Forum - Forum-tråd: Religion, tro & overtro.. En lødig diskussion!

Religion, tro & overtro.. En lødig diskussion!

  • ★★★★★★0

    Det altruistiske menneske er ikke opfundet eller skabt af religion. Indenfor evolutionær psykologi giver næstekærlighed rigtig god mening: et menneske overlever nemmere ved at vise kærlighed og tillid til et andet menneske, for så kan man være to om finde mad. Dyr udviser for i øvrigt også næstekærlighed. Det er mere sandsynligt, at næstekærlighed er en del af religion, fordi det er en del af menneskets psykologi. Og det sidste argument: andre religioner, der ikke bygger på Biblen, indeholder også næstekærlighed.

    Det findes da - i krisesituationer bliver man tilbudt psykologhjælp, og f.eks. i forbindelse med kræft er der gratis rådgivning og hjælp i Livets Hus.

    Meget muligt ;-)

    Men religion og overleveringer har sat det i system, så det virker forståeliget for det enkelte individ.

    Ja, det findes da. Men igen det er sat i system og ikke en del af det nære miljø, som det var tidligere - og en stor del af psykriatrien fungerer ikke optimalt. Man forsøger at helbrede, istedet for at forebygge.

    Mht. Kræft, så er det min oplevelse at det der virkelig hjælper er de sorggrupper som er oprettet.

    Wayne14-10-19 15:37

  • ★★★★★0

    Meget muligt ;-)

    Men religion og overleveringer har sat det i system, så det virker forståeliget for det enkelte individ.

    Ja, det findes da. Men igen det er sat i system og ikke en del af det nære miljø, som det var tidligere - og en stor del af psykriatrien fungerer ikke optimalt. Man forsøger at helbrede, istedet for at forebygge.

    Mht. Kræft, så er det min oplevelse at det der virkelig hjælper er de sorggrupper som er oprettet.

    Psykiatrien har vel ikke noget at gøre med, om sekulære metoder kan være effektive i forhold til livskriser? Psykiatrien behandler mennesker med psykiske sygdomme. Jeg ved ikke helt, hvad du mener med helbredelse fremfor forebyggelse, men min opfattelse af psykiske lidelser er, at de ikke kan helbredes, fordi det er hjernens "wiring", den er gal med. Medicin kan hjælpe med til at regulere hjernens hormoner, men ellers går det ud på at hjælpe personer med at håndtere deres lidelser. Nu kender jeg en del med depressioner, skizofreni, angst, borderline osv, og de er godt klar over, at det vil de altid have, men medicin hjælper dem til at holde deres sygdom nede. 

    Jeg har netop hørt i en videnskabelig podcast (Skeptics Guide to the Universe premium ep. 120), at metoden i forhold til at bearbejde psykologiske problemstillinger er mindre vigtig. Det afgørende er, at psykologen er oprigtig, ærlig og virkelig vil hjælpe dig. Sikkert også derfor sorggrupper virker, men de behøver ikke at have noget at gøre med religion. Det er selvfølgelig også derfor præstens omsorg virker, fordi vedkommende er oprigtig.

    Guldager14-10-19 15:56

  • ★★★★★★0

    Psykiatrien har vel ikke noget at gøre med, om sekulære metoder kan være effektive i forhold til livskriser? Psykiatrien behandler mennesker med psykiske sygdomme. Jeg ved ikke helt, hvad du mener med helbredelse fremfor forebyggelse, men min opfattelse af psykiske lidelser er, at de ikke kan helbredes, fordi det er hjernens "wiring", den er gal med. Medicin kan hjælpe med til at regulere hjernens hormoner, men ellers går det ud på at hjælpe personer med at håndtere deres lidelser. Nu kender jeg en del med depressioner, skizofreni, angst, borderline osv, og de er godt klar over, at det vil de altid have, men medicin hjælper dem til at holde deres sygdom nede. 

    Jeg har netop hørt i en videnskabelig podcast (Skeptics Guide to the Universe premium ep. 120), at metoden i forhold til at bearbejde psykologiske problemstillinger er mindre vigtig. Det afgørende er, at psykologen er oprigtig, ærlig og virkelig vil hjælpe dig. Sikkert også derfor sorggrupper virker, men de behøver ikke at have noget at gøre med religion. Det er selvfølgelig også derfor præstens omsorg virker, fordi vedkommende er oprigtig.

    Arv eller miljø. Er det der du vil hen?

    Ja, nogle har medfødte anlæg for sindslidelser. Men andre ender der som følge af forkert behandling - og der er vel også et område hvor man kunne undgå at nogle særligt skrøbelige bliver skubbet det sidste stykke?

    Jeg ved at man allerede i indskolingen oplever børn som får stillet en diagnose, men ikke får den rette behandling på grund af manglende ressourcer.

