Høj karse!
Bred ymer. Jeg tror dog at det allerede var væk, da jeg blev gammel nok til at tænke over den slags.
What we saw - tv serier
★★★★★★1
★★★★0Det var ikke et tilbud om at du kan få den, det var bare et eksempel på at sproget har udviklet sig. Sprog er dynamisk, ændrer sig konstant og har altid gjort det.
At man ikke kan lave film x, y eller z i dag er ikke sandt. Man kan lave alle de film som man har lyst til og det er lettere end nogensinde, også at distribuere dem ud til et publikum. Spørgsmålet er nærmere, om produktet har et publikum, hvis vi taler amerikansk film, så nogen faktisk gider at smide penge i det, samt om man er klar til at tage evt. kontrovers bagefter. Film, musik, teater og alle andre former for kunst har altid kunne skabe ballade, det er der intet nyt i.
John Waters skubbede til de superkristne heteroseksuelle mennesker med sine tidlige film, Kenneth Anger skubbede til tro, seksualitet og alt muligt andet, Tarantino skabte ballade pga. mængden af vold og brugen af "nigger" i sine film, NWA skabte problemer da de sagde "Fuck tha Police", Trier har skabt kontrovers med sine film osv. osv. osv. Alt det nævnte var meget mere kontroversielt end Bad Santa, og ville, ganske som Bad Santa, sagtens kunne laves igen i dag. Spørgsmålet er selvfølgelig så bare, om der er et publikum til det. "Fuck tha Police" sikkert nok, da den sang stadig er ligeså aktuel i dag, som den var i slutningen af 80'erne.
Enig i alt det du skriver. Min pointe er blot, at jeg nødig vil derhen, hvor alting bliver alt for stuerent. Nu her hvor Netflix har overtaget Cobra Kai, synes jeg allerede, at noget af den tidligere kant er gået af serien. Jeg elskede de tidligere afsnit, hvor Johnny underviser sine elever på sin ret så alternative - og noget amoralske - facon.
- ★★★★★★1
Enig i alt det du skriver. Min pointe er blot, at jeg nødig vil derhen, hvor alting bliver alt for stuerent. Nu her hvor Netflix har overtaget Cobra Kai, synes jeg allerede, at noget af den tidligere kant er gået af serien. Jeg elskede de tidligere afsnit, hvor Johnny underviser sine elever på sin ret så alternative - og noget amoralske - facon.
Det sker jo heller ikke og det ville være helt umuligt, ikke mindst fordi, som nævnt tidligere, at alle kan lave en film, alle kan få den distribueret. Hvis ikke på YouTube, så på et andet videosite, eller ens egen hjemmeside.
Det materiale der er stuerent og bliver ved med at være det, ligesom det har været tilfældet næsten siden filmproduktionen startede i USA, er de film der bliver lavet til det bredeste publikum, så man aktivt forsøger at undgå at fornærme folk. Det gør Disney i dag med mange af deres produkter og det gjorde de største amerikanske filmselskaber også i 1930'erne. De film som har et mindre publikum eller et specifikt publikum, har langt større frihed, fordi de ikke skal tjene en milliard ind, eller slet ikke behøver at tjene penge ind. Nu og da sker det, at en af disse film også får mainstreamsucces.
Dit eksempel kan jeg så ikke snakke med om. Jeg droppede Cobra Kai efter et par afsnit.
- ★★★★0
Det sker jo heller ikke og det ville være helt umuligt, ikke mindst fordi, som nævnt tidligere, at alle kan lave en film, alle kan få den distribueret. Hvis ikke på YouTube, så på et andet videosite, eller ens egen hjemmeside.
Det materiale der er stuerent og bliver ved med at være det, ligesom det har været tilfældet næsten siden filmproduktionen startede i USA, er de film der bliver lavet til det bredeste publikum, så man aktivt forsøger at undgå at fornærme folk. Det gør Disney i dag med mange af deres produkter og det gjorde de største amerikanske filmselskaber også i 1930'erne. De film som har et mindre publikum eller et specifikt publikum, har langt større frihed, fordi de ikke skal tjene en milliard ind, eller slet ikke behøver at tjene penge ind. Nu og da sker det, at en af disse film også får mainstreamsucces.
Dit eksempel kan jeg så ikke snakke med om. Jeg droppede Cobra Kai efter et par afsnit.
Jeg håber så blot, at tiderne snart vender igen, så der ikke skal være så meget fokus på at "forsøge at undgå at fornærme folk".
- ★★★★★★0
Jeg håber så blot, at tiderne snart vender igen, så der ikke skal være så meget fokus på at "forsøge at undgå at fornærme folk".
Jeg forstår ikke lige hvilke tider der skal vende. Min pointe er jo netop, at dette ikke er noget nyt, det har altid stået på. Både at sprog forandrer sig og at der laves film som forsøger at fornærme så få befolkningsgrupper som overhovedet muligt, for at tjene så mange penge som overhovedet muligt.
Men, det er jo ikke alle film, det har aldrig været alle film. I et normalt blockbusterår i 20xx'erne er det.. hvad, 10-15 film? Ud af tusindvis af film der kommer på verdensplan.
For mig lyder det som om, at hvad du specifikt har et problem med, er at de 10-15 film ikke har pik, patter og bandeord, i stedet for bare at se en af de tusindvis andre film, der er til rådighed. :)
Jeg mener, lige om lidt kommer der en Lord of the Rings-serie, hvor der tilsyneladende både vil være nøgenhed og sex. Jeg kan ikke forestille mig at Coming 2 America vil være politisk korrekt, det ville ligne Murphy dårligt. Der er en ny Mortal Kombat-film på vej, der er nok en vis chance for, at den bliver mere blodig end udgaverne fra 90'erne. The Suicide Squad er også på vej - James Gunn lavede engang en film med et penismonster, mon ikke der er en vis chance for, at en R-rating også sørger for lidt sjov og ballade. Jeg kan heller ikke forestille mig at rebootet af Candyman bliver for børn, med de folk der står bag, men jeg kan godt garantere at My Little Pony gør, selvom der sikkert er voksne mænd, som tager en spiller til den.
- ★★★★0
Jeg forstår ikke lige hvilke tider der skal vende. Min pointe er jo netop, at dette ikke er noget nyt, det har altid stået på. Både at sprog forandrer sig og at der laves film som forsøger at fornærme så få befolkningsgrupper som overhovedet muligt, for at tjene så mange penge som overhovedet muligt.
Men, det er jo ikke alle film, det har aldrig været alle film. I et normalt blockbusterår i 20xx'erne er det.. hvad, 10-15 film? Ud af tusindvis af film der kommer på verdensplan.
For mig lyder det som om, at hvad du specifikt har et problem med, er at de 10-15 film ikke har pik, patter og bandeord, i stedet for bare at se en af de tusindvis andre film, der er til rådighed. :)
Jeg mener, lige om lidt kommer der en Lord of the Rings-serie, hvor der tilsyneladende både vil være nøgenhed og sex. Jeg kan ikke forestille mig at Coming 2 America vil være politisk korrekt, det ville ligne Murphy dårligt. Der er en ny Mortal Kombat-film på vej, der er nok en vis chance for, at den bliver mere blodig end udgaverne fra 90'erne. The Suicide Squad er også på vej - James Gunn lavede engang en film med et penismonster, mon ikke der er en vis chance for, at en R-rating også sørger for lidt sjov og ballade. Jeg kan heller ikke forestille mig at rebootet af Candyman bliver for børn, med de folk der står bag, men jeg kan godt garantere at My Little Pony gør, selvom der sikkert er voksne mænd, som tager en spiller til den.
Min kommentar var af hel generel karakter og rettet mod den krænkelsesfrygt, som præger samfundet p.t. (ikke kun i filmbranchen). Jeg glæder mig til der kommer fokus på andre ting.
★★★★★★0Høj karse!
Bred ymer!
