Nu kan jeg kun tale af erfaring, som en lavindkomst familie: Vi har en familielæge, der fx tager imod billeder på SMS af ting vi har spørgsmål ved. Vi har altid de (117) slags medicin, vi er nødt til at have i huset på enhver givet tidspunkt. Der er et varmt, hjemmelavet måltid hver aften, samt alle mellemmåltider og madpakker af varierende indholdsmæssig grad. Der er opbakning til skole og fritidsinteresser, og min datter i 9. ligger på ~10-12 i alle fag, og bryder den sociale arv, ved at komme på gymnasiet efter sommerferien.
Alle tre børn har en cykel, som de bruger. Mikkel går til fodbold to-tre gange i ugen, afhængig af kampe. De har venner, må holde fester i vores hus, vi har en god omgangstone, og de fleste virker for det meste glade og lykkelige.
At vi som forældre ikke altid er i balance i sind og krop, hører børnene ikke noget om, vi er stærke for at de ikke lader sig mærke med mangel på penge, overskud og den slags. Hvis de skal noget der koster, retter vi bare ind og tager manglen på os selv.
Vi har selv sat de børn i verden, og det er ikke deres skyld, at vi ikke altid kan få alle ender til at nå sammen. Så må vi bare selv undvære, så de har et godt liv og ikke mærker/lider nødt.
Ind til videre går det godt og de er nu 15, 13 og 10, så mon ikke det også går de sidste år før de flyver væk hjemmefra?