Wallace, som sidder på toppen af kriminaliteten i London. Familieoverhovedet Finn bliver slået ihjel i starten af første afsnit. Det bliver tilsyneladende udført af et par tilfældige bøller. Men hvem står bag - og hvorfor?
Og her er det at historiens kompleksitet kommer ind i billedet. I midten har vi familien Wallace og deres nærmeste allierede, familien Dunami. De er splittet i "what to do next". Nogle mener, at det er bedst at holde hjulene i forretningen kørende, mens andre bare vil have hævn. Det bliver så yderligere kompliceret af, at Finn tog nogle hemmeligheder med i graven, og dette er noget der på meget alvorlig vis truer forretningen.
Men det er kun hovedplottet. På sidelinien har vi pakistanerne og kurderne, som har en krig kørende om, hvem der skal samarbejde med Wallace om herointransporten. Albanerne og afrikanerne kører en sidegesjæft, der ikke er godkendt af Wallace. Sigøjnerne er muligvis indblandet i mordet på Finn, og så skal man ikke glemme den danske gruppe (ja, danskere), som i den grad mener det alvorligt! Nå ja, og endelig er der selvfølgelig også lige politiet og et par undercover agenter...
Alle disse grupperinger skal man holde styr på. Men det er faktisk fortalt så godt, at man aldrig er i tvivl om, hvem der er hvem. Det er i sig selv noget af en bedrift.
Det er lige præcis denne kombination af god historiefortælling med kød på, og så vanvittig underholdende action, der gør denne serie til det mest hotte lige nu.
5½/6 stjerner.
1 -
Gangs of London (sæson 1)
Hold da fast en vild serie! Gareth Evans har virklig formået at blande hårdtpumpet og bloddryppende action med en super spændende fortælling om en gangsterfamilie på et skråplan.
Serien er i høj grad blevet solgt på de mange MEGET blodige og intense slåskampe og gunfights. Det er ret unikt at se SÅ meget velkoreograferet action i hvert eneste afsnit af en tv-serie. Og det bliver aldrig ensformigt. Hvert afsnit har et nyt take på, hvad vi denne gang skal underholdes med af lemlæstelser, likvideringer, nedslagtninger, tortur m.v.
En serie kan dog ikke leve alene på vold og action. Og man skal ikke forvente, at der er tale om action fra start til slut. Historiefortællingen fylder en del mere end actiondelen gør. Og det er godt. For det er en virklig god historie med masser af plot, drama, spænding, og intriger.
Kort fortalt handler det om familien Wallace, som sidder på toppen af kriminaliteten i London. Familieoverhovedet Finn bliver slået ihjel i starten af første afsnit. Det bliver tilsyneladende udført af et par tilfældige bøller. Men hvem står bag - og hvorfor?
Og her er det at historiens kompleksitet kommer ind i billedet. I midten har vi familien Wallace og deres nærmeste allierede, familien Dunami. De er splittet i "what to do next". Nogle mener, at det er bedst at holde hjulene i forretningen kørende, mens andre bare vil have hævn. Det bliver så yderligere kompliceret af, at Finn tog nogle hemmeligheder med i graven, og dette er noget der på meget alvorlig vis truer forretningen.
Men det er kun hovedplottet. På sidelinien har vi pakistanerne og kurderne, som har en krig kørende om, hvem der skal samarbejde med Wallace om herointransporten. Albanerne og afrikanerne kører en sidegesjæft, der ikke er godkendt af Wallace. Sigøjnerne er muligvis indblandet i mordet på Finn, og så skal man ikke glemme den danske gruppe (ja, danskere), som i den grad mener det alvorligt! Nå ja, og endelig er der selvfølgelig også lige politiet og et par undercover agenter...
Alle disse grupperinger skal man holde styr på. Men det er faktisk fortalt så godt, at man aldrig er i tvivl om, hvem der er hvem. Det er i sig selv noget af en bedrift.
Det er lige præcis denne kombination af god historiefortælling med kød på, og så vanvittig underholdende action, der gør denne serie til det mest hotte lige nu.
5½/6 stjerner.
Perfekt, jeg starter på at se den i weekenden :-)
1 -
Gangs of London (sæson 1)
Hold da fast en vild serie! Gareth Evans har virklig formået at blande hårdtpumpet og bloddryppende action med en super spændende fortælling om en gangsterfamilie på et skråplan.
Serien er i høj grad blevet solgt på de mange MEGET blodige og intense slåskampe og gunfights. Det er ret unikt at se SÅ meget velkoreograferet action i hvert eneste afsnit af en tv-serie. Og det bliver aldrig ensformigt. Hvert afsnit har et nyt take på, hvad vi denne gang skal underholdes med af lemlæstelser, likvideringer, nedslagtninger, tortur m.v.
En serie kan dog ikke leve alene på vold og action. Og man skal ikke forvente, at der er tale om action fra start til slut. Historiefortællingen fylder en del mere end actiondelen gør. Og det er godt. For det er en virklig god historie med masser af plot, drama, spænding, og intriger.
Kort fortalt handler det om familien Wallace, som sidder på toppen af kriminaliteten i London. Familieoverhovedet Finn bliver slået ihjel i starten af første afsnit. Det bliver tilsyneladende udført af et par tilfældige bøller. Men hvem står bag - og hvorfor?
Og her er det at historiens kompleksitet kommer ind i billedet. I midten har vi familien Wallace og deres nærmeste allierede, familien Dunami. De er splittet i "what to do next". Nogle mener, at det er bedst at holde hjulene i forretningen kørende, mens andre bare vil have hævn. Det bliver så yderligere kompliceret af, at Finn tog nogle hemmeligheder med i graven, og dette er noget der på meget alvorlig vis truer forretningen.
Men det er kun hovedplottet. På sidelinien har vi pakistanerne og kurderne, som har en krig kørende om, hvem der skal samarbejde med Wallace om herointransporten. Albanerne og afrikanerne kører en sidegesjæft, der ikke er godkendt af Wallace. Sigøjnerne er muligvis indblandet i mordet på Finn, og så skal man ikke glemme den danske gruppe (ja, danskere), som i den grad mener det alvorligt! Nå ja, og endelig er der selvfølgelig også lige politiet og et par undercover agenter...
Alle disse grupperinger skal man holde styr på. Men det er faktisk fortalt så godt, at man aldrig er i tvivl om, hvem der er hvem. Det er i sig selv noget af en bedrift.
Det er lige præcis denne kombination af god historiefortælling med kød på, og så vanvittig underholdende action, der gør denne serie til det mest hotte lige nu.
5½/6 stjerner.
Har arbejdet sammen med Mads Koudal som er med i den for en del år siden, meget fedt at se ham dukke op rundt omkring i diverse film og serier :)
1 -
Turde ikke rigtigt læse, da det var en ret langt skriv som næsten må fortælle mere end jeg endnu vil vide. Men det jeg læste, wow! Hvor tanden har du set den hele henne?
0 -
Har arbejdet sammen med Mads Koudal som er med i den for en del år siden, meget fedt at se ham dukke op rundt omkring i diverse film og serier :)
Der var et langt interview med ham i Han Duo. Han virker meget sympatisk og fredelig - hvilket står ret meget i kontrast til hans rolle i serien.
1 -
Turde ikke rigtigt læse, da det var en ret langt skriv som næsten må fortælle mere end jeg endnu vil vide. Men det jeg læste, wow! Hvor tanden har du set den hele henne?
Du kan rolig læse hele teksten, da jeg kun berører selve handlingen meget overordnet. Og hvis man har set første afsnit, så kender man allerede præmissen.
Med en VPN tjeneste bor man i hele verden og kan derfor abonnere på de enkelte landes streamingtjenester. eksempelvis SKY i England. Hvis man ikke gider bøvle med det, så kan Gangs of London allerede nu købes på bluray.
2 -
Har arbejdet sammen med Mads Koudal som er med i den for en del år siden, meget fedt at se ham dukke op rundt omkring i diverse film og serier :)
Uh hvis Mads er med, skal den da have et syn. Selvom jeg kun har været med på Definitely Dead. Husker jeg ham tydeligt. Fedt at se at han er nået så langt.
Kan være det er nu man skulle prøve igen at få "Mord på mere end en måde" udgivet i biograferne, så kan den måske også bidrage lidt til at holde biograferne kørende, i denne tid :)
0 -
Du kan rolig læse hele teksten, da jeg kun berører selve handlingen meget overordnet. Og hvis man har set første afsnit, så kender man allerede præmissen.
Med en VPN tjeneste bor man i hele verden og kan derfor abonnere på de enkelte landes streamingtjenester. eksempelvis SKY i England. Hvis man ikke gider bøvle med det, så kan Gangs of London allerede nu købes på bluray.
Åh takker:)
0 -
Som angivet i Moovys anmeldelse kan man nu også bare streame Gangs of London på C More uden for megen bøvl. ;)
0 -
Som angivet i Moovys anmeldelse kan man nu også bare streame Gangs of London på C More uden for megen bøvl. ;)
Ja, det dog ikke hele sæsonen endnu. Der ligger 4 afsnit.
0 -
Schitt's Creek (sæson 1-3)
Da Schitt's Creek efter den 6. og sidste sæson høstede Emmy'er for både bedste komedie, bedste instruktør, bedste manuskript, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, og bedste kvindelige birolle - plus et par stykker mere - ja så blev jeg simpelt hen nød til at finde ud af, hvad dette er for en størrelse.
Og det er meget simpelt. En ULTRA rig familie går konkurs (pga. noget skatte-et-eller-andet), og så bliver de nød til at flytte ind på et billigt 0-stjerners motel i den lille flække Schitt's Creek ude på landet.
Familien består af far, mor og to voksne børn af hvert køn. De er selvfølgelig alle mega snobbede og usympatiske til at starte med. Så det er et kultursammenstød af dimensioner, når de tvinges til at leve blandt de ret så simple folk i den lille by.
Faderen Johnny spilles af Eugene Levy, som vi alle kender som den sjove pinlige far i American Pie filmene. Hans søn David spilles af hans rigtige søn, Dan Levy, og de to er faktisk skaberne bag serien. Moderen Moira spilles af Cathrine O'Hara, og datteren Alex spilles af Annie Murphy.
De er alle fire fuldstændig geniale. Fra at være irriterende i starten udvikler de sig stille og roligt til nogle meget elskværdige personer, som det bare er super hyggeligt at hænge ud med. De er samtidig temmelige exentriske, og man skal ikke forvente, at realismen er i højsædet. Der er omvendt heller ikke tale om falden-på-halen komik. Humoren er meget underspillet og knyttet til deres særprægede personligheder, og de sammenstød de har med de andre herlige beboere i byen.
Afsnittene er på ca. 20 minutter hver og fungerer som super fin pauseunderholdning fra alt det andet. Og så er den perfekt til at se sammen med fruen.
Baseret på de første 3 sæsoner ligger den på 4 ud af 6 stjerner.
1 -
Schitt's Creek (sæson 1-3)
Da Schitt's Creek efter den 6. og sidste sæson høstede Emmy'er for både bedste komedie, bedste instruktør, bedste manuskript, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, og bedste kvindelige birolle - plus et par stykker mere - ja så blev jeg simpelt hen nød til at finde ud af, hvad dette er for en størrelse.
Og det er meget simpelt. En ULTRA rig familie går konkurs (pga. noget skatte-et-eller-andet), og så bliver de nød til at flytte ind på et billigt 0-stjerners motel i den lille flække Schitt's Creek ude på landet.
Familien består af far, mor og to voksne børn af hvert køn. De er selvfølgelig alle mega snobbede og usympatiske til at starte med. Så det er et kultursammenstød af dimensioner, når de tvinges til at leve blandt de ret så simple folk i den lille by.
Faderen Johnny spilles af Eugene Levy, som vi alle kender som den sjove pinlige far i American Pie filmene. Hans søn David spilles af hans rigtige søn, Dan Levy, og de to er faktisk skaberne bag serien. Moderen Moira spilles af Cathrine O'Hara, og datteren Alex spilles af Annie Murphy.
De er alle fire fuldstændig geniale. Fra at være irriterende i starten udvikler de sig stille og roligt til nogle meget elskværdige personer, som det bare er super hyggeligt at hænge ud med. De er samtidig temmelige exentriske, og man skal ikke forvente, at realismen er i højsædet. Der er omvendt heller ikke tale om falden-på-halen komik. Humoren er meget underspillet og knyttet til deres særprægede personligheder, og de sammenstød de har med de andre herlige beboere i byen.
Afsnittene er på ca. 20 minutter hver og fungerer som super fin pauseunderholdning fra alt det andet. Og så er den perfekt til at se sammen med fruen.
Baseret på de første 3 sæsoner ligger den på 4 ud af 6 stjerner.
Herligt skriv - har lige fået C-More, hvor alle afsnit ligger. Lyder som noget der skal ses med fruen ;-)
1 -
Fargo (sæson 4)
De to første sæsoner af Fargo var mesterlige. Så kom sæson 3, der desværre skuffede lidt - men som dog stadig havde alle de grundelementer, som man forventer i Fargo.
Men sæson 4 - den er derimod noget helt, helt andet.
For det første, så foregår den slet ikke i Fargo. Men 100% i Kansas City.
For det andet, så er hovedpersonen ikke længere en eller anden civil person, der får rodet sig ud i nogle uheldige ting med det kriminelle miljø. Og der er heller ikke en tydelig Fargo-agtig skurk med sære tilbøjligheder.
I stedet kunne man kalde denne sæson 4 for "Gangs of Kansas City".
Vi får severet historien om mafiaens opståen i Kansas City, og går helt tilbage til år 1900, og herfra videre frem til 1950, hvor den egentlige historie udspiller sig. Hovedpersonerne er på den ene side den etablerede italienske familie, og på den anden side den nytilkomne Cannon-familie (ledet af Chris Rock's karakter).
Begge sider bliver skildret nuanceret, og ens sympati skifter hele tiden fra den ene lejr til den anden. Så hvis man gerne vil have en tydelig helt og en tydelig skurk, så kan det være en frustrerende oplevelse. Men jeg kunne nu meget godt lide det. Faktisk var det ganske forfriskende.
Udover at følge lederne i de to stridende familier, så er der en lang række andre farverige personer, som krydrer historien: en super exentrisk (og skingrende skør) sygeplejeske fra Minnesota. 2 dødsensfarlige kvinder, der netop er flygtet fra et fængsel. En kæk US marshal fra Utah, som (selvfølgelig) bliver spillet af Timothy Olyphant. En korrupt politimand med OCD, der skifter side lige så tit som kvinder skifter sko. En irsk gangster med et jødisk navn, som arbejder for italienerne. Og ikke mindst en bedemandsforretning, hvor datterens skoleprojekt udgør en form for rammefortælling for det hele.
Chris Rock står øverst på rollelisten. Men man skal ikke lade sig narre. Skærmtiden bliver ligeligt fordelt mellem de to familier og de mange øvrige hovedpersoner. For der er ingen egentlige hovedpersoner. Alle er hovedpersoner.
Det fede ved serien er, at der er mange herlige tråde at holde styr på. Alle karakterene er interessante. De er på én gang skildret nuancerede og realistiske, og samtidig opfører de sig far-out surrealistisk. Det ene øjeblik hepper man på dem, og det næste øjeblik ønsker man, at de bliver nakket. Heldigvis kan man ikke gætte, hvad der vil ske - og hvis man prøver, så gætter man forkert.
Der er ikke mangel på syrede nye drejninger. Og der er masser af underholdnign i form af blod og død. Men man skal nok have lidt tålmodighed, for handlingen skrider ikke super hurtigt frem i starten.
4/6 stjerner.
1 -
Den er flere steder rated en del lavere end de forrige sæsoner. Ikke at ratings er alt. Men når det kommer til serier, får jeg mine betænkeligheder om jeg gider sidde igennem en hel sæson.
Hvordan vil du måle den op imod de tre første sæsoner?
0 -
Fargo (sæson 4)
De to første sæsoner af Fargo var mesterlige. Så kom sæson 3, der desværre skuffede lidt - men som dog stadig havde alle de grundelementer, som man forventer i Fargo.
Men sæson 4 - den er derimod noget helt, helt andet.
For det første, så foregår den slet ikke i Fargo. Men 100% i Kansas City.
For det andet, så er hovedpersonen ikke længere en eller anden civil person, der får rodet sig ud i nogle uheldige ting med det kriminelle miljø. Og der er heller ikke en tydelig Fargo-agtig skurk med sære tilbøjligheder.
I stedet kunne man kalde denne sæson 4 for "Gangs of Kansas City".
Vi får severet historien om mafiaens opståen i Kansas City, og går helt tilbage til år 1900, og herfra videre frem til 1950, hvor den egentlige historie udspiller sig. Hovedpersonerne er på den ene side den etablerede italienske familie, og på den anden side den nytilkomne Cannon-familie (ledet af Chris Rock's karakter).
Begge sider bliver skildret nuanceret, og ens sympati skifter hele tiden fra den ene lejr til den anden. Så hvis man gerne vil have en tydelig helt og en tydelig skurk, så kan det være en frustrerende oplevelse. Men jeg kunne nu meget godt lide det. Faktisk var det ganske forfriskende.
Udover at følge lederne i de to stridende familier, så er der en lang række andre farverige personer, som krydrer historien: en super exentrisk (og skingrende skør) sygeplejeske fra Minnesota. 2 dødsensfarlige kvinder, der netop er flygtet fra et fængsel. En kæk US marshal fra Utah, som (selvfølgelig) bliver spillet af Timothy Olyphant. En korrupt politimand med OCD, der skifter side lige så tit som kvinder skifter sko. En irsk gangster med et jødisk navn, som arbejder for italienerne. Og ikke mindst en bedemandsforretning, hvor datterens skoleprojekt udgør en form for rammefortælling for det hele.
Chris Rock står øverst på rollelisten. Men man skal ikke lade sig narre. Skærmtiden bliver ligeligt fordelt mellem de to familier og de mange øvrige hovedpersoner. For der er ingen egentlige hovedpersoner. Alle er hovedpersoner.
Det fede ved serien er, at der er mange herlige tråde at holde styr på. Alle karakterene er interessante. De er på én gang skildret nuancerede og realistiske, og samtidig opfører de sig far-out surrealistisk. Det ene øjeblik hepper man på dem, og det næste øjeblik ønsker man, at de bliver nakket. Heldigvis kan man ikke gætte, hvad der vil ske - og hvis man prøver, så gætter man forkert.
Der er ikke mangel på syrede nye drejninger. Og der er masser af underholdnign i form af blod og død. Men man skal nok have lidt tålmodighed, for handlingen skrider ikke super hurtigt frem i starten.
4/6 stjerner.
Jeg mangler lige at få set det sidste afsnit - men var et par gange undervejs ved at skippe denne sæson. Som du meget sigende påpeger - så mangler der simpelthen hovedperson(er) - der er ikke rigtig nogen af de skæve eksistenser som man kommer til at føle noget for undervejs.
Det hele føles lidt som om at man har opfundet nogle karakterer - og så bare ikke har gidet at skrive en historie.
Hvis vi skal holde os til din skala så rammer jeg mere 3/6 - uden at have brug for at se mere, hvis de ikke vil mere med det.
0 -
Den er flere steder rated en del lavere end de forrige sæsoner. Ikke at ratings er alt. Men når det kommer til serier, får jeg mine betænkeligheder om jeg gider sidde igennem en hel sæson.
Hvordan vil du måle den op imod de tre første sæsoner?
Du får mit bud. Det er den ringeste, hidtil.
Sæson 1; 9/10. Sæson 2; 9/10. Sæson 3; 8/10 Sæson 4; 6/10
1 -
Du får mit bud. Det er den ringeste, hidtil.
Sæson 1; 9/10. Sæson 2; 9/10. Sæson 3; 8/10 Sæson 4; 6/10
Jeg kan se vi er helt enige om de tre første sæsoner. Så tror jeg at jeg skipper denne. Takker:)
1 -
Jeg kan se vi er helt enige om de tre første sæsoner. Så tror jeg at jeg skipper denne. Takker:)
Var så lidt. Du går virkelig ikke glip af noget ;-)
1 -
Var så lidt. Du går virkelig ikke glip af noget ;-)
Havde det været en film, så have jeg bedre gide tage chancen. Men det kan godt være lidt et helvede at sidde igennem en blot “solid” serie synes jeg.
1 -
Havde det været en film, så have jeg bedre gide tage chancen. Men det kan godt være lidt et helvede at sidde igennem en blot “solid” serie synes jeg.
Helt enig - og denne er virkelig en sejtrækker. Som sagt et par sjove figurer, uden indhold.
1 -
Den er flere steder rated en del lavere end de forrige sæsoner. Ikke at ratings er alt. Men når det kommer til serier, får jeg mine betænkeligheder om jeg gider sidde igennem en hel sæson.
Hvordan vil du måle den op imod de tre første sæsoner?
Sæson 4 kan helt sikkert ikke måle sig med de to første sæsoner, som jeg vil rate til 5 store stjerner ud af 6.
Sæson 3 havde nogle få interessante karakterer i form af Carrie Coon's politibetjent og David Thewlis' syrede bulimi-skurk. Men Ewan McGregor brødrene sagde mig ikke rigtig noget, og jeg blev aldrig for alvor engageret i historien. Sæson 3 lander for mig på 4 små stjerner.
Så kan jeg faktisk bedre lide sæson 4, som er til 4 store stjerner. Det er rigtigt, at den er lidt langsommelig. Og man bliver helt sikkert skuffet, hvis man sætter sig ned og forventer Fargo-stemning og humor. Vi er meget mere ovre i Miller's Crossing universet.
Men ser man den som et uafhængigt gangster-drama, så kan den bestemt noget. Jeg så den ret komprimeret i løbet af 3 dage, hvilket jo så også hjælper på, at den ikke føles langsommelig. Hvis jeg havde set ét afsnit om ugen, så var jeg helt sikkert blevet utålmodig.
Jeg følte faktisk, at jeg kom ind under huden på de fleste af karakterene. Især kunne jeg rigtig godt lide Josto og Rabbi, som begge havde været ofre for børnebytteri i deres forældres forsøg på fredsaftaler med den rivaliserende bande. Rabbi hele to gange, hvilket må sætte nogle spor på sjælen. Og så den herlige Josto, som tror, at han er en Michael Corleone - bare ægerligt at hans taktiske snilde kan ligge på et ret lille sted.
0 -
Sæson 4 kan helt sikkert ikke måle sig med de to første sæsoner, som jeg vil rate til 5 store stjerner ud af 6.
Sæson 3 havde nogle få interessante karakterer i form af Carrie Coon's politibetjent og David Thewlis' syrede bulimi-skurk. Men Ewan McGregor brødrene sagde mig ikke rigtig noget, og jeg blev aldrig for alvor engageret i historien. Sæson 3 lander for mig på 4 små stjerner.
Så kan jeg faktisk bedre lide sæson 4, som er til 4 store stjerner. Det er rigtigt, at den er lidt langsommelig. Og man bliver helt sikkert skuffet, hvis man sætter sig ned og forventer Fargo-stemning og humor. Vi er meget mere ovre i Miller's Crossing universet.
Men ser man den som et uafhængigt gangster-drama, så kan den bestemt noget. Jeg så den ret komprimeret i løbet af 3 dage, hvilket jo så også hjælper på, at den ikke føles langsommelig. Hvis jeg havde set ét afsnit om ugen, så var jeg helt sikkert blevet utålmodig.
Jeg følte faktisk, at jeg kom ind under huden på de fleste af karakterene. Især kunne jeg rigtig godt lide Josto og Rabbi, som begge havde været ofre for børnebytteri i deres forældres forsøg på fredsaftaler med den rivaliserende bande. Rabbi hele to gange, hvilket må sætte nogle spor på sjælen. Og så den herlige Josto, som tror, at han er en Michael Corleone - bare ægerligt at hans taktiske snilde kan ligge på et ret lille sted.
Du er tæt på at jeg må lave en kontra:) Meeen du ratede den dog “kun” 4/6. Jeg ser tiden an, om jeg får plads i kalenderen:D Tak for et fyldigt svar.
1 -
The Undoing
Jeg havde ikke de store forhåbninger til The Undoing, før jeg satte mig ned. Jeg var nemlig ikke særlig vild med The Night Manager, som jeg synes er alt for overvurderet. Og hele præmissen for The Undoing var ikke noget, der talte til min smag. Meeeen - det er jo vores egen Susanne Bier, så jeg følte, at jeg i det mindste burde tjekke det første afsnit ud.
Jeg ventede klogeligt til alle afsnittene var tilgængelige. For det ene afsnit tog bare det andet. Man skulle lige igennem 20-25 minutters intro til de riges liv i New York, og så - bum - skete der noget, og jeg var hjælpeløst hooked.
De fire første afsnit er nærmest fremragende. Alle karakterer spiller fortrinligt og - super vigtigt - de er alle troværdige i deres opførsel og handlinger. Hvilket bestemt ikke er en garanti i den slags krimidrama.
Historien er samtidig mega gribende. Nicole Kidman's Grace kommer fra allerførste afsnit i en forfærdelig situation, da hun og hendes familie bliver mistænkt for både det ene og det andet ifm. et mord på en kvinde. Vi oplever historien gennem Grace' øjne, og man mærker tydeligt uretfærdigheden og tvivlen på egen krop. I hvert afsnit afsløres der nye spændende detaljer omkring mordet og personerne. Og de i forvejen komplekse karakterer bliver endnu mere interessante at følge.
Jeg havde en rimelig klar fornemmelse for, hvilken vej det hele ville bære. Men gennem alle de fire første afsnit, var jeg alligevel i tvivl og nåede at opspinde alle mulige alternative teorier inde i mit hovede. I afsnit 5 bliver kanonerne så for alvor sat i stilling til den finale, som jeg lidt havde frygtet. Og i afsnit 6 kører det hele så desværre af sporet og bliver alt for melodramatisk, samtidig med at troværdigheden falder.
Den forventede/frygtede/skuffende - slutning skal dog ikke afholde mig fra at give miniserien en samlet score på 4 ud af 6 stjerner.
1