Forum - Forum-tråd: Heads-up - go'e filmtilbud mv.

Heads-up - go'e filmtilbud mv.

  • ★★★★1

    Lidt nyt:

    Det utrolige er sket: Arrow og Blue Underground er åbenbart nået til enighed omkring Django og har udsendt en fælles pressemeddelelse om det.

    Det betyder, at limited edition og steelbook-udgaven af blu-ray'en igen skulle blive tilgængelig i nærmeste fremtid. Samtidigt har Arrow annonceret en 4K UHD limited edition, der udkommer i USA den 27/4-2021. Den kan allerede nu forudbestilles hos DiabolikDVD

    --

    Tyske UCM.One har udsendt en flot luksusudgave af den gamle, tyske, gotiske skrækfilm Die Schlangengrube und das Pendel (The Torture Chamber of Dr. Sadism, herhjemme udsendt under titlen Skrækborgen) fra 1967. Filmen er især kendt for sine flotte, til tider nærmest Mario Bava-agtige brug af farver og har bl.a. Lex Barker og Christopher Lee i to af hovedrollerne.

    Luksusudgaven indeholder bl.a. et soundtrack, en bonus-dvd med ekstramateriale samt et hæfte. Den er kun lavet i 1000 eksemplarer og er allerede ved at være udsolgt. En limited "media-buch"-udgave uden cd udkommer i slutningen af måneden og formentlig kommer der også en almindelig standardudgave senere.

    Filmen blev sidste år restaureret og skulle stå virkelig flot. Men desværre har det vist sig, at UCM.One har lavet nogle fejl under overførelsen til blu-ray. Billedformatet skulle være strukket en smule, så alle personer ser lidt for tykke ud; der er fejl med sortniveauet, det originale produktionslogo er fjernet og det engelske lydspor skulle være slidt og have den forkerte tonehøjde. 

    UCM.One har erkendt fejlene. De retter billedformat, sortniveau og manglende logo, inden mediebog-udgaven udkommer. Men desværre vil de ikke rette det engelske lydspor, fordi det er en tysk film, og de derfor mener, at det tyske lydspor, som er i fin stand, tager første prioritet (uanset af to af hovedskuespillerne altså indspillede på engelsk).

    Hvis man allerede har købt luksusudgaven kan man bede om at få den fejlrettede disk sendt til sig ved at skrive til schlangengrube@ucm.one

    thomsen14-11-20 12:33

  • ★★★★1

    Det er ikke så tit, at der er nyheder på stumfilmsfronten, men her er en lidt speciel en:

    Tilbage i 2019 udgav Eureka/ Masters of Cinema en super lækker blu-ray-udgave af den tyske stumfilmsklassiker Der Golem, wie Er in die Welt kam (1920).

    Filmen, der i dag nok mest er kendt for at være en stor inspirationskilde til James Whales Frankenstein fra 1931, var gennemrestaureret af Friedrich Wilhelm Murnau Stiftung. De har tidligere stået bag flotte restaureringer af klassikere som Nosferatu og Caligari

    Men nu viser det sig, at der er endnu restaurering på vej.

    Sideløbende med FWM Stiftungs arbejde har filmmuseets i München nemlig syslet med deres helt egen version de sidste fire-fem år. Resultatet skulle være en stort set komplet film, der er hele femten minutter længere end udgaven fra Eureka!

    FWM Stiftung baserede nemlig deres version på et negativ, man for nylig havde fundet i det nationale belgiske filmarkiv. Men stort set alle scener i negativet viste sig at have fået trimmet begyndelse og slutning - formentligt for at forkorte filmen før eksport, og negativet løb derfor kun ca. 76 minutter. 

    Alligevel valgte FWM Stiftung, at lade negativet stå, som det var, dels fordi kvalitetsgevinsten ved negativet var for stor til ikke at anvende det, og dels fordi de mente, at det ville være for forstyrrende med konstante kvalitetsskift, hvis man skulle sammensætte en komplet version ud fra negativet og andre kopier. 

