Fair nok. Jeg er med på at der er masser af folk, som hader deres job og langt hellere ville blive hjemme.
Men præmissen i serien er jo (desværre) ikke, at man ved at adskille privatperson og arbejdsperson så bare har fri og kan bruge dagen som man vil. Privatpersonen lever kun om aftenen, om natten og om morgenen. Det betyder bl.a. at man i hele vinterperioden kun vil se solen i weekenden. Det lyder godt nok deprimerende.
Arbejdspersonen møder hver dag frisk i kroppen på arbejde. Han/hun kan ikke huske, at de har sovet, men de kan mærke ny energi i kroppen. Det må omvendt betyde, at privatpersonen føler sig træt i kroppen om aftenen. Så der er ret stor chance for, at privatpersonen ikke laver andet end at forsumpe foran fjernsynet om aftenen. Det lyder godt nok som et trist liv.
Psykologisk set nyder man meget mere at have fri, hvis man har gennemført/overstået et stykke arbejde. Så er det ligegyldigt, om arbejdet var noget lort eller sjovt. Man nyder friheden bagefter. Uden denne psykologiske belønning er der stor risiko for at blive deprimeret. Man hører jo også om folk der er arbejdsløse og alligevel får stress.
Intellektuelt vil man også blive et fattigere menneske. Selv om ens arbejde måtte være noget lort, så tager man erfaringer med hjem. Både faglige og menneskelige. Hvis man om aftenen heller ikke får noget intellektuelt input, fordi man forsumper foran fjernsynet, så kan man hurtigt ende som et ret tomt hylster.
Jeg ville super gerne have meget mere fritid. Men ikke på de betingelser der er i Severance :-)
Først og fremmest ser jeg det ikke som et mål at få mere fritid, men total adskillelse af arbejde og fritid. Nul bekymringer om arbejde i fritiden - og omvendt.
Dit udsagn om at blive et intellektuelt fattigere menneske køber jeg slet ikke. Rigtigt mange folk har arbejde, der overhovedet hverken udfordrer (og dermed udvikler) eller giver værdi udover monetær.
Din tese om at ende med at sumpe foran fjernsynet forstår jeg slet ikke? Hvordan kommer du frem til, at det vil blive sådan?
Rigtigt mange mennesker ender jo med at sumpe foran fjernsynet, fordi de er fysisk og/eller psykisk trætte efter arbejde. Hvis du tager i hvert fald den psykiske del af det væk, er der da netop bedre forudsætninger for ikke at ende der.
Jeg føler, at du overforsimpler og generaliserer ret kraftigt for at nå frem til de konklusioner. Du stillede spørgsmål ved, om nogen reelt ville vælge det i virkeligheden; det er jeg 100% sikker på, at der ikke bare er nogen, men mange, der ville, hvis de fik muligheden. I mit tidligere "liv" med et job, der netop efterlod mig uden nogen form for berigelse (andet end monetær) på arbejde, ville jeg sågar selv have gjort det. Helt uden at tøve, faktisk.
