Der er nok mange ting, der spiller ind. Bowie var jo også bedst i sine yngre år, som jeg ved du også synes.
Jeg kan ikke rigtig udtale mig om klassisk musik, men kan konstatere, at fx Depeche har lavet musik i næsten 40 år, hvor en som Mahler jo blev kun 50 år. Jeg ved så ikke, hvor mange år han lavede musik.
Hvad hører du nu og hvorfor:-)
★★★★0chandler7530-08-17 22:43
★★★★★0De fleste har i hvert svært ved at forblive relevante efter deres store gennembrud - og her tænker jeg ikke deres kunstneriske gennembrud, men netop der hvor de bryder igennem til et stort publikum. Om det er penge, dovenskab eller om de simpelthen bare ikke har mere at sige, skal jeg ikke gøre mig for klog på.
David Lund30-08-17 22:52
★★★0Ja, Bowie lavede stadig fine ting senere, men det er helt klart perioden fra 1970-80 som man ville bevare til eftertiden, hvis man skulle vælge.
Mahler blev ganske rigtig ikke særligt gammel. Det gjorde eksempelvis Schubert, Chopin og Mozart heller ikke, så måske gemmer der sig en delårsag deri.
- ★★★0
De fleste har i hvert svært ved at forblive relevante efter deres store gennembrud - og her tænker jeg ikke deres kunstneriske gennembrud, men netop der hvor de bryder igennem til et stort publikum. Om det er penge, dovenskab eller om de simpelthen bare ikke har mere at sige, skal jeg ikke gøre mig for klog på.
Alt det kan givetvis også være medvirkede. Der kan muligvis også være en forklaring i, at de er meget mere eksponerede.
★★★★0Og så kommer der indimellem et Modern Times album fra en halvgammel Dylan :)
Men ja, som stor Springsteen fan, må jeg også konstatere 1972-1982 var det bedste og hvor jeg lytter til 90% af hans materiale, selvom han har lavet gode plader sidenhen.
Stones det samme, med Tattoo You som sidste store, selvom Voodoo Lounge uden tvivl er fed.
★★★0Jeg vil så gå i den anden retning, og påstå at der findes masser af nyere bands (pop, mainstream, art, metal, hip hop, world osv) som forsøger at fornye sig uden at falme - og indimellem til det bedre. Alt fra Taylor Swift til James Blake til Radiohead til Bon Iver til Kanye West til Aphex Twin til Swans til Neurosis til Ulver osv. Om man som fan er til det, eller åben overfor en eventuel nyt retning, vil jeg så mene har en lige så stor andel i dén diskusion. :)
Dolphinfriendly30-08-17 23:23
- ★★★★0
Af dem du nævner, Nicki, kender jeg kun Aphex Twin (og stort set kun fra "I Want Your Soul"). Men jeg vil også nævne Duran Duran, der på de seneste albums (hvis man ser væk fra "Red Carpent Massacre") har lavet nogle virkelig fremragende ting frem til i dag, selvom deres helt stors hits selvfølgelig er fra 80'erne.
chandler7530-08-17 23:17
- ★★★★0
Og husk lige Bowies forrygende Heathen album .....
- ★★★0
Fedt med et Duran Duran heads up. Hvilket album af deres nyere er godt?
Dolphinfriendly30-08-17 23:19
- ★★★0
Og husk lige Bowies forrygende Heathen album .....
Enig - plus "Outside" og "Black Star".
Dolphinfriendly30-08-17 23:20
- ★★★★0
Fedt med et Duran Duran heads up. Hvilket album af deres nyere er godt?
Det kommer an på, hvor langt tilbage du vil gå :)
chandler7530-08-17 23:27
- ★★★★★0
Jojo, der er da eksempler på det modsatte. Især hos mange af superstjernerne. Det er vel derfor de er forblevet superstjerner (all hail Bowie!) Jeg synes dog stadig, at tendensen er der. Et kæmpe gennembrud gør det svært for et band/en kunstner at følge op. Og jeg snakker jeg ikke Neurosis, Swans, Aphex Twin og Ulver størrelse, men et i samme format som f.eks RHCP, Metallica, Muse osv. Alle disse har haft kæmpe problemer med at følge op på gennembruddet. Taylor Swift må vi vel vente at se, eftersom hendes store gennembrud var det seneste album, og den nye single synes jeg sgu ikke ligefrem er lovende. Der er da forsøg på fornyelse, men det går ikke altid helt så godt. Se på Metallicas St. Anger f.eks. =)
David Lund30-08-17 23:31
- ★★★★0
Men på den anden side - er det egentlig ikke sådan inden for alle kunstarter? Film, litteratur, tegneserier... Hvor tit er det, at nogen, der har lavet noget i 20 år, først laver sit mesterværk efter 20 år?
chandler7530-08-17 23:37
- ★★★★★0
Men på den anden side - er det egentlig ikke sådan inden for alle kunstarter? Film, litteratur, tegneserier... Hvor tit er det, at nogen, der har lavet noget i 20 år, først laver sit mesterværk efter 20 år?
