Mine all-time favoritter, som jeg uden at blinke køber/købte alt nyt med - og ofte både på vinyl og CD.
- Duran Duran har jeg fulgt fast, siden jeg fik live-albummet "Arena" på kassettebånd som pre-teenager omkring 1985. Fulgte dem også op igennem 90'erne, hvor det med undtagelse af "The Wedding Album" stort set kun var de trofaste fans, der hang på. Var spændt som en flitsbue, da bandet blev "gendannet" i 2004 med den originale lineup og albummet "Astronaut" - og har nydt at se dem få fornyet og bred succes med store udsolgte koncerter og radiohits igen.
- Joy Division opdagede jeg på højskolen i 1996, hvor Ian Curtis allerede havde været død i 19 år. Bedste post-punk band.
- Depeche Mode havde deres sidste rigtig gode (som i geniale) album i 1993, men jeg køber alligevel alt nyt, fordi der altid er noget godt imellem. "Music for the Masses" og "Violater" er blandt mine favoritalbums blandt alle kunstnere.
- David Bowie - ligesom Depeche Mode ligger de bedste albums tidligere i karrieren, men jeg kunne godt lide, hvordan han blev ved med at søge nye musiklaske græsgange på sine senere albums.
- Orchestral Manoeuvres in the Dark (OMD) kom frem i 80'erne som et typisk synth-band og udgiver og spiller stadig live. Ligesom Duran Duran har de fået noget af en revival - og ikke kun blandt de fans, der kendte dem fra 80'erne. Modsat de fleste andre bands kan jeg faktisk bedre lide det, de har udgivet de seneste 15 år, end det fra 80'erne. Men kun lige akkurat.
- Lars H.U.G lærte jeg at kende, fordi min far havde nogle af hans plader. Det er min foretrukne danske musiker overhovedet, og det er lidt ærgerligt, at han ser ud til at være gået på pension. De to plader han udgav med Kliche er også fremragende.
- Leæther Strip, hvis borgerlige navn er Claus Larsen, er en danske EBM-pioner (EBM = Electronic Body Music, en genre der bedst kan betegnes som en blanding af Industrial og Dance). Han kom frem på scenen som stor knægt i starten af 90'erne, tog en længere pause i 00'erne pga. depression og har siden 2007 været tilbage på sporet og spytter albums ud og turnerer som nu 57-årig "fat faggot in a leather jacket" (hans egne ord) i hele verden.
- Beach Boys har jeg været fascineret af siden de tidlige teenageår og har egentlig altid syntes, at de var mere interessante end Beatles - både mht. til musikken og historien/dynamikken bag - og selvfølgelig som vokalgruppe, hvor de er langt overlegen. Ja, de første albums er glade (og gode) albums om at surfe og køre i seje biler, men de fortsatte konstant med at udvikle sig - ikke mindst, når de havde Brian Wilson bag roret (se "Love & Mercy", hvor John Cusack spiller Brian Wilson, hvis du ikke allerede har set den). Jeg har sat mig for at købe alle deres studiealbums på vinyl og er efterhånden oppe på 20 og mangler 10.