Så modtog jeg endelig en god pakke bøger fra McFarland Books i USA.
McFarland er et fagbogsforlag, og de har en ret udsøgt sektion af bøger om horrorgenren. Jeg ejer enkelte af deres udgivelser, men har en lang liste af andre, jeg forsøger at få købt hjem.
Desværre kan de være halvpebrede at bestille hjem (som de fleste fagbøger), og jeg er helt stoppet med at købe bøger hos Amazon, efter en dårlig oplevelse for et par år siden.
Det var en oversize paperback, i øvrigt netop fra McFarland Books, og i stedet for i det mindste at putte en smule pap omkring den, forsøgte Amazons lager først at sende den i en plasticpose, så i en foret kuvert og til sidst i en tynd papirkuvert, der var blevet gennemblødt af regn eller sne på sin vej til mig. Til sidst blev vi enige om, at de nok ikke var i stand til at få bogen frem til mig i bare nogenlunde hel stand, og jeg fik pengene tilbage.
En af mine bekendte købte så sidste år nogle bøger direkte fra forlaget og modtog dem i fin stand, så jeg har længe ventet på, at McFarland ville have et godt tilbud. De har nemlig flere gange om året 20-25% rabat på deres bøger, og i oktober har de ofte op til 40-50% på alle deres fagbøger om horror.
I år havde de 40%, så det var en god mulighed for at spare nok til, at det opvejede den danske moms og importgebyret ved ankomsten.
Jeg har modtaget følgende:
Jon Towlson: The Turn to Gruesomeness in American Horror Film, 1931-1936 (paperback, 2016)
Jeg lånte på et tidspunkt Jon Towlsons bog Subversive Horror Cinema (2014) om grænseoverskridende horror på biblioteket og kunne ret godt lide den, så derfor har jeg været nysgerrig efter at læse denne her. Men modsat den anden, så findes denne ikke på de danske biblioteker, så jeg var nødt til at købe den hjem selv.
Jeg er jo ret interesseret i den tidlige horrorfilm, etableringen af genren på film og overgangen mellem stumfilm til tonefilm.Towlson argumenterer i denne bog for, at den tidlige, klassiske horrorfilm slet ikke er så pæn og "konservativ" (ved at genoprette og understøtte den eksisterende samfundsorden i slutningen) som den har fået ry for i eftertiden.
Roberto Curti: Italian Gothic Horror Films, 1970-1979 (pb, 2017)
Roberto Curti: Italian Gothic Horror Films, 1980-1989 (pb, 2019)
Jeg har før skrevet om Roberto Curti herinde. Han er nok det største friske pust indenfor viden om italienske genrefilm de sidste par årtier.
Der findes masser af engelsksprogede bøger om italienske genrefilm, om zombiefilm, om giallo, om enkelte instruktører, især Dario Argento osv. Problemet med mange af bøgerne er, at de er skrevet af englændere og amerikanere, og med få undtagelser er deres kildemateriale ofte de samme interviews og artikler fra engelsksprogede filmblade.
Curti er italiener og skriver på engelsk, eller også skriver han på italiensk og oversætter det til engelsk. Hvorom alt er, så er det væsentlige, at han har adgang til helt andre kilder end de fleste engelske og amerikanske bøger. Han roder i filmselskabernes arkiver, finder gamle lokale anmeldelser og interviews, snakker med de filmfolk, der stadigvæk lever osv. Derfor er hans bøger som regel fulde af ny information, og de senere år er han da også begyndt at blive brugt ofte som ekspert på extras på blu-ray-udgivelser af gamle italienske genrefilm.
Jeg har længe haft den første bog i denne serie, Italian Gothic Horror Films, 1957-1969 og har mindst lige så længe ønsket mig de to sidste bind, så de røg med i kurven.
Curti har skrevet en pæn bunke andre bøger, bl.a. om instruktører som Riccardo Freda, om de hårdkogte italienske kriminalfilm fra 1970'erne og om gialli. Senest har han skrevet en stor monografi om vampyrfilmen I vampiri (1957), der var den første moderne horrorfilm fra Italien, for et engelsk forlag. Jeg vil gerne have dem alle sammen.
John T. Soister & Henry Nicolella: American Silent Horror, Science Fiction and Fantasy Feature Films, 1913-1929 (2 bind, pb, 2012)
Det her er et enormt værk, trykt i meget stort format, i to bind på sammenlagt 830 sider. Det er oven i købet kun udkommet som paperback, så jeg har aldrig turde at bestille det fra Amazon, selvom jeg tit har været tæt på.
Soister og Nicolella gennemgår her alfabtisk ALLE amerikanske film, der kan anses at høre til enten horror, science fiction eller fantasy-genrerne fra 1913-1929, plus en hel del der befinder sig i grænselandet til dem.
Det udfordrende er jo så, at mange af filmene i dag er gået tabt. Men de to herrer og deres to researchassistenter har rejst Amerika tyndt for at se overlevende kopier, fragmenter eller bare billeder på museer, biblioteker, i arkiver og private samlinger. For de film der er gået tabt, har de gjort et enormt arbejde med at finde samtidige beskrivelser, anmeldelser, programmer o.l., så man for hver film får den bedste mulige udlægning af handlingen, dens sammenhæng med andre film, og gerne også noget produktionshistorie, hvis det eksisterer, og hvordan en film er blevet modtaget.
Det er et uvurderligt opslagsværk for alle, der er bare en lille smule interesseret i horrorfilmens historie, og hvordan genrefilmen så ud i stumfilmstiden, hvilke tendenser den fulgte osv.
Jeg har da også i periode mere eller mindre permanent haft det eneste danske bibliotekseksemplar, der findes, stående herhjemme. Men jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg gerne ville eje den selv.
Både Nicolella og Soister er medlemmer af Classic Horror Film Board, som jeg selv også hænger ud på, og jeg ved, at det ikke er en bog, der ligefrem har solgt mange eksemplarer. Men jeg er glad for, at jeg endeligt hører til de ca. tre personer, der har betalt for den.
McFarland havde pakket alt ind i en solid papæske, der støttede bøgerne godt, men der var ikke anden beskyttelse. Det er dog stadigvæk langt bedre end hos Amazon, og bøgerne ankom også i fin stand.
Jeg købte dem som sagt med 40% rabat, og forlaget havde oven i købet nedskrevet værdien, så i stedet for de 600+ kr., jeg havde regnet med, at jeg skulle betale i moms og gebyr, så slap jeg med ca. 190 kr.
Alt i alt en fin oplevelse, og jeg regner bestemt med at skulle købe mere hjem fra min ønskeliste, næste gang McFarland har udsalg.