Nu er den her - det længe ventede indsalg om Guldagers syn på integration :) - knap 1600 ord...
----
Afledt af hele terror-snakken, kommer man jo uundgåeligt ind på immigration, integration osv. Jeg synes, man skal passe på med at blande dem sammen, for det er vidt forskellige mekanismer, der gør sig gældende. Omvendt hænger de selvfølgelig sammen i andre tilfælde - f.eks. når en immigreret, delvis integreret person udøver terrorisme. Så jeg ser det som tre forbundne begreber, men stadig egne begreber.
Immigration skyldes overordnet set push- og pull-mekanismer, hvor push er de faktorer, der får folk til at flytte, mens pull er de faktorer, der afgør, hvor man ender. Og der er vel næppe nogen, der kan fortænke en person i at flygte fra krig, død, sult, tørke osv. (Indskydelse: argumentet om, at de burde blive i deres eget land for at "redde det" eller bygge det op er tåbeligt. For det første - hvis det var så let at gøre noget ved det, så var det sgu nok gjort. For det andet - så er mange lande dybt splittet, og hvis man vælger side er man i overhængende fare for at dø). Når det er sagt, så er stortset alle lande i en eller form for fremskridt, og selvom det ikke føles sådan, så bliver verden et bedre og bedre sted, hvis man ser på den samlede befolknings levestandard og muligheder: færre fattige, flere kvinder i uddannelse osv. Så er der selvfølgelig pull-effekterne, og her kan man vel igen næppe fortænke nogen i at flytte til Danmark fremfor Burkina Faso. På den baggrund kan man godt forstå diverse danske regeringers forsøg på at gøre det uattraktivt at bo i Danmark, så pull-effekten bliver mindre. Det vender jeg tilbage til, men først en personlig holdning: jeg mener, at flygteproblematikken er et verdenssamfundsproblem. Så selvom Merkel sagde "wir schaffen das" og tog et kæmpeansvar under bølgen af immigranter i 2015, så kan man ikke bede et land om at gøre det. Derfor er lukkede grænser kontraproduktivt, fordi man signalerer, at det er andre landes problem. Det vil være i alle landes interesser at arbejde sammen, så opgaven med integration ikke bliver for stor i de enkelte lande. Jeg har ingen løsning på, hvordan immigranter skal fordeles og håndteres, og jeg har ingen ide om, hvad et endeligt antal kunne være, som Danmark skal modtage om året - selvom jeg helt sikkert mener, at vi burde tage flere flygtninge ind end vi gør nu. Men det er i bund og grund en anden diskussion end det, jeg egentlig ville skrive om, så må vist hellere komme til pointen :)
Jeg skrev om den danske pull-effekt, som er stor, fordi vi har så mange gratis ydelser og især et godt socialt sikkerhedsnet. Så kan den dovne flygtning komme herop og leve fedt på statens regning - derfor må vi hellere presse vedkommende, så der bliver gjort en indsats for at finde et job - som man så kan have indtil man skal forlade landet igen. Alt i mens man bliver set ned på pga. hudfarve eller fordi man er muslim, og ikke rigtig bliver en del af det danske samfund, fordi danskere generelt er svære at komme ind på livet af (kilde: jeg har set alt for mange youtube-videoer om amerikanere, der er flyttet til Danmark. De er selvfølgelig hvide, så det bliver ikke set ned på, men har stadig svært ved at få danske venner). Og her kommer min hovedpointe: hvorfor skulle man gide at bruge tid på et samfund, der åbenlyst ikke vil have en? Det er mit udgangspunkt for den videre tekst.
Der er selvfølgelig mange immigranter, der er i job - faktisk mere end halvdelen. Her kunne jeg forestille mig, at mange danskere tror, det er størstedelen. I 2019 var 29% af indvandrere med ikke-vestlig baggrund på offentlig forsøgelse, mens det i 2004 var 43%. Jovist, 29% er også en ret stor andel, men i stedet for at tale om integration, så burde man tale om deltagelsesmuligheder. Det er ord fra pædagogikken, hvor man bruger deltagelsesmuligheder fremfor ordet inklusion - man ser simpelthen på, hvordan man kan give en elev bedst muligheder for at deltage. Det samme bør gør sig gældende i forhold til integration: hvordan kan vi give de bedste muligheder for indvandrerne til at deltage i samfundet? Det kan man ved at sætte hårdt ind med integration til at starte med fremfor gok i nødden og symbolske håndtrykslove.
Det er umuligt at få folk til at droppe den hårde retorik, for vores natur er i mod os: mennesker er tribalistiske, så vi foretrækker vores egen gruppe. Men hjernen er også plastisk, så det kan sagtens ændres, og det burde man arbejde på. En indvandrerfjendsk retorik er i sig selv med til at udelukke, og den er også ulogisk - for hvem ved på forhånd, hvordan en indvandrer vil klare sig i samfundet? Her skal man ikke vinde folks tillid - den burde være der fra starten af. Husk på, at de fleste indvandrerer faktisk gerne vil gøre en indsats, men det er kun dem, der passer ind i en indvandrerfjendsk retorik, der bliver husket.
Det giver ingen mening at udelukke folk fra at deltage i samfundet ved at sige, at det kun er danske statsborgere, der må stemme. Det burde være afgjort af, hvor lang tid man har opholdt sig i landet (om det skal være 1 eller 5 år kan jeg ikke afgøre).
Det giver ingen mening at straffe økonomisk med en lav integrationsydelse, for det er en kortsigtet investering - eller nærmere en kortsigtet besparelse. Det vil på lang sigt være bedre at sikre sig, at folk der kommer til landet får en ordentligt start, og dermed bedre vilkår for at få en fremtid med job.
Det giver ingen mening, at immigranterne har så stort et ansvar for at blive integreret. Det burde i højere grad være statens opgave at sikre en succesfuld integration. For mig svarer det lidt til at tage en kæreste med til en fest med ens egen venner, som hun ikke har mødt, og så bare efterlade hende i entreen uden at introducere hende for nogen.
Det giver ingen mening, at man vil prøve at kvæle indvandrernes egen kultur. Alle har brug for en tryg base, og for indvandrerne er det selvfølgelig deres egen kultur. Hvad så om der bliver fejret Eid et sted? Det er på ingen måde en trussel mod det danske samfund. Lad dog folk have deres egne ritualer. Så kommer vi ind på to ting, som er lidt mere kontroversielt: halal-slagtning og omskæring. Men det skal ikke forbydes, fordi det er religiøst, det skal forbydes, hvis det er dyreplageri eller skadeligt for børnene. Men hey hov - dansk landbrug har plaget dyr i årevis, skal man så også forbyde det? Ja. Ja - det skal man.
Som jeg skrev i starten, så vil jeg ikke komme med et bud på, hvor mange vi skal tage imod - det er jo noget med økonomi og ressoucer på et nationalt plan, som jeg ikke har indblik i. Egentlig er det mindre vigtigt for mig, om vi har relativt lukkede grænser eller relativt åbne grænser, så længe vi stopper med at lave vilkårene dårligere og dårligere for dem, vi så tager imod. For igen - hvis man starter med at få et gok i nødden med en stor usikkerhed om, om man overhovedet kan blive, så kræver det en vilje af den anden verden for at blive en del af samfundet.
Så for at opsummere: alle rige lande har et ansvar for at tage imod immigranter - og ingen lande skal tage et for stort ansvar. Derfor kræver det et stærkt internationalt samarbejde. Der skal ses på deltagelsesmuligheder fremfor integration. Lad folk have deres egen kultur.
Det sidste emne: hvad så med dem, der ikke vil? dem, der skider på landets love? For mig er det et spørgsmål om ressourcer og igen deltagelsesmuligheder. Folk tager de muligheder, de kan få, og hvis det nemmeste og mest nærliggende er et liv i kriminalitet, så er det den vej, man tager. Men det hjælper ikke bare at jagte folk og dunke dem i hovedet med loven - det hjælper til gengæld at anvise en bedre vej. Det er selvfølgelig meget svært, men grundlæggende tror jeg på, at mennesker er gode, og videnskaben bakker også op om, at mennesker som udgangspunkt er gode og ikke-voldelige. Alt andet vil ikke give mening i forhold til vores succes som art. Men et så komplekst samfund som vi har bygget op, kan sagtens nedbryde godheden, så onde mennesker er blevet onde grundet deres omstændigheder - de er ikke onde. På samme måde vil mennesker også høre til, fordi vi er født sociale. Men mulighederne for at høre til skal være til stede. Og hvis man aldrig oplever det som indvandrer, så er der ikke langt til et liv i et parallelsamfund eller kriminalitet. I bund og grund er det igen et spørgsmål om deltagelsesmuligheder - og disse deltagelsesmuligheder skal ikke fratages for bestandigt, hvis man træder ved siden af. Norge har et af de mindst hårde fængelsessystemer, men også den mindste tilbagefaldsrate, netop fordi de kriminelle bliver mødt med omsorg og forståelse og en tro på, at kan blive rette op på deres liv. Ja - nogen vil være umulige at redde, men igen er det en kortsigtet besparelse fremfor en langsigtet investering, hvis man ikke prøver alt, hvad man kan.
Hvis du er her endnu - tak for du læste med, og så glæder jeg mig til at skulle forsvare mig mod en masse stråmænd :)
