★★★★★★0Det er flere af jer der har set “The umbrella academy”. Jeg er nået til afsnit 3, sæson 1 og synes den er jævnt kedelig og langtrukken. Speeder/stepper den snart op eller er det bare mig det ikke bryder mig om stilen? Håber på svar så jeg måske sparer værdifuld film tid… :)
De tre første afsnit er ikke de bedste i første sæson - men stilen ændrer sig ikke, så hvis det ikke er noget for dig endnu, så kan du lige så godt stoppe - første sæson er bedre end anden imo.
★★★1De tre første afsnit er ikke de bedste i første sæson - men stilen ændrer sig ikke, så hvis det ikke er noget for dig endnu, så kan du lige så godt stoppe - første sæson er bedre end anden imo.
Ok, var nok det jeg tænkte så tak for feed back, jeg vælger at droppe serien.
Prøver Titans i stedet
★★★★★★1Ok, var nok det jeg tænkte så tak for feed back, jeg vælger at droppe serien.
Prøver Titans i stedet
Godt valg !
★★★★★★1Bingede Pam & Tommy på D+ i aftes, og skal se næste afsnit i aften. Kæft en wacky serie. Den er enormt underholdende, og er ufatteligt godt castet. Forvent pik og patter, og det er mere end full frontal!! Jeg er overrasket over at den ligger på Disney, for man ser sgu det hele. Helt sikkert en anbefaling. I vil ikke fortryde det!
★★★★0Star Trek Discovery (sæson 4, part 1)
Serien har desværre taget et gevaldigt dyk fra sæson 3 til 4. Sæson 3 havde en spændende og interessant præmis, hvor Discovery pludselig befandt sig mange hundrede år ude i fremtiden i en verden hvor The Federation var så godt som opløst. Men her i sæson 4 er hovedplottet "bare" en mystisk anomali, som kan slå hele planeter ihjel. Det er temmelig uoriginalt og føles som noget, der kunne være et enkelt afsnit i en af de gamle serier.
I hvert afsnit er der udover hovedplottet også et ”ugens B-plot”. Nogen af dem er fine nok, men det meste er ren fyld med sympatiske – men ret banale - budskaber.
Star Trek Discovery er stadig meget flot at se på. Der er ikke en finger at sætte på det æstetiske. Det er super lækkert og meget mere moderne i sit look end de gamle noget pang-farvede serier.
En Star Trek serie er intet uden et fedt persongalleri. Star Trek er også kendt for at stå forrest i at være woke og inkludere alle racer, køn - og nu også seksualiteter. Det må man sige at Discovery gør. Her i fremtiden kan den heteroseksuelle hvide mand smage sin egen medicin - for de er nu selv blevet en minoritet. Der er kun et par ganske få stykker i ret perifere biroller. Det er sådan set meget sjovt og pudsigt. Men det er som om, at serien har mere fokus på diversitet end plot. Jeg vil til enhver tid foretrække en god historie med karismatiske personer end noget, der er sympatisk og politisk korrekt.
Og det er netop hovedproblemet med Discovery: persongalleriet er simpelt hen for kedeligt.
Sæson 4 er delt op i to halvdele. Den første halvdel slutter faktisk ganske spændende. Man kan håbe, at det fortsætter sådan i de sidste 6 afsnit. Men det er desværre lidt for let at gætte, hvordan det hele hænger sammen. Jeg krydser dog fingre for, at jeg tager fejl og får en overraskelse.
★★½☆☆☆
★★★★★★1The Book of Boba Fett
Med Disney's succes med The Mandalorian forventede jeg lidt mere af det samme - vi har to dusørjægere med næsten identiske rustninger og meget af det samme udstyr.
Heldigvis - men nok i virkeligheden mere - desværre, prøver man noget nyt.
Historien starter der hvor Boba Fett "døde" i maven på Sarlacc i Return of The Jedi.
Reelt møder vi Boba som ligger i en Bacta Tank, hvor han heler sine sår - handlingen foregår som en blanding af nutid og flashbacks i forhold til hvad der er sket.
Stort set alt foregår på den velkendte sandplanet Tatooine - og vi møder mange af de indbyggere man kender så godt.
Boba har planer om at blive hersker efter Hutterne, og dermed stoppe som dusørjæger - og det er de udfordringer han står overfor som det hele handler om i nutiden.
