Som de første har australske Umbrella Entertainment været ude at annoncere deres udgivelser i oktober, og der er et par opsigtsvækkende titler iblandt.
Den absolut største nyhed er nok den første fysiske udgivelse af den kontroversielle kultfilm Caligula (1979) i den helt nye såkaldte Ultimate Cut, der fik premiere på festivalen i Cannes sidste år.
Caligula er noget så vildt som et historisk drama med et stjernespækket cast, men med exploitation-agtige voldsscener og hardcore sex.
Den blanding bliver måske mere forståelig, når man ved, at den blev produceret af det amerikanske mandeblad Penthouse.
Penthouse og dets grundlægger investerede nemlig flittigt i amerikansk filmproduktion op gennem 1970'erne (bl.a. i Roman Polanskis Chinatown, 1974), men ville gerne prøve at producere en film selv. Drømmen var intet mindre end at lave en slags "den erotiske films Citizen Kane" - en voksenfilm med et ordentligt budget, gode production values og en spændende historie, som for alvor kunne skubbe til folks opfattelse af genren. Som emne valgte man den romerske kejser Caligulas storhed, men virkeligheden pillede hurtigt de vidtløftige planer fra hinanden.
Produktionen var tumultarisk. Man fik skrabet en overraskende god liste af skuespillere sammen, der bl.a. talte Malcom McDowell i hovedrollen som Caligula, en ung up-and-coming Hele Mirren, Peter O'Toole som Caligulas forgænger Tiberius og John Gielgud. Flere skuespillere var dog lidt utrygge ved genren og endte med kun at sige ja til mindre roller, end dem de oprindeligt var tiltænkt. En enkelt skuespillerinde måtte udskiftes undervejs, fordi hun konstant sneg sig til at sy sin meget nedringede kjole sammen, så den ikke viste for meget.
Manuskriptforfatteren Gore Vidal og instruktøren Tinto Brass røg i totterne på hinanden gennem medierne, og det endte med, at Vidal smækkede med døren og trak sit navn fra filmen.
Tinto Brass selv lod nærmest til at ville sabotere hele projektet undervejs. Han var oprindelig en eksperimentel kunstfilminstruktør, men var blevet hyret til Caligula, fordi han forinden havde vakt opsigt med den erotiske krigsfilm Salon Kitty (1974). Producenterne og Brass var dog uenige om retningen. Producenterne ønskede hardcore sexscener og havde skaffet en stribe Penthouse-modeller til at pynte i baggrunden. Brass foretrak simuleret sex og filmede nærmest demonstrativt udenom modellerne for at fokusere på de grimmeste deltagere, han kunne finde, i orgiescenerne.
Til sidst blev Brass smidt ud af klipperummet, efter at have klippet ca. en time færdig. Producenterne overtog filmen, vendte tilbage til kulisserne og skød nogle nye sexscener og flikkede det hele sammen. Brass fjernede selvfølgelig også sit navn fra filmen i protest, og da Caligula endelig fik premiere, var hverken manuskriptforfatter, instruktør eller klipper krediterede.
Selve premieren gik heller ikke så nemt. For at komme uden om de værste problemer valgte producenterne at undlade at sende Caligula ind til bedømmelse hos MPAA. I stedet viste de den selv unrated i større byers kunstfilmbiografer, som de lejede til formålet. Men lige lidt hjalp det. Formed Ronald Reagans sejr ved det amerikanske præsidentvalg, havde den religiøse højrefløj fået ny vind i sejlene. Flere statsadvokater og religiøse interesseorganisationer forsøgte derfor at få nedlagt forbud mod Caligula, og producenterne måtte gennem en række omkostningstunge retssager, som de dog alle vandt. De endte med at undlade at vise Caligula i byer, hvor de religiøse organisationer stod særligt stærk for at undgå flere retssager.
Caligula blev også forbudt i flere lande og stærkt censureret i mange andre, og derfor findes den i dag i en lang række forskellige versioner, afhængig af de enkelte landes iver efter at sakse i indholdet:
Den originale, ucensurerede, unratede udgave på 156 minutter.
En forkortet R-rated udgave uden hardcore porno, der senere blev vist i mainstream-biograferne. 105 minutter.
En italiensk udgave fra 1984, der anvender alternative vinkler og takes undervejs, på 124 minutter.
En såkaldt pre-release version, uden hardcore porno, som læner sig mere op ad, hvad Tinto Brass havde forestillet sig, på 153 minutter.
Og endeligt altså, den nye Caligula: Ultimate Cut, på hele 173 minutter, som fik premiere sidste år
Caligula: The Ultimate Cut er en af producenternes hjertebarn. Han er gået tilbage til de mange, mange timers originale optagelser og har klippet en hel ny version ved at tage udgangspunkt i Gore Vidals manuskript. Resultatet er næsten 20 minutter længere end den ucensurerede, unratede udgave og skulle indeholde en masse ting, som aldrig har været vist før. Det heler har fået en overhaling og er blevet restaureret i 4K.
Malcolm McDowell har været en stor fortaler for den nyeste version, fordi han mener, at rollen som Caligula er hans karrieres bedste, og at alle nu endeligt har mulighed for at se det.
Omvendt har Tinto Brass været ude med riven og igen fået sit navn fjernet fra filmen. Han forsøgte sågar at lægge sag an for at stoppe projektet, dog uden at komme igennem med det.
Umbrella Entertainment tilbyder normalt alle derer udgivelser i to-tre forskellige versioner: en Collector's Edition, der som regel indeholder en form for booklet og andre fysiske extras som plakater og postkort. Collector's Editions kan kun
og en standard udgave, der bare er diskene i en case med et limited edition slipcover eller en slipcase. Når slipcase/ slipcover er udsolgt, kan man så købe standard udgaven endnu billigere uden.
Den model bliver også brugt ved Caligula, hvor man kan vælge mellem to forskellige udgivelser til oktober:
Caligula: The Ultimate Cut - 4K UHD + 2 x BD - Ultimate Cut på UHD og BD + fire andre versioner på BD (Unrated Cut, Italian Cut (kun SD), Australian Cut (102 minutter, kun SD) og Pre-release Cut), masser af nye og gamle extras + limited edition slipcase.
Prisen er skruet godt op - hele AUS$79.95, hvilket er, hvad Umbrella normalt plejer at tage for deres Collector's Editions, men det skyldes formentlig, at vi får hele tre diske, herunder en 4K UHD.
Absolute Power! Caligula: The Ultimate Cut Collector's Edition - 4K UHD + 2 x BD - den helt store samlerudgave og nok en af de største, Umbrella har produceret. Man får selvfølgelig de samme tre diske i et cover med en slipcase, men herudover får man hele to bøger - en 200+ sider hardback-bog med interviews essays og original artwork samt en 200+ siders bog med to manuskripter og en roman baseret på filmen. Der er også et delvist genoptryk af Penthouse fra maj 1980, der var et specialnummer om filmen, nogle postkort og plakater, og så kommer det hele samlet i en solid, nummereret boks.
Prisen er oppe på AUS$150 (ca. 700 kr.), og så skal man oven i købet regne porto, dansk moms og importgebyr oveni, fordi Umbrellas Collector's Editions kan som sagt kun købes direkte fra deres webshop i Australien.
Trailer: youtu.be/MxNeGHSe7ys
--
Caligula er naturligvis ikke den eneste film, Umbrella har på programmet til oktober. Her er resten af titlerne. Lige som Caligula udkommer de alle i en webshop exclusive collector's edition, der er nummereret og kun kan købes direkte fra Umbrella selv, og i en standard udgave med en limited edition slipcase, der kan købes hos alle, der forhandler Umbrella.
Thesis (Tesis, 1996) - 4K UHD + BD Collector's Edition - Alejandro Amenábars (The Others, Vanilla Sky) spændende, spanske thriller om studerende, der under sit arbejde med specialet støder på, hvad der ser ud til at være en ægte snuff-video, altså en video hvor en kvinde ser ud til at blive slået ihjel i virkeligheden. Hun opdager, at offeret var studerende samme sted som hende, og så bliver det farligt. Umbrellas udgivelse er den første i 4K HDR af filmeni verden.
Collector's Edition kommer i en nummereret æske med et hæfte, nogle postkort og en plakat og koster AUS$80.
Standard udgaven med begge diske i en limited edition slipcase koster AUS$59.95.
youtu.be/zS90bjRJGk8
--
Hell House LLC Collection I-IV (2015-2023) - 4 x BD limited edition boks eller 4 x BD standard edition boks - en gruppe mennesker samles om at opbygge det bedste "haunted house" i en lille by på landet op til Halloween, men desværre har de valgt et virkelig hjemsøgt hus som deres udgangspunkt.
Hell House LLC var et af de bedre indslag i 2010'ernes bølge af found footage-horrorfilm og fik to efterfølgere. Denne opsamling er mig bekendt første gang, at director's cut af den første film udkommer i HD. Opsamlingen indeholder også en ny og fjerde film.
Den limited edition kommer i en nummereret, solid boks med "lenticular"-cover (3D) og har en hardback-bog på 100+ sider med essays og interviews, otte postkort og to plakater. Den kan kun bestilles direkte hos Umbrella og kkoster AUS$129.95.
Der skulle også komme en standard udgave uden bog, postkort og plakater i almindelig handel.
youtu.be/y_8aog2sXJI
--
The Isle (2000) - BD Collector's Edition el. BD standard udgave - flot og provokerende film af sydkoreanske Kim Ki-Duk, om en ung, stum kvinde, der indleder en affære med en mystisk fremmed i et lille fiskerleje. Disken indeholder både gamle extras og en række nyproducerede.
Collector's Edition kommer med en nummereret æske med disk i slipcase, et hæfte, nogle postkort og en plakat.
Standard Edition kommer kun med disken i en limited edition slipcase.
--
Triangle (2009) - BD Collector's Edition eller standard udgave med slipcase - psykologisk thriller om en kvinde i et selskab på en yacht, der kommer i havsnød i Bermuda-trekanten. Selskabet er nødt til at søge ly for en storm ombord på et stort krydstogtskib. Krydstogtskibet lader til at være forladt, men kvinden har en fornemmelse af, at de ikke er alene, og at hun i øvrigt har været på skibet før. Filmen har fået lidt af et kultomdømme pga. sin atmosfære og sine mindfucks. Disken indeholder gamle extras fra tidligere udgivelser og en lang række nye, bl.a. to nye kommentarspor, nye interviews, et videoessay m.m.
Collector's Edition kommer igen i en solid, nummereret æske, der indeholder disk i slipcase, hæfte, postkort og plakat.
Der kommer også en standard udgave med limited edition slipcase.
youtu.be/OVneFIN2OjE
--
Intruder (1989) - Collector's Edition eller standard udgave i slipcase - filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Scott Spiegel er næppe kendt i den brede offentlighed. Men han voksede op i Wisconsin som en del af det samme slæng, der bl.a. talte Sam Raimi (The Evil Dead, Spider-Man) og Bruce Campbell, og de deltog alle sammen på skift i hinandens kortfilm. Hans professionelle credits tæller bl.a. manuskripter til Evil Dead II og Spider-Man 2, men han har også instrueret enkelte film selv, bl.a. denne ganske habile slasher-film. Her er en gruppe mennesker fanget i et supermarked efter lukketid, mens nogen begynder at jage dem. Både Sam og bror Ted Raimi er at finde på rollelisten.
Intruder har været ude på BD i mange år fra Synapse i USA og CMV i Tyskland, og lige som de gamle udgivelser, så får vi igen både director's cut af filmen og en lidt længere workprint. Som noget nyt får vi dog også en række kortfilm fra slænget i Wisconsin, et nyt videoessay og et nyt kommentarspor med instruktøren.
Collector's Edition kommer i en solid, nummeret æske, der indeholder disken i en slipcase, et hæfte med essays, et fuldt genoptryk af Gorezone Horror Magazine #6 (1989) om filmen og en plakat. Som sædvanligt kan den kun bestilles direkte fra Umbrella.
Standard udgaven indeholder disken i en limited edition slipcase og kan købes i almindelig handel.
youtu.be/W_wQdP52Lng
--
Alle titler står til at udkomme den 9. oktober med undtagelse af Caligula, der først udkommer ugen efter, den 16. oktober.
Den kan forudbestilles direkte hos Umbrella Shop - Your choice for DVDs & Blu-Rays (umbrellaent.com.au).
Umbrella sender til Danmark, men er ikke toldsikre. De tilbyder gratis international fragt ved køb for mere end AUS$200, og man kan få 15% rabat ved at anvende koden CEREAL15 ved kassen (gennem Umbrellas samarbejde med podcasten Cereal at Midnight).