Bah, alle I smarte mennesker med jeres funklende nye PS5'ere ... ;-)
(Opdagede lige i går, at jeg er den eneste på min venneliste, der stadigvæk logger på fra en PS4.)
Nå, men i mellemtiden fik jeg taget platinum i Mortal Shell og alle trophys i DLC'en. Det var ikke helt nemt, for man kan godt mærke, at PS4-udgaven kører maskinen helt til kanten. Det fører til, at den har det med at glitche i kampen mod spillets hovedboss - der kommer vilde, flimrende grafikfejl, og bossen kan så gar helt forsvinde af syne (men selvfølgelig stadigvæk angribe dig). Så det var en udfordring!
Heldigvis er spillet rimelig kort. DLC'en er mere en ny spil-mode, hvor man skal løbe hele spillet igennem gang på gang og besejre det med forskellige figurer. Jeg tror, at jeg til sidst kunne gennemføre det hele på under to timer - og det var vel og mærke, mens jeg stadigvæk samlede alle ting op. Hvis man kun går efter at gennemføre og løber direkte efter bosserne, så kan det klares langt, langt hurtigere.
Alt i alt et fint, lille, indie-forsøg på at lave et souls-lignende spil. Jeg kunne godt finde på at købe Mortal Shell Enhanced Edition til PS5 engang.
Nu er jeg gået i gang med den remasterede udgave af Sleeping Dogs. Jeg spillede det igennem på PS3 i sin tid og købte denne version vildt billigt for flere år siden på PS4, men har ikke kunne tage mig sammen til at gå i gang med det før nu.
Det passer perfekt, for ovenpå at have løbet hele Mortal Shell igennem 10-15 gange (plus utallige forsøg på det), så trænger jeg til en god pause fra de souls-lignende spil.