Kvaliteten er desværre lidt jævn - den er ikke på niveau med The Mandalorian. Det skyldes først og fremmest Temuera Morrison, som spiller Boba - han virker i de fleste scener træt og uoplagt, og har i virkeligheden ikke nok karisma til en hovedrolle. Valget af ham var enkelt da han har spillet rollen - først som Jango Fett og siden som de forskellige kloner lavet efter ham.
Boba's sidekick - Fennec Shand (Ming-Na Wen) er mere interessant - og det samme kan man sige om flere af bipersonerne i serien.
Samlet er det selvfølgelig altid spændende at være tilbage i Star Wars universet - og der er masser af fanservice - og faktisk løfter serien sig betragteligt der hvor Boba ikke er med, som det sker i afsnit 5 og især afsnit 6.
Alt i alt er det rimelig underholdning, som løfter sig i de sidste afsnit og derfor ender på
7/10
Var jeg producent, ville jeg stoppe serien her - og hellere lave flere Mandalorian afsnit - eller nakke Boba og lade resten af holdet køre videre uden ham.
★★★0The Book of Boba Fett
Med Disney's succes med The Mandalorian forventede jeg lidt mere af det samme - vi har to dusørjægere med næsten identiske rustninger og meget af det samme udstyr.
Heldigvis - men nok i virkeligheden mere - desværre, prøver man noget nyt.
Historien starter der hvor Boba Fett "døde" i maven på Sarlacc i Return of The Jedi.
Reelt møder vi Boba som ligger i en Bacta Tank, hvor han heler sine sår - handlingen foregår som en blanding af nutid og flashbacks i forhold til hvad der er sket.
Stort set alt foregår på den velkendte sandplanet Tatooine - og vi møder mange af de indbyggere man kender så godt.
Boba har planer om at blive hersker efter Hutterne, og dermed stoppe som dusørjæger - og det er de udfordringer han står overfor som det hele handler om i nutiden.
Kvaliteten er desværre lidt jævn - den er ikke på niveau med The Mandalorian. Det skyldes først og fremmest Temuera Morrison, som spiller Boba - han virker i de fleste scener træt og uoplagt, og har i virkeligheden ikke nok karisma til en hovedrolle. Valget af ham var enkelt da han har spillet rollen - først som Jango Fett og siden som de forskellige kloner lavet efter ham.
Boba's sidekick - Fennec Shand (Ming-Na Wen) er mere interessant - og det samme kan man sige om flere af bipersonerne i serien.
Samlet er det selvfølgelig altid spændende at være tilbage i Star Wars universet - og der er masser af fanservice - og faktisk løfter serien sig betragteligt der hvor Boba ikke er med, som det sker i afsnit 5 og især afsnit 6.
Alt i alt er det rimelig underholdning, som løfter sig i de sidste afsnit og derfor ender på
7/10
Var jeg producent, ville jeg stoppe serien her - og hellere lave flere Mandalorian afsnit - eller nakke Boba og lade resten af holdet køre videre uden ham.
Et stort set enig - 7 er i hvert fald maks. karakter. Men samlet var serien faktisk bedre end jeg havde turde håbe, for hvor interessant er det egentlig med Boba. Det illustrerer de 2 bedste afsnit (uden ham) jo ret beset også.
★★★★★★1The Blacklist
Sæson 1-8 - og delvist sæson 9.
Ideen med den mystiske Redmund Redington - spion og leder af et forbrydersyndikat - som pludselig melder sig selv til FBI, mod at fodre dem med oplysninger om verdens værste skurke og mordere, til gengæld for total imunitet - var ret genial fra starten.
Hovedplottet - familieforholdet (?) til Elizabeth Keen, som delvist blev afsluttet i sæson 8 - og så alligevel ikke helt - er nok hovedårsagen til at nogle fik nok af serien. Jeg var selv tæt på at stoppe flere gange, og har sommetider holdt en pause på et par år inden at jeg har genoptaget den.
Der burde være grænser for hvor mange gange man kan bygge suspense op opkring det - men nej.
Generelt har serien kørt med Reddington som den store Mastermind, med FBI som villige marionetter - og med skiftende trusler fra Reddingtons fortid. James Spader fungerer glimrende i rollen som kynisk morder og gangster - med en ultra blød side når det drejer sig om den nærmeste familie
Bedst har den været ved de store opgør - men også ved de mange skruppelløse modstandere og fantasifulde mordere.
Generelt for serien fortjener den 8/10 - dog for nedadgående særligt i sæson 8, og resten af sæson 9 vil nok vise om det hele stopper med den.
I sæson 9 har man forsøgt at reeboote det hele - hvilket måske kommer til af fungere - og måske ikke...
★★★★1The Blacklist
Sæson 1-8 - og delvist sæson 9.
Ideen med den mystiske Redmund Redington - spion og leder af et forbrydersyndikat - som pludselig melder sig selv til FBI, mod at fodre dem med oplysninger om verdens værste skurke og mordere, til gengæld for total imunitet - var ret genial fra starten.
Hovedplottet - familieforholdet (?) til Elizabeth Keen, som delvist blev afsluttet i sæson 8 - og så alligevel ikke helt - er nok hovedårsagen til at nogle fik nok af serien. Jeg var selv tæt på at stoppe flere gange, og har sommetider holdt en pause på et par år inden at jeg har genoptaget den.
Der burde være grænser for hvor mange gange man kan bygge suspense op opkring det - men nej.
Generelt har serien kørt med Reddington som den store Mastermind, med FBI som villige marionetter - og med skiftende trusler fra Reddingtons fortid. James Spader fungerer glimrende i rollen som kynisk morder og gangster - med en ultra blød side når det drejer sig om den nærmeste familie
Bedst har den været ved de store opgør - men også ved de mange skruppelløse modstandere og fantasifulde mordere.
Generelt for serien fortjener den 8/10 - dog for nedadgående særligt i sæson 8, og resten af sæson 9 vil nok vise om det hele stopper med den.
I sæson 9 har man forsøgt at reeboote det hele - hvilket måske kommer til af fungere - og måske ikke...
Den bliver jeg vist nød til at tjekke ud.
Men med så mange sæsoner og 23 afsnit pr. sæson, så er det lige før jeg håber, at den ikke er alt for god :-)
Er der tale om én lang sammenhængende historie, sådan at man bliver nød til at se hele molevitten? Eller kan man eksempelvis stoppe efter en eller to sæsoner?
★★★★★★1Den bliver jeg vist nød til at tjekke ud.
Men med så mange sæsoner og 23 afsnit pr. sæson, så er det lige før jeg håber, at den ikke er alt for god :-)
Er der tale om én lang sammenhængende historie, sådan at man bliver nød til at se hele molevitten? Eller kan man eksempelvis stoppe efter en eller to sæsoner?
Tror ikke du kan undgå at blive ramt af den fra start - til gengæld har jeg aldrig set en faderskabssag blive trukket så langt ;-)
I slutningen af sæson 3 dukker Ulrich Thomsen op - og han er bare en af de mange farverige bipersoner i det univers, som blandt andet består af Mr. Kaplan som er en kvinde der kan få alt til af forsvinde, Dembe - Reddingtons sorte hjælper, som ikke altid er på hans side - og mange flere.
Og så er der jo lige mysteriet om hvem der er Elizabeth Keen's mor.
Afgjort en serie med en masse højdepunkter, og store slag - som desværre også mister pusten i 8. sæson, og som måske finder et nyt leje i løbet af sæson 9?
★★★★1Star Trek: Lower Decks (sæson 2)
Da jeg første gang hørte om Lower Decks, håbede jeg på noget i samme kvalitet og stil som de animerede Star Wars serier (The Clone Wars, Star Wars Rebels, The Bad Batch).
Ok, det viste det sig på ingen måde at være. Men derfor kan det vel godt være udmærket alligevel?
I sæson 2 er der skruet ned for slapstick komikken, og vi får i stedet mere ”seriøs” humor og en masse sjove referencer til de gamle Star Trek serier. Mange af disse stikpiller til TOS, NG, Voyager og DS9 er faktisk tæt på genial sjove.
Lower Decks har fire meget forskellige kadetter i hovedrollerne: kaptajnens anarkistiske datter, en super ambitiøs men usikker hvid knægt, en mega nørdet halv menneske/halv cyborg, og en altid glad pige fra Orion (den der grønne race).
Man følger dog også kaptajnen og de andre senior officerer på Broen på deres mange eventyr og missioner. Og når først man har lært crew’et at kende, så er det faktisk et super herligt selskab at tilbringe tid med.
I det måske bedste afsnit får man samtidig indblik i fire ”tilsvarende” kadetters liv på lower decks på hhv. et Klingon skib og et Vulcan skib. Det er godt tænkt og virklig sjovt. Husk at blive hængende og se end-credits. Der kommer endnu en lille genistreg der.
I det allersidste afsnit sker der så noget usædvanligt for en komedieserie. Den bliver pludselig alvorlig, og den ender endda med en spændende cliffhanger. Så nu er man i hvert fald tvunget til at se, hvad der sker i sæson 3. Jeg glæder mig...
★★★★☆☆
★★★★★★1Star Trek: Lower Decks (sæson 2)
Da jeg første gang hørte om Lower Decks, håbede jeg på noget i samme kvalitet og stil som de animerede Star Wars serier (The Clone Wars, Star Wars Rebels, The Bad Batch).
Ok, det viste det sig på ingen måde at være. Men derfor kan det vel godt være udmærket alligevel?
I sæson 2 er der skruet ned for slapstick komikken, og vi får i stedet mere ”seriøs” humor og en masse sjove referencer til de gamle Star Trek serier. Mange af disse stikpiller til TOS, NG, Voyager og DS9 er faktisk tæt på genial sjove.
Lower Decks har fire meget forskellige kadetter i hovedrollerne: kaptajnens anarkistiske datter, en super ambitiøs men usikker hvid knægt, en mega nørdet halv menneske/halv cyborg, og en altid glad pige fra Orion (den der grønne race).
Man følger dog også kaptajnen og de andre senior officerer på Broen på deres mange eventyr og missioner. Og når først man har lært crew’et at kende, så er det faktisk et super herligt selskab at tilbringe tid med.
I det måske bedste afsnit får man samtidig indblik i fire ”tilsvarende” kadetters liv på lower decks på hhv. et Klingon skib og et Vulcan skib. Det er godt tænkt og virklig sjovt. Husk at blive hængende og se end-credits. Der kommer endnu en lille genistreg der.
I det allersidste afsnit sker der så noget usædvanligt for en komedieserie. Den bliver pludselig alvorlig, og den ender endda med en spændende cliffhanger. Så nu er man i hvert fald tvunget til at se, hvad der sker i sæson 3. Jeg glæder mig...
★★★★☆☆
Hvor ser du den? Kunne godt være jeg skulle tjekke den ud.
★★★★1Begge sæsoner ligger på Prime Video. Men hav tålmodighed. Jeg hadede de første 2-3 afsnit af sæson 1.
★★★★★★0Begge sæsoner ligger på Prime Video. Men hav tålmodighed. Jeg hadede de første 2-3 afsnit af sæson 1.
Tak for rådet - det skal jeg huske :-)
★★★★1The Great (sæson 2)
Vi er i Zarens Rusland i 1700-tallet. Peter den Store er død, og hans pjok af en søn er den nye kejser. Elle Fanning spiller Katarina, der i bedste "Marie Antoinette" stil bliver sendt til Rusland for at gifte sig med kejseren, hun aldrig har mødt.
Det er på ingen måde en historisk dramaserie. Dens undertitel for sæson 2: "An Almost Entirely Untrue Story" rammer tonen meget godt. Det er komedie-drama for voksne, hvor der bliver horet, myrdet og sagt fuck mere i hvert enkelt afsnit end i Goodfellas.
Sæson 1 var ikke mindre end genial. Her møder Katarina hele det absurd vanvittige russiske hof og dens - selv på det tidspunkt - oldnordiske traditioner og hierarki. Hun får dog med hendes ekstraordinære charme og intellekt kæmpet sig til respekt og en bedre position.
Sæson 2 starter direkte hvor sæson 1 slap, så det er en god idé lige at catche op på, hvordan den sluttede. Niveauet af syrede absurditeter og grænseoverskridende vanvid er desværre ikke helt så vild i sæson 2. Det hænger naturligt sammen med, at Katarina nu har en anden slags udfordringer end i sæson 1. Det kunne næsten kun gå den vej, men det er bare ikke helt så interessant og crazy.
Til gengæld er Elle Fanning og Nicolas Hoult fortsat helt fantastiske i deres glansroller. Vi vidste jo godt, at Elle Fanning er et kæmpe talent. Men at hun også kan spille med så meget komisk timing perfekt blandet med en passende alvor, det var alligevel overraskende.
Og Nicolas Hoult, som man lige har set som iskold morder i Those Who Wish Me Dead, han er vidunderlig morsom og et komisk geni. De har da også begge fået Golden Globe nomineringer for deres præstationer i begge sæsoner (desværre uden at vinde).
Der skulle komme en sæson 3, og jeg er ret spændt på, hvad de mon finder på der. Hussa!
★★★★☆☆
★★★★★★0Har lige afsluttet første ses af Pam & Tommy på D+. Det er fanme en god serie, der fanger personerne spot on. Den er virkelig værd at bruge sin tid på.
★★★★1Har lige afsluttet første ses af Pam & Tommy på D+. Det er fanme en god serie, der fanger personerne spot on. Den er virkelig værd at bruge sin tid på.
Jeg prøvede for noget tid siden. Men må indrømme, at den gav mig lidt dårlig smag i munden. Så det blev kun til 2 afsnit. Jeg kan dog sagtens forstå, at mange finder den super sjov.
0Man kan sagtens få en lidt underlig fornemmelse af at se Pam & Tommy. På den ene side kan jeg sagtens forstå at virkelighedens Pam Anderson ikke har lyst til at få rodet op i det igen, på den anden side er den god til at have fokus på nogle interessante aspekter undervejs, der stadig er højaktuelle - at der er folk i verden, der synes at det er ok at offentliggøre private nøgenbilleder og -videoer, at der er en verden til forskel om det sker for en mand eller en kvinde, samt at folk der enten arbejder i sexindustrien eller på kanten, som Playboy vel godt kan siges at være, ofte anses for at være mindre værd, fordi de "sælger" deres kroppe. Der smørres dog lidt tykt på i nogle tilfælde, når man prøver at understrege en pointe.
Hvor meget der er sandt aner jeg ikke, men de to hovedroller gør det godt.
★★★★★★1The Great (sæson 2)
Vi er i Zarens Rusland i 1700-tallet. Peter den Store er død, og hans pjok af en søn er den nye kejser. Elle Fanning spiller Katarina, der i bedste "Marie Antoinette" stil bliver sendt til Rusland for at gifte sig med kejseren, hun aldrig har mødt.
Det er på ingen måde en historisk dramaserie. Dens undertitel for sæson 2: "An Almost Entirely Untrue Story" rammer tonen meget godt. Det er komedie-drama for voksne, hvor der bliver horet, myrdet og sagt fuck mere i hvert enkelt afsnit end i Goodfellas.
Sæson 1 var ikke mindre end genial. Her møder Katarina hele det absurd vanvittige russiske hof og dens - selv på det tidspunkt - oldnordiske traditioner og hierarki. Hun får dog med hendes ekstraordinære charme og intellekt kæmpet sig til respekt og en bedre position.
Sæson 2 starter direkte hvor sæson 1 slap, så det er en god idé lige at catche op på, hvordan den sluttede. Niveauet af syrede absurditeter og grænseoverskridende vanvid er desværre ikke helt så vild i sæson 2. Det hænger naturligt sammen med, at Katarina nu har en anden slags udfordringer end i sæson 1. Det kunne næsten kun gå den vej, men det er bare ikke helt så interessant og crazy.
Til gengæld er Elle Fanning og Nicolas Hoult fortsat helt fantastiske i deres glansroller. Vi vidste jo godt, at Elle Fanning er et kæmpe talent. Men at hun også kan spille med så meget komisk timing perfekt blandet med en passende alvor, det var alligevel overraskende.
Og Nicolas Hoult, som man lige har set som iskold morder i Those Who Wish Me Dead, han er vidunderlig morsom og et komisk geni. De har da også begge fået Golden Globe nomineringer for deres præstationer i begge sæsoner (desværre uden at vinde).
Der skulle komme en sæson 3, og jeg er ret spændt på, hvad de mon finder på der. Hussa!
★★★★☆☆
Det lyder som om at man skal se første sæson - og så vurdere om man er hooked :-)
★★★★★★1Jeg prøvede for noget tid siden. Men må indrømme, at den gav mig lidt dårlig smag i munden. Så det blev kun til 2 afsnit. Jeg kan dog sagtens forstå, at mange finder den super sjov.
Sjovt - jeg gjorde præcis det samme - jeg skulle lige se hvad det var, og det var ikke rigtig nok til at fortsætte.
★★★★1Det lyder som om at man skal se første sæson - og så vurdere om man er hooked :-)
Jeg er ret sikker på, at de fleste vil blive hooked efter det allerførste afsnit af sæson 1. Den er helt forrygende.
Ligger på HBO Max.
★★★★★★1Jeg er ret sikker på, at de fleste vil blive hooked efter det allerførste afsnit af sæson 1. Den er helt forrygende.
Ligger på HBO Max.
Så er der jo ingen vej udenom, efter din "reklame"
Det er komedie-drama for voksne, hvor der bliver horet, myrdet og sagt fuck mere i hvert enkelt afsnit end i Goodfellas.
:-D
★★★★★★1BoJack Horseman - sæson 1
Jeg er begyndt på et gensyn med BoJack Horseman, og det er altid svært at se en serie igen med helt åbne øjne, for jeg ved, hvad der sker. Til gengæld kan man se de spor, der er lagt om, hvad der kommer senere.
For dem, der ikke har set BoJack Horseman: BoJack Horseman er en 50-årig antropomorf hest, der var en kæmpe sit-com-stjerne i 90'erne, men siden ikke rigtig har bedrevet noget. Rig, ensom, alkoholisk, deprimeret. Han er omgivet af den joviale, altid glade labrador, Mr. Peanutbutter, hans agent, katten Carolyn, mennesket og hans memoir-ghost-writer Diane og the guy on the coach, den lettere dumme, men gode Todd, som også er mennesket. Serien følger hans proces med at blive glemt, om at være en god eller dårlig person og generelt hans op- og nedture.
Humoren i sæson 1 kommer af to ting: nogle af karakterernes shenanigans, jokes med antropomorfe karakterer og masser af stikpiller til kendiskultur.
Hvis man ser 1. halvdel af serien, så er det ikke sikkert, man bliver hooked. Faktisk har mindst en side ændret deres regler for, hvordan de anmelder serier, fordi de første par afsnit fik blandet modtagelse. Men efter ca. halvdelen af sæsonen på 12 afsnit, finder serien sin tone, som er mellem komedie og dyb alvor. Og BoJack Horseman balancerer på den grænse bedre end nogen andre serier. Hvis man ikke er til drug-fueled humor, så skal man nok ikke se serien.
Serien skal lige finde sig selv i starten, men ellers knuselsker jeg alle karaktererne, jeg elsker depressionsdelen og jeg elsker hele den verden, der bliver bygget op. Det er ikke genialt (endnu), men det er pokkers godt.
9/10
★★★★0Det er sørme' god reklame :-)
Jeg forsøgte engang med de første 2-3 afsnit, men den visuelle flade animationsstil var vist nok det, der tændte mig mest af. Og på det tidspunkt har man jo ikke lært karaktererne at kende endnu.
Jeg tror jeg vil skrive den op på min to-watch liste - selv om den er ved at blive lige vel rigelig lang (især efter Wayne's anbefaling af mammut serien The Blacklist).
★★★★★★0eg forsøgte engang med de første 2-3 afsnit, men den visuelle flade animationsstil var vist nok det, der tændte mig mest af. Og på det tidspunkt har man jo ikke lært karaktererne at kende endnu.
Stilen ændres selvfølgelig ikke. Du skal helt hen til afsnit 7-8 før stilen og tonen for alvor kommer frem.
Her et interessant citat:
"Episode 7 of season 1: Say Anything. When IndieWire first reviewed Bojack Horseman, it gave it a C+. That was after watching just the first six episodes of the series, however, when the reviewer in question finished season one, the radical change in his opinion of the show fundamentally changed IndieWire’s policy to review the entire season rather than the first six. The second half goes a lot darker and really hits the mark on the tone and really made Bojack Horseman into the masterpiece it is today."