Forum - Forum-tråd: Hvad hører du nu og hvorfor:-)

Hvad hører du nu og hvorfor:-)

  • ★★★1

    The authorship of the song has been contested, and different recordings have credited its writing to either Billy Roberts or Dino Valenti, or have listed it as a traditional song.

    "Hey Joe" was registered for copyright in the US in 1962 by Billy Roberts, a California-based folk musician.

    Der er helt sikkert mange, der har indspillet den, men Jimi Hendrix' udgave er den mest kendte.

    dyg10-06-21 10:23

  • ★★★★★★0

    Thumbs Up:)

    T. Nielsen10-06-21 10:23

  • ★★★★★0

    Ja, det fandt jeg også ud af :) - der er en del numre fra 50'erne og 60'erne, som er blevet indspillet af utrolig mange.

    Guldager10-06-21 10:28

  • ★★★★★1

    Deep Purple In Rock, 1970

    Så er der eddermame hard rock for alle pengene. Ian Gillians vokal er rocket, rammer høje toner, lange skrig - hvor Rod Evans var mere blues-orienteret.

    Den starter med Speed King - et nummer i højt tempo, hvor både trommer, guitar og orgel for god plads til at give den gas. Tempoet bliver skruet ned på Bloodsucker, men det gør ikke noget, for igen er der plads til instrumenterne. Derefter følger den absolut geniale Child In Time, som er et 10-minutters lang rock epos. De næste 5 numre er alle på et virkelig højt niveau, hvor det især er den tunge, midtempo Into the Fire og geniale Black Night der står frem.

    High points: hele albummet - et af de legendariske albums uden nogle dårlige numre på. Men hør Speed King, Child in Time, Into the Fire og Black Night, hvis jeg skal udpege nogen.

    Karakter: 10/10

    ----

    Fireball, 1971

    Opfølgerne til en af de store rockklassikere er ikke helt på samme niveau. Den starter dog på samme niveau med den meget energiske Fireball. Men så går de igen tilbage til et lidt rodet udtryk, hvor f.eks. Anyone’s Daughter er country-blues. De andre på albummet er generelt et højt niveau, og især instrumentalnummeret The Mule er et højdepunkt.

    Et af deres større hits, Strange Kind of Woman, er ikke en del af den originale udgivelse, men da albummet blev udgivet i US, Japan og Canada, var den med. Desuden er den med på deres 1996-genudgivelse. Det er også et virkelig godt rocket nummer.

    High points: Fireball, The Mule, Strange Kind og Woman

    Low points: Anyone’s Daughter

    Karakter: 8/10

    ----

    Machine Head, 1972

    Så har vi endnu en rockklassiker i form af Machine Head. Den starter lige på og hårdt med deres klassiker, Highway Star. Klassisk hard rock af høj kaliber. Faktisk er der heller ingen dårlige numre på dette album, selvom det ikke er helt på niveau med Deep Purple In Rock (men det er der generelt få albums, der er).

    Det største hit af dem alle er selvfølgelig også med her, Smoke On The Water. Som det tit er med hits, så er det ofte gode, men ikke de mest interessante numre. Sådan har jeg det også med Smoke On The Water. 

    Albummet sluttes af med Space Truckin’, hvilket de skrev specielt til at kunne trække ud til live-koncerter. På nogle af deres live-albums jammer de over nummeret i 26 minutter.

    Det er også værd at nævne en B-side her: When A Blind Man Cries. Som B-side er den kun udgivet som single, så den er ikke en del af den originale udgivelse. Men det er et ufatteligt smukt og trist nummer, som er blandt mine Deep Purple-favoritter.

    High points: Highway Star, Pictures of Home, Lazy, Space Truckin’, When A Blind Man Cries

    Low points: Ingen

    Karakter: 9/10

    ----

    Who Do We Think We Are, 1973

    Der begyndte at være problemer internt i bandet på dette album, men jeg synes det er et meget overset album. Den starter med et mindre hit, Woman From Tokyo, men ellers er der ingen af deres klassikere her. De går lidt mere over i blues rock igen, men stadig med tydelig hard rock-toner. 