    Det sidste tror jeg på - ingen tvivl om at oprigtighed er afgørende.

    Wayne14-10-19 16:13

  • ★★★★★0

    Ja, nogle har medfødte anlæg for sindslidelser. Men andre ender der som følge af forkert behandling - og der er vel også et område hvor man kunne undgå at nogle særligt skrøbelige bliver skubbet det sidste stykke?

    Ikke arv eller miljø. Det er en forkert måde at se det på,fordi det næsten altid er en blanding. 

    Men det kommer selvfølgelig an på, hvilken sygdom man taler om, og der er uden tvivl nogen, der bliver tabt.

    Guldager14-10-19 16:26

  • ★★★★★0

    Tak for svarene. (Ville bare lige give lyd for at sige jeg havde læst dem.)

    Lars!14-10-19 16:27

  • ★★★★★★0

    Ikke arv eller miljø. Det er en forkert måde at se det på,fordi det næsten altid er en blanding. 

    Men det kommer selvfølgelig an på, hvilken sygdom man taler om, og der er uden tvivl nogen, der bliver tabt.

    Ja arv eller miljø er nok en forsimplet måde at se på det. Det er selvfølgelig en blanding - og så er der et utal af grader og diagnoser, efterfølgende.

    Wayne14-10-19 16:35

  • ★★★★1

    I dag kan en præst (han/hun) gemme sig bag et ritual og en præstekjole, og postulere at han taler med guds stemme - men i virkeligheden er det bare den enkelte præsts egen fortolkning af de gamle skrifter, sat i forhold til det bestående samfunds udvikling. Jeg har stor respekt for folkekirken, og de fleste præster er kloge og vise.

    Det har du meget ret. I vesten gør de verdslige samfund sit til at få kristendommen til at rette ind.

    Jeg formoder præster om 50 år deltager i Priden klædt i sort på ladet af en lastvogn pyntet op som Dantes Inferno. Hvis de har lyst til at fortsætte deres hverv ;) 

    Bruce14-10-19 18:59

  • ★★★★★0

    Mht. diagnoser, så har jeg oplevet 3 gange nu (opstart i 0. klasse) at forældre svælger i diagnoser. Det gælder om at ha det barn, der har det værst. "Max er meget sensitiv, så hvis han skal have en legeaftale, skal i være meget forsigtige" osv... Fuck off!! Jeg har et diabetesbarn, og han skal fanme ikke udstilles som speciel. Han er et normalt barn, der bare skal bruge insulin, uden at vi skal gøre mere ud af det. Jeg har selv haft sukkersyge i 20 år, og det har sgu ikke afholdt mig for noget som helst, udover Coca Cola, som iøvrigt smager af jord. Det er næsten som om, at det er en direkte anal-onani, hvis man kunne få et stempel på sit barn, så det virker specielt og særligt.  

    davenport14-10-19 19:27

  • ★★★★★1

    Jeg har et diabetesbarn, og han skal fanme ikke udstilles som speciel

    Ja, men der er også forskel på diabetes og psykiske diagnoser. Dit barn skal ikke have hjælp til at håndtere angst eller vrede, ADHD eller andre ting, som børn kan døje med. Og tro mig, det er tydeligt, når børn har det svært, fordi deres hjerner ikke er wired som den gennemsnitlige hjerne. Og nej, jeg snakker om den frygt dit barn måske kan have for, om det hele nok skal gå med hans diabetes, jeg snakker om en gennemgående angst (eller diagnose generelt), der går ud over et barns trivsel.

    Og før nogen siger, at vi går for meget op i diagnoser: selvom flere har en diagnose i dag, så betyder det ikke, at flere børn er blevet syge - det betyder, at vi er blevet bedre til at opdage det. Vi går for lidt op i diagnoser, fordi ved mange af dem har vi ret godt styr på, hvad der skal til for at give barnet den bedst mulige hverdag, problemet er bare, at der ikke er afsat penge til det. Det går også udover alle andre børn - dagligt på min skole er der timer, der bliver spildt, fordi nogle elever ikke kan overskue situationen og flipper ud på den ene eller anden måde - med den rette hjælp kan mange af disse spildte timer undgås.

    Det var vist lidt et sidespor :) 

    Guldager14-10-19 19:45

  • ★★★★★★0

    Mht. diagnoser, så har jeg oplevet 3 gange nu (opstart i 0. klasse) at forældre svælger i diagnoser. Det gælder om at ha det barn, der har det værst. "Max er meget sensitiv, så hvis han skal have en legeaftale, skal i være meget forsigtige" osv... Fuck off!! Jeg har et diabetesbarn, og han skal fanme ikke udstilles som speciel. Han er et normalt barn, der bare skal bruge insulin, uden at vi skal gøre mere ud af det. Jeg har selv haft sukkersyge i 20 år, og det har sgu ikke afholdt mig for noget som helst, udover Coca Cola, som iøvrigt smager af jord. Det er næsten som om, at det er en direkte anal-onani, hvis man kunne få et stempel på sit barn, så det virker specielt og særligt.  

    Hvordan det er andre steder eller generelt, ved jeg ikke. Men vi har ingenlunde oplevet noget i den retning fra andre forældre og deres børn da vores den største begyndte i 0 klasse. Det er heller ikke noget jeg har oplevet de år jeg selv arbejde på en skole. Men okay, det er også snart længe siden.

    Altså jeg har oplevet børn med diagnoser. Men de havde også udfordringer. Det var ikke “bare” hysteriske forældre.

    T. Nielsen14-10-19 20:15

  • ★★★★★★0

    Det har du meget ret. I vesten gør de verdslige samfund sit til at få kristendommen til at rette ind.

    Jeg formoder præster om 50 år deltager i Priden klædt i sort på ladet af en lastvogn pyntet op som Dantes Inferno. Hvis de har lyst til at fortsætte deres hverv ;) 

    :-)

    Wayne14-10-19 19:50

  • ★★★★★0

    Allan - nej, det er også noget psykisk at have diabetes. Han stod og græd til aften, da han skulle have skiftet indstik, og sagde "Jeg vil ikke have sukkersyge mere" helt opløst. Men det kommer an på hvordan man tackler det og får snakket om det, istedet for at svælge i at ens barn (endelig) får en diagnose, så det (heldigvis) skiller sig ud. 

    davenport14-10-19 19:58

  • ★★★★★1

    nej, det er også noget psykisk at have diabetes. Han stod og græd til aften, da han skulle have skiftet indstik,

    Ja, selvfølgelig rammer det en psykisk, men det er ikke det samme som at have en diagnose såsom generaliseret angst. Jeg tænker nok, at disse forældre, som du omtaler, gerne vil have en diagnose, fordi det betyder hjælp til deres børn, som har det svært. Og uden diagnose, ingen hjælp (med mindre man betaler for det i det private, selvfølgelig).

    Synes du er lidt af en kold skiderik, når du omtaler andres folks problemer på den måde... 

    Guldager14-10-19 20:09

  • ★★★★★0

    Det er muligt du synes det, men det er desværre på mode at have børn med diagnose. Det er en del af vores Facebookkultur og higen efter opmærksomhed. Bare vent til til jeres lille skal til at igennem børnehave og især skolesystemet. I vil møde de her forældre, der ikke kan få nok opmærksomhed, uden at der absolut skal være noget i vejen med deres børn. Det er Donkey, der står og råber "SE MIG". Jeg videregiver udelukkende hvad jeg har set med egne øjne. Det er jo også derfor børn har så åndsvage navne i dag. Seriøst, i vores børnehave er der to børn der hedder Merle-Magrethe og Mercedes-Sonja. SE MIG, SE MIG! Hvis de ikke har en diagnose, så kan man da i det mindste give dem et navn, som folk vil studse over.. 

    davenport14-10-19 21:03

  • ★★★★★4

    men det er desværre på mode at have børn med diagnose. Det er en del af vores Facebookkultur og higen efter opmærksomhed

    Nej, det er fordi, de har en diagnose...

    Og gennem mit job som lærer har jeg allerede mødt masser af elever, der har det virkelig svært, som er i gang med en udredning. Når de får en diagnose, får de også hjælp (hvis skolen og samfundet gør sit arbejde).

    Det er jo helt hen i vejret, det du skriver med navnene, eftersom navne kommer mange år før diagnosen. Jeg håber ikke, jeg møder forældre, der ikke har forståelse for andres problemer i mit job som lærer...desuden snakker du da også selv om, hvor svært I har det (hvilket jeg ikke betvivler), men det er måske også bare for at få opmærksomhed? 

    Guldager14-10-19 21:19

  • ★★★★★0

    Næ, men ét er at være lærer, noget andet er at være forældre. Nu er du jo "kun" vikar i den branche, så jeg tvivler på, at du får hele historien. Jeg kan jo kun vidregive hvad jeg har mødt, nu på 3 forskellige møder, hvor forældre nærmest sidder og tuder over, at deres lille Alberte.-Millau er yderst sensitiv og skal have speltboller, ellers dør hun til en børnefødselsdag. Som familie holder vi os helt under radaren, når det kommer til opmærksomhed. Det er faktisk et oprigtigt ønske, at vores dreng ikke skal have positiv opmærksomhed, bare fordi han er diabetikker. De skal sådan set bare ignorere det, så han føler sig som a real boy! 

    davenport14-10-19 21:33

  • ★★★★★0

    Nu er du jo "kun" vikar i den branche, så jeg tvivler på, at du får hele historien

    Nej, jeg er da uddannet lærer, omend jeg kun har været fuldtidsansat i et par måneder (og deltidsansat i 1.5 år før det, og vikar i et par år også) , men her har jeg allerede været med til to netværksmøder.

    Men vi taler lidt forbi hinanden...den type du nævner i det sidste indlæg er noget andet end diagnoser. Og jeg kan love dig for, at der er forskel på dem, der har sukkersyge, høreproblemer eller andre fysiske sygdomme, og dem, der dagligt kæmper med deres diagnoser. 

    Guldager14-10-19 21:46

  • ★★★★★0

    Der er forskel på at "kæmpe med en diagnose" og "ønske brændende en diagnose" for sit barn. Og det sidste er desværre en tendens.  Det gør ens barn specielt, og så kan man udstille det og få opmærksomhed den vej. Og det er noget jeg ser first hand, så det er ikke noget jeg finder på. Vi kan ikke længere udskille os pr. kvalifikationer, men så kan vi da udskille os på at være anderledes, og derved opnå særstatus. 

    Og hvad det gør i en religiøs tråd, er beyond me now :D 

    davenport14-10-19 22:08

  • ★★★★★★0

    Måske det ville passe til en tråd om fordomme!

    T. Nielsen14-10-19 22:18

  • ★★★★★0

    Come on, du har børn i min aldersgruppe? Er i sluppet helt fri for det derovre? Jeg taler altså af erfaring, det er sgu ikke noget jeg finder på, bare for at være sjov...

    davenport14-10-19 22:22

  • ★★★★★★1

    Come on, du har børn i min aldersgruppe? Er i sluppet helt fri for det derovre? Jeg taler altså af erfaring, det er sgu ikke noget jeg finder på, bare for at være sjov...

    Om vi er sluppet helt fri, ved jeg ikke. Jeg har blot ikke oplevet det på den måde du beskriver det. Faktisk har jeg overhovedet intet oplevet af den slags i den 0. klasse som min største er startet i, her i år.

    Jeg er med på, at der kører mange artikler rundt og der snakkes meget om, at vi lever i en egoistisk "først mig og så mig selv" tid og hvor børn er små projekter og statussymboler. Men i forhold til diagnoser, så har jeg stort set intet oplevet i hverken børnehaven eller skolen. Har hørt en forældre fortælle, at hvis deres barn slår sig og bløder, så kan hun godt blive så bange at hun besvimer og hørt en fortælle at hendes barn er sensitiv og en sidste at deres barn ikke kan tåle mælkeprodukter, uden at de er (var, for barnet er vokset fra det siges det) hysteriske med det. Men det er vist alt og det ud af en børneflok på små 80 stykker hvis jeg tager de to stuer i børnehaven vi har haft børn i og den klasse jeg nu har et barn i. Det synes jeg ikke er voldsomt. Måske vi bare er lidt mere tough hernede:-D Aeei joke selvfølgelig.

    Jeg kan dog også blive lidt øv over at det på mig ofte kan føles, at har man et barn der har brækket et ben, slået hul i hovedet, flækket et øjenbryn eller ja, har sukkersyge, så kan man skrive det på offentlige hjemmesider, snakke om det osv osv, men har ens barn en diagnose, så er det enten et tabu eller forbundet med latterliggørelse. Jeg skal ikke sidde og bedømme, at det ikke er rigtigt, hvis en forældre fortæller mig at deres barn har de og de udfordringer.

    Personligt kender jeg selv til det, at det kan være svært at fortælle om at man er psykisk syg. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om det kan være forbundet lidt med skam? Så jeg hilser det kun velkomment, hvis der åbnes mere op for at tale om disse ting.

    Jeg siger ikke at mine observationer er korrekte. Det var blot mine tanker lige kort.

    T. Nielsen15-10-19 08:34

  • 0

    Det gælder om at ha det barn, der har det værst.

    Du kan jo (måske passende) diagnostisere de forældre med histrionisk personlighedsforstyrrelse :)

    Muldgraver15-10-19 12:28

  • ★★★★★★0

    men har ens barn en diagnose

    Burde have skrevet psykiatrisk diagnose, da fysiske betingede sygdomme også har diagnoser.

    T. Nielsen15-10-19 12:30

  • ★★★★★1

    Jeg har en dreng på 1 år og en på 8 år. Jeg har på intet tidspunkt oplevet det, du beskriver, davenport. Min ene dreng på 8 år har dog mælkeallergi, men det er ikke ligefrem noget vi skilter med. Det slår kun ud, hvis han får en masse mælk i løbet af en dag, så vi nævner det ikke engang, når han skal til børnefødselsdag.

    David Lund15-10-19 12:33

  • ★★★★★0

    Mælkeallergi? What thread is this?? 

    Lars!15-10-19 13:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen