Jeg ender på en 7/10 til Machine Heads nye, tror jeg.:
Volatile, 7/10
Udover at det bliver trættende at høre ordet Volatile hele tiden, så er det et fint tonser-nummer
Catharsis, 8/10
Generelt er det her et velkomponeret nummer, og egentlig ret kompleks med en del lydspor.
Beyond the Pale, 8/10
Jeg kan godt lide den langsomme rytme i sangen, som bliver kræver, at man kan lide Robb Flynns vokal - og det kan jeg godt.
California Bleeding, 3/10
Det her er fandeme noget lort.
Triple Beam, 4/10
Kun marginalt bedre end California Bleeding.
Kaleidoscope, 8/10
Efter 2 virkeligt malplacerede sange, så kommer der endnu et fedt nummer, der virker som om, den hører til på pladen.
Bastards, 9/10
Den mest afvigende sang Machine Head nogensinde har lavet. Jeg synes, den er vildt fed. Lyrikken er måske ekstrem naiv, men jeg ser det som en folkelig protestsang, og så virker den.
Hope Begets Hope, 6/10
Et udmærket nummer, som dog ikke rigtig rykker ved noget.
Screaming at the Sun, 6/10
Sangen føles lidt som en form for filler på et andet album. Ikke dårlig, men hurtig glemt.
Behind A Mask, 8/10
Endnu et afvigende nummer, men jeg synes det er god sangskrivning. Den er dog sigende for albummet, hvor der ingen gennemgående stil er.
Heavy Lies the Crown, 8/10
For mig er dette nummer endnu et, der burde være på albummet, mens ca. halvdelen af de andre burde være skåret væk.
Psychotic, 7/10
Lidt bedre end de andre filler-numre.
Grind You Down, 6/10
Robb Flynn er pissed - og han er det rigtig meget. Det begynder at blive trættende her, og det gør, at man bliver en anelse træt af albummet efterhånden. Nummeret er heller ikke fantastisk.
Razorblade Smile, 7/10
Så er der sgu klassisk Machine Head - tænker man til at starte med, men nummeret fortsætter ikke ligeså godt, som det starter. Omkvædet er lidt irriterende, og ca. halvdelen er et fedt tonser-nummer, resten passer bedre på de mange fillers.
Eulogy, -/10
Det er ikke rigtig et nummer, så har valgt ikke at bedømme det.
----
Konklusion: det er et mærkeligt album, der er alt for langt og uden en gennemgående stil. Sådan noget kan jeg ikke lide - jeg er stadig tilhænger af det klassiske album, hvor alle numrende hænger sammen. Leg med stilarter er fint nok, men her virker det bare som om, de er kastet ind. Min favoritnummer er endda en naiv protestsang...
Der er noget lort på, men der er også en del godt. Det er svært at bedømme den, fordi det er ret svingende, hvilket betyder, at man ikke bare kan sætte den på og så høre alle numrende. I disse Spotify-tider betyder det selvfølgelig ikke noget, jeg kan bare selv sortere de dårlige fra.
Jeg ender på en 7/10, men er egentlig ikke skuffet, fordi jeg forstår motivationen bag albummet, og fordi der er nok gode numre til Machine Heads katalog af i forvejen afsindigt gode numre...
Til sammenligning:
Burn My Eyes, 10/10
The More Things Change, 9/10
The Burning Red, 8/10
Supercharger, 5/10
Through the Ashes of Empires, 9/10
The Blackening, 10/10
Unto the Locust, 10/10
Bloodstones & Diamonds, 8/10
Catharsis, 7/10