    Filmmuseum München er tilsyneladende gået den modsatte vej og har valgt at "frankensteine" deres version ved at klippe negativet sammen med en flot førstegenerations nitriakopi

    Det bliver spændende at se, hvordan kvaliteten bliver i forhold til udgaven fra Eureka/ FWMS, men hvor om alt er, så skulle Filmmuseum Münchens version nu have en spilletid i omegnen af de originale 90 minutter.

    Det er dog ikke den eneste nyhed i den forbindelse, for det er også lykkedes Filmmuseum München at finde noderne til filmens originale musik af Hans Landsberger. De har ellers været forsvundet i årtier, og Eureka tilbød måtte derfor "nøjes" med at tilbyde tre forskellige nyindspillede scores i hver sin stil på deres blu-ray.

    De genfundne noder er beregnet til klaver med enkelte indslag af sang, og Filmmuseeum München har fået dem omarrangeret til orkester i tidstypisk stil og indspillet hos Deutsche Filmorkester i Babelsberg. 

    Her er en trailer fra uropførelsen: www.youtube.com/watch

    Der er planen, at Filmmuseum Münchens restaurering løbende skal vises offentligt med orkersterledsagelse i 2021.

    En ny blu-ray og dvd-udgave er planlagt til at udkomme fra Edition Filmmuseum i 2021-2022.

    Og her gemmer den sidste nyhed sig:

    The Golem/ Der Golem, und wie Er ind die Welt kam er nemlig den tredje udgave af historien. Paul Wegener, der både co-instruerede filmen og selv spillede hovedrollen som den sympatiske stenmand, indspillede nemlig allerede en første version blot kaldet Der Golem i 1915 og komedien Der Golem und die Tänzerin i 1917.

    Der har i mange år gået rygter om, at en kopi af den første film skulle have overlevet i en privat samling, men hidtil har man kun kendt et lillebitte uddrag i form af en enkelt scene på ca. fire minutter. I 2017 genfandt man dog en hel rulle, det vil sige næsten tyve minutter - i øvrigt i samme filmarkiv i Argentina, som man for ti år siden genfandt den stort set komplette udgave af Metropolis i. 

    Ifølge rygterne skulle Edition Filmmuseum arbejde på at restaurere og inkludere alt materialet fra den første Golem som bonus på deres kommende BD/ dvd.

    thomsen20-11-20 13:42

  • ★★★★1

    Indicators første boks med film noir fra filmselskabet Columbia er knap nok kommet på gaden, før de allerede har annonceret Columbia Noir #2 med seks titler mere.

    Boks nummer to kommer til at indeholde:

    Framed (1947)

    711 Ocean Drive (1950)

    The Mob (1951)

    Affair in Trinidad (1952)

    Tight Spot (1955)

    Murder by Contract (1958)

    Som sædvanligt er boksen sprængfuld af spændende ekstramateriale.

    Columbia Noir #2 udkommer den 15/2-2021 og kan forudbestilles på www.powerhousefilms.co.uk/collections/box-sets/products/columbia-noir-2-le

    thomsen20-11-20 18:11

  • 1

    Jeg har tidligere handlet lidt hos en US shop kaldet Twilight Time Movies, som desværre lukkede. Nu fik jeg så nyhedsbrev om at de har åbnet en ny shop. Måske det kunne have interesse? Jeg ved dog ikke om de sender til udenfor US.

    "Based on our past relationship with you at Twilight Time Movies, we wanted to let you know we are launching a new DVD and Blu-ray store: discounthomevideo.com/. We are the same group of movie-loving web geeks who were behind the scenes running the Twilight Time Movies store. We just launched a brand new site and fulfillment center. We have a new partner who buys overstock titles (many no longer available at retail) directly from the studios and is allowing us to make them available to you at discount prices. You will find movies from all genres: TV series, documentaries, some numbered limited-edition box sets, and more! We are starting the launch with a small group of titles, but will be adding more each week. We have limited quantities of many titles, so when they are gone, they will be gone. In the weeks ahead, you will want to check back often -- consider each visit an adventure with this dynamic inventory, you never know what will be added or sold out.

