★★★★1The authorship of the song has been contested, and different recordings have credited its writing to either Billy Roberts or Dino Valenti, or have listed it as a traditional song.
"Hey Joe" was registered for copyright in the US in 1962 by Billy Roberts, a California-based folk musician.
Der er helt sikkert mange, der har indspillet den, men Jimi Hendrix' udgave er den mest kendte.
★★★★★★0Thumbs Up:)
T. Nielsen10-06-21 10:23
★★★★★★0Ja, det fandt jeg også ud af :) - der er en del numre fra 50'erne og 60'erne, som er blevet indspillet af utrolig mange.
★★★★★★1Deep Purple In Rock, 1970
Så er der eddermame hard rock for alle pengene. Ian Gillians vokal er rocket, rammer høje toner, lange skrig - hvor Rod Evans var mere blues-orienteret.
Den starter med Speed King - et nummer i højt tempo, hvor både trommer, guitar og orgel for god plads til at give den gas. Tempoet bliver skruet ned på Bloodsucker, men det gør ikke noget, for igen er der plads til instrumenterne. Derefter følger den absolut geniale Child In Time, som er et 10-minutters lang rock epos. De næste 5 numre er alle på et virkelig højt niveau, hvor det især er den tunge, midtempo Into the Fire og geniale Black Night der står frem.
High points: hele albummet - et af de legendariske albums uden nogle dårlige numre på. Men hør Speed King, Child in Time, Into the Fire og Black Night, hvis jeg skal udpege nogen.
Karakter: 10/10
----
Fireball, 1971
Opfølgerne til en af de store rockklassikere er ikke helt på samme niveau. Den starter dog på samme niveau med den meget energiske Fireball. Men så går de igen tilbage til et lidt rodet udtryk, hvor f.eks. Anyone’s Daughter er country-blues. De andre på albummet er generelt et højt niveau, og især instrumentalnummeret The Mule er et højdepunkt.
Et af deres større hits, Strange Kind of Woman, er ikke en del af den originale udgivelse, men da albummet blev udgivet i US, Japan og Canada, var den med. Desuden er den med på deres 1996-genudgivelse. Det er også et virkelig godt rocket nummer.
High points: Fireball, The Mule, Strange Kind og Woman
Low points: Anyone’s Daughter
Karakter: 8/10
----
Machine Head, 1972
Så har vi endnu en rockklassiker i form af Machine Head. Den starter lige på og hårdt med deres klassiker, Highway Star. Klassisk hard rock af høj kaliber. Faktisk er der heller ingen dårlige numre på dette album, selvom det ikke er helt på niveau med Deep Purple In Rock (men det er der generelt få albums, der er).
Det største hit af dem alle er selvfølgelig også med her, Smoke On The Water. Som det tit er med hits, så er det ofte gode, men ikke de mest interessante numre. Sådan har jeg det også med Smoke On The Water.
Albummet sluttes af med Space Truckin’, hvilket de skrev specielt til at kunne trække ud til live-koncerter. På nogle af deres live-albums jammer de over nummeret i 26 minutter.
Det er også værd at nævne en B-side her: When A Blind Man Cries. Som B-side er den kun udgivet som single, så den er ikke en del af den originale udgivelse. Men det er et ufatteligt smukt og trist nummer, som er blandt mine Deep Purple-favoritter.
High points: Highway Star, Pictures of Home, Lazy, Space Truckin’, When A Blind Man Cries
Low points: Ingen
Karakter: 9/10
----
Who Do We Think We Are, 1973
Der begyndte at være problemer internt i bandet på dette album, men jeg synes det er et meget overset album. Den starter med et mindre hit, Woman From Tokyo, men ellers er der ingen af deres klassikere her. De går lidt mere over i blues rock igen, men stadig med tydelig hard rock-toner.
High points: Rat Bat Blue, Mary Long
Low points: Super Trouper
Karakter: 8/10
----
Coming up: udskiftning af medlemmer, en personlig favorit og endnu en udskiftning!
Og:
Jeg har lavet Spotify-link med de forskellige high points - og fra albums uden, har jeg tilføjet et repræsentativt nummer. Bliver opdateret løbende :)
open.spotify.com/playlist/31b9fYVJc4uRi6kLk7TcVw
---
De har lavet 21 albums i alt, så der er 14 albums mere i gennemgangen. Næste kapitel kan jeg også skrive ret hurtig, men efter det har jeg ikke lyttet så meget til deres albums, som de forrige. Indtil videre har jeg ikke for alvor haft brug for at gennemlytte pladerne, fordi jeg har hørt det så meget.
