Nå, men min jul hørte til bunken med dem, man gerne vil glemme.
Min fætter og hans hustru meldte fra tre dage før.
De kom op fra Tyskland sidste år og hyggede sig så meget, at de havde spurgt, om de måtte komme igen.
Desværre faldt væltede han på sin cykel i starten af december og fik lappet skulderen med en metalplade og nogle skruer. Min fætters kone har ikke kørekort, og det ville blive for meget for ham at køre de 700 km nord til Sønderborg.
Godt det samme dog, for søndag aften lagde jeg mig syg med en virus - 39,1 i feber, voldsom hovedpine, skiftevis hede- og kuldeture, masser af koldsved og hosten.
Jeg måtte droppe alt, der minder om juleand, risalamande, julegaver og familiejulefrokost.
Torsdag var jeg feberfri og besluttede mig for at holde fast i returbilletten og tage hjem for at passe hund, mens kæresten arbejder.
Det var et dumt valg.
På vej over Storebælt mærkede jeg godt, at jeg følte mig en smule svimmel.
Pludseligt slår jeg så øjnene op og ser en kvinde, der sidder på hug ved siden af mig og holder min arm og taler til mig stille og roligt. Rundt om står en masse mennesker og ser meget bekymrede ud.
Det viser sig, at jeg åbenbart er besvimet og gået i kramper. Jeg går ud fra, at nogen fra vognen har spurgt ud efter en læge eller lignende, for kvinden ved min side er hjerteløber. Hun får fat i 1813 og bruger nogle lægefaglige termer om min vejrtrækning.
Jeg er gennemblødt af koldsved. Min arm ser ud, som om jeg lige har hevet den op af en spand vand. Jeg har aldrig set så meget sved på en gang. Det løber simpelthen af mig.
Jeg har kvalme, og nogen rækker mig noget vand og en plasticpose. Jeg begynder at kaste en smule op, men rammer både pose og mig selv.
Kvinden og 1813 bliver enige om, at jeg skal have en ambulance, så lyntoget fra Jylland, der normalt ikke stopper mellem Odense og København H., holder ekstraordinært ind i Slagelse for, at jeg kan blive hentet.
Folk er enormt søde og hjælpsomme, men min ydmygelse er total, da jeg forsøger at pakke mine ting sammen, med min egen opkast på Vinegar Syndrome-t-shirten, står jeg også og taber buksene.
Og naturligvis skal båren rulles langs hele toget og familien Danmark for at komme ud til ambulancen.
Nå, men jeg kommer til Slagelse Sygehus og får taget alle mulige prøver.
Jeg bonner lidt ud hist og her på forskellige tal, men i og med at jeg ikke har smerter, og at mit blod ikke viser de rigtige signalstoffer, så kan de heldigvis hurtigt udelukke de mest alvorlige ting som hjertetilfælde og epileptisk anfald.
Enden bliver, at de ikke rigtigt finder ud af, hvad der er sket. Deres bedste bud er, at min krop simpelthen har været så smadret af mulig søvnmangel og dehydrering på grund af virus, at den har reageret voldsomt. Og så får jeg at vide, at hvis det sker igen, skal jeg kontakte en læge.
Så efter nogle timer i Slagelse bliver jeg udskrevet igen. Jeg er stadigvæk voldsomt svimmel, men formår at fange et regionaltog mod Kbh. H. og så bare sætte skyklapperne på, indtil jeg kan komme hjem og lægge mig.
Jeg er langt fra på toppen endnu og regner også bare med at skulle fejre nytåret vandret i sofaen.
Skal jeg se på det positivt, så fik jeg da noget for mine penge hos DSB og set en by, jeg ikke havde regnet med, da jeg tog hjemmefra.