    High points: Rat Bat Blue, Mary Long

    Low points: Super Trouper

    Karakter: 8/10

    ----

    Coming up: udskiftning af medlemmer, en personlig favorit og endnu en udskiftning!

    Og:

    Jeg har lavet Spotify-link med de forskellige high points - og fra albums uden, har jeg tilføjet et repræsentativt nummer. Bliver opdateret løbende :)

    open.spotify.com/playlist/31b9fYVJc4uRi6kLk7TcVw

    ---

    De har lavet 21 albums i alt, så der er 14 albums mere i gennemgangen. Næste kapitel kan jeg også skrive ret hurtig, men efter det har jeg ikke lyttet så meget til deres albums, som de forrige. Indtil videre har jeg ikke for alvor haft brug for at gennemlytte pladerne, fordi jeg har hørt det så meget. 

    Guldager10-06-21 13:39

  • ★★★0

    Deep Purple In Rock, 1970

    Så er der eddermame hard rock for alle pengene. Ian Gillians vokal er rocket, rammer høje toner, lange skrig - hvor Rod Evans var mere blues-orienteret.

    Den starter med Speed King - et nummer i højt tempo, hvor både trommer, guitar og orgel for god plads til at give den gas. Tempoet bliver skruet ned på Bloodsucker, men det gør ikke noget, for igen er der plads til instrumenterne. Derefter følger den absolut geniale Child In Time, som er et 10-minutters lang rock epos. De næste 5 numre er alle på et virkelig højt niveau, hvor det især er den tunge, midtempo Into the Fire og geniale Black Night der står frem.

    High points: hele albummet - et af de legendariske albums uden nogle dårlige numre på. Men hør Speed King, Child in Time, Into the Fire og Black Night, hvis jeg skal udpege nogen.

    Karakter: 10/10

    Helt klart mit favorit album med Deep Purple - og også det første jeg købte.

    Ian Gillan er genial. Og Child in Time er et mesterværk.

    Den bedste version af Jesus Christ Superstar er også den hvor Ian Gillan er Jesus. Hans udgave af Gethsemane er lidt i samme boldgade som Child in Time.

    S. Rico10-06-21 14:20

  • ★★★0

    Har aldrig hørt så meget DP, men har gennemlyttet DPiR i dag, og det er helt sikkert en god skive!

    dyg10-06-21 14:50

  • ★★★★★0

    Endnu en udskiftning kommer der. Den er bestemt ikke dårlig dog, hvis man ser på rent talent. Ud ryger den forrygende Ian Gillian, men ind kommer den mindst lige så gode David Coverdale (som senere danner Whitesnake). Ud ryger bassisten Roger Glover, og ind kommer den ufattelige gode Glenn Hughes, som også har en helt forrygende vokal.

    ----
    Burn, 1974
    En personlig favorit, som kun har et minus: det sidste nummer er et mærkeligt instrumental-nummer, men for fordi den ligger til sidst, så går det ikke som sådan udover helheden.

    Burn starter med titelnummeret, og det er et helt igennem forrygende rock ‘n’ roll nummer. Derefter følger 5 numre på et højt niveau, som dog ikke er helt i samme tempo, men det er stadig afsindig godt rock ‘n’ roll. Og så kommer Mistreated - min personlige favorit-Deep Purple. Der er plads til soloer og David Coverdale viser sit talent som sanger. Det er en langsom sang, der bygger op til en forrygende finale - som dog desværre ikke er finalen, det er føromtalte instrumentalnummer.

    High point: Burn, Mistreated, You Fool No One
    Low point: A200

    Karakter: 10/10
    ----
    Stormbringer, 1974
    Nu er vi nået dertil, hvor jeg skal have en ordentlig gennemlytning af de kommende albums. Og spoiler: Deep Purple når aldrig deres niveau fra de foregående 5 albums, men mindre kan også klare det.

    Det er stadig hard rock, og Stormbringer starter forrygende med titelnummeret, men derefter går tempoet lidt af det. Albummet består mest af alt af mid-tempo-sange - dog hvor håndværket er absolut godkendt. Men når man er vant til sange som Burn, Fireball, Highway Star og Speed King, så skal man lige vænne sig til et langsommere tempo.

    Det rolige nummer The Gypsy er også værd at nævne, men pladsens bedste nummer er den stille og rolige ballade, Soldier of Fortune. En nostalgisk ballade, som fortjener større kendskab.

    High points: Stormbringer, The Gypsy, Soldier of Fortune
    Low points: der er ingen misses her, men niveauet er generelt lidt lavere end de foregående albums

    Karakter: 7/10
    ----
    Come Taste the Band, 1975
    Endnu en udskiftning: Ritchie Blackmore forlader bandet (held i uheld, for han danner Rainbow, hvis 3 første albums er forrygende), og ind kommer Tommy Bolin. Tilbage er der kun organisten Jon Lord og trommeslageren Ian Paice, som har været med fra starten - desuden er det også det eneste album, hvor enten Ian Gillian eller Ritchie Blackmore ikke er med på.

    Nuvel - er det så godt? Ja sgu! Og det er meget overset. Tommy Bolin spiller forrygende guitar og kunne have været blevet stor, men døde af en overdosis som 25-årig. David Coverdales vokal er stadig forrygende. Der er ikke nogle af de helt store hits på, men albummet er sammenhængende og alle numrene er på et ret højt niveau. Det er lidt mere funket, lidt mindre hard rocket, men absolut godkendt.

    High points: Comin’ Home
    Low points: Ingen

    Karakter: 8/10

    ----
    I næste episode: gendannelse af den legendariske periode og de “gyselige” 80’ere!

    Spotify-listen er opdateret.

    Guldager10-06-21 21:14

  • ★★★★★0

    Det legendariske Deep Purple er tilbage! 9 år efter de stoppede, fandt Gillian, Glover, Blackmore, Lord og Paice sammen igen. Min erfaring med slut-60’er, start 70’er bands er dog, at de i 80’erne bliver ret ringe. Der er lige i en periode på de 10 års tid, de skal igennem, før de kommer mere tilbage til rødderne i 90’erne. Det gør sig dog ikke helt gældende for Deep Purple. Det lader sig ikke influere alt for meget af 80’er-lyden og laver nogle hæderlige albums.

    En lille note ang. Deep Purples “familietræ” - som siger lidt om de involveredes talenter. Ritchie Blackmore og Roger Glover kommer fra Rainbow - som på dette tidspunkt ikke har lavet et nævneværdigt album siden 1978 dog. Jon Lord kommer fra Whitesnake, Ian Paice har været med i Gary Moores band og Ian Gillian var forsanger på en enkelt (og stærkt undervurderet) Black Sabbath-album, nemlig Born Again. En rolle som Glenn Hughes for i øvrigt også havde på et enkelt Black Sabbath-album, Seventh Star.

    ----

    Perfect Strangers, 1984

    Perfect Strangers er et album, som ikke rigtig har nogle dårlige numre, et par højdepunkter og et ok højt niveau. Dog starter den ret svagt med den meget ret kedelige Knocking At Your Back Door og Under the Gun, men derefter bliver det bedre med Nobody’s Home, som har en god tyngde, fedt orgelspil og en god rytme. Den bliver efterfulgt af Mean Streak, som ikke har en specielt god lyric, men musisk er det rigtig godt. Og så til titelnummeret, som også er det bedste nummer på albummet - og det eneste nummer, der er en nogenlunde fast del af deres live-repertoire. Men det er også et godt og dramatisk midtempo-nummer. 

    A Gypsy’s Kiss er også et højdepunkt, før der kommer en rockballade og en udmærket nummer. Musikalsk er den helt store stjerne her Ritchie Blackmore, som har rigelig med plads til soloer i nærmest alle numre. Generelt er det dog godt spillet og velkomponeret.

    Som en lille ekstra info kan jeg nævne, at nu er heavy metal opfundet, og på wikipedia står dette og de efterfølgende albums som hard rock og heavy metal.

    High points: Perfect Strangers, A Gypsy’s Kiss 

    Low points: Ingen

    Karakter: 7/10

    ----

    House of Blue Light, 1987

    Der kommer lidt mere af den der kunstige 80’er lyd ind på House of Blue Light, men det er ikke for meget. Deres samarbejde fungerede ikke, og Jon Lord har selv sagt, at det var en fejltagelse at gøre lyden tidssvarende. Det er dog ikke et godt tegn, når der er 10 numre på et album, som jeg faktisk har hørt flere gange, men ingen af dem kan jeg huske.

    Anyway - det er bestemt ikke et dårligt album, men der er ikke rigtig nogle numre, der er værd at nævne - men der heller ingen numre, der for alvor kan kritiseres. Det er habilt uden at stikke ud.

    High points: Ingen - men The Spanish Archer kommer på playlisten, for det er det bedste nummer.

    Low points: Ingen

    Karakter: 6/10

    ----

    Slaves and Master, 1990

    Ian Gillian blev fyret fra bandet, men fordi han kommer tilbage igen på det efterfølgende album, har jeg ikke delt det op i flere kapitler. Erstatningen er Joe Lynn Turner - som kommer fra Rainbow, men dog i Rainbows dårlige periode. På den anden side, så er det fandeme svært at overtage en forsanger rolle fra selveste Dio, som var Rainbows første forsanger. 

    Og det er også svært at overtage efter Ian Gillian. Joe Lynn Turner er slet ikke på niveau med de to forrige forsangere (Gillian og Coverdale). Det er også det første Deep Purple-album som på ingen måde lyder som et Deep Purple. Derfor behøver det ikke være dårligt, og det er det da heller ikke. Der er et par højdepunkter, såsom Fire in the Basement, hvor Turner viser lidt mere aggressivitet på vokal-fronten. 

    En lille note: det er skidesvært at bedømme et album med et band, som har lavet nogle af mine all-time favorit-albums. Det er umuligt ikke at sammenligne med deres storhedstid og deres velkendte 70’er lyd. Så måske - hvis man lyttede til Slaves and Masters uden at kende til alt det andet - at man vil finde den bedre.

    High points: Fire in the Basement

    Low points: Ingen - men heller ikke så mange mindeværdige sange.

    Karakter: 6/10

    ----

    The Battle Rages On…, 1993

    Ian Gillian er tilbage, men igen var der problemer internt i bandet. Det resulterede i, at Ritchie Blackmore skred midt under en turné - hvor erstatningen blev selveste Joe Satriani. 

    Men hvordan er albummet? Først da jeg hørte engang i 90’erne var jeg dybt skuffet. Det var da jeg kun kendte til de klassiske albums. Når jeg genhører det i forbindelse med denne gennemgang, kan jeg godt se, at det var en smule uretfærdigt. Det starter rigtig stærkt med The Battles Rages On…, og derefter er det svingende, hvor interessante numrene er. Faktisk er der kun et andet nummer, der stikker ud - den 7 minutter lange Anya, som sjovt nok lyder mere som et Rainbow-nummer end Deep Purple.

    High points: The Battle Rages On…, Anya

    Low points: Ingen - men generelt er der ikke meget at komme efter.

    Karakter: 5/10

    ----

    Følg med næste gang, hvor Ritchie Blackmore bliver erstattet af den guitarist, der har været med på flest Deep Purple-albums, hvor Jon Lord bliver erstattet, og hvor Deep Purple bliver bedre end de har været i mange år!

    Guldager11-06-21 20:56

  • ★★★★★0

    Mens vi venter på det nye kapitel, så tjek denne fra 1970...de trækker den langt ud, står på guitaren og vælter trommesættet :)

    youtu.be/3c1v7WhKJoA

    Guldager16-06-21 22:57

  • ★★★0

    Så kom der 19 nye bands på plakaten til Copenhell. Desværre er der ikke noget, der er helt oppe at ringe for mig, men alligevel en del bands, som jeg da skal tjekke ud.

    Skal ses: Dizzy (har ikke set dem siden de spillede på mit gymnasie i 199x), Down, BÆST, Agnostic Front, Blood Incantation og Angstskrig

    Måske: Myrkur, VREID, Thundermother

    Holder mig langt fra: Mastodon, Devin Townsend, The Pretty Reckless, VOLA, Benediction, High Command , The Raven Age, Spiritbox, Soen

    dyg25-06-21 10:21

  • ★★★★0

    Jeg er helt tosset med Mastodons to første albums, så jeg ser dem gerne (selvom de laver en masse kedeligt for tiden). Det samme kan siges om Down. Ellers ser jeg også gerne Blood Incarnation, High Command og måske endda Dizzy Mizz Lizzy for nostalgiens skyld.

    David Lund25-06-21 10:38

  • ★★★0

    Fik lige gået listen af bands igennem, og listet dem efter prioritet. Der er alligevel lidt flere bands, som jeg glæder mig til at se, end der har været de tidligere år.

    1. Prioritet
    Denial of God
    Emperor
    Iron Maiden
    Judas Priest
    Mercyful Fate
    Metallica
    Nyredolk
    Orm

    Skal ses med mindre det clasher med ovenstående

    Agnostic Front
    Angstskrig
    Artillery
    BAEST
    Bersærk
    Blood Incantation
    DAD
    Dizzy Mizz Lizzy
    Dog Eat Dog
    Down
    Korn
    Svartsot
    Vreid

    Boblere
    Bad Religion
    Death to All
    Destruction
    Eyes
    Gatecreeper
    Jinjer
    Kiss
    Lok
    Myrkur
    Opeth
    Thundermother
    Wayward Dawn
    Xenoblight

    Nope
    Benediction
    Devin Townsend
    Gloryhammer
    Ghost Iris
    Hellacopters
    Hällas
    Ivy Crown
    Knocked Loose
    Lifesick
    Mastodon
    Of Mice and Men
    The Pretty Reckless
    The Raven Age
    Siamese
    Soen
    Spirit Box
    Søren Andersen
    Vola
    Withering Surface

    dyg25-06-21 10:48

  • ★★★0

    Nå, jeg troede spolier funktionen gjorde listen kortere...

    dyg25-06-21 10:49

  • ★★★★★0

    Hällas er pis'fedt! 

    Vil lige lave min liste i løbet af weekenden.

    Guldager25-06-21 14:37

  • 0

    Feeders bedste nummer, Tinsel Town:  hvorfor? Fordi jeg tænker tilbage på det år hvor jeg var til Aalborg metal festival, hvor jeg fandt albummet hvor nummeret Tinsel Town var på. Lidt spøjst at man finder en bod på pladsen der ikke har så meget med metal at gøre, men det var året hvor napalm Death, evergrey, scarve, mnemic det oprindelige lineup, hatesphere, destruction og abgott  var alle at finde på programmet.jeg var der sammen med en ven fra Krogerup Højskole.jeg gav 10kr for cd'en og har hørt Tinsel Town mange gange, uafbrudt, i en periode.

    En virkelig god sang af Feeder her er Tinsel Town, enjoy

    m.youtube.com/watch

    Ryder66628-06-21 07:34

  • 0

    I ain't no nice guy en duet med Lemmy kilmister og Ozzy Osbourne.

    Jeg nåede at se Motorhead 2 gange, inden Lemmys bortgang.

    Mødte også bandet, som signerede min Limited edition of England, som er et vinyl-boxset med albums som bomber, Overkill og Ace Of Spades. Jeg var så heldig at få taget nogle selfies med hele bandet.

    Har også set Ozzy Osbourne to gange,men ikke mødt ham. Har dog mødt nogle af hans faste guitarister nemlig Zakk Wylde og Tony Iommi. De stillede også op til nogle selfies.

    Her er i ain't no nice guy med duoen, enjoy

    m.youtube.com/watch

    Ryder66628-06-21 07:45

  • ★★★★★0

    Har du en ting for at møde de kendte?

    davenport28-06-21 09:58

  • ★★★★0

    Jeg fandt ud af på min første Berlinale, at det at møde kendte i hvert fald ikke sagde mig det store. Jeg vil hellere se film. Men jeg har da mødt en god portion af de helt store dernede efterhånden også =)

    David Lund28-06-21 10:00

  • ★★★0

    Jeg har mødt Smokey og East 17! Man fik lov til at prøve vilde ting som praktikant i Vejle Lokal Radio tilbage i 94!

    dyg28-06-21 10:01

  • ★★★★0

    Det fedeste jeg har prøvet var, da en producer på en eller anden crap film, var helt vildt opsat på at hooke mig up med Lindsay Lohan!

    David Lund28-06-21 10:05

  • ★★★★★★1

    Altså, jeg har mødt Super Ove.

    Zero Cool28-06-21 10:07

  • 0

    Har du en ting for at møde de kendte?

    Ikke så meget mere....men før i tiden, hvis det har været i forbindelse med koncerter stod jeg og ventede på at komme ind på spillestedet nogle timer før, og der kom musikerne typisk hen til mig. Den primære årsag for at vente så længe var at få den bedste plads i koncertsalen, hvilket ofte lykkedes. At møde de kendte var bare en fin bonus.

    jeg har aldrig været decideret opsøgende, men var fascineret af messe-mentaliteten også, hvor man kunne falde i snak med andre danskere, som også var dukket op for at få et professionelt signeret foto....ikke på samme måde som autograf jægeren Flemming, da der for mig, skulle være et bestemt formål med det, og ikke møde dem uden at ane hvem de forskellige var.

    Flemming var totalt clueless hvad koRn angik....vidste ikke en dyt om dem, men var alligevel dukket op. Andre fans undrede sig over hvorfor han overhovedet ville have autografer da han tydeligvis ikke kendte en dyt til dem. Jeg selv har mødt korn to gange.

    Ryder66628-06-21 10:13

  • ★★★★★0

    Igennem Odense Film Festival har jeg mødt en del danske kendte, og drukket øl med en del af dem :) - men det selve det at møde en kendt, siger mig ikke så meget.

    Erik Clausen gav mig en fadøl, og så snakkede vi om dans og kærlighed, mens vi ventede på, han skulle begynde sit seminar. Det var sgu hyggeligt.

    Tror den kendteste ,jeg har mødt, er Jokeren, som er en af mine allerældste venners eks-kæreste

    Guldager28-06-21 11:18

  • 0

    Igennem Odense Film Festival har jeg mødt en del danske kendte, og drukket øl med en del af dem :) - men det selve det at møde en kendt, siger mig ikke så meget.

    Erik Clausen gav mig en fadøl, og så snakkede vi om dans og kærlighed, mens vi ventede på, han skulle begynde sit seminar. Det var sgu hyggeligt.

    Tror den kendteste ,jeg har mødt, er Jokeren, som er en af mine allerældste venners eks-kæreste

    Jeg har også mødt Erik Clausen, efter han holdt tale for Krogerup Højskole, på studenterhuset i København, jeg gik.på Krogerup Højskole i den tid. Kan ikke huske præcis hvad han sagde. Han virkede lidt sky, men jeg fik hans autograf. Fik dog alligevel dét indtryk af at han virkede venlig, på trods

    Har også mødt en del kendte danskere. Især i forbindelse med frivilligt arbejde på Stege teater fra før år 2000. Jeg hjalp bl.a med at sætte kulissen op til killing time med Lars Bom og Andrea Vagn Jensen. Mødte dem efter stykket. Lars skrev hilsen ex-strisseren og sagde at jeg til enhver tid måtte få hans autograf.

    Ryder66628-06-21 11:32

  • ★★★★★★0

    Altså, jeg har mødt Super Ove.

    Det er sateme svært at overgå - kæmpe respekt!

    Wayne28-06-21 12:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen