#MeToo & Woody Allen:
Jeg har længe gået og blevet mere og mere indebrændt angående hele polemikken omkring Woody Allen og den pludselige inddragelse af instruktøren i #Metoo/TimesUp’s rampelys. Derfor følte jeg, at det nu var på tide at få skrevet, hvad jeg mener om hele den her, i mine øjne, forrykte folkedomstol, der foregår lige for tiden. Det blev meget langt, men jeg håber i alligevel har lyst til at læse mine tanker omkring denne på alle måder sørgelige sag. Og husk at læse/se de medfølgende links. Here goes…
Det er en besynderlig tid vi lever i med et væld af muligheder for at grave informationer frem, om det område eller den person man af den ene eller anden årsag måtte finde interessant. Alligevel lader det desværre til at en større mængde mennesker, heriblandt professionelle skuespillere, ikke gider og ulejlige sig selv med rent faktisk at undersøge de sager, som især er i mediernes rampelys og som derfor er populære at kritisere. Om det er tidsånden med den ophidsede stemning fra #Metoo/TimesUp bevægelsen (og hvor folk gerne skal forsøge at nå det hele på den halve tid) eller en blanding med den ofte overfladiske tilgang til nyheder, som florere på de sociale medier (hvor det lader til at ordsproget at løbe med en halv vind florerer i bedste velgående) der er årsagen til, at den nu genopstandne sag om Woody Allen er kørt helt ud i hampen blandt folk og fæ, kan man kun gisne om men meget kunne tyde på, at det lige præcis er det som er tilfældet her. Meningsdannere er der i hvert fald nok af.
Men flertallet lader til at basere deres skråsikre bedømmelse af Woody Allen som skyldig i overgreb mod sin 7 årige adoptivdatter Dylan Farrow på et hav af fejlinformationer om selve sagen, samt fordomme der stammer fra alt lige fra et generelt had til manden som filminstruktør, og til et fejlagtigt syn på affæren og ægteskabet med Soon-Yi Previn. Hvad både karriere og affære/ægteskab angår bliver begge dele i øjeblikket brugt, som en form for bevisbyrde der (i fællesskab med det påståede overgreb) skal vælte film- instruktøren ned fra sin piedestal.
Mia Farrow og hendes to børn, Dylan og Ronan, har i hvert fald gjort deres ypperste i at forsøge at sætte Woody Allen i dårligt lys ved med jævne mellemrum siden 1992/1993 (og senest i 2014) at bringe den gamle anklage på banen igen men uden nogen effekt. Men så dukkede først skandalen om Harvey Weinstein og senere skandalen om Kevin Spacey op (begge sager der har intet til fælles med Woody Allens at gøre) og nu hvor de to både beundringsværdige og skræmmende bevægelser #MeToo og TimesUp er på sit allermest magtfulde stadie (og hvor enhver anklage om seksuelle krænkelser bliver taget for gode varer) gør familien Farrow naturligvis et forsøg mere vel vidende, at de denne gang og med den tæt på hysteriske stemning taget i betragtning vil få nok vind i sejlene med den gamle anklage til, at de kan ødelægge Woody Allens karriere og ikke mindst eftermæle totalt. Her følger Dylan Farrows åbne brev til LA Times i december 2017:
www.latimes.com/opinion/op-ed/la-oe-farrow-woody-allen-me-too-20171207-story.html
Inden jeg fortsætter, er der her et par links til hele dramaet, der i princippet startede allerede i 1987 men som først for alvor udspillede sig i 1992 og 1993, samt medfølgende links både for og imod Woody Allen og hvad der rent faktisk skete både før, under og efter i forbindelse med det påståede overgreb. Herefter følger Dylan Farrows åbne brev i New York Times (2014) og Woody Allens svar på selv samme artikel i The New York Times (som var sidste gang han reelt udtalte sig om sagen). Herefter Woody Allens interview med 60 minuts fra 1992, samt en meget detaljeret og nuanceret gennemgang af hele sagen og affæren/ægteskabet med Soon-Yi Previn set med neutrale briller via dokumentarfilms instruktøren Robert B. Weide, der i 2012 stod bag filmen “Woody Allen - A Documentary”.
www.vanityfair.com/magazine/1992/11/farrow199211
kristof.blogs.nytimes.com/2014/02/01/an-open-letter-from-dylan-farrow/
www.nytimes.com/2014/02/09/opinion/sunday/woody-allen-speaks-out.html
www.thedailybeast.com/the-woody-allen-allegations-not-so-fast
Efter at have læst de seks artikler plus medfølgende links igennem (og selv om jeg naturligvis ikke kan være 100 % sikker) hælder jeg dog alligevel mest til den konklusion, at anklagen om overgreb mod Woody Allen lugter langt væk af en smædekampagne iværksat af Mia Farrow som hævn over affæren med Soon-Yi. Det kan nok aldrig fuldstændigt bevises, men der er så mange ulogiske både små og store detaljer i dette sørgelige og tragiske forløb, der giver nogle endda meget kraftige indikationer af, at Mia Farrow på meget udspekuleret vis har udnyttet og brugt sine to børn Dylan og Ronan som våben for at få ramt på sin eks-mand, selv om det ikke giver så meget mening at kalde ham det, da de to aldrig var gift. Denne taktik med at bruge børne
ne som våben i sager om forældremyndighed er i øvrigt ikke ligefrem noget ukendt fænomen, ej heller at der i disse ophidsede slagsmål forældrene imellem forekommer beskyldninger af den værste slags for at sætte modparten i dårligt lys. Det har man set utallige eksempler på både udenlands og herhjemme. Nogen vil måske tænke, “jamen var der alligevel ikke noget om snakken siden, at Mia Farrow fik forældremyndigheden over sine tre adopterede børn”. Men den konklusion ville være forkert at drage eftersom at moderen i sager som denne (eller skilsmisse sager generelt) får tildelt forældremyndigheden ud fra den tankegang, at hun som moder må være tættest knyttet til sine børn og derfor det mest oplagte valgt til at varetage barnets tarv. Sådan foregår det oftest i vores egen statsforvaltning. I dette tilfælde vurderede dommeren John Wilkes dog samtidig, da sagen blev undersøgt anden gang i New York (ikke som en retssag om det påståede overgreb men i forbindelse med kampen om at få forældremyndigheden) at han havde mest tiltro til Mia Farrow, selv om han modsat ikke havde beviser til at dømme Woody Allen for overgreb.
I forløbet (1987/88) hvor Dylan Farrow var 2 år gammel, er det at sagen for mit vedkommende bliver mere mudret at forholde sig til. Vi har Mia Farrow som påstår, at Woody Allen (52 år) kiggede mærkeligt på barnet med et nærmest forelsket blik, og at han var for nærværende og nærmest omklamrende. Men man kunne også vende det om og se på det således, at han så på barnet som en hvilken som helst anden fader, der holder af sit barn (trods det at hun var adopteret) og at det omklamrende måske i virkeligheden er en form for overbeskyttende adfærd som på andre, heriblandt Mia Farrow, virker for påtrængende. Og måske er det i virkeligheden her, at problemet ligger ved det at Mia Farrows irritation over Woody Allens gøren og laden skyldes en hel banal misundelse over, at han modsat hende fik for meget opmærksomhed og kærlighed fra børnene, (primært Dylan og Moses) hvilket hun ikke rigtigt kunne kapere og derfor pludselig manipulerer om til, at han er ude på at forgribe sig på hendes barn, så Mia Farrow igen kunne få al opmærksomhed.
Det lyder måske som en absurd teori men er næppe mere absurd end at påstå, at Woody Allen ud af den blå luft pludselig vælger at blive pædofil i en alder af 52 og forelsker sig i et 2 årigt barn. Alene bare tanken om det virker på mig fuldstændig vandvittig og helt ude af trit med det kendskab jeg har til manden og hele hans historik både før og efter Mia og Dylan blev en del af hans liv. Under alle omstændigheder bliver konklusionen på dette terapiforløb, at der ikke ligger noget seksuelt i hans opførsel over for Dylan men, at han bruger for meget tid på hende frem for de andre børn og er for overbeskyttende og omklamrende ifht. familiens faste børnepsykolog dr. Susan Coates.
Mia Farrows til tider vandvittige og ophidsede måde at reagere på og føre sig frem på (bekræftet både af Mias adopterede søn Moses Farrows udtalelser om at hun var en dominerende og manipulerende mor, samt det stærkt ubehagelige Valentines kort og seddel hun havde skrevet til Woody Allen) kunne godt indikere at Mia Farrow har en forkvaklet måde at fordreje tingene på og er vel næppe et billede på den renskurede Moder Theresa, som hun gerne vil fremstå som i medierne. Interessant er det da også at se, hvorledes Dr. Susan Coates hives i retten, men da hun ikke kommer med den ønskede vurdering, ja så bliver hun af Mia Farrow og co. nu beskrevet som værende forført og forblændet af Woody Allen. Ligesom det også kan undre, hvorfor Mia Farrow og co. ikke foretager sig noget i de seks måneder undersøgelsen af det påståede overgrebet fandt sted. Først bagefter da special-enheden i Connecticut (hvor sagen blev undersøgt første gang) når frem til en konklusion der strider imod det ønskede udfald beskyldes de og myndighederne for at være inkompetente og eller i lommen på Woody Allen.
Nu går sagen så på en måde om i New York (i forbindelse med forældremyndighedssagen) og denne gang med en dommer, John Wilkes, som virker til at være helt på Mia Farrows side grænsede til at være partisk i svær grad, hvor hun bliver fremstilet som en helgen og Woody Allen som en modbydelig og dominerende person. Men John Wilkes finder trods sin foragt for Woody Allen ikke detaljerne om det påståede overgreb (vurderet 6 måneder i Connecticut via Yale-New Haven enheden og efterfølgende 14 måneder af de sociale myndigheder i New York, der når frem til samme konklusion som Yale-New Haven teamet) stærk nok til at dømme ham for noget i den sammenhæng. Herefter dukker der så en rapport op fra en anklager i sagen ved navn Frank Maco, (anklager i sagen fra Connecticut) som påstår at han i sin tid havde mistanke nok til at køre sagen videre men i stedet valgte at droppe den for Dylans skyld.
Hvis Maco virkelig var af den overbevisning, at der var foregået noget kriminelt, er han vel et eller andet sted forpligtet til at fortsætte og Dylan kunne, formoder jeg, vel være holdt helt ude af retssagen, hvis man var bange for at skade hende. Så er det blot rene spekulationer fra Frank Macos side fordi han ikke bryder sig om Allen, eller har han reelt noget at have det i. For havde han det, burde han have gjort alt for at få ramt på Woody Allen frem for at lukke og slukke i en tågedis af mudrede spekulationer og tvivl. Interessant er det da også, at Frank Maco efterfølgende fik en reprimande for at lægge oplysningerne til medierne, hvilket er stærkt forkasteligt i så fald, at man ikke er 100 % sikker i sin overbevisning. Hvad der så videre undrer mig er, at Mia Farrow tilsyneladende ikke deler samme opfattelse af at varetage sit barns tarv og beskytte hende fra mediernes rampelys (som Maco ønskede at gøre) men i stedet har gjort det stik modsatte og holdt sin datter nærmest konstant i blitzlysenes inhumane skær siden 2014.
Man skal i øvrigt huske på, at de beskrivelser som Mia Farrow fortæller om i retten (ved at nævne terapiforløbet i 80‘erne) i forbindelse med sagerne fra 1992/93 er hendes udsagn, som ingen kan vide om er sande eller ej. Detaljen med tommelfingeren, så frem i fald at det er sandt, vækker da bestemt et løftet øjenbryn hos mig, hvorimod de to andre eksempler med at Woody Allen hhv. ligger i og sidder ved Dylans seng kommer helt an på, hvilket tidspunkt af dagen der snakkes om. Tænk blot på dette meget almindelige scenarie eks. hvor barnet af den ene eller anden årsag ikke kan sove og derfor må have den ene eller begge forældre ind og sidde på sengen om aftenen, hvor alle er gået i seng og derfor logisk nok er i deres nattøj/undertøj. Eller at barnet ikke kan sove og kommer ind i forældrenes soveværelse og spørger om det må sove hos dem. Igen er forældrene i deres nattøj/undertøj og barnet sover nu i samme seng som forældrene. Men vil det så sige, at forældrene dermed er pædofile eller har pædofile tilbøjeligheder. Jeg vil mene klart nej. Men ifølge Mia og senest Ronans logik, ja så er det altså i sig selv et bevis på, at der er foregået noget kriminelt. Det er i øvrigt også værd at bemærke, at den barnepige (Monica Thompson) der i sin tid angav Woody Allen trak sine påstande tilbage og fortalte, at hun var blevet presset af Mia Farrow til at fremtrylle noget, som kunne mistænkeliggøre ham overfor myndighederne.
Og så tilbage til beskrivelsen af hvor og hvordan det påståede overgreb i 1992 fandt sted, som ved nærmere eftertanke fremstår både absurd og ulogisk, hvilket også rammende står beskrevet i Robert B. Weides artikel. For hvorfor skulle Allen lige pludselig i en alder af 57 finde på at forgribe sig mod et 7 årigt barn/hans adoptiv datter. Woody Allen har ingen historik hverken før eller efter med pædofili/seksuelle overgreb, så at Mia Farrow påstår, at han skulle være det, virker på mig fuldstændig vandvittigt. Pædofili er nu engang en sygdom, som folk der lider af det ikke bare sådan kan tænde og slukke for, som det passer dem. Så skulle man virkelig tro på, at Woody Allen har hold sig i skindet i alle disse mange år, for pludselig at få de lyster, for herefter at lægge dem på hylden igen få dage senere. Nej, det giver ærlig talt ingen mening.
Ligesom det heller ikke giver nogen mening, at ignorere at de rette myndigheder (dvs. politiet og en enhed med speciale i seksuelle overgreb/pædofili) undersøgte sagen i hele seks måneder i staten Connecticut og endte med at konkludere, at det med al sandsynlighed var en opdigtet historie. Og hvad med den ældste søn Moses Farrows udtalelser for nylig, hvor han fortalte, at Mia Farrow havde tvunget børnene til at hade deres far og nærmest hjernevasket dem med nogle frygtelige historier, bl.a. den om overgrebet mod Dylan. Hvorfor er der ingen i #MeToo/TimesUp bevægelsen, der vil lytte til de påstande, som han kommer med. Hvis man tænker lidt over det, hvad skulle hans motiv værre for at lyve? Jeg vil påstå, at en 14/15 åring (som Moses Farrow var på daværende tidspunkt i 1992) ville være i en alder, hvor han ville være i stand til at gennemskue, om han blev manipuleret med eller ej. I artiklen nedenunder kan man læse hvorledes Moses Farrow beskriver sin opvækst i hjemmet hos Mia Farrow, hvilket bliver understøttet af barnepigen Monica Thompson. der beretter hvorledes hun blev tvunget af Mia Farrow til at lyve i retten.
ronanfarrowletter.wordpress.com/2018/01/04/moses-farrow-speaks-out/
Til gengæld stiller jeg mig tvivlende overfor både Dylan og især Ronans beskrivelse, da man skal huske på, at de på dette tidspunkt var hhv. 7 og 4 år gamle og altså i en alder, hvor de snildt kunne manipuleres med. Hvad angår Ronan Farrow synes jeg det er imponerende, hvorledes han fører sig frem i medierne i dag omkring Woody Allen og hans gøren og laden tilbage i starten af 90’erne, hvor Ronan som sagt var 4 år gammel. Ja, han udtaler sig skråsikkert, som om han var fuld ud bevist om, hvad der foregik omkring ham skønt, at man ikke ligefrem behøver at være i familie med hverken Sherlock holmes eller hans smartere bror for den sags skyld for at regne ud, at han naturligvis har fået de anekdoter beskrevet af en anden og voksen, nemlig med al sandsynlighed hans mor Mia Farrow. Og alligevel er der mange, som æder hans bidrag råt og fuldstændig ukritisk som om, at det var den skinbarlige sandhed. Trekløvet Mia, Dylan og Ronan ved dog at den gamle anklage i sig selv måske ikke er nok til at overbevise folk, så derfor har de undervejs (i selskab med allierede medier så som Vanity Fair) søgt at blande Woodys forhold til Soon-Yi ind i den gamle sag i håbet om at lave et understøttende bevis for at Woody Allen skulle være pædofil.
Men hvis man læser Robert B. Weides meget fine og detaljerede gennemgang (som i øvrigt er fact tjekket som værende helt korrekt beskrevet angående affæren med Soon-Yi) vil man kunne se, at der hverken er tale om incest, (da Soon-Yi Previn var adopteret af Mia Farrow og hendes daværende mand Anthony Previn) eller pædofili, (Soon Yi Previn var nemlig 19/20 år, da affæren begyndte). Desuden boede Mia Farrow og Woody Allen i hver deres lejlighed og Allen havde stort set intet at gøre med Soon-Yis opvækst. Han var blot at betragte som moderens nye kæreste, der boede et helt andet sted. Selvfølgelig kan man da synes, at det er lidt spøjst/mærkeligt alligevel, men det er ret beset også det eneste, som man kan sige om det forhold. At forsøge at forbinde det med det påståede overgreb og bruge det som bevis for, at Woody Allen skulle være pædofil eller have pædofile tilbøjeligheder er til gengæld helt igennem absurd og ude af propositioner med al sund fornuft.
Men absurditeterne stopper ikke her, for næste step i tilsviningen af filminstruktøren opstod i forbindelse med en artikel skrevet i The Washington Post i 2017 af journalist Richard Morgan. Artiklen er også bedre kendt under navnet “The Woody Papers” eller “Woody Gate” og blev sjovt nok udgivet i kølvandet på, at Mia/Dylan Farrow atter bragte den gamle anklage på banen for nylig. Morgans artikel er en gennemgang af Woody Allens personlige filmnoter over hans indtil videre 52 år lange karriere, som Morgan (ifølge ham selv) skulle være den første til at få adgang til, og som skulle være en form for bevis, der understøtter, at Woody Allen skulle være en klam pervers stodder/pædofil lignende stodder i det virkelige liv. Ikke nok med det påstår Morgan også samtidig, at Allens film (og det er åbenbart Morgans generelle indtryk/vurdering) skule være kvindeundertrykkende og at Allens kvinderoller er skrevet med et bevidst formål i at udstille dem i et underdanigt og ydmygende lys. Richard Morgan påstår, at have et detaljeret indblik i Woody Allens karriere, hvilket jeg tvivler meget på siden, at han kan nå frem til de himmelråbende idiotiske konklusioner. Alene sætningen “He’s disguising crime as art”, siger alt om seriøsiteten i Morgans journalistiske vinkel.
Tilfældigvis har jeg nemlig selv set alle Woody Allens film og jeg kan selv med de mest objektive briller på ikke nikke genkendende til Morgans mærkværdige vurdering. I det hele taget lugter artiklen her lang væk af enten bestillingsarbejde eller helt bevidst sensationsjournalistik med en meget både forudindtaget og fordomsfuld tone fra start til slut. Bare læg mærke til det stærkt manipulerende billede i starten af artiklen, der allerede inden man er gået i gang med det skrevne, skal give læseren et helt bestemt billede på nethinden. Og hvad er det artiklen skulle bevise tænker jeg. At Woody Allen er fascineret af yngre kvinder, er så vidt hverken ualmindeligt eller nogen forbrydelse, såfremt i fald at de er over den seksuelle lavalder. Og i øvrigt snakker vi filmnoter her og ikke beskrivelser af virkeligheden, selv om Woody Allen spejler sig i sine karakterer.
I så fald kunne man jo også påstå, at Stanley Kubrick var en pervers stodder/pædofil/kvindeundertrykkende ved at få adgang til hans noter om “Lolita” eller “Eyes Wide Shut“. Husk i øvrig at se det medfølgende link i forbindelse med Mariel Hemmingways anekdote fra “Manhattan”, og se hvorledes det bliver manipulerende omskrevet i artiklen. Hvordan nogen kan linke artiklens indhold med det påståede overgreb og bruge det som et fornuftigt argument eller en slags bevisførelse, forstår jeg simpelthen intet af. Det kan kun vidne om ren og skær desperation, hvor man griber efter halmstrå og tager alle midler i brug for at score plat på en, hvordan man end vender og drejer det, tragisk baggrund. Jeg har herunder linket til artiklen, så man selv kan få syn på sagen.
Denne artikel var i øvrigt det (samt et voldsomt pres fra Farrow familiens og #MeeToo/TimesUp side) der bl.a. fik skuespillerne David Krumholtz og Ellen Page til at komme med nogle voldsomme udtalelser om, at de aldrig ville arbejde sammen med Allen mere og at de endda bittert fortrød nogensinde at have arbejdet sammen med ham i det hele taget. En overreaktion for nu at sige det mildt. For hvordan kan de to (plus cirka 15 skuespillere mere) komme med den slags udtalelser, der mellem linjerne faktisk stempler Woody Allen som værende skyldig i overgreb, når de blot har adgang til de præcis samme informationer om den gamle anklage som alle os andre. Har de da en hel unik insider viden eller indsigt i, hvad der er foregået eller ikke foregået. Nej, og atter nej. Så hvorfor er de så så hurtige på aftrækkeren, kunne man undrende spørge sig selv om?
Ja, svaret ligger faktisk lige til højrebenet, som jeg ser det, og har desværre intet at gøre med at kæmpe for en større sag, men derimod rigtig meget at gøre med at pleje egne interesser og vigtigst af alt sit eget renomme og sin egen karriere af frygt for at blive stemplet som forræder eller værende usympatisk overfor #MeToo/TimesUp bevægelsen. Der er desværre trods de mange gode intentioner om ligestilling og ligeløn i dag opstrået en panikangst i Hollywood (meget sammenlignelig i øvrigt med 50’ernes kommunistforskrækkelse og blacklisting) hvor mange, men heldigvis ikke alle, har mere end travl med at distancere sig selv fra alt, der har bare den mindste smule at gøre med seksuelle krænkelser eller blot rygter om seksuelle krænkelser. Også i Woody Allens tilfælde trods det, at manden ikke er dømt for noget som helst og at der foreligger kraftige beviser/indikationer på at anklagen imod ham er opdigtet af en kvinde med et klokkeklart motiv i baghånden.
Et desværre alt for tydeligt eksempel på panikangsten og karriereplejen er Greta Gerwigs reaktion efter, at hun blev spurgt om sit syn på Allen samme dag, som hun havde vundet Golden Globes for “Lady Bird”. Gerwig udtalte, at hun havde brug for at tænke godt og grundigt over det og (formoder jeg) læse detaljerne om den gamle sag igennem, inden hun kom frem til en beslutning. Allerede dagen efter Golden Globes og afterparties var hun dog klar med en udtalelse, hvor hun på det kraftigste tog afstand fra Woody Allen og undskyldte overfor Dylan Farrow, og dermed også var med til at stemple Allen som skyldig. Det er svært for mig at tro på at en så intelligent kvinde som Gerwig farer så hurtigt ud og jeg kan ikke rigtig tolke det på anden måde end, at hun har følt sig voldsomt presset af medierne, #MeToo og i særdeleshed Farrow trekløveret samtidig med, at hun befinder sig på karrierens højdepunkt med udsigten til at vinde et par Oscars.
Det er beskæmmende at se på uanset om skuespillerne har været presset til det med tanke på deres karriere eller gjort det ud fra egen overbevisning, og i så fald at et par stykker vil påstå, at de ikke har været presset til deres udtalelser, er det svært bekymrende, at man kan dømme en anden person på den baggrund som foreligger på nuværende tidspunkt. Omvendt er det så heller ikke fair hverken af journalister/medierne eller familien Farrow at sætte den ene skuespiller efter den anden i så penibel og ubehagelig en situation, hvor de bliver tvunget til at skulle vælge side eller blive udstillet som forrædere. Men strategien/taktikken fra Farrow familien lader til at virke og senest måtte Justin Timberlake (qua sin medvirken i Allens “Wonder Wheel”) stå skoleret for Dylan Farrows anklagende spørgsmål.
Mange af Woody Allens kollegaer og venner har dog enten forholdt sig neutrale eller givet deres støtte til ham heriblandt Diane Keaton, samt den franske distributør Stephane Cerrier, og Alec Baldwin der bl.a. kommer med nogle meget sigende kommentarer vedrørende hysteriet omkring #MeToo og den heksejagt, som Woody Allen desværre er blevet et skrækeksempel på.
Senest har filminstruktøren Judd Apatow dog meldt sig i koret blandt de pludseligt retskafne i Hollywood, da han i et direkte modsvar til Diane Keaton langer ud efter Woody Allen og pådutter ham at være den hovedansvarlige i hele sagen ved at hive den sølle gamle kliche om affæren/ægteskabet med Soon-Yi på banen. Judd Apatow påstår tilmed yderligere, at Woody Allen bevidst lagde nøgenbillerne af Soon-Yi frem, så Mia Farrow kunne finde dem. En påstand Apatow har intet belæg for. Så vidt jeg ved, er Judd Apatow i øvrigt ikke en nær ven af familien Farrow eller har nogen særlig viden omkring de mange påstande vedrørende selve sagen, og de nøgenbilleder var så vidt jeg ved ikke af Soon-Yi, da hun var barn men derimod, da hun var 18/20 år gammel (ergo at kalde hende for a child i den sammenhæng er pænt manipulerende). Hvorfor har han så travlt med at markere sig på denne hastige facon?
Der bliver i øvrigt smurt godt på i hans twitter besked med at adoptivbørnene var både flygtningebørn og handicappede (hvilket flere af dem også er) bare så vi lige kan forstå, hvor stort et svin Woody Allen er. Har Judd Apatow i øvrigt glemt Mosse Farrow i denne sammenhæng, som har et helt andet og positivt syn på sin far. Eller var den lille detalje ikke vigtig for Judd Apatow at få med i kontekst midt i hans kvalmende forargelse? Desuden virker det yderst dobbeltmoralsk, at han så samtidig forholder sig tavs i forhold til de anklager om seksuelle krænkelser, der i øjeblikket florerer omkring hans gode ven James Franco, hvor i alt fem kvinder hår stået frem. Apatow blev 12 januar spurgt ind til sagen men påstod på dette tidspunkt ikke at have læst de nærmere detaljer til at kunne udtale sig. Her over en måned senere har Apatow stadig ingen kommentarer angående James Franco. Det er jo mærkeligt, da han ret beset burde være mindst ligeså forarget med en god sviner på twitter, hvor han udstiller James Franco som en gennemført skiderik. Men det man kan konkludere ud fra alt dette er så åbenbart, at der gælder nogle andre regler mht. at blive erkendt skyldig og udråbt som sådan uden beviser, hvis man blot er med i inderkredsen hos Judd Apatow.
www.indiewire.com/2018/01/judd-apatow-diane-keaton-woody-allen-support-1201922934/
Og så er der gode gamle Colin Firth, som jeg plejede af have enorm respekt for. Men den respekt har lidt noget af et knæk efter hans hykleriske 180 graders holdningsændring ifht. Woody Allen. Filmen “Magic In The Moonlight” havde nemlig premiere samme år ( 25 Juli 2014), som Dylan Farrow atter bragte den gamle anklage på banen igen i sit åbne brev til New York Times (1. Februar 2014). Her er det værd at bemærke, at der absolut intet nyt var dukket op i sagen siden 90’erne. Dette lod Colin Firth sig dog ikke genere af og i interviews i forbindelse med filmen, roser han flere gange Woody Allen og fortæller om sin glæde ved endelig at samarbejde med instruktøren. Så spoler vi lige 4 år frem i tiden hvor #Metoo og TimesUp kører derudaf på fulde omdrejninger og Dylan & Ronan Farrow atter giver den gamle anklage et nyt forsøg. Igen skal det lige påpeges, at der intet nyt er dukket op, der kan understøtte, at det påståede overgreb har fundet sted. Men nu har piben pludselig fået en helt anden lyd hos Colin Firth, der har mere end travlt med at distancere sig fra Woody Allen med en klar besked om, at han aldrig skal arbejde sammen med ham igen. Hvor kom den skråsikre beslutning mon lige pludselig fra? Længe leve dobbeltmoralen og hykleriet…
www.theguardian.com/film/2018/jan/18/colin-firth-woody-allen-accusations-film
Disse spørgsmål samt spørgsmål generelt om hvordan diverse skuespillere og instruktører reagerer som de gør og stempler en person skyldig uden beviser, håber jeg meget på, at der er nogle journalister, der har mod nok til snart at stille. Jeg er faktisk oprigtig talt spændt på at høre Hollywood folkenes forklaring.
I et helt nyt tv-interview med CBS fortæller Dylan Farrow i øvrigt for første gang på live tv om det påståede overgreb. Her kan man jo så selv vurdere, om man synes hun taler mere sandt end Woody Allen gjorde tilbage i 1992 på “60 Minuttes”.
Der eksisterer dog også et andet klip fra CBS med Dylan Farrow og fokus på #Metoo, som til gengæld er ret manipulerende.
Mit problem med dette interview klip er, at det virker meget ensidigt og med en bestemt agenda, hvilket da også bliver bekræftet til sidst i klippet efter interviewet, hvor journalisten Gayle King slår følgende fast ; “She worried what will be the reaktion of her telling the truth”. Dette er åbenlyst hverken objektivt eller nuanceret, da King konkludere uden videre, at det Dylan fortæller er den skinbarlige sandhed. Denne indgangsvinkel er ærlig talt dybt problematisk og et sørgeligt billede på hvorledes medierne også bærer en stor del af skylden for det massehysteri vi ser i dag.
Jeg får lyst til også at bringe Moses Farrows udtalelser og Dylans reaktion herpå tilbage i kontekst med dette interview, hvor Dylan beder seerne om at tro på hendes version og føle med hende, som det offer hun påstår at være. Men hvor ligger sympatien henne fra hendes side, når hendes egen bror (godt nok adopteret) beskriver at han har været udsat for både fysisk og psykisk vold i sin opvækst under Mia Farrow. Til det noterer Dylan blot, at broderens lidelser (så frem de er sande), ud over at han bliver fremstillet som en løgner, er “irrelevant” altså ubetydelige eller ligegyldige. I Robert B. Weides kommentarer hertil, beskriver han hendes måde at reagere på som ironisk hendes egen situation taget i betragtning, hvor hun vil have at diverse skuespillere og os almindelige mennesker skal tro nærmest blindt på hendes ord. Jeg vil så tilføje, at det ud over at være ironisk også er både dobbeltmoralsk, nedladende og arrogant opførsel, for hun burde ret beset udvise den samme omtanke og vilje til at lytte til hans lidelser, som dem hun selv påstår at have været udsat for. For hvis man skal tro på hende, hvorfor skal man så ikke også tro på, at det hendes bror fortæller er sandt?
ronanfarrowletter.wordpress.com/2018/01/04/moses-farrow-speaks-out/
Og igen hvorfor vægter Moses Farrows meget horrible beskrivelser fra barndomshjemmet stort set ingen interesse fra hverken medier eller diverse frelste skuespillere? Har han som potentielt offer da ikke også samme ret som sin søster til at blive hørt og taget alvorligt. Og har Woody Allen på den baggrund, samt mange andre meget kraftige indikationer på sin uskyld, derfor samtidig ikke også ret til at blive hørt og betragtet som uskyldig eller i det mindste at være på det stadie, hvor man lader tvivlen komme ham til gode.
www.theguardian.com/global/2018/feb/03/actors-condemn-woody-allen-hadley-freeman
Her på falderebet synes jeg også lige det er på plads at dissekere Dylan Farrows åbne brev i L.A. Times 2017 og tage et kig på hvorledes hendes tekst er formuleret og hvorfor det er ekstremt vigtig at bide mærke i de mange detaljer, som hun undlader at få med.
www.latimes.com/opinion/op-ed/la-oe-farrow-woody-allen-me-too-20171207-story.html
I dette afsnit (afsnit 2) er det ingen tilfældighed, at Woody Allen bliver nævnt i kontekst med Amazons Studio executive Roy Price der måtte forlade sit job qua anklager om voldtægt og seksuelle krænkelser. Der spilles bevidst på forbindelsen mellem hvide magtfulde mænd, der ser igennem fingre med seksuelle krænkelser, ligesom der drages en parallel mellem Price og Allen ved at placere navnene i samme tekst som for at sige, at når Price er et kvindeundertryggende svin må Woody Allen naturligvis også være det. Det er samme retorik som når Ronan Farrow nævner Woody Allen i samme kontekst med folk som Harvey Weinstein, Kevin Spacey og Bill Cosby. De tre sager har intet til fælles med Allens sag, men tricket er at få det til at se ud som om at det er tilfældet.
Afsnit 3:
Her har vi lige præcist problemet med sandfærdigheden “Witness by friends and family members”, som om at det i sig selv skulle have en afgørende vægt. Som modsvar til dette har Woody Allens venner og familiemedlemmer ligeledes deres syn på sagen og har bevidnet, at han var en god og kærlig far mens Allens søster har kaldt Mia Farrow en dårlig mor og en sindsforvirret og hysterisk kælling. Det er jo klart, at hvad enten man tilhører den ene eller anden lejr her, vil man selvfølgelig tale hhv. for og imod den part man sympatisere med. Så hvis vi skal tro på Dylan Farrow fordi familie og venner påstår det, skal vi jo modsat også tro på Woody Allen ud fra hvad hans venner og familie påstår.
Desuden har vi i denne sammenhæng en barnepige, der senere har indrømmet at have løjet om, hvad hun havde set, familiens børnepsykolog Susan Coytes der udtalte at der ikke lå noget seksuelt til grundlag for terapiforløbet, samt Moses Farrows beskrivelser af barndomshjemmet. Dylan Farrow påstår, at Woody Allen nægtede at tage en løgnedetektor udført af politiet i Connecticut men undlader at fortælle, at Allen alligevel foretog en løgnedetektortest der blev udført af Paul Minor med mange års erfaring i sager som disse og som har undervist adskillige år hos FBI i netop studier om brug af løgnedetektortest. Testen blev i øvrigt godkendt af politiet i Connecticut. Mia Farrow tog til gengæld aldrig en løgnedetektortest hverken på foranledning af politiet eller af hendes egen fri vilje.
Afsnit 4 :
Jep, dommer John Wilkes var helt på Mia Farrows side her men vigtigt er det at fastslå, at der ikke blev konkluderet at det upassende far/datter forhold havde nogen seksuel karakter, hvilken familiens faste psykolog Dr. Susan Cates netop også selv fastslog. Så selv om Woody Allen evt. skulle være en dårlig far eller have dårlig indflydelse på familien, er det altså ikke det samme som at stemple ham som værende pædofil, hvilket John Wilkes i øvrigt heller ikke selv gjorde. Hans udtalelser er derfor ikke sagt på baggrund af en overbevisning om at Woody Allen skulle være pædofil, hvilket er ekstremt vigtig detalje at få med i den samlede kontekst her. I nedenstående link kan man se samtlige 33 sider af John Wilkes noter fra selv samme forældremyndighedssag.
www.huffingtonpost.com/danny-shea/heres-the-1993-woody-alle_b_4746866.html
Frank Maco påstod at have “Probable Cause”, skønt ingen nogensinde har set beviserne for hans påstand. Han forklarede sig jo så med, at det var for Dylans skyld, hvilket er meget nobelt men også en nem måde at holde fast i tvivlen uden at have skyggen af beviser. Kunne man være fristet til at tro på, nu Woody Allen og hans team ofte bliver beskyldt for at bestikke alt og alle, at Mia Farrow og hendes team af advokater havde en rolle at spille i Frank Macos påstand. Det er bestemt ingen usandsynlighed, da Mia Farrows advokater bl.a. forsøgte at tvinge en tidligere kæreste til Woody Allen om at lyve i retten om sin alder, da hun datede ham men henblik på at fastslå et pædofilt mønster.
Afsnit (10):
Jeg tror ingen betvivler, at de største stjerner i Hollywood har et massivt team af assistenter, mediefolk og spindoktorer stående klar i kulissen så frem i fald, at de skulle løbe ind i problemer uanset om anklager om dette og hint måtte være sandfærdige eller ej. Men man skal så samtidig også holde sig for øje, at familien Farrow er ekstremt dygtige til at bruge medierne til deres fordel, og at især Ronan Farrow udviser store evner som spindoktor ved at være fuldt ud bevidst om, hvordan han skal formulere sig, samt hvilke knapper der skal trykkes på for at fremprovokere de i hans øjne rigtige følelser vedrørende denne sag.
Jeg lagde i øvrigt mærke til, at Ronan Farrow i den artikel der bliver linket til i Dylan Farrows open letter 2017 skriver, at han som 5 årig tydeligt husker de ting, som Mia Farrow beskrev i forbindelse med terapiforløbet, hvor Allen skulle have kravlet op i Dylans seng og fået hende til at sutte på hans tommelfinger. Dette forekommer for mig stadigvæk absurd, men det jeg hæfter mig ved her, er Ronan Farrows alder der ikke stemmer overens med de minder, som han påstår at have. For de episoder han snakker om formodes at være sket i 87-88 altså da han var 2 år gammel og ikke da han var 5 år. For på det tidspunkt han påstår, ja der befinder vi os tidsmæssigt lige efter affæren med Soon-Yi blev afsløret. Desuden er det mig lidt for utrolig, hvor præcist Ronan Farrow husker enkelte detaljer så millimeter præcist i så tidligt et stadie i sit liv. og jeg kan ikke lade være med at føle hvor indøvet både han og Dylans beskrivelser er i det hele taget,
Hvis Woody Allen og hans team (som det påstås i artiklen fra Connecticut Magazine der bliver linket til i Dylans open letter 2017) skulle have hyret privatdetektiver til at finde smuds på de politifolk, der undersøgte sagen, er det naturligvis stærkt forkasteligt og en helt forkert og amoralsk metode at bruge som forsvar. Men det kunne også tænkes, at det netop var det (altså et forsvar) hvis det antages at være sandt privatdetektiverne skulle bruges som en sikring imod at blive falsk anklaget, som der tidligere i 80’erne havde været skrækeksempler på. I så fald er det på en måde en forståelig taktik om end, at det stadig er en absolut helt forkert måde Allens advokater har grebet tingene an på, hvis man antager at påstanden er sand. Men det samme kunne man så med rette sige om den måde hvorpå, at Farrow familien udnytter medierne og i særdeleshed #Metoo/TimesUp bevægelsen på, hvilket er præcis ligeså forkasteligt og amoralsk ud i at afpresse diverse skuespillere til en tilståelse, hvor de bliver tvunget til at dømme en person som skyldig, hvis de ikke vil se sig selv som forrædere eller modstandere af de to bevægelser.
Afsnit (11, 12 & 13):
Jeg mener ikke, at “angrebene”, som Dylan kalder det, mod hendes moder er uretfærdige, men derimod helt fair i forhold til at forsøge at finde ind til kernen af, hvem hun er som person og hvorledes hendes gøren og laden har påvirket ikke blot hendes egen familie men også andre familier, som hun har haft berøring med. Når først man graver bare lidt dybere her, vil man hurtigt finde ud af, at Mia Farrow på ingen måde er den store uskyldighed, som hun gerne vil fremstå som. Det er jo i øvrigt præcis det samme som Farrow familien gør mod Woody Allen ved at lave et samlet karaktermord på ham ved at inddrage Soon-Yi affæren og Allens karriere via Richard Morgan. Og klart nok at det irriterer Farrow familien, der helst ser at alle kritiske spørgsmål bliver rettet mod Woody Allen.
Dylan Farrows kommentar til hendes broder Moses udtalelser om opvæksten hos Mia Farrow og hans beretning om at overgrebet er opdigtet. har jeg skrevet om længere oppe, men det jeg synes der især er foruroligende er hendes brug af ordet “Irrelevant“. Ja, det er ubetydeligt for hende men for alle andre interesserede i sagen, er det bestemt ikke irrelevant men tværtimod det stik modsatte. Logikken i at Dylan Farrow i øvrigt nævner, at Moses ikke var til stede, da det påståede overgreb skete og at hans udsagn derfor er ubetydelige er jo ret ironisk, da man kunne sige det præcis samme om Mia og Ronan Farrow, som jo heller ikke var til stede, da det påståede overgreb fandt sted, men som alligevel udtaler sig som, at de rent faktisk var det. Ergo er deres vurdering jo så ret beset også ubetydelig. Mia Farrow var i øvrigt “tilfældigvis” ude at shoppe samme dag som det påståede overgreb fandt sted. Hvis hun havde den holdning at Allen var en trussel mod hendes børn, hvorfor af alle dage vælger hun så lige præcis den dag til at købe ind. Det kunne hun vel ret beset have fået en assistent til at gøre i stedet for.
Afsnit (14) :
Den vigtige detalje Dylan Farrow undlader at nævne her for bevidst at underminere argumentet om, at anklagen skulle være opstået som hævn i forbindelse med retssagen om forældremyndigheden er, at anklagen om overgreb derimod blev fremsat efter, at affæren med Soon-Yi blev afsløret af Mia Farrow, der desuden med sit valentinsbrev og seddel, hvor der præcist stod, at hun kaldte Woody for pædofil, på ingen måde afkræfter påstanden om, at anklagen netop var opstået grundet et hævnmotiv.
Hvad angår proceduren hos Yale-New Haven teamet der stod for den 6 måneder lange undersøgelse i Connecticut om efterfølgende at destruere de noter og sagsakter, som de havde arbejdet med (da de ikke fandt nogle beviser om overgreb) er normal procedure, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg formoder ikke at det giver nogen mening at opbevare disse noter/sagsakter længere så frem i fald, at man når frem til den konklusion, at der er intet hold i påstanden. Edit* (Jeg har senere hen fundet ud at deres måde at håndtere sagen på har været almindelig procedure). Og eftersom at det åbenbart er standardprocedure kan man jo godt undre sig meget over hvorfor, at Mia, Dylan og Ronan Farrow konstant forsøger at fremstille det som om Yale-New Haven teamet har begået noget ulovligt.
Jeg kan i øvrigt heller ikke lade være med at tænke på det, som Robert B. Weide nævner i sin artikel fra 2014 angående det faktum, at Woody Allen og Soon-Yi efter de blev gift adopterede to børn, ja to piger sågar. Som de fleste sikkert ved, bliver alle der vil adoptere undersøgt ned i mindste detalje netop med formålet, at børnene ikke skal havne i kløerne på pædofile. Med tanke på at Woody Allen har haft en sag om netop anklager om overgreb mod et barn hængende over sig, må det formodes, at han er blevet udsat for et endnu grundigere tjek af adoptions-myndighederne som (formoder jeg) aldrig ville have givet grønt lys til en adoption, hvis de var bare den mindste smule i tvivl om, at Allen led af pædofile tilbøjeligheder. Derudover har jeg læst kommentarer om, at det blot er et spørgsmål om tid før, at der dukker flere anklager frem mod Woody Allen. Men hvor er de henne, spørger jeg undrende? For så vidt jeg kan se, er der ikke en eneste, som er stået frem med historier om at være udsat for seksuelle krænkelser, voldtægtsforsøg eller voldtægt. Jeg mener bare, at hvis Woody Allen er så stor en pervers psykopat burde der så ikke for længst have stået en lang kø af unge kvinder og børn frem på rad og række med et hav af anklager?
Det er i øvrigt også meget interessant at læse Robert B. Weides svar på Dylan Farrows åbne brev anno 2017 i nedenstående link Han runder flere af de samme ting jeg selv gør (mere detaljeret) men bringer også nogle oplysninger på banen, som jeg ikke havde hørt om før bl.a. en højst overraskende oplysning, hvor Mia Farrows advokatteam skulle have holdt et møde med Woody Allens advokater og givet udtryk for at ville droppe anklagen om seksuelt overgreb, hvis Woody blot betalte 7 millioner dollars. Derudover viser det sig, at den procedure som Yale-New Haven teamet (der i første omgang undersøgte anklagen og som vel at mærke var udvalgt af politiet og ikke af Woody Allen og hans advokater) brugte med at destruere noter efter deres 6 måneder lange undersøgelse er en hel almindelige procedure, som dommer John Wilkes i øvrigt heller ikke i sit referat bemærker som værende i strid med loven eller på anden vis i strid med normale procedure. Og så er der Dylan Farrow som påstår aldrig at have være interviewet i forbindelse med anklagen, hvilket er direkte løgn eftersom det kan bevises sort på hvidt, at hun er blevet interviewet hele 9 gange undervejs!
ronanfarrowletter.wordpress.com/2017/12/13/qa-with-dylan-farrow/
Konklusionen på alt dette er altså foreløbigt at cirka 15-20 kendte navne har taget afstand fra Woody Allen. En underskriftsindsamling på UC San Diego er blevet sat i værk med formålet at forhindre, at der bliver undervist i Woody Allens film. Derudover går der rygter om, at Amazon i øjeblikket kraftigt overvejer at droppe deres distributionsaftale med Allen og at instruktørens næste film “A Rainy Day In New York” ikke ser ud til at få nogen nævneværdig marketingskampagne og sågar potentielt kun bliver vist i ganske få biografer eller måske slet ikke bliver vist nogen steder i USA. Samtidig har en kendt teater valgt at aflyse deres opsætning af Woody Allens “Bullets Over Broadway” alene pga. anklagen.
www.nytimes.com/2018/01/28/movies/woody-allen-dylan-farrow.html
pagesix.com/2018/02/08/student-launches-petition-to-cancel-woody-allen-film-class/
Det kan som en bonus oplyses at fornuften i mellemtiden har sejret og at ledelsen på UC San Diego ikke bøjede sig for kravet om at forbyde undervisning om Woody Allen og hans film.
www.sandiegouniontribune.com/news/education/sd-me-woodyallen-ucsdclass-20180213-story.html
www.dailymail.co.uk/news/article-5314625/Theater-cancels-Woody-Allen-musical-revived-accusation.html
Og værst af alt at både Woody Allen samt hans familie nu dagligt må lægge øre til diverse tilsvininger med formålet at smadre hans nuværende liv samt eftermæle totalt. Alt dette på baggrund af en påstand som ingen på noget tidspunkt har kunnet bevise…, men hvor der til gengæld er rigtig mange beviser og endda meget kraftige indikationer på det modsatte nemlig, at Woody Allen er uskyldig og dermed udsat for en falsk anklage. Jeg deler dog samtidig også Robert Weides vurdering af, at Dylan Farrow selv tror på at hun har været udsat for et overgreb og derfor er et offer. Men den anklagende pegefinger bør i mine øjne og efter alle de detaljer jeg har læst rettes mod Mia Farrow og ikke Woody Allen.