    We invite you to check out the new store and tell us what you think of the site and the variety of the titles."

    Camie23-11-20 11:07

  • 0

    Jeg ved dog ikke om de sender til udenfor US.

    Kun til USA indtil videre, ser det desværre ud til. Men det kan jo ændre sig.

    gorzelak23-11-20 18:47

  • ★★★★2

    Så er der Black Friday-udalg hos både Severin Films og Vinegar Syndrome hele weekenden og til og med mandag.

    Severin har 50% på næsten alt, undtaget titler der er mindre end et halvt år gamle. Samtidigt har de lanceret syv nye titler, hvoraf nogle kun vil være tilgængelige her under udsalget.

    Personligt synes jeg ikke, at der er noget super spændende blandt de nye ting, og jeg er lidt skuffet over, at deres Lenzi/ Baker Gialli-boks ikke er med på udsalget. 

    Jeg kunne dog godt finde på at købe "Zoom-dokumentaren" Tales of the Uncanny. Den startede åbenbart sit liv som ekstramateriale til en anden udgivelse, men endte med at blive en stor selvstændig dokumentarfilm om horror-antologier. 

    Man kan selvfølgelig godt være lidt ked af, at det hele er baseret på interviews over Zoom, med alt hvad det indebærer af middelmådig lyd- og billedkvalitet. Det ville helt sikkert være mere lækkert med en "rigtig" dokumentar med studie- eller hjemmeinterviews med ordentlig lyssætning. Men på den anden side så tænker jeg, at de nok ikke ville have fået halvdelen af de medvirkende med, hvis de skulle betale for at tage ud til dem allesammen eller hive folk ind i et studie. Så på den måde er der også noget godt i det. Dokumentarens line-up ser i hvert fald spændende ud.

    Som bonus er der tre gamle antologi-film, og det er næsten dem, jeg er mest interesseret i: Den tyske stumfilmsantologi Unheimliche Geschicten fra 1919, Unusual Tales fra 1949 og Master of Horror fra 1965. Den sidste er kun med i udgaven, der sælges til Black Friday.

    Man kan undre sig over, at Severin ikke har valgt at lave en egentlig boks ud af udgivelsen. Men det skyldes formentlig, at kvaliteten af transfers ikke er særlig god. Unheimliche Geschichten er fx taget fra en gammel tv-master (formentlig den samme som ligger til grund for den gamle tyske dvd, der er den eneste anden udgivelse). 

    Vinegar Syndrome har også 50% på alle nyere udgivelser og samtidigt semdt en stak nye ting på gaden, her i blandt Forgotten Gialli-boks nummer to, den længe efterlyste slasherfilm Fade to Black samt deres første 3D-udgivelse - slasheren Silent Madness (1984), der både kan ses i 2D, ægte 3D samt i såkaldt anaglyfisk 3D med de medfølgende blå-røde briller. 

    Begge sender til DK og er flinke til at nedskrive værdien, hvis man spørger.

    Severin tager $35 for at sende uanset antal af titler, Vinegar Syndrome kun $17 for det samme. 

    thomsen28-11-20 11:47

  • ★★★★★★0

    Arrow film holder også udsalg, juleudsalg. Ved dog ikke om det er noget særligt. Bestiller dog et par stykker derfra tænker jeg.

    T. Nielsen28-11-20 11:48

  • ★★★★2

    Eureka har annonceret deres udgivelser for både februar og marts næste år:

    Breeder (DK, 2020) - Jens Dahl, der hidtil nok har været mest kendt for at skrive manuskript til Nicolas Winding Refns Pusher, har fået overraskende stor succes i udlandet med denne politiske horrorfilm, der flere steder er blevet sammenlignet med New French Extreme. Foreløbigt er den solgt til langt over 50 lande.

    Personligt synes jeg, at den havde en del problemer. Men jeg kunne også godt lide, at den meget tydeligt ville noget mere med sin historie, selvom den bestemt var lidt mudret i sine holdninger. Jeg var meget enig de anmeldere, der lå omkring de 4/6 stjerner. Og man kan jo altid håbe, at den udenlandske succes betyder, at flere danske producenter tør at give sig i kast med genren. 

    De første 2000 eksemplarer kommer med et limited o-ring slipcover. Udkommer 15/2-2021

    The Last Warning (USA, 1928) i Masters of Cinema-serien.Den store tyske stumfilmsinstruktør Paul Lenis sidste film for sin alt for tidlige død som 44-årig i 1929. Filmen var en opfølger til Lenis egen fænomenale succes med Katten og Kanariefuglen året før og er ligesom den en blanding af mystik og skræk, her i en historie om et mord begået under en teaterforestilling. 

    The Last Warning regnes for at være en af Universals sidste stumfilm, selvom den faktisk også udkom i en version med indlagte lydeffekter og musik. Kun stumfilmsudgaven har dog overlevet.

    De første 2000 eksemplarer udkommer med et o-ring slipcover. Udkommer 15/2-2021

    Pulse (USA, 1988) - klassisk B-horror fra vhs-dagene i 1980'erne. Igen et slipcover til de første 2000 eksemplarer. Udkommer 22/2-2021

    Mindwarp (alias Brain Slasher, USA, 1990) - Fangorias første filmproduktion, en postapokalyptisk sci-fi-horror-ting. Også her er dder et slipcover til de første 2000. Udkommer 22/2-2021

    Killer Creature Double Feature med Nightwing (USA, 1979) og Shadow of the Hawk (USA, 1976) - To billige amerikansk-canadiske horror-produktioner fra 1970'erne. Nightwing har været efterspurgt af mange og skulle være en af periodens mange Jaws-rip offs - denne gang med kæmpeflagermus i hovedrollen og effekter af Carlo "E.T." Rambaldi. 

    Endnu engang er der slipcovers til de første 2000. Udkommer 15/3-2021

    Viy (USSR, 1967) - Limited Edition -  i Masters of Cinema-serien - En ung seminariestuderende er tvunget til at tilbringe tre nætter i selskabet med lige af en ung kvindelig heks, og det går ikke still for sig. Viy er baseret på en historie af Nikolaj Gogol og efter sigende den eneste horrorfilm, der nogensinde blev produceret i Sovjetunionen. Det er klassisk, gotisk skræk med en flot, farverig billedsiden a la Mario Bava. 

    Filmen er tidligere udkom på blu-ray fra Severin og Eurekas tilbyder de samme extras samt et nyt kommentarspor af Michael Brooks, et slipcover og de 3000 første eksemplarer får også en ekstra disk med den serbiske, gotiske skrækfilm A Holy Place fra 1990, der ligeledes er baseret på en novelle af Gogol. Udkommer den 15/3-2021.

    The Lucky Stars Collection med Winners and Sinners (1983), My Lucky Stars (1985), Twinkle, Twinkle, Lucky Stars (1985) - Tre action-komedier fra Hongkongs storhedstid, alle instrueret af Sammo Hung og med Jackie Chan i hovedrollen. Slipcovers til de første 2000. Udkommer 22/3-2021.

    Det er lidt af en blandet landhandel. Jeg er ret overrasket over at se Breeder komme fra Eureka, men de eneste, jeg rigtigt er interesseret i, er de to Masters of Cinema-titler - også selvom jeg allerede har Severins udgave af Viy. Double-featuren kunne også godt være spændende, men det er nok noget, jeg venter med til et udsalg engang. 

    thomsen28-11-20 18:00

  • 0

    Begge sender til DK og er flinke til at nedskrive værdien, hvis man spørger.

    Hvordan beder du dem om at nedskrive værdien - ved at sende en separat mail til dem efter, at ordren er afgivet, eller hvordan? Har lige bestilt fire Blu-rays fra VinSyn, og bestillingsprocessen sker uden mulighed for at skrive en kommentar til ordren.

    gorzelak29-11-20 20:10

  • ★★★0

    Den skyldige på Blu-ray til godt 30 kr.

    Og husk - der er gratis fragt fra Tyskland hvis man køber for mere end €39.

    Steffan Rasmussen 1-12-20 15:07

  • ★★★★1

    Indicator har offentliggjort deres udgivelser i marts:

    Things Change (David Mamet, 1988)

    Crimewave (Sam Raimi, 1985, med manus af Coen-brødrene)

    20th Century (Howard Hawks, 1934)

    The Criminal Code (Howard Hawks, 1930)

    Alle skulle udkomme omkring den 22/3-2021.

    www.powerhousefilms.co.uk/

    thomsen 4-12-20 10:33

  • ★★★★★0

    Er der nogen, der har købt den italienske Halloween Blu-Ray samling? Og kan den anbefales til 70 pund?

    Guldager10-12-20 08:42

  • ★★1

    Så har Criterion lige offentliggjort deres Wong Kar-Wai bokssæt, som kommer til marts. Daaaamn, et sæt!

    In the Mood For Love. 2046. Happy Together. Days of Being Wild. Fallen Angels. Chunking Express og As Tears Go By. Alle i nye 4K-restaureringer.

    Mikkel Abel10-12-20 22:19

  • 0

    Er der nogen, der har købt den italienske Halloween Blu-Ray samling? Og kan den anbefales til 70 pund?

    Jeg har købt den, men har ikke fået tjekket indholdet ud. Selve boksen er fin kvalitet til prisen, synes jeg. 

    gorzelak15-12-20 15:52

  • ★★★★2

    Severin goes UHD!

    Så hopper det lille amerikansk-engelske label Severin Films også med på vognen blandt dem, der understøtter UHD-formatet og cementerer dermed igen, at købestærke horrorpublikum er nogle af dem, der er med til at holde markedet for fysiske udgivelser levende.

    Til marts udgiver Severin nemlig to film af den spanske kultinstruktør Álex de la Iglesia som de første på UHD.

    El día de la bestia/ The Day of the Beast (1995) er en vanvittig spansk horrorkomedie om en præst, der forsøger at stoppe Satans genkomst på jorden med hjælp af bl.a. en dødsmetal-fan og en tv-clairvoyant. 

    Perdita durango/ Dance with the Devil (1997) er Iglesias engelsksprogede debut og er baseret på en bog af Barry Gifford, som nok mest er kendt for at have skrevet bogen bag David Lynch' Wild at Heart. Og faktisk er bogen bag Perdita durango den tredje bog i serien om parret Sailor og Lulu fra Wild at Heart, selvom Iglesias film ændrer figurer og handling. Det skulle være en temmelig vild road movie om et ungt par, der kidnapper nogle teenagere for at ofre dem. Faktisk var den så vild og ikke mindst voldelig, at den amerikanske distributør klippede hele 10 minutter ud før premieren. Severin udgiver dog den originale director's cut. Med bl.a. Javier Bardem og James Gandolfini.

    Begge film præsenteres i nye 4K transfers fra deres originale negativer og udkommer både på BD og som dobbeltdisk-udgaver med både UHD og BD. 

    Tredje udgivelse i marts er den famøse italienske Nosferatu in Venice (1988). Filmen var ment som en uofficiel fortsættelse til (læs: rip-off af) Werner Herzogs Nosferatu, men endte i ren kaos med flere instruktørudskiftninger og en stjerne i form af Klaus Kinski i sin mest maniske periode, der kørte sit helt eget løb. 

    Udgivelsen har et 2K-transfer fra det originale negativ og en lang dokumentar om Klaus Kinskis sidste år.

    Endeligt udkommer A Scream in the Streets (1973), en sleazy (s)exploitation-film fra exploitation-kongen Harry Novak om en psykopatisk transvestit, der voldtager og myrder kvinder, og de betjente der forsøger at stoppe ham/ hende.

    Ifølge Digital Obsessed så træder kriminalplottet dog hurtigt i baggrunden, og det meste af filmen handler om betjentenes forskellige politiforretninger, og det væld af sexscener der kommer ud af dem. Nok mest for hardcore exploitation-fans.

    Filmen har et nyt transfer fra det originale negativ. 

    Alle titler udkommer den 20/3.

    thomsen16-12-20 16:22

  • ★★★★★0

    Day of the Beast lyder som noget, jeg skal have :)

    Hvor mange film får du købt af dem, du skriver om?

    Guldager16-12-20 16:27

  • ★★★★1

    Criterion Collection har også annonceret hele deres marts line-up:

    Céline and Julie Go Boating (Jacques Rivette, Frankrig, 1974)

    Secret & Lies (Mike Leigh, UK, 1996)

    Touki Bouki (Djibril Diop Mambéty, Senegal, 1973)

    Defending Your Life (Albert Brooks, USA, 1991)

    Og endeligt kommer den tidligere nævnte boks World of Wong Kar Wai med alle hans film i nye restaureringer. 

    thomsen16-12-20 16:31

  • ★★★★1

    Day of the Beast lyder som noget, jeg skal have :)

    Hvor mange film får du købt af dem, du skriver om?

    Ikke så mange som jeg gerne ville. Der har været en forfærdelig masse udgivelser, der er udgået det sidste års tid, så jeg føler, at jeg hele tiden har halset bagefter og forsøgt at få købt alt det ind, jeg gerne ville eje, inden jeg kom til at betale tredobbelt pris på eBay. Det er desværre ikke altid lykkedes.

    Der har også været flere store limited editions, fx Friday the 13th-boksen og Dawn of the Dead, jeg har prioriteret samt alt for mange udsalg.

    Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har købt en Criterion-udgivelse. 

    Jeg købte dog pænt ind her omkring Black Friday, så jeg har bl.a. flere Warner Archive dvd'er, en stak fra Kino Lorber samt pakker fra Eureka, Vinegar Syndrome og Severin på vej. 

    thomsen16-12-20 16:42

  • ★★★★★★0

    Jeg gad godt købe Friday13 boksen. Men har ikke rigtigt haft råd synes jeg. Så blev der også meldt om fejl på disk læste jeg her. Nogen der ved om den fås “billigt” i en fejlfri udgave?

    T. Nielsen16-12-20 17:26

  • ★★★★★★1

    Stargate SG-1 er åbenbart på vej på Blu-ray. Der lader dog til at være en masse tvivl om hvorvidt udgivelsen overhovedet er værd at købe, da den bliver udgivet af VEI, som tilsyneladende har et ret tvivlsomt rygte.

    Jeg tvivler også stærkt, da seriens effekter helt sikkert er lavet i SD og jo længere man kommer frem i serien, jo mere CGI-tung bliver serien. Så i bedste fald vil der være tale om opskaleret SD, måske med en moderat opgradering af lyden.

    Zero Cool18-12-20 21:12

  • ★★★★★★0

    Druk kan findes på dvd i Netto fra lørdag til 99 kr.

    Zero Cool 7-01-21 16:12

  • ★★★★★★0

    Jeg gad godt købe Friday13 boksen. Men har ikke rigtigt haft råd synes jeg. Så blev der også meldt om fejl på disk læste jeg her. Nogen der ved om den fås “billigt” i en fejlfri udgave?

    Jeg har ikke kigget nærmere på det, men jeg formoder at der kommer en "standardudgave".

