The Rings of Power (sæson 2)
Det er godt, at Tolkien fans ikke er nær så fanatiske som Star Wars fans. For så ville Amazon være blevet begravet i alverdens trusler om bål og brand. De få afvigelser til den ”hellige” canon som der er i The Acylote er absolut ingenting i forhold til hvor meget der bliver trampet på Tolkiens timeline i The Rings of Power.
Der bliver nemlig taget et væld af kreative friheder, når stort set alle begivenheder i den 3500 år lange 2. Alder presses sammen til nogle få år. Det forekommer at være et logisk og nødvendigt valg. Ellers ville det være pokkers svært at skabe en kontinuerlig og seværdig tv-serie. Jeg synes de slipper utrolig godt afsted med langt de fleste af disse valg. Og det gør det samtidig ganske spændende, at man aldrig helt ved, hvad der vil ske, selv om man kender baggrundshistorien.
Men der er et par ting, som jeg har det lidt stramt med. For det første hele b-plottet med Hårfødderne og de to Istari. Efter to sæsoner har de stadig ingen funktion i forhold til hele hovedplottet, så hvad er formålet – udover fan service?
Ifølge Tolkiens timeline dukker Istari først op langt inde i Den 3. Alder. Så de bør heller ikke blive involveret i nogen af de senere sæsoners stridigheder ift. Sauron og Númenor. Så for mig bidrager b-plottet kun med lidt adspredelse, samt muligheden for at se andre dele af Middle Earth. Det må i hvert fald være første gang, at man kommer helt til det østlige Rhûn. Visuelt er det super flot. Så om ikke andet, kan man da altid nyde de flotte billeder.
Jeg havde det også svært med, at der er en troldmand, som er ”ond fra starten”. Istari blev sendt til Middle Earth for at hjælpe. Og det var først under Saurons indflydelse, at en (eller måske flere) vendte sig til den mørke side.
Og så er der alle de spændende hændelser i Eregion. Vi ved, at der skal skabes 3 elverringe, 7 dværgeringe, og 9 menneskeringe. Og så ved man også, at Annatar bliver afsløret, da han i hemmelighed skaber The One Ring.
Her tager man i den grad nogle kreative friheder ved at Sauron allerede bliver afsløret, mens de 9 menneskeringe bliver smedet – og inden Sauron overhovedet er gået igang med den sidste ring i Mordor. Det burde være skabelsen af The One Ring, som starter krigen og Eregions ødelæggelse. Men nej, her i Prime Videos fortolkning er plottet en hel del anderledes. Egentlig ganske forfriskende, men også lidt frustrerende ift. mine forventninger.
De få kritikpunkter bliver heldigvis mere end opvejet af alle de gode ting. Adar karakteren er en fed tilføjelse til universet og passer glimrende ind i mytologien. Det er også rigtig godt at få et indblik i livet blandt menneskene i Sønderland. Og noget af det allerbedste er de mange intriger i Númenor. Vi ved, at de skal ende grueligt galt. men vejen derhen er super interessant at følge. Jeg glæder mig især til at se, hvordan serien får Sauron til at ”besøge” Númenor igen.
Jeg har efterhånden fuldt accepteret Morfydd Clark som Galadriel. Hun er virklig god og har en overbevisende udstråling. Det er dog stadig lidt svært at forstå, hvorfor Gil-galad, Elrond og Celebrimbor ser så meget ældre ud end hende, når det nu er lige omvendt. Hun er den eneste af dem, der er født i Valinor og har set de to træers lys. De andre burde have langt større respekt for hende og behandle hende som en slags overordnet. Der var åbenbart heller ikke lige rettigheder blandt mænd og kvinder i Tolkiens univers.
Der vil altid være ting, man kunne ønske anderledes. Men overordnet set nød jeg alle afsnit i fulde drag. Det er stort, flot og episk. Uanset om man er mest til politiske intriger eller krig og action - så får man det hele.
★★★★★½