Det er der nok eksempler på, men jeg føler egentlig at lige præcis med film, har dem med en stor gennembrudsfilm af høj kvalitet en ret stor chance for at lave en rigtig god film igen.
David Lund30-08-17 23:39
- ★★★★0
Det er der nok eksempler på, men jeg føler egentlig at lige præcis med film, har dem med en stor gennembrudsfilm af høj kvalitet en ret stor chance for at lave en rigtig god film igen.
Men lige så god? Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen af mine favoritinstruktører, hvis nyere film er bedre end deres gamle. Spielberg, Coen-brødrene, Fellini, Peckinpah, Tarantino, Carpenter...
chandler7530-08-17 23:45
- ★★★0
Jeg synes da egentligt at både RHCP og Muse har haft fulgt op på deres gennembrud løbende. Andre eksempler er særligt indenfor hip-hop, hvor bl.a. Kendrick Lemar over de sidste par albums løfter både kreativt niveau og kommercielt gennembrud til nye højder. Igen - Kanye West. Jay-Z. Beyoncé. Der er flere. Men enig i, at nogle af de mere satte navne - her kunne man tage eksempelvis The Scorpions og Toto som bands der ikke rykker sig kunstnerisk - kan have en tendens til at holde sig til musikken som betalte jobs, der høres af genrebevidste fans - der ofte forventer "mer' af det samme!". Og det er vel også fair nok.
Taylor Swift var nu også mest et eksempel på en helt ny kunstner, som nu spiller lidt på at være lidt revolutionær og avantgarde i tidens ånd. :) Men her kunne Miley Cyrus vel tages som et slags eksempel på en "kunstner", som har fornyet sig (markant!) efter sit første gennembrud. :D
Haha ja, St. Anger er fandme skidt. Men det var Load og Reload fandme osse haha.
Iøvrigt har vi også sensationelle Bisse herhjemme, som har gjort kometkarriere på at udgive det ene fremragende album efter det andet på ingen tid, som i den grad også tør at eksperimentere fra skive til skive. Ikke at han er stor endnu, det skal dog nok komme.Dolphinfriendly30-08-17 23:51
- ★★★0
Men på den anden side - er det egentlig ikke sådan inden for alle kunstarter? Film, litteratur, tegneserier... Hvor tit er det, at nogen, der har lavet noget i 20 år, først laver sit mesterværk efter 20 år?
Der er nogle stykker. Ingmar Bergman, Lars von Trier, Terrence Malick, Kathryn Bigelow, Michael Mann, Oliver Stone, Jonathan Demme, Billy Wilder, Hitch osv. Men så kommer der dén om hvilke film der er mesterværkerne, selvfølgeligt. :)
Dolphinfriendly30-08-17 23:58
- ★★★★★0
Nu kan jeg faktisk rigtig godt li' Muse selv, men jeg føler ikke at noget efter gennembruddet er nær så godt som det før. Personligt kan jeg også godt li' Load og Death Magnetic af Metallica imens resten efter Black Album er ret skidt. Og RHCP føler jeg kun har leveret skidt siden BloodSugarSexMagik. Men pointen er ikke, at disse bands kun laver skidt efter gennembruddet - bare at det efterfølgende er rigtig svært for dem at levere noget i nærheden af deres ældre materiale. For mig at se, er der en klar tendens for en kunstner at falme efter det store kommercielle gennembrud. Og det er ikke fordi, disse kunstnere kun har haft et godt album før gennembruddet - de kan have en masse. Men rammer de det store gennembrud, er der ikke den store chance for, at jeg - personligt i hvert fald - finder dem interessante efterfølgende. Men det kan da sagtens tænkes, at det kun er mig, der har det sådan. Tilgengæld har jeg haft den tanke siden teenageårene, da lige præcis kæmpe bands som RHCP, Metallica, U2, Guns N Roses, Nirvana osv. skuffede en smule (eller en hel del) efter gennembruddet.
David Lund30-08-17 23:59
- ★★★★★0
Hip hop kan jeg ikke være med på her, da min smag lige i den genre er langt fra mange af de store nutidige kunstnere. Jeg kunne godt lide Kanye Wests første album, imens resten du nævner aldrig har sagt mig det store. Eminem er dog et godt eksempel - de første to albums var gode, resten er crap. Tupac mistede jeg også al interesse for efter gennembruddet, og det samme med Wu Tang Clan, Beastie Boys og Cypress Hill. I dag hører jeg hovedsageligt kun det mere skæve og futuristiske hip hop, og det bliver nok aldrig særlig mainstream.
David Lund31-08-17 00:08
- ★★★0
Jo, men det er jo en subjektiv vurdering af bl.a. RHCP. Jeg er helt enig med dig dér, men vi er også opvokset i samme tid rent musisk, hvor BloodSugarSexMagik var et mirakel. For det ér fandme et mesterstykke, og jeg mener heller ikke at de har overgået den. Mht. Muse, kom deres gennembrud med Origin of Symmetry, som efter min mening også er en forrygende plade, men de voksede med både Absolution og fik vel det helt store kommercielle gennembrug med Black Holes and Revelations. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan pege på hvilket af de albums der er allerbedst. Men efter min mening har de så heller ikke lavet noget nævneværdigt siden, og er gået hen og blevet Genesis' og Queens love child, men ikke på den gode måde. :) Et andet eksempel er også Pink Floyd, som nogle vil mene overgik Dark Side of the Moon med The Wall, bare lige for at smide et andet random eksempel.
Jeg tror også, at man nogle gange er farvet af hvad hvilke albums der var store da vi var unge. Jeg læste engang en artikel, hvor påstanden var, at mange ikke fornyer deres musiksmag efter de er blevet 30 år. Jeg tror bestemt, at der er noget om snakken, i den kontekst, når folk forguder visse albums fremfor andre - som eksempelvis dem der elsker Pablo Honey og hader Kid A. Forventninger og genrebevidsthed kan være en bitch.Dolphinfriendly31-08-17 00:32
- ★★★★★0
Jo, den med 30 år, har jeg også læst, og den passer også ret godt på de fleste. Jeg tror dog sådan nogle som os to, helst ikke vil have den mærkat siddende på os. Jeg hører i hvert fald meget nyt musik konstant, og blev først interesseret i indie i en alder af 32, folk/country i en alder af 34 og trance i en alder af 35. I dag, i en alder af 38, hører jeg mere nyt musik end nogensinde før. Sidste år hørte jeg ca 300 nye albums og i år bliver det helt sikkert overgået. Ligeledes har min kæreste en onkel, der i en alder af 45 først nu er begyndt at interessere sig for ekstrem metal, hvor han før tilhørte den klassiske gruppe "men man kan jo ikke høre hvad de synger!" Samtidig er jeg fra sidste år, blevet betydeligt mere glad for simpelt og dumt metalcore med ren vokal og hele svineriet, som jeg før i tiden hadede som pesten. Lige for en god ordens skyld, synes jeg Kid A er betydeligt bedre end Pablo Honey. Selvom Radiohead da aldrig rigtigt har været dårlige, føler jeg dog stadig at deres sidste virkeligt gode album var Amnesiac dog.
Mht. den subjektive vurdering vil det netop altid være det - en subjektiv vurdering. Det er desuden også ret svært at forklare uden at lyde som en indspist smagsdommer - især på skrift. Jeg plejer dog at kunne få de fleste med på ideen om, at kunstnere sjældent kan tåle et stort kommercielt gennembrud. Om man godkender deres efterfølgende albums, handler naturligvis om smag, og fair nok at du er glad for RHCP stadig. Men føler du oprigtigt at de har leveret noget i nærheden af gennembruddet siden? Jeg er desuden helt enig med Muse, og netop derfor jeg brugte dem som eksempel. Black Holes And Revelations var et kæmpe gennembrud for dem, og intet i nærheden af deres trio af glimrende albums siden. Queens Of The Stone Age er endnu et klassisk eksempel. Et kæmpe gennembrud og ikke et album i nærheden af deres tre første siden. Kashmir og DAD kan man sige det præcis samme om hvis vi skal forsøge os med de danske bands. Som sagt er der bestemt eksempler på kunstnere, der kan blive ved med at levere varen - især hvis de holder sig fra det store kommercielle gennembrud. Her kan man nemt hive fat i dine tidligere eksempler med Neurosis osv. Blandt personlige favoritter har jeg The Dillinger Escape Plan og Converge hvor jeg anser nyere albums som Option Paralysis og Axe To Fall som deres bedste. Dette er en stor del inde i deres karrierer, hvor de i lang tid har etableret deres lyd, og jeg har fulgt dem begge siden starten.
David Lund31-08-17 06:25
- ★★★★★0
Men lige så god? Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen af mine favoritinstruktører, hvis nyere film er bedre end deres gamle. Spielberg, Coen-brødrene, Fellini, Peckinpah, Tarantino, Carpenter...
Men netop når vi snakker gennembrudsfilmen (som i en enkelt), har alle de nævnte instruktører da leveret på samme niveau siden. Selvom de i dag slet ikke kommer i nærheden af deres storhedstid. Spielberg har f.eks. siden gennembruddet med enten Jaws eller Raiders Of The Lost Ark givet os Indiana Jones And The Last Crusade, Jurassic Park, Schindler's List og Saving Private Ryan - alle film som ofte optræder på folks top 10-100.
David Lund31-08-17 06:56
- ★★★0
En anden ting, der i øvrigt måske også kan spille ind, er, at særlig rock i høj grad taler til en pubertets/teenage-forståelse, og den slags har det jo med at blive tiltagende bizar med tiden efterhånden som udøverne ældes og (forhåbentlig) rykker videre rent modenhedsmæssigt. Jeg læste engang et interview med Gary Numan, hvor han netop nævnte, hvor enormt fremmed han i dag følte sig over for nogle af hans tekster, der er udpræget 'teen angst'.
Jeg var inde og se Leonard Cohen for nogle år siden, og der var det påfaldende, hvor pænt temaerne og musikken var blevet ældet – netop fordi de aldrig havde baseret på en teenageimpulser. I andre tilfælde kan det være mere grotesk at overvære. Der er trods alt noget temmelig sølle over en mand på 67, der – fanget i en evig pubertetsidentitet – stadig synger sange om at nedlægge piger.
- ★★★0
Apropos teenagere så genhørte jeg tilfældigvis Iron Maidens The Rime of the Ancient Mariner, som jeg ikke tror, jeg har hørt i godt og vel femten-tyve år. Jeg havde næsten glemt, hvor fantastisk en sang, det er, og hvor imponerende en fortolkning af Coleridges digt nummeret er. Smuk og ambitiøs brug af musikken til at fortælle en i øvrigt også ganske rørende fortælling. I min optik, er dette nummer det bedste, de overhovedet har lavet.
★★★★★0Hiver lige Depeche-diskussionen herover fra http://www.moovy.dk/forum/bland-selv/Hvad-laver-du-nu :)
Alan Wilder sagde på et tidspunkt, at en af hans største anker ved de nyere DP-albums er, at de er mastered så "højt", hvilket jeg synes er helt rigtigt. Jeg har dem kun på CD, men måske er det mere neddæmpet og mindre skingert på vinyl...
Jeg må dog indrømme, at jeg overdrev lidt, da jeg hintede, at det sidste gode album var "Ultra". Lav mig rette det til "Playing the Angel", der også har en række solide numre. Derimod er det eneste gode nummer jeg kan finde på de to næste "In Chains".
"Spirit" vokser på mig, jo mere jeg hører det, og jeg kan hermed konstatere, at "Delta Machine" er deres ringeste album til dato...Ja, der har jeg det noget anderledes. Jeg synes "Exiter" var et glimrende album. Til gengæld var jeg ikke imponeret over hverken "Playing The Angel" eller "Sounds of The Universe", som jeg synes er ret middelmådige albums. At "Delta Machine" skulle være deres ringeste album til dato, kan jeg slet ikke følge. Jeg ser derimod det album som, at Depeche Mode både kvalitets og melodi mæssigt kom tilbage på sporet, og jeg oplevede det som værende meget genemført og gennemtænkt på flere fronter.
Jeg skrev en længere anmeldelse af albummet på Filmz i sin tid. Vil lige prøve at se om jeg kan grave den frem, det står mere klart hvorfor jeg mener det jeg gør om "Delta Machine". :)