Jeg er bogstavelig talt vokset op med alle de store klassikere. Der er ikke mange, jeg ikke har set på det store lærred i 3 Falke Bio og Kinopalæet og jeg vil påstå, at det der GØR dem til epics er, hvor fantastiske de netop ER på det store lærred.
Disse film er lavet med tusinder af statister og en cinematografi jeg vil påstå gør sig proportionelt godt desto større lærred de vises i. Dertil kommer fremragende film scores af bl.a. Maurice Jarre og Max Steiner, som netop rammer det episke islæt.
Jeg har forlængst opgivet at overbevise folk om klassikeres, musicals og sort/hvid films kvaliteter, da vi uomtvisteligt taler om generationskløft og det at være opvokset med og være vant til andre måder at agere på, at tale på, at opføre sig på kulturelt, andre normer etc. Jeg ser mange, som relaterer det til dårligere skuespil, mere teatralsk etc, selvom det ofte netop blot var "samtidens way of life" filmene portrætterede, uanset hvor naivt dette måtte synes.
Det har selvfølgelig også noget med suspense of disbelief at gøre. Personligt kan sagtens se bort fra matte tegninger i baggrunden til Dawn of Man i Kubricks 2001, mens andre fluks vil falde herover. Og i nyere film kan vi garanteret alle falde over noget i en film, som ødelægger indlevelsen. Nogle vil f.eks. hade geologer i Prometheus og andre hade besætningen i Sunshine.
Jeg elsker Gone With the Wind. Jeg har en bog på 3 kg. som omhandler David O Selznicks Hollywood og en gigantisk gennemgang af ophavet til filmen. Margaret Mitchells bog. Casting. Location. Optagelser etc. Det er fuldkommen vanvittigt, hvilken hysteri der omgærdede denne film i flere år FØR filmen blev indspillet. Jeg læste de 4 bind af Borte med Blæsten på 14 dage som 15 årig. Jeg var fuldkommen solgt. Og det samme med filmen.
Filmen er inddelt i to, i alt næsten 4 timer. Første del er jovial, sydstatsnaiviteten gennemsyrer alt og alt er storladent og ... ved vi ... de sidste krampetrækninger af en nu svunden civilisation. Anden halvdel er decideret ond, ikke mindst set igennem brillerne af 1939. Scarlett er hæmningsløs, men med en ufattelig livskraft. Men vi skal igennem fattigdom, død, barns død, en lykkelig voldtægt og verdens mest defaitistiske slutning i verdens største kærlighedsdrama af alle, førend vi er i mål.
Gone With The Wind har alt og er så absolut i min top-50 over verdens bedste film nogensinde. Sound of Music er decideret genial, uopslidelig mht. gensynspotentiale og tilmed i dag én af verdens fem smukkeste billedsider på blu-ray. Lawrence of Arabia er bare så Lean'sk og så anti-protagonistisk i sin casting af Peter O'Toole som Lawrence. Han er fuldstændig mageløs i denne film og optagelserne er bare fremragende.
Har næsten lige set Barry Lyndon. Fuldkommen fantastisk og nu venter A Space Odyssey om 3 uger i 4K, nok den største oplevelse for mig i år. Jeg bliver aldrig færdig med klassikerne. Aldrig.