    Selv havde jeg allerede den superbillige boks med de 8 første film, som jeg har set til under 200 kr., samt Freddy vs. Jason. Jeg fandt de to film jeg manglede på den spanske Amazon, så jeg har hele balladen.

    Zero Cool 7-01-21 16:23

  • ★★★★2

    Skuespilleren og filmbogsforfatteren Jonathan Rigby, som nok er mest kendt for sine tre bind om henholdsvis amerikanske, engelske og europæiske gotiske skrækfilm, afslørede i går på sin FB, at han er ved at indspille nye kommentarspor sammen med filmeksperten Kevin Lyons til tre gamle Boris Karloff-film fra Columbia Pictures. Der er tale om filmene The Black Room (1935), Before I hang (1940) og The Boogeyman Will Get You (1942). 

    Der er formentligt tale om en boks, for i samme tråd poppede den velkendte filmskribent Kim Newman op og skrev, at han og Stephen Jones havde indspillet kommentarspor til Karloff-filmene The Man They Could Not Hang (1939), The Man With Nine Lives (1940) og The Devil Commands (1941) til samme udgivelse. 

    Jeg spurgte, om det var Indicator, der skulle udgive den, og det afviste Jonathan Rigby. Til gengæld svarede han ikke, da jeg bød på Eureka.

    Eureka er et godt bud, fordi de ligner noget, de kunne finde på at udgive, i betragtning af deres flotte udgivelse sidste år med tre Lugosi/ Edgar Allan Poe-film og den kommende udgivelse af Inner Sanctum-mysteriefilmene. 

    Det kommer dog an på, om de har en aftale med Sony, som sidder på Columbias film? Jeg ved det ikke umiddelbart. Et andte bud kunne være Second Sight, fordi de virkeligt er begyndt at gøre sig i specialudgivelser af gamle genrefilm, selvom det her helt sikkert ville være ældre, end noget andet de før har udgivet. Et sidste bud kunne være Network, der måske har fået blod på tanden med deres store succes med udgivelsen af tv-spøgelsesfilmen The Woman in Black (1989) sidste år.

    Tiden vil vise det. Mit VISA/ Dankort er i hvert fald parat til en bestilling. 

    thomsen 7-01-21 16:34

  • ★★★★2

    Severin har annonceret deres udgivelser i april:

    Først har de kogt en fire-disk-udgave sammen af Alejandro Jodorowskys Santa Sangre (1989), som de selv beskriver som "[an] epic odyssey through ecstasy and anguish, belief and blasphemy, beauty and madness." 

    Selve filmen har fået et nyt 4K-transfer fra det originale negativ (under supervision af Jodorowsky selv), og udgivelsen indeholder både UHD BD (den første i verden af en Jodorowsky-film) og en almindelig BD.

    Blandt ekstramaterialet er bl.a. et kommentarspor med Jodorowsky og filmskribenten Alan Jones, en spillefilmslang dokumentarfilm og instruktøren samt soundtracket på cd.

    Dernæst udgiver Severin en stribe "naturen går amok"/ dyregysere:

    Grizzly (1976) - "Jaws with Claws" - William Girdlers ublu rip-off af Jaws, der har en muggen bjørn i hovedrollen som monster. 

    Filmen har tidligere været udgivet i to versioner fra Scorpion Releasing, og det ser ud til, at Severin genbruger overførslen fra Scorpions remasterede udgave, men har tilsat nogle nye extras.

    Day of the Animals (1976) - William Girdlers egen opfølger til sin overraskende succes med "Jaws på land" (Grizzly), nu med større budget og endnu flere dyr. 2K-scan fra et internegativ og nye extras. 

    Og endeligt udkommer euro-sleaze-kongen Joe D'Amatos hajfilm Deep Blood (1990).

    Alle filmene udkommer den 27/4.

    thomsen 8-01-21 11:38

  • ★★★★★★0

    Det lyder som en god måned for fjollede dyre-film.

    Zero Cool 8-01-21 11:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen