Gangs of London (sæson 3)
Jeg kan godt forstå, hvis mange er stået lidt af på serien og dens mange karakterer og kringlede relationer. Der gik 2 år mellem sæson 1 og 2. Og yderligere 3 år til den seneste sæson. Så hvis man ikke har fået den repeteret for nyligt, så må det være svært.
Gangs of London er en slags Game of Thrones sat i nutidens London. Som i Game of Thrones er der (mindst) 7 Houses, der kæmper om magten: Wallace familien, Dumani familien, pakistanerne (Asif), kurderne (Lale), albanerne (Luan), de hemmelige investorer – og på sidelinien Carter familien (Elliot) i alliance med algerierne (Saba og Faz).
Da sæson 2 sluttede, var Sean Wallace kommet i fængsel, og de øvrige bandeledere kunne nu indgå en alliance og udføre deres ugerninger i nogenlunde ro og orden.
Men så kommer der et inficeret kokainprodukt på gaden, som dræber flere hundrede uskyldige mennesker. Samtidig bryder Sean ud af fængslet, og pilen peger derfor på ham. Som følge heraf bliver Sean jagtet vildt. Både af dem der vil have hævn over de døde, men også af en mystisk lejemorder. For at gøre det ekstra kringlet, så genkender Elliot lejemorderen som ham der blev set dengang Elliots kone og barn blev dræbt.
Ingenting er dog som man skulle tro her i sæson 3. Den kører en lidt anden stil. Tilføjelse af mysterieplottet om Elliots familie, gør den mere plottung end de to første sæsoner. Dette sker bl.a. på bekostning af actiondelen. Der er stadig rigeligt med action, men der er ikke helt så mange af de vanvittige slåskampe, som serien blev kendt på.
Noget af actiondelen føles desværre påklistret eller fortænkt. Der er bl.a. et stort og flot opgør i en kirke. Jeg havde dog svært ved helt at nyde det, da jeg synes Marian og Luan agerer out-of-character. De har hidtil haft en glimrende alliance kørende, og de er begge strategisk intelligente. Så da de kaster sig hovedløst ud i et sindssygt opgør, virker det ikke troværdigt.
Man kommer også til at se en helt anden side af Ed Dumani, end man er vant til. Der bliver i det hele taget indgået en masse nye alliancer på kryds og tværs. De fleste holder ikke ret længe, før nogen dobbelt-crosser den anden. På den måde har der været lige lovligt ”travlt” i writers room med at hitte på ting og sager, der kan retfærdiggøre en masse actionsekvenser.
Noget der omvendt fungerede super godt var et stand-alone afsnit om Lale - nemlig afsnit 5. Dette er et tydeligt callback til det legendariske afsnit 5 fra sæson 1 med de danske jægersoldater. Lale er (sammen med Luan) min favoritperson, og jeg var helt på røven over dette geniale afsnit, der følger hendes prøvelser fra slutningen af sæson 2 og frem til de nuværende begivenheder.
Afsnittet har mærkeligt nok fået sæsonens laveste score. Dette hænger nok sammen med, at man godt ved, hvordan det vil ende (på grund af de fire første afsnit). Men det ødelagde intet for mig. Det var fantastisk tv med et mega intenst opgør i en kontorbygning, som man aldrig har set magen til.
De mange bolde, der bliver kastet op i luften, bliver samlet ret godt op i de to sidste afsnit. Faktisk synes jeg det er svært at forestille sig, at der kan fortælles mere nu. Så jeg er ret spændt på, hvad de hitter på til den sæson 4, der allerede er annonceret. De kommer nok til at gå nogle helt nye veje og introducere nye karakterer.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så glade de er for navne på fire bogstaver: Sean, Finn, Alex, Asif, Luan, Lale, Leif, Tove, Cole, Mosi, Koba, Saba, Zeek og Liam. Plus et par øvrige i mindre roller. Kan det mon være tilfældigt?
Noget der i hvert fald ikke er tilfældigt er, at Elliot langt om længe fandt sin overmand i slåskampe. I de to første sæsoner har vi set Elliot nedkæmpe langt større mænd i umulige situationer. Han er bestemt ikke en, man skal bide sker med. Men lejemorderen Zeek kunne Elliot ikke klare. Det er selvfølgelig fordi Zeek er en rigtig ”Warrior” (Andrew Koji).
Sæson 3 er ikke helt på højde med de to første. Men det er alligevel noget af det bedste tv, jeg har set i år.
★★★★★☆