★★★★0Deep Purple In Rock, 1970
Så er der eddermame hard rock for alle pengene. Ian Gillians vokal er rocket, rammer høje toner, lange skrig - hvor Rod Evans var mere blues-orienteret.
Den starter med Speed King - et nummer i højt tempo, hvor både trommer, guitar og orgel for god plads til at give den gas. Tempoet bliver skruet ned på Bloodsucker, men det gør ikke noget, for igen er der plads til instrumenterne. Derefter følger den absolut geniale Child In Time, som er et 10-minutters lang rock epos. De næste 5 numre er alle på et virkelig højt niveau, hvor det især er den tunge, midtempo Into the Fire og geniale Black Night der står frem.
High points: hele albummet - et af de legendariske albums uden nogle dårlige numre på. Men hør Speed King, Child in Time, Into the Fire og Black Night, hvis jeg skal udpege nogen.
Karakter: 10/10
Helt klart mit favorit album med Deep Purple - og også det første jeg købte.
Ian Gillan er genial. Og Child in Time er et mesterværk.
Den bedste version af Jesus Christ Superstar er også den hvor Ian Gillan er Jesus. Hans udgave af Gethsemane er lidt i samme boldgade som Child in Time.
★★★★0Har aldrig hørt så meget DP, men har gennemlyttet DPiR i dag, og det er helt sikkert en god skive!
★★★★★★0Endnu en udskiftning kommer der. Den er bestemt ikke dårlig dog, hvis man ser på rent talent. Ud ryger den forrygende Ian Gillian, men ind kommer den mindst lige så gode David Coverdale (som senere danner Whitesnake). Ud ryger bassisten Roger Glover, og ind kommer den ufattelige gode Glenn Hughes, som også har en helt forrygende vokal.
----
Burn, 1974
En personlig favorit, som kun har et minus: det sidste nummer er et mærkeligt instrumental-nummer, men for fordi den ligger til sidst, så går det ikke som sådan udover helheden.
Burn starter med titelnummeret, og det er et helt igennem forrygende rock ‘n’ roll nummer. Derefter følger 5 numre på et højt niveau, som dog ikke er helt i samme tempo, men det er stadig afsindig godt rock ‘n’ roll. Og så kommer Mistreated - min personlige favorit-Deep Purple. Der er plads til soloer og David Coverdale viser sit talent som sanger. Det er en langsom sang, der bygger op til en forrygende finale - som dog desværre ikke er finalen, det er føromtalte instrumentalnummer.
High point: Burn, Mistreated, You Fool No One
Low point: A200
Karakter: 10/10
----
Stormbringer, 1974
Nu er vi nået dertil, hvor jeg skal have en ordentlig gennemlytning af de kommende albums. Og spoiler: Deep Purple når aldrig deres niveau fra de foregående 5 albums, men mindre kan også klare det.
Det er stadig hard rock, og Stormbringer starter forrygende med titelnummeret, men derefter går tempoet lidt af det. Albummet består mest af alt af mid-tempo-sange - dog hvor håndværket er absolut godkendt. Men når man er vant til sange som Burn, Fireball, Highway Star og Speed King, så skal man lige vænne sig til et langsommere tempo.
Det rolige nummer The Gypsy er også værd at nævne, men pladsens bedste nummer er den stille og rolige ballade, Soldier of Fortune. En nostalgisk ballade, som fortjener større kendskab.
High points: Stormbringer, The Gypsy, Soldier of Fortune
Low points: der er ingen misses her, men niveauet er generelt lidt lavere end de foregående albums
Karakter: 7/10
----
Come Taste the Band, 1975
Endnu en udskiftning: Ritchie Blackmore forlader bandet (held i uheld, for han danner Rainbow, hvis 3 første albums er forrygende), og ind kommer Tommy Bolin. Tilbage er der kun organisten Jon Lord og trommeslageren Ian Paice, som har været med fra starten - desuden er det også det eneste album, hvor enten Ian Gillian eller Ritchie Blackmore ikke er med på.
Nuvel - er det så godt? Ja sgu! Og det er meget overset. Tommy Bolin spiller forrygende guitar og kunne have været blevet stor, men døde af en overdosis som 25-årig. David Coverdales vokal er stadig forrygende. Der er ikke nogle af de helt store hits på, men albummet er sammenhængende og alle numrene er på et ret højt niveau. Det er lidt mere funket, lidt mindre hard rocket, men absolut godkendt.
High points: Comin’ Home
Low points: Ingen
Karakter: 8/10
----
I næste episode: gendannelse af den legendariske periode og de “gyselige” 80’ere!
Spotify-listen er opdateret.
★★★★★★0Det legendariske Deep Purple er tilbage! 9 år efter de stoppede, fandt Gillian, Glover, Blackmore, Lord og Paice sammen igen. Min erfaring med slut-60’er, start 70’er bands er dog, at de i 80’erne bliver ret ringe. Der er lige i en periode på de 10 års tid, de skal igennem, før de kommer mere tilbage til rødderne i 90’erne. Det gør sig dog ikke helt gældende for Deep Purple. Det lader sig ikke influere alt for meget af 80’er-lyden og laver nogle hæderlige albums.
En lille note ang. Deep Purples “familietræ” - som siger lidt om de involveredes talenter. Ritchie Blackmore og Roger Glover kommer fra Rainbow - som på dette tidspunkt ikke har lavet et nævneværdigt album siden 1978 dog. Jon Lord kommer fra Whitesnake, Ian Paice har været med i Gary Moores band og Ian Gillian var forsanger på en enkelt (og stærkt undervurderet) Black Sabbath-album, nemlig Born Again. En rolle som Glenn Hughes for i øvrigt også havde på et enkelt Black Sabbath-album, Seventh Star.
----
Perfect Strangers, 1984
Perfect Strangers er et album, som ikke rigtig har nogle dårlige numre, et par højdepunkter og et ok højt niveau. Dog starter den ret svagt med den meget ret kedelige Knocking At Your Back Door og Under the Gun, men derefter bliver det bedre med Nobody’s Home, som har en god tyngde, fedt orgelspil og en god rytme. Den bliver efterfulgt af Mean Streak, som ikke har en specielt god lyric, men musisk er det rigtig godt. Og så til titelnummeret, som også er det bedste nummer på albummet - og det eneste nummer, der er en nogenlunde fast del af deres live-repertoire. Men det er også et godt og dramatisk midtempo-nummer.
A Gypsy’s Kiss er også et højdepunkt, før der kommer en rockballade og en udmærket nummer. Musikalsk er den helt store stjerne her Ritchie Blackmore, som har rigelig med plads til soloer i nærmest alle numre. Generelt er det dog godt spillet og velkomponeret.
Som en lille ekstra info kan jeg nævne, at nu er heavy metal opfundet, og på wikipedia står dette og de efterfølgende albums som hard rock og heavy metal.
High points: Perfect Strangers, A Gypsy’s Kiss
Low points: Ingen
Karakter: 7/10
----
House of Blue Light, 1987
Der kommer lidt mere af den der kunstige 80’er lyd ind på House of Blue Light, men det er ikke for meget. Deres samarbejde fungerede ikke, og Jon Lord har selv sagt, at det var en fejltagelse at gøre lyden tidssvarende. Det er dog ikke et godt tegn, når der er 10 numre på et album, som jeg faktisk har hørt flere gange, men ingen af dem kan jeg huske.
Anyway - det er bestemt ikke et dårligt album, men der er ikke rigtig nogle numre, der er værd at nævne - men der heller ingen numre, der for alvor kan kritiseres. Det er habilt uden at stikke ud.
High points: Ingen - men The Spanish Archer kommer på playlisten, for det er det bedste nummer.
Low points: Ingen
Karakter: 6/10
----
Slaves and Master, 1990
Ian Gillian blev fyret fra bandet, men fordi han kommer tilbage igen på det efterfølgende album, har jeg ikke delt det op i flere kapitler. Erstatningen er Joe Lynn Turner - som kommer fra Rainbow, men dog i Rainbows dårlige periode. På den anden side, så er det fandeme svært at overtage en forsanger rolle fra selveste Dio, som var Rainbows første forsanger.
Og det er også svært at overtage efter Ian Gillian. Joe Lynn Turner er slet ikke på niveau med de to forrige forsangere (Gillian og Coverdale). Det er også det første Deep Purple-album som på ingen måde lyder som et Deep Purple. Derfor behøver det ikke være dårligt, og det er det da heller ikke. Der er et par højdepunkter, såsom Fire in the Basement, hvor Turner viser lidt mere aggressivitet på vokal-fronten.
En lille note: det er skidesvært at bedømme et album med et band, som har lavet nogle af mine all-time favorit-albums. Det er umuligt ikke at sammenligne med deres storhedstid og deres velkendte 70’er lyd. Så måske - hvis man lyttede til Slaves and Masters uden at kende til alt det andet - at man vil finde den bedre.
High points: Fire in the Basement
Low points: Ingen - men heller ikke så mange mindeværdige sange.
Karakter: 6/10
----
The Battle Rages On…, 1993
Ian Gillian er tilbage, men igen var der problemer internt i bandet. Det resulterede i, at Ritchie Blackmore skred midt under en turné - hvor erstatningen blev selveste Joe Satriani.
Men hvordan er albummet? Først da jeg hørte engang i 90’erne var jeg dybt skuffet. Det var da jeg kun kendte til de klassiske albums. Når jeg genhører det i forbindelse med denne gennemgang, kan jeg godt se, at det var en smule uretfærdigt. Det starter rigtig stærkt med The Battles Rages On…, og derefter er det svingende, hvor interessante numrene er. Faktisk er der kun et andet nummer, der stikker ud - den 7 minutter lange Anya, som sjovt nok lyder mere som et Rainbow-nummer end Deep Purple.
High points: The Battle Rages On…, Anya
Low points: Ingen - men generelt er der ikke meget at komme efter.
Karakter: 5/10
----
Følg med næste gang, hvor Ritchie Blackmore bliver erstattet af den guitarist, der har været med på flest Deep Purple-albums, hvor Jon Lord bliver erstattet, og hvor Deep Purple bliver bedre end de har været i mange år!
★★★★★★0Mens vi venter på det nye kapitel, så tjek denne fra 1970...de trækker den langt ud, står på guitaren og vælter trommesættet :)
★★★★0Så kom der 19 nye bands på plakaten til Copenhell. Desværre er der ikke noget, der er helt oppe at ringe for mig, men alligevel en del bands, som jeg da skal tjekke ud.
Skal ses: Dizzy (har ikke set dem siden de spillede på mit gymnasie i 199x), Down, BÆST, Agnostic Front, Blood Incantation og Angstskrig
Måske: Myrkur, VREID, Thundermother
Holder mig langt fra: Mastodon, Devin Townsend, The Pretty Reckless, VOLA, Benediction, High Command , The Raven Age, Spiritbox, Soen
★★★★★0Jeg er helt tosset med Mastodons to første albums, så jeg ser dem gerne (selvom de laver en masse kedeligt for tiden). Det samme kan siges om Down. Ellers ser jeg også gerne Blood Incarnation, High Command og måske endda Dizzy Mizz Lizzy for nostalgiens skyld.
David Lund25-06-21 10:38
★★★★0Fik lige gået listen af bands igennem, og listet dem efter prioritet. Der er alligevel lidt flere bands, som jeg glæder mig til at se, end der har været de tidligere år.
1. Prioritet
Denial of God
Emperor
Iron Maiden
Judas Priest
Mercyful Fate
Metallica
Nyredolk
Orm
Skal ses med mindre det clasher med ovenstående
Agnostic Front
Angstskrig
Artillery
BAEST
Bersærk
Blood Incantation
DAD
Dizzy Mizz Lizzy
Dog Eat Dog
Down
Korn
Svartsot
Vreid
Boblere
Bad Religion
Death to All
Destruction
Eyes
Gatecreeper
Jinjer
Kiss
Lok
Myrkur
Opeth
Thundermother
Wayward Dawn
Xenoblight
Nope
Benediction
Devin Townsend
Gloryhammer
Ghost Iris
Hellacopters
Hällas
Ivy Crown
Knocked Loose
Lifesick
Mastodon
Of Mice and Men
The Pretty Reckless
The Raven Age
Siamese
Soen
Spirit Box
Søren Andersen
Vola
Withering Surface
★★★★0Nå, jeg troede spolier funktionen gjorde listen kortere...
★★★★★★0Hällas er pis'fedt!
Vil lige lave min liste i løbet af weekenden.
★★0Feeders bedste nummer, Tinsel Town: hvorfor? Fordi jeg tænker tilbage på det år hvor jeg var til Aalborg metal festival, hvor jeg fandt albummet hvor nummeret Tinsel Town var på. Lidt spøjst at man finder en bod på pladsen der ikke har så meget med metal at gøre, men det var året hvor napalm Death, evergrey, scarve, mnemic det oprindelige lineup, hatesphere, destruction og abgott var alle at finde på programmet.jeg var der sammen med en ven fra Krogerup Højskole.jeg gav 10kr for cd'en og har hørt Tinsel Town mange gange, uafbrudt, i en periode.
En virkelig god sang af Feeder her er Tinsel Town, enjoy
★★0I ain't no nice guy en duet med Lemmy kilmister og Ozzy Osbourne.
Jeg nåede at se Motorhead 2 gange, inden Lemmys bortgang.
Mødte også bandet, som signerede min Limited edition of England, som er et vinyl-boxset med albums som bomber, Overkill og Ace Of Spades. Jeg var så heldig at få taget nogle selfies med hele bandet.
Har også set Ozzy Osbourne to gange,men ikke mødt ham. Har dog mødt nogle af hans faste guitarister nemlig Zakk Wylde og Tony Iommi. De stillede også op til nogle selfies.
Her er i ain't no nice guy med duoen, enjoy
★★★★★★0Har du en ting for at møde de kendte?
★★★★★0Jeg fandt ud af på min første Berlinale, at det at møde kendte i hvert fald ikke sagde mig det store. Jeg vil hellere se film. Men jeg har da mødt en god portion af de helt store dernede efterhånden også =)
David Lund28-06-21 10:00
★★★★0Jeg har mødt Smokey og East 17! Man fik lov til at prøve vilde ting som praktikant i Vejle Lokal Radio tilbage i 94!
★★★★★0Det fedeste jeg har prøvet var, da en producer på en eller anden crap film, var helt vildt opsat på at hooke mig up med Lindsay Lohan!
David Lund28-06-21 10:05
★★★★★★1Altså, jeg har mødt Super Ove.
★★0Har du en ting for at møde de kendte?
Ikke så meget mere....men før i tiden, hvis det har været i forbindelse med koncerter stod jeg og ventede på at komme ind på spillestedet nogle timer før, og der kom musikerne typisk hen til mig. Den primære årsag for at vente så længe var at få den bedste plads i koncertsalen, hvilket ofte lykkedes. At møde de kendte var bare en fin bonus.
jeg har aldrig været decideret opsøgende, men var fascineret af messe-mentaliteten også, hvor man kunne falde i snak med andre danskere, som også var dukket op for at få et professionelt signeret foto....ikke på samme måde som autograf jægeren Flemming, da der for mig, skulle være et bestemt formål med det, og ikke møde dem uden at ane hvem de forskellige var.
Flemming var totalt clueless hvad koRn angik....vidste ikke en dyt om dem, men var alligevel dukket op. Andre fans undrede sig over hvorfor han overhovedet ville have autografer da han tydeligvis ikke kendte en dyt til dem. Jeg selv har mødt korn to gange.
★★★★★★0Igennem Odense Film Festival har jeg mødt en del danske kendte, og drukket øl med en del af dem :) - men det selve det at møde en kendt, siger mig ikke så meget.
Erik Clausen gav mig en fadøl, og så snakkede vi om dans og kærlighed, mens vi ventede på, han skulle begynde sit seminar. Det var sgu hyggeligt.
Tror den kendteste ,jeg har mødt, er Jokeren, som er en af mine allerældste venners eks-kæreste
★★0Igennem Odense Film Festival har jeg mødt en del danske kendte, og drukket øl med en del af dem :) - men det selve det at møde en kendt, siger mig ikke så meget.
Erik Clausen gav mig en fadøl, og så snakkede vi om dans og kærlighed, mens vi ventede på, han skulle begynde sit seminar. Det var sgu hyggeligt.
Tror den kendteste ,jeg har mødt, er Jokeren, som er en af mine allerældste venners eks-kæreste
Jeg har også mødt Erik Clausen, efter han holdt tale for Krogerup Højskole, på studenterhuset i København, jeg gik.på Krogerup Højskole i den tid. Kan ikke huske præcis hvad han sagde. Han virkede lidt sky, men jeg fik hans autograf. Fik dog alligevel dét indtryk af at han virkede venlig, på trods
Har også mødt en del kendte danskere. Især i forbindelse med frivilligt arbejde på Stege teater fra før år 2000. Jeg hjalp bl.a med at sætte kulissen op til killing time med Lars Bom og Andrea Vagn Jensen. Mødte dem efter stykket. Lars skrev hilsen ex-strisseren og sagde at jeg til enhver tid måtte få hans autograf.
★★★★★★0Altså, jeg har mødt Super Ove.
Det er sateme svært at overgå - kæmpe respekt!