Forum - Forum-tråd: Hvad modtog/købte du i dag?

Hvad modtog/købte du i dag?

  • ★★★★0

    Har fået lidt forskelligt de seneste dage.

    Fra en indiegogo-kampagne:

    L'inferno (1911) - BD-R - en fransk crowdfunded restaurering af en gammel kopi af denne, den ældste overlevende "feature film". Kopien er særlig, fordi de er farvet rød hele vejen igennem, angiveligt som en gammel form for kopisikring.

    Jeg har tidligere støttet et par af samme selskabs andre restaureringer, men denne har desværre ikke fået særlig god omtale. For det første er det en BD-R, hvor de oprindeligt havde lovet en rigtig presset BD. Dernæst skulle restaureringen ikke være vellykket. Den røde farve gør det svært at se, hvad der egentligt sker, og som kompensation har man skruet op for edge enhancement for at gøre billedet skarpere. Folk er ret ultilfredse, og jeg kommer heller ikke til at støtte deres næste projekt, der allerede er igang.

    Jeg håber, at nogen på et tidspunkt i stedet vil udgive den nye restaurering, som Cineteca di Bologna fik færdiggjort i 2021. Den bygger nemlig på deres tidligere arbejde, som førte til en meget flot dvd-udgave tilbage i 00'erne. Desværre kunne den gamle restaurering ikke anvendes til højopløsningsformater, og derfor måtte de på den igen. I øvrigt skulle en af de gamle filmkopier, som arkivet i Bologna anvendte, stamme fra DFI i København. 

    Fra Eureka:

    Lubitsch in Berlin, Six Films by Ernst Lubitsch, 1918-1921 - jeg er begyndt at købe de gamle udgivelser, som jeg ved, jeg gerne vil have, fordi jeg er bange for, at de skal udgå. Nu hvor Murnau-filmene m.m. er udgået, så frygter jeg for, hvad det næste bliver.

    Accetone

    The Gospel According to Matthew

    Oedipus Rex - Eureka har tilbud på deres Passolini-titler til £13 per styk, hvis man køber alle tre. De udgår nemlig lige om lidt, sandsynligvis fordi Criterion også vil udsende den boks, de har annonceret i USA, på det engelske marked.

    Fra shop.dtm.at i Østrig:

    Die Teufelswolke von Monteville (Anolis) - engelsk sci-fi-horror fra 1958, bedre kendt som The Trollenberg Terror. Første BD-udgivelse i verden. Limited edition mediebook-udgave med cover A. Den ser allerede ud til at være udgået de fleste steder, så man skal skynde sig, hvis man vil have mediebook-versionen. Der kommer dog næsten sikkert en standardversion senere. I hvert fald pointerer Anolis, at hæftet kun følger med i mediebook'en, og det må jo betyde, at der kommer en version uden senere?

    Die Rache des Paten (1974) - bedre kendt under den amerikanske titel Cry of a Prostitute. Hårdkogt italiensk kriminalfilm med Henry Silva. Den amerikanske BD fra Code Red er udgået for længe siden og indeholdt også kun den amerikanske biografversion. Tyske FilmArt udsendte for en håndfuld år siden så en limited edition BD med både den amerikanske version og den længere italienske udgave. Den udgik også hurtigt, inden jeg blev opmærksom på den. Men nu opdagede jeg lige, at et søsterselskab til FilmArt har genudsendt den med nyt cover, men med præcist det samme indhold. Der er både italiensk, tysk og engelsk lyd.

    Humongous (1982) - monsterfilm, der har været udsendt af Scorpion Releasing i USA. Den amerikanske BD skulle dog have store problemer med lydsporet, hvor en del af det er forvrænget. Denne tyske udgave skulle rette op på fejlene.

    Hilde Warren und der Tod (1917) - stumfilm med manuskript af Fritz Lang, der også optræder som skuespiller i en mindre rolle. Det er det lille, tyske label Ostalgica, der er begyndt at udsende titler fra tysk films barndom. Hilde Warren und der Tod står opført i flere af de gamle genreregistranter som en tidlig horrorfilm, men umiddelbart så ser den eneste forbindelse til genren ud til at være, at Døden optræder i skikkelse af en høj, meget tyndhåret mand. Jeg vil dog gerne støtte projektet. 

    Pest in Florenz (1919) - endnu en stumfilmsudgivelse fra Ostalgica, og igen har Fritz Lang skrevet manuskriptet. Den har en mere reel horror-tilknytning, fordi historien er delvis baseret på Edgar Allen Poes The Masque of the Red Death. 

    Begge titler fra Ostalgica kommer i digipaks med booklets og indeholder flere extras på tysk. Der er dog engelske undertekster til de originale, tyske mellemtekster, for dem der har brug for det.

    Katakomben des Grauens (1959) - bedre kendt som B-filmen Attack of the Leeches. Det er en film, der er svær at opdrive i ordentlig kvalitet, og som mest har været henvist til store genrebokse med 50-100 film på dvd. Der findes en nogenlunde amerikansk blu-ray baseret på et 16mm-rpint, og denne tyske udgave fra Anolis har taget den samme master og renset den en smule. 

    Der Hexentöter von Blackmoor (1970) - Jess Francos The Bloody Judge med Christopher Lee i hovedrollen som sadistisk dommer og heksejæger. 

    88 Films udsender også snart The Bloody Judge på BD i UK med nogle nye extras. Deres version indeholder dog kun én udgave - den internationale version. Den tyske boks indeholder hele tre udgaver: den tyske biografudgave, den internationale version og så en "integral version," hvor man har klippet så meget som muligt sammen fra de to kendte udgaver (dog kun på dvd). Derudover får man et hæfte og bl.a. en 70 min. lang dokumentar om Franco samt musikken på cd.

    Jeg skal sikkert også have den engelske udgave, når den udkommer, for at få de nye extras, men jeg ville gerne have fat i denne her for dens unikke ekstramateriale. Desværre havde DTM sendt et eksemplar med et smadret hjørne, på trods af at jeg ekstra bad dem om at vælge en fejlfri kopi og pakke den virkeligt godt. Så nu må jeg se, om jeg kan få den byttet. 

    thomsen26-05-23 13:09

  • ★★★★0

    Det er åbenbart de dårlige indpakningers dag.

    Jeg fik også en pakke fra diabolikDVD. Den indeholdt:

    Essential Noir Collection, Vol. 4 (Imprint) med fem klassiske film noir, alle i nye restaureringer

    The Haunting of Julia (Imprint) - jeg har faktisk også bestilt 4K-udgaven fra BFI, som blev annonceret efter denne her. Jeg valgte alligevel at holde fast i bestillingen af den australske udgave, fordi den har unikke extras og, som den eneste, det elektroniske soundtrack med på cd.

    The Whip and the Body (88 Films) - limited edition boksudgave

    Shock-o-Rama (AGFA), limited edition med slipcover, der nu er OOP. Opsamling af tre gamle exploitation- og horrorfilm fra videomasters.

    Jeg havde bedt DiabolikDVD om at pakke det hele ekstra godt ind, fordi jeg har venner, der har haft problemer, efter at Jesse fra Diabolik har ansat nogle hjælpere til at pakke for sig. Det havde de ignoreret, så det hele var puttet i en meget lille æske med kun en tynd bobbleplastlomme rundt om sig.

    Forsendelsesæsken havde fået et ordentlig slag på et hjørne forneden, formentligt der hvor den landede efter at have været kastet. Pga. den minimale beskyttelse er slaget gået lige igennem og har desværre trykket Noir-boksen helt ind i det ene hjørne. 

    Det var oven i købet den, jeg var mest øm overfor, fordi den kun er lavet i 1500 eksemplarer.

    Jeg regner med at kunne få den byttet, men det hele betyder bare, at jeg nu kommer til at betale toldgebyr en ekstra gang, fordi de ikke kunne finde ud af at pakke ordentligt! :-/

    --

    Og så var jeg ellers ved at gå helt i spåner, da jeg lige for lidt siden hentede en plakat, jeg havde købt på DBA, i den lokale kiosk.

    Jeg var så heldig at købe en plakat fra Bennys Badekar til ingen penge forleden. 

    Sælger skrev hurtigt, at hun faktisk havde haft tre, og at hun godt kunne se, at hun nok havde snydt sig selv. For det sidste eksemplar havde hun sat til salg til det dobbelte af, hvad jeg gav (stadigvæk en meget billig pris), og hun havde haft utroligt mange henvendelser på den.

    En kammerat gjorde mig så opmærksom på, at der faktisk blev lavet et genoptryk for nogle år siden, i forbindelse med, at man genoptrykte soundtracket på vinyl. 

    Jeg kan huske, at hendes andre annoncer primært var legetøj og den slags, så jeg nåede at affinde mig med, at det nok i virkeligheden var et genoptryk. Prisen var så god, at det ikke var det helt store tab, og så kan jeg altid forære den til min niece, når hun engang flytter på kollegie for at studere. Men efter at have slået sælger op, så viser det sig,at hun faktisk er direktør i en kendt jysk biograf, og så giver det jo pludseligt bedre mening, hvorfor hun skulle ligge inde med gamle plakater.

    Nå, men plakaten ankom i dag, og jeg gik ned for at hente den. Hun havde skrevet, at hun ville sende den i et plakatrør, så jeg regnede ikke med, at der ville være nogle problemer. Jeg blev derfor ret chokeret over at få udleveret et "rør" bestående af en rullet plakat. Hun havde simpelthen rullet den ind i en anden plakat, der selvfølgelig var blevet rimeligt krøllet undervejs. Jeg nåede lige at panikke, men det viste sig, at hun i det mindste havde puttet plakaten i et meget tyndt rør inderst inde. Jeg ville ikke kalde det for et "plakatrør". Det har præcis samme tykkelse og farve som paprullen fra en rulle toiletpapir, det er bare længere. Jeg kan se, at det også har fået et par små knubs, men ikke noget alvorlig. Jeg har ikke rullet plakaten ud endnu for at tjekke - skal lige have fundet et par handsker, så jeg ikke sætter fedtfingre på - men jeg håber virkeligt, at den har overlevet uskadt. Det ville sgu være synd, hvis den har klaret sig hele vejen igennem fra 1970'erne til nu, for så blot at blev ødelagt pga. sælgers tankeløshed. Hvis hun i det mindste ikke havde lovet at sende i et plakatrør, så ville jeg havde skrevet med udførlige instruktioner og gerne have betalt ekstra for det ...

    thomsen26-05-23 19:05

  • ★★★1

    Modtog et par skiver i går og i dag:

    • Martin (UHD BD)
    • Warriors Two / The Prodigal Son (BD)

    NSF27-05-23 13:18

  • ★★★★0

    Apropos Bennys badekar, så dukkede der pludseligt en ny annonce op for plakaten på DBA i går.

    Sælger her skal så have hele 2000 kr. (!) for den. Det er en ret optimistisk pris, tænker jeg.

    Han gør opmærksom på, at den er "rullet, ikke foldet", og at den ikke har noget tryk på bagsiden.

    Det sidste er essentielt, for der blev lavet et genoptryk i forbindelse med genoptrykket af soundtracket på vinyl for et par år siden. Plakaten var lagt foldet ind i coveret som en bonus, og kan man kende den, fordi den bl.a. har den originale pressemeddelelse trykt bagpå.

    Men det første er også interessant. Jeg har helt sikkert kigget gennem de første tusind gamle, danske filmplakater som et minimum, sikkert også det dobbelte, og jeg kan tælle det antal, jeg har set rullet, på en enkelt hånd.

    Filmplakaterne blev nemlig automatisk maskinfoldet dengang, og de eneste, jeg har set rullet, har haft forbindelse direkte til filmens distributør og har derfor formentligt været nogle af de første eksemplarer, der er blevet taget ud til kontrol, inden de gik gennem foldemaskinen. 

    Jeg har også fra en ven, der har handlet meget med plakater, at der netop i forbindelse med vinylgenoptrykket også blev trykt nogle uden noget på bagsiden, som så blev anvendt som reklame i butikker og kunne købes rullet i bl.a. Sex Beat Records i Kbh.

    Jeg tænker, at det nok er mest sandsynligt, at det er en af dem, han har fået fingre i. Jeg ville i hvert fald ikke turde købe den.

    Før soundtracket blev genoptrykt, dukkede der en lille stak "new old stock" op fra en sjællandsk samler. Dvs. at de var originale fra 1970'erne, men havde ligget foldet og ubrugte i en kuvert lige siden.

    Jeg havde en ven, der købte fire til videresalg, og de røg alle indenfor et døgn på FB til ml. 1200-1600 kr.

    Jeg var så heldig at få mit eget eksemplar til halvdelen hos den samme samler, fordi jeg lidt tid efter opdagede, at han havde haft en liggende på DBA en måned, uden at den var blevet solgt, og så sendte jeg et bud på 800 kr., som han tog imod. 

    Hvis den rullede plakat på DBA nu virkeligt er original, så er den måske prisen værd. Men det kræver virkeligt, at sælger har en god historie for plakatens proveniens. 

    thomsen28-05-23 14:01

  • ★★★1

    Den svenske krone er latterligt lav lige nu. Er der nogen fornuftige svenske webshops til filmkøb?

    Har brugt Ginza.se et par gange. De tager 100 bobs for at sende, men køber du nok, så er det jo ikke så slemt per film.

    Steffan Rasmussen28-05-23 23:13

  • ★★0

    Fik følgende film fra DVDCITY

    The Hitcher (remake) på Blu Ray med Sean Bean, nordisk release med dansk tekst. Købt spritny stadig plomberet.

    Garfield: The Movie, på Blu Ray med Bill Murray. dansk release med dansk tale plus original version med engelsk lydspor og dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Samlet pris for dem begge inkl forsendelse 149.95kr...

    Ryder666 2-06-23 14:26

  • ★★★★1

    Fra Laserdisken (med gratis levering til Fantask i Kbh.):

    The Defiant Ones (Eureka) - OOP

    Island of Lost Souls (Eureka) - OOP

    Begge er lige udgået, men jeg var heldig at finde dem på tilbud hos Laserdisken. Derfor tog jeg også Island of Lost Souls med, selvom jeg jo egentligt havde skrevet i en anden tråd, at jeg ville springe den over, fordi jeg allerede ejer den amerikanske BD fra Criterion. Men den var så billig, at jeg blev nysgerrig på ekstramaterialet, og hvis det ikke er godt, så ryger den bare videre.

    Fra Faraos:

    Videodrome (Arrow) - 4K UHD limited edition 

    Jeg har den faktisk allerede i Arrow Exclusive-udgaven, der har den amerikanske plakat på forsiden. Men Arrow var aldrig i stand til at levere den uskadt til mig. Da jeg modtog den, havde den fået et hak i et hjørne, men de kunne i skaffe flere på det tidspunkt. Så i stedet fik jeg lidt rabat og tænkte, at jeg kunne sælge den videre og købe en ny, når den kom på lager igen. Det har den været nogle gange siden december, men den har været udsolgt igen, inden jeg nåede at købe den hver eneste gang. Jeg har oven i købet sat en notifikation op på den på min telefon, men den har været udsolgt inden for få minutter hver eneste gang.

    Så nu tænkte jeg, at jeg i stedet hellere måtte få købt den "almindelige" limited edition, med det alternative artwork i stedet, mens den kunne fås. Den er nemlig også for længst væk fra Arrows egen side.

    For en sjælden gangs skyld så var Faraos faktisk hele 50 kr. billigere end Laserdisken med den. Så har man også prøvet det.

    Jeg fik i øvrigt en god snak med chefen derinde. 

    Jeg summer lidt over en artikel om samlere og fysiske medier, og jeg har tænkt meget på, om det kun er midaldrende mænd som mig selv, der har været med hele vejen, som stædigt holder fast, eller om der også kommer nye samlere til.

    Vi talte selvfølgelig en del om, hvordan markedet har ændret sig - som en helhed er fysiske medier på nedadgående og Hr. og Fru Danmark har lige som Joe Sixpack i USA stort set droppet fysiske medier og er gået over til streaming i stor stil. Til gengæld har vi bevæget os over mod et mere samlerorienteret nichemarked, som dengang mediet hed Laserdisk, og det kører til gengæld strygende. Der dukker hele tiden nye labels op, som henvender sig til det samme publikum, og de sælger virkeligt godt.

    Han fortalte, at deres distributør havde sagt, at de seneste tre år, havde salgstallene overgået sig selv hvert eneste år.

    Han sagde også, at der kommer virkeligt mange unge derind og køber film - unge som bruger pengene fra deres konfirmation, eller som har sparet op og går ind og køber en Criterion. Faktisk er Criterion det, der sælger bedst derinde.

    Det er jo virkeligt godt at høre for en nørd som mig, for det betyder, at der ikke er nogen stor fare for at det hele lige pludseligt stopper. Selvom fysiske filmmedier nok ikke får den samme renæssance som vinylpladen, så kommer der altså stadigvæk en lind strøm af nye samlere til.  

    thomsen 2-06-23 16:44

  • ★★★1

    Jeg summer lidt over en artikel om samlere og fysiske medier, og jeg har tænkt meget på, om det kun er midaldrende mænd som mig selv, der har været med hele vejen, som stædigt holder fast, eller om der også kommer nye samlere til.

    En del af de frivillige i Husets Biograf er samlere og det er folk fra slut 20'erne til midten af 30'erne. En af de frivillige arbejder i Faraos.

    NSF 2-06-23 16:47

  • ★★★★0

    Var for øvrigt forbi den lokale kiosk for at hente en lille pakke fra Limewood Media til mig. Det er formentligt en erstatningsæske til den limited edition af Texas Chain Saw Massacre, jeg købte fra Second Sight, og som ankom med knubs.

    Jeg havde fået en seddel i postkassen,  om at jeg kunne hente den fra i forgårs.

    Jeg var så forbi i går, og der kunne de ikke finde den og mente, at den måske ikke var kommet endnu.

    Så var jeg forbi igen i dag, og de sagde, at der ikke lå noget registreret under den QR-kode, der var på pakkesedlen fra postbuddet. De sagde, at jeg skulle have fat i PostNord, så det gjorde jeg.

    PostNord kunne i det mindste finde et rigtigt trackingnummer på pakken (fra IOSS), men inden jeg kunne give dem mine oplysninger, så de kunne oprette en sag på den, løb min telefon tør for batteri.

    Så nu må jeg på den igen på mandag.

    Det er da godt, at det kun er en tom kasse, for ellers var jeg da nok blevet lidt stresset over det hele.

    Jeg forstår bare ikke, hvordan den kan blive væk, når den bevisligt har været i postbuddets hænder, og han har registreret og anmeldt den som afleveret hos en bestemt kiosk?

    thomsen 2-06-23 16:50

  • ★★★★0

    En del af de frivillige i Husets Biograf er samlere og det er folk fra slut 20'erne til midten af 30'erne. En af de frivillige arbejder i Faraos.

    Ja, det er Morgan, han hedder, ikke?

    Jeg har hilst på ham derinde. Min kammerat Anders, som også er frivillig i Huset, har fortalt, at Morgan åbenbart har forsøgt at gøre lidt op med deres krejlerpriser i Faraos, men at det er som at løbe panden mod en mur.

    Jeg har for øvrigt også tænkt på, at jeg gerne ville melde mig som frivillig i Huset. Jeg tænker bare, at jeg vil smide en mail til Jack snarest for at høre, om det er ok med ham.

    thomsen18-06-23 21:51

  • ★★★★0

    Fra Martin Beine/ Tenebrarum i Tyskland:

    Tenebrarum Magazine #1 - Cannibal Holocaust

    Martin Beine er en tysk entusiast, der gennem snart mange år har udsendt over tyve numre af Creepy Images - et lille fanblad, der samler og genoptrykker pressemateriale, udhængsfotos og plakater fra gamle, især italienske genrefilm.

    Men ud over Creepy Images har han også udgivet et par numre af et større blad, Tenebrarum Magazine, der med lange artikler dykker ned i en enkelt film og dens historie. Der er kun kommet to numre indtil nu, et om Ruggero Deodatos kannibalklassiker Cannibal Holocaust og et om zombiefilmen Zombi Holocaust.

    Jeg har haft dem begge i en del år nu, men nummeret om Cannibal Holocaust fik desværre en fugtskade for nogle år siden. Derfor har jeg længe gerne villet have et nyt eksemplar, og for nylig faldt jeg over Martin Beines emailadresse og spurgte ham, om han havde flere tilbage.

    Heldigvis/ uheldigvis havde han "masser," skrev han. "Heldigvis" for mig, for så kunne jeg jo få erstattet mit eksemplar, men "uheldigvis" fordi det virkelig er et godt blad, og det fortjener at blive læst af flere.

    Det er faktisk noget af det bedste, jeg har læst om lige netop Cannibal Holocaust. 96 sider om hele produktionen og modtagelsen af filmen med al tekst på både tysk og engelsk. Det er faktisk så godt, at da man udgav filmen i en dyr samlerudgave på Blu-ray i Tyskland for nogle år siden, så havde man optrykt hele den tyske tekst fra bladet og klæbet den ind som en booklet. 

    Jeg overvejer lidt, om jeg skal købe nogle flere eksemplarer hjem fra ham og sælge dem, når jeg alligevel nok skal have en stand til Collector's Market til dette års Blodig Weekend i oktober. Men foreløbigt fik jeg et nyt eksemplar til mig selv. 

    Han var også så sød at vedlægge tre eksemplarer af Tenebrarum Presents som gratis bonus. Det er flotte genoptryk af originalt pressemateriale. Jeg fik en med genoptryk af de originale, italienske udhængsfotos til Cannibal Holocaust, en med genoptryk af de spanske fotos fra Zombie Holocaust og en med de thailandske fotos fra samme film. 

    thomsen 2-06-23 17:22

  • ★★★1

    Ja, det er Morgan, han hedder, ikke?

    Jeg har hilst på ham derinde. Min kammerat Anders, som også er frivillig i Huset, har fortalt, at Morgan åbenbart har forsøgt at gøre lidt op med deres krejlerpriser i Faraos, men at det er som at løbe panden mod en mur.

    Jeg har for øvrigt også tænkt på, at jeg gerne ville melde mig som frivillig i Huset. Jeg tænker bare, at jeg vil smide en mail til Jack snarest for at høre, om det er ok med ham.

    Jeps, Morgan.

    En mail til Jack er alt hvad der kræves. Der er ikke så mange vagter tilbage før sommer, men vi åbner næste sæson i august med Open Air, hvor vi altid kan bruge lidt hjælp. Jeg står for det i år.

    NSF 2-06-23 17:25

  • ★★★★★2

    Star Trek motion picture 4K boksen

    Elwood 2-06-23 17:41

  • ★★0

    Fik følgende film fra Gucca

    Karate Kid 1-3, på 4k Ultra HD, med Ralph Macchio, dansk release med dansk tekst. Pris 459kr inkl forsendelse. Der var 42%rabat, så skyndte mig at købe eksemplar mens den var på lager. Og at spare 300kr er en pæn besparelse...

    Ryder666 3-06-23 04:21

  • ★★★★0

    Fik også en kasse med nogle film og en bog fra Vinegar Syndrome i går.

    Jeg havde egentligt satset på at undgå at bestille noget, indtil de havde deres udsalg. Men der var et par titler, der begyndte at være tætte på at være udsolgte, så jeg turde ikke at vente - og så valgte jeg at fylde lidt mere i af nye ting, der alligevel ikke ville blive sat ned til udsalget, så jeg kom over grænsen til gratis fragt.

    Jeg fik:

    Sick of Myself (2022, VS) - bizar norsk (!) arthouse-horror-komedie om en ung kvindelig kunstner, der forsøger at overgå sin kunstnerkærestes succes ved at begynde at modificere sin egen krop som en kunsthandling. 

    Arrebato (1979, Fun City) - meget rost spansk arthouse-horrorfilm om en B-filminstruktør, der kommer i kontakt med en misbruger, der er besat af tanken om at filme sin underbevidsthed, mens han er på stoffer.

    The Doll Squad/ Mission: Killfast (1973/ 1991, VS) - to B-actionfilm af B-filmsinstruktøren Ted V. Mikels.

    The Devonsville Terror (1983, VS) - amerikansk gotisk horror af den europæiske arthouse-instruktør Ulli Lommel.

    Trouble Every Day (2001, The Film Desk) - fransk art-horror af Claire Denis, om et amerikansk ægtepar på bryllupsrejse til Paris, der leder efter mandens tidligere kollega - en læge, der har forsket i den virus, der er ved at forvandle hustruen til kannibal. 

    The Tale of Tsar Tsaltan (1967, Deaf Crocodile) - russisk fantasy med Macbeth-elementer.

    The Saragossa Manuscript (1965, Yellow Veil) - surrealistisk polsk film om en ung officers rejse under Napoleonskrigene og de mennesker, han møder på sin vej. 

    Dracula (The Dirty Old Man) (1969, AGFA) - obskur regional horror fra Texas om Dracula og hans varulvehåndlangers overgreb mod unge kvinder. Filmens oprindelige soundtrack blev tilsyneladende smidt ud, og derfor dubbede man et helt nyt, som skulle bære tydelig præg af at være improviseret undervejs. 

    Jeg er ret vild med AGFA's udgivelser, selv om meget af det er i så-dårligt-at-det-er-godt- eller findes-det-virkeligt-kategorierne. De er som regel altid pænt underholdende.

    Time of Roses (Deaf Crocodile, 1969) - bizar pop-art science fiction fra Finland. 

    Og endeligt fik jeg denne bog:

    Amos Vogel - Film as Subversive Art (limited indbundet genoptryk fra 2021, The Film Desk).

    Jeg er jo ret vild med det, nogle kalder for subversiv eller transgressive, dvs. grænseoverskridende, filmkunst, altså film der søger mod grænserne og skubber til dem. Det hænger meget godt sammen med min forkælighed for horror-genren og findes ofte i det krydsfelt, hvor horror møder kunst. 

    Amos Vogels bog udkom første gang i 1974 og har været genoptrykt et par gange. Jeg var faktisk tæt på at købe den for henved ti år siden, fordi jeg opdagede, at Akademisk Boghandel på Amager havde et enkelt eksemplar af et tidligere genoptryk stående bagerst på en hylde. Men jeg var lidt snobbet dengang. Bogen hænger meget fast i sin samtids psykoanalytiske tilgang til filmforståelse, og da jeg er en overbevist tilhænger af en mere moderne, tværfaglig tilgang til filmvidenskaben, hvor man tager udgangspunkt i den seneste forskning, dvs. i høj grad hjerneforskningen og dens nyeste landevindinger, fremfor Freudianernes uhåndgribelige hokus pokus, så lod jeg min gode ven Thure købe den i stedet.

    Siden er jeg begyndt at slappe mere af med det og har fundet ud af, at jeg godt kan holde ud at læse nogle af de gamle bøger, hvis jeg tager indholdet med et gran slat og har i baghovedet, at det meste af det videnskabelige stof er voldsomt forældet. 

    Men så har jeg haft det problem, at Amos Vogels bog har været udgået i årevis og har været en større udskrivning at anskaffe sig antikvarisk. Derfor har jeg aldrig fået den købt, og da også sådan lidt i det stille ærgret mig over, at jeg dengang tippede min kammerat om eksemplaret på hylden på Amager.

    Jeg havde faktisk slet ikke opdaget, at den var blevet genoptrykt forrige år. 

    Jeg kendte heller ikke forlaget The Film Desk, før de for nylig blev ny partner label hos Vinegar Syndrome.

    De er åbenbart et lille skrivebordsforlag, der har fokuseret på at lave virkeligt flotte genoptryk af udgåede, ældre filmbøger. Men nu er de så også begyndt at udgive film. Trouble Every Day, som jeg har nævnt længere oppe, er deres første blu-ray-udgivelse, og ved siden af den er VS også begyndt at føre et udvalg af deres bøger.

    Det er et super flot genoptryk - indbundet og rigtigt hæftet i stedet for blot limet i ryggen, trykt på tykt papir og med et flot, lakeret støvomslag. 

    Desværre fortsatte min stribe af uheldige købsoplevelser her, for selvom jeg havde bedt VS om at pakke den ekstra godt ind, så ankom den med adskillige krøller på omslaget og et par store hak i både toppen af ryggen og på forsiden af bogen. Den var til gengæld pakket fint ind, så jeg vil næsten tro, at skaderne nok har været der på forhånd.

    Nu har jeg sendt en stak billeder til VS og bedt om at få den byttet. De plejer at være rigtigt gode til den slags, så jeg regner ikke med, at der er problemer. 

    TL;DR - undskyld fristilen(e), jeg har ikke noget liv. 

    thomsen 3-06-23 12:05

  • ★★0

    Fik følgende film fra Tradera

    Lost In Translation, på Blu Ray med Bill Murray, nordisk release med dansk tekst. Købt spritny stadig plomberet. Pris inkl forsendelse cirka 255kr

    mere fra Tradera fra en anden sælger

    Fantastic Four (2005) på Blu Ray med Jessica Alba, nordisk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Fantastic Four: Rise Of The Silver Surfer, på Blu Ray med Jessica Alba, nordisk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Fantastic Four (2015) på Blu Ray med bl.a. Michael B. Jordan, svensk release med svensk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Samlet pris for alle 3 Fantastic Four film, pris cirka 99kr inkl forsendelse...

    Sendt fra Sverige d 1 juni, modtaget idag

    Ryder666 3-06-23 18:41

  • ★★★★0

    Var et smut forbi Accord og hænge ud og drikke kaffe med venner og bekendte.

    Det var egentligt ikke meningen, at jeg skule have købt noget derinde, men som sædvanlig kom folk forbi med ting, de ville sælge, og jeg fik nuppet et par gode ting, inden de blev solgt til butikken.

    Jeg fik:

    Harold and Maude (Eureka) - OOP - drama af Hal Ashby. Jeg har hørt meget godt om den, men aldrig fået den set. Både Criterions og Eurekas udgaver er udgået, så jeg var heldig at få den til en god pris.

    Hanzo the Razor (HVE) - OOP - DVD-boks med tre japanske samurai-/ sexploitation-film. Den har jeg haft på listen i mange år, men aldrig fået købt. 

    En af mine gode venner havde den med, og den er oven i købet helt ny og stadigvæk i folie. Den kommer til at indgå i en større byttehandel mellem os, og vi aftalte en bytteværdi af 150 kr. - en meget fair pris, for den plejer at gå for ca. det dobbelte. 

    thomsen 4-06-23 16:46

  • ★★0

    Fik følgende film fra Laserdisken

    Drive: på 4K Ultra HD med Mark Dacascos, UK release med engelsk tekst

    Rudy, på Blu Ray med Sean Astin, US release med engelsk tekst

    Samlet pris for dem begge inkl forsendelse 527kr.

    mere fra Laserdisken

    Greystoke: The Legend Of Tarzan, på Blu Ray med Christopher Lambert, US release med engelsk tekst.

    Passenger 57, på Blu Ray med Wesley Snipes, UK release med engelsk tekst

    Samlet pris for dem begge inkl forsendelse 377kr.

    fra DBA

    Babylon, på Blu Ray med Brad Pitt, nordisk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Assassin, på Blu Ray med Bruce Willis, nordisk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand.

    Samlet pris for dem begge inkl forsendelse 150kr...

    Ryder666 6-06-23 10:37

  • ★★0

    Fik følgende film fra Coolshop

    The Shining Extended Edition, på 4K Ultra HD med Jack Nicholson, dansk release med dansk tekst. Pris 197kr inkl forsendelse.

    Fra DBA

    JoJo Rabbi, på 4K Ultra HD med Scarlett Johansson, nordisk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand. Pris 90kr inkl forsendelse.

    Mete fra DBA

    Drive, på Blu Ray med Ryan Gosling, dansk release med dansk tekst. Købt brugt men i perfekt stand. Pris 68kr inkl forsendelse...

    Ryder666 6-06-23 18:52

  • ★★★3

    JoJo Rabbi

    Shalom!

    NSF 6-06-23 19:01

  • ★★0

    Shalom!

    Ha ha, har ikke set filmen, men så traileren på YouTube, og den så ret sjov ud, og eftersom jeg fik den billigt, ville jeg lige give den en chance.

    Ryder666 6-06-23 19:14

  • ★★★★★0

    Modtog i dag fra Amazon.De. :)

    • Hercules : The Legendary Journeys - Complete Series + 5 movies Boks (DVD)
    • Legends of Tomorrow - sæson 1 (BD)
    • Legends of Tomorrow - sæson 2 (BD)
    • Legends of Tomorrow - sæson 3 (BD)
    • Dumb and Dumber (BD)
    • The Raven - John Cusack (BD)

    NightHawk 7-06-23 13:58

  • ★★★0

    Er det dendér med ham Sorbo?

    NSF 7-06-23 14:00

  • ★★★★★0

    Er det dendér med ham Sorbo?

    Jep, det er den serie. Jeg købte for nylig "Xena : Warrior Princess", så ville derfor godt have begge serier stående sammen. 

    Jeg ved godt, (hvis det er grunden til at du spørger) at du ikke bryder dig om ham, men jeg gider ærlig talt ikke og høre om det. Jeg synes det er ret irrelevant ift. serien og den rolle han spiller. :)

    NightHawk 7-06-23 14:07

  • ★★★0

    hvis det er grunden til at du spørger

    Næ, min arbejdscomputer har ikke adgang til IMDb. 

    NSF 7-06-23 14:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen