Jeg fik hentet min RG350 i postbutikken i går og har leget lidt med den i dag.
Jeg skal have ryddet lidt op på den og slettet de flest af de spil, som fulgte med fra fødslen, samt have ryddet lidt ud i emulatorerne også, da jeg sikkert ikke kommer til at spille NES og den slags på den.
Jeg har fået installeret SCUMMVM, som nogle af jer sikkert kender til PC og andre enheder. Et program/VM oprindeligt lavet til adventurespil fra LucasArts, men med tiden er blevet udvidet til også at understøtte adventurespil fra andre udviklere, eksempelvis alle Kings Quest-spillene og den slags. Det ser ud til at spille helt fint, så jeg kan spille noget Indiana Jones i toget.
Så smed jeg en Amiga-emulator på, voldte mig en del problemer og det lader til at den Kickstart-ROM som jeg havde fået med fra Amiga Forever, åbenbart lavede ballade. Jeg fandt en anden ROM og smed på, og nu kører spillene fint.
DOSBox ser også ud til at køre fint, selvom det nok kræver lidt tid at finde ud af hvordan de enkelte spil skal konfigureres. Mega-lo-Mania kunne jeg godt starte, men kunne ikke få musen til at spille, hvilket jeg så løste ved at spille det på Amiga i stedet, men Dune (ikke Dune 2) starter helt fint og lader til at køre uden issues overhovedet.
Næste skridt er at få noget wifi til at spille på den, så jeg er fri for at sætte kabel til eller hive sd-kortet ud, hver gang jeg skal lægge noget nyt på den.