Foundation (sæson 3)
Der findes ingen bedre sci-fi serie p.t. end Foundation. Det er ganske enkelt fremragende på langt de fleste parametre. Bare læs Eirik Bull’s fantastiske anmeldelse:
www.moovy.dk/anmeldelser/serie/Foundation-Saeson-3
Hvis man ikke lader sig afskrække af komkpleksiteten, og hvis man synes det er fedt at dykke ned i de mange detaljer af både plotmæssig og filosofisk karakter, så skal man helt klart give den en chance.
Hvis plottet skal koges helt ned, så befinder vi os i et planetarisk Imperium, som styres af en tre-enighed af kejserkloner. I sæson 1 blev det forudsagt, at imperiet vil gå til grunde indenfor nogle få hundrede år og medføre en lang mørk periode. For at undgå det dannes der en ”foundation”, som skal bevare imperiets værdier til fremtiden.
I sæson 1 så vi den spæde start på the foundation. I sæson 2 havde den fået fodfæste og allieret sig med en række andre planeter. Og her i sæson 3 er the foundation blevet så stor, at den nu er en reel trussel og en slags oprørsbevægelse mod Imperiet. Så det der startede som noget, der skulle støtte imperiet, er nu blevet det modsatte.
Der går flere hundrede år mellem hver sæson, så man skal vænne sig til, at der er en masse nye personer at forholde sig til i starten af hver sæson. Der er dog også en række gengangere. Herunder ikke mindst de tre kejserkloner Brother Dawn (den kommende kejser), Brother Day (den nuværende kejser) og Brother Dusk (den forhenværende kejser). De spilles naturligt nok af de samme skuespillere, selv om der i hver sæson er tale om nye klonvarianter med varierende personligheder.
De tre kejserkloner er castet helt perfekt. Lee Pace som Brother Day er ikke mindre end genial. Terrence Mann som Brother Dusk er også virklig fremragende. Og det er en fryd - og super interessant - at se de meget forskellige personligheder, som hver ny generation har.
Her i sæson 3 er de mere splittede end nogensinde. Brother Dawn er som en typisk teenager en idealistisk og oprørsk type. Det var han også i de to første sæsoner. Men denne gang går han et langt skridt videre.
Brother Day er blevet til en hippie, der umiddelbart er ligeglad med det hele. Han hygger sig med stoffer og damer i paladsets have dagen lang.
Og så har vi Brother Dusk... Når man som ex-kejser bliver gammel, så skal man på et eller andet tidspunkt erstattes af en baby-klon. Men det har han på ingen måde lyst til. Umiddelbart virker han som den mest fornuftige af de tre. Men uha! - det han gør til sidst er eye-popping vanvittigt.
Man kan faktisk sige om dem alle tre, at de både har super sympatiske træk – men samtidig udviser ubehagelige sociopatiske tegn. Det er et mega interessant indblik i den menneskelige natur. Serien har i det hele taget en hel del fokus på filosofiske emner.
De tre kejserkloner styrer imperiet. Og hvem styrer så The Foundation? Den blev oprettet af Hari Seldon (Jared Harris) og hans unge elev Gaal Dornick for mere end 300 år siden i sæson 1. Så de burde forlængst være døde. Men ved hjælp af cryo-sleep og hologram-kopier er de fortsat på banen.
Den helt store konflikt her i sæson 3 er superskurken The Mule (Pilou Asbæk). Han har mentale evner, der overstiger Darth Sidious og Darth Vader - tilsammen. Så han er en gigantisk trussel mod både Imperiet og The Foundation. Pilou Asbæk giver den som ventet totalt gas i rollen, og han gør det særdeles godt. Hans engelske er i øvrigt blevet meget bedre, og der er heldigvis ingen pinlig dansk accent.
Nu skrev jeg før, at det er de tre kejserkloner, der styrer Imperiet. Det er ikke helt korrekt. Jo mere serien skrider frem, jo mere bliver det tydeligt, at den egentlige hovedperson muligvis er Dermerzel. Hun er den eneste overlevende robot fra en 10.000 år gammel krig mellem mennesker og robotter. Hun er omprogrammeret til at beskytte de tre kejserkloner. Hun er på én og samme tid både den reelle hersker – den der trækker i alle trådene. Men samtidig er hun en slave. Konflikten mellem hendes inderste ønsker og hendes programmering er mega interessant og unik.
Det kan måske lyde, som om det primært en en dramaserie med en masse filosofiske tanker. Men der er i den grad også rigeligt med action og kampscener. Det er en Apple TV+ serie, og der er ikke sparet på noget som helst. Serien er visuelt sindssyg flot.
På grund af kompleksiteten vil jeg anbefale altid at læse et resumé af hvert afsnit – efter at man har set det. Et godt eksempel er den allersidste scene i det allersidste afsnit. Her ser man to personer, som man ikke umiddelbart har set før. Men den ene af dem er faktisk nøglen til at forstå et meget vigtig plotpoint. Jeg kunne ikke genkende hende, så hvis jeg ikke havde læst resuméet, så havde jeg fuldstændig misset den store ledetråd.
Sæson 3 slutter med, at man sidder chokeret på kanten af sædet. Så det er selvfølgelig træls, at man nu skal vente to år på fortsættelsen.
★★★★★½