★1Enig i alt det du skriver. Min pointe er blot, at jeg nødig vil derhen, hvor alting bliver alt for stuerent. Nu her hvor Netflix har overtaget Cobra Kai, synes jeg allerede, at noget af den tidligere kant er gået af serien. Jeg elskede de tidligere afsnit, hvor Johnny underviser sine elever på sin ret så alternative - og noget amoralske - facon.
Der er heldigvis flere scener, der viser Johnnys alternative tilgang - især i forbindelse med hans forsøg på at få Miguel til at gå - hvilket også var sæsonens bedste scener.
Men ja, der var mere af den slags i de første sæsoner - men det er vel også en uundgåelig udvikling, hvis Daniel og Johnny skal arbejde sammen.
- ★1
Jeg blev færdig med sæson 3 for et par dage siden, men ville lige vente med at kommentere på den nye sæson indtil, at der var flere der havde set den. :)
Jeg synes også, at sæson 3 var rigtig god og den holdt fint niveauet fra de forrige sæsoner. Det jeg bedst kunne lide var delen i Okinawa, og så Johnny og Miguels scener sammen - de var herlige og ganske rørende. Inden jeg gik i gang med sæson 3, genså jeg lige "Karate Kid 2" og det synes jeg gav en bedre helhed ift de ting som Daniel oplevede i sine møder med Kumiko og Chozen. Det er ikke et must at se film nr 2 inden, da der jo er flashbacks i sæson 3, men jeg synes alligevel der gav lidt ekstra tyngde til plottet.
Mht. John Kreese så var jeg også begyndt at blive lidt træt af, at han blot trissede rundt og så gusten ud. Men netop grundet de flashback fra hans ungdom, mødet med hans soulmate som han så mister på tragisk vis, samt Kreeses tid i hæren under de umenneskelige forhold under Vietnamkrigen gjorde, at han som karakter fik langt mere tyngde og for mit vedkommende blev langt mere interessant som den store skurk.
Og så var der Allis tilbagevenden i afsnit 9. Det synes jeg også var rigtig fedt, også i måden som karakteren blev brugt på som en fornuftens stemme ift Daniel og Johnnys fejde. Elisabeth Shue gjorde det rigtig godt i hendes comeback og især scenerne hvor hende og Johnny var på en slags date i tivoliet var en skøn omgang nostalgi.
Jeg fik også gåsehud på armene til sidst, da Daniel og Johnny stod side om side i Myagi-dojoen. Det var super cool. :)
Jeg er stadig meget glad for serien, men for mig var slutningen af anden sæson og hele tredje sæson en smule svagere end den forudgående del af serien - afslutningen på anden sæson virkede ikke helt for mig, fordi en stor del af kampscenerne forekom mig overkoreograferede og kunstige, og så mangler Kreese stadig nogle nuancer for at jeg helt kan tage ham seriøst som skurk, især når der bliver lagt lidt låg på konflikten mellem Daniel og Johnny, og Kreese får mere plads.
Scenerne med Johnny og Miguel var også højdepunktet for mig, og Alli fungerede også godt - og jeg var meget positivt overrasket over, at hendes tilstedeværelse ikke førte til drama i forhold til Daniels og Johnnys øvrige kærlighedsliv. Det er usædvanligt, at man slipper for den slags pis i en TV-serie.
- ★★★★1
Cobra Kai (sæson 3)
Jeg er først blevet færdig med sæson 3 nu. Det er nemlig en af de få serier, som fruen også gider at se med på. Problemet var så bare, at hun den sidste uges tid hellere ville se Bridgerton. En rigtig tøse-serie, som alle tre piger i huset er totalt vilde med – og som efter sigende skulle være endnu bedre end The Queen's Gambit.
Nå, men her skal det handle om drengerøvs-serien Cobra Kai. Jeg er kæmpe fan og lå flad af grin til sæson 1 og 2. Seriens genialitet er dens kombi af 80’er nostalgi, 80’er kitch med glimt i øjet – og samtidig et kig på 80’ernes sort/hvide helte/skurke-syn med nutidens noget mere nuancerede øjne. Og så ikke mindst den måde William Zabka nailer Johnny Lawrence' fantastiske tragi-komiske badass karakter.
Et af de fede eksempler på stilen er fra sæson 2, hvor Johnny drømmer om en perfekt date med Miguels mor. Fordi han mentalt stadig lever i 80’erne, så er hans drøm mega 80’er kitched og ledsaget til Roxette’s ”Listen To Your Heart”. En mega tåkrummende scene, hvis den ses ude af kontekst. Men når man kender Johnny, så er drømmescenen hysterisk morsom.
Desværre synes jeg ikke sæson 3 lever op til det kæmpe niveau fra sæson 1+2. De første 6 afsnit lider af, at historien er sat lidt på stand-by, nu hvor Miguel er lammet, og Johnny ikke længere er sensei i Cobra Kai. I modsætning til andre var jeg desuden ikke så vild med Daniels trip til Okinawa. Det kom til at mangle kant, og det blev lige lovlig belejligt, at han møder samtlige personer fra Karate Kid 2.
Men så sker der endelig noget. I de sidste 4 afsnit kridtes fronterne for alvor op mellem de tre forskellige karate trænings filosofier repræsenteret af Johnny, Daniel, og John Kreese. De unge talenter må vælge side, og der bliver virklig lagt i kakkelovnen til en forrygende sæson 4. Og så skal man heller ikke glemme det skønne gensyn med en elsket karakter fra den første film – samt et hint til at en anden gammel kending nok kommer på banen i næste sæson.
Afsnit 1-6: 3 ud af 6 stjerner.
Afsnit 7-10: 5 stjerner.
- ★★★★★★1
Vikings.
Så sluttede serien endeligt. I de seneste sæsonner har det virket lidt som de sidste krampetrækninger fra nogle gode venner som bare ikke havde lyst til at give slip.
Faktisk er slutningen trukket så længe, at selvom det er lige så vilkårligt som det var med GOT - så er der faktisk ikke rigtig nogen der lægger mærke til det.
Reelt sluttede serien ved Ragnars død i sæson 4 - resten har, med få undtagelser, været en ørkeløs vandring - på en bunden opgave frem mod noget der kunne ligne slutningen af vikingetiden.
Første sæson var hæderlig - man lærer mange karakterer at kende og serien finder sit ståsted. 8/10
Sæson 2-4. Selve hjertet i serien - sprudlende, opfindsomt, og med masser af højdepunkter. Travis Fimmel er den store stjerne, som Ragnar Lothbrok - som løfter de øvrige til et højere niveau.
Sæson 5. Et hæderligt forsøg på om en fortsættelse, uden Fimmel, kunne bære. Danske Alex Høgh Andersen var kørt i stilling som nyt centrum, som Ivar Den Benløse - og det fungerer fornuftigt, så længe hans vanvid kører på overdrive. Generelt er der desværre for mange bundne opgaver, som vikinger der rejser til østen - og en ørkesløs udvandring til Island som hhv. er sløset fortalt og dybt kedelig. Men flere højdepunkter giver dog et samlet 8/10 for sæsonnen.
Sæson 6. Det er tydeligt at ingen rigtig gider mere - i første halvdel starter aflivningen af de sidste af hovedkaraktererne - og der forsøges at holde liv i det hele med en russisk invasion, tilskyndet af Ivar. HBO ved at det er en slap afslutning, og vælger at udgive de sidste 10 afsnit samlet, så pinen ikke bliver trukket for længe. Det er tydeligt at nogen har banket i bordet og sagt stop - for pludselig bliver opbyggede konflikter afløst af nogle usædvanligt nemme afslutninger - og det der nok i skitseform var en syvende sæson blev presset sammen til de sidste 6 afsnit. På den ene side urætfærdigt mod sidste af de bærende kræfter - men på den anden side også befriende, at det ikke skulle udskydes yderligere. Som helhed er det den ringeste sæson, med ganske få lyspunkter. Jeg kan ikke rigtig beslutte om det er en stor 6/10 eller en lille 7/10 - for på trods af den slappe fortælling, så forsøger skuespillerne at løfte det til en hæderlig afslutning.
Hvis jeg nogensinde skal gense serien, bliver det kun de første 4 sæsonner, hvor flere afsnit peaker på 9/10 - enkelte endda 10/10 - og var det stoppet her ville den samlede bedømmelse være 9/10 for serien. Nu slutter det hele på hæderlige 8/10 - og en ærgerlse over at det ikke stoppede med en god sæson 5 - hvor elementer fra starten af sæson 6 havde indgået.
- ★★★★★★1
Papirhuset (La casa de papel).
Som de fleste serier, skal man lige lande og finde temperaturen - og lære at holde af og med hovedkræfterne. Men så er det også en medrivende forestilling, som ofte føles som et teaterstykke - på den teatralske, og overdrevne facon. Den vil gerne fremstå intelligent - men her hakker det, ind imellem. Men hvad den mangler i logik - det opvejes i dedikation og kærlighed til personerne.
Ved udgangen af sæson 2, havde jeg egentlig fået nok - for det er ret intenst - og der er flere tidspunkter hvor man undres, og hvor historiefortælleren kommer alt for nemt omkring at skifte stemningen fra om det er politiet, eller banditterne, som har overhånden.
Hele fortællingen handler om et Heist, hvor det måske handler om at tømme den spanske nationalbank for sedler, man selv trykker. Overordnet er det en frihedsfortælling om de små's kamp mod systemet og ordensmagten. Ideen er sansynligvis hentet fra andre historier om frihedskæmpere og den retfærdige kamp for selvstændighed. Dalimaskerne ligner påfaldende noget man har set, i andre forbindelser.
Når de ydre konflikter med myndighederne ikke er nok - så kæmper gruppen også med oprør fra gidslerne - og ikke mindst med gruppens egne medlemmer - indbyrdes.
Fra start troede jeg at der var tale om flere røverier - for hvordan kunne strække et kup over 15 afsnit?
Men det fungerer faktisk rigtigt godt, med tilbageblik over rekruteringen og træningen til kuppet - hvor det afsløres, hvor meget "professorene" har forudset, undervejs.
Som sagt måtte jeg lige holde en pause på et par dage, inden jeg tog tilløb og gik i krig med sæson 3 - og efter de første 2 afsnit var jeg stadig ikke helt grebet - men så er man "hooked" igen - og det hele kører ubesværet (med både ups and downs) videre ind i sæson 4, som ikke afsluttes som det var tilfældet med det første kup - og derfor fører frem mod den kommende sæson 5.
Alt i alt en personbåret fortælling, som gerne vil virke intelligent - og kattens leg med musen - det er den dog ikke altid.
Seriens succes bunder sandsynligvis i at den favner bredt - min kone er endnu mere begejstret for serien, end jeg er - og det er fedt at når det lykkes at finde noget som begejstrer flere.
Overordnet som historie, er ideen til 9/10 - logikken til 7/10 - og den samlede udførsel til rigtig fine 8/10 - og afgjort en anbefaling herfra til en god serie som kan fungere for de fleste.
- ★★★★★★1
Cobra Kai (sæson 3)
Jeg er først blevet færdig med sæson 3 nu. Det er nemlig en af de få serier, som fruen også gider at se med på. Problemet var så bare, at hun den sidste uges tid hellere ville se Bridgerton. En rigtig tøse-serie, som alle tre piger i huset er totalt vilde med – og som efter sigende skulle være endnu bedre end The Queen's Gambit.
Nå, men her skal det handle om drengerøvs-serien Cobra Kai. Jeg er kæmpe fan og lå flad af grin til sæson 1 og 2. Seriens genialitet er dens kombi af 80’er nostalgi, 80’er kitch med glimt i øjet – og samtidig et kig på 80’ernes sort/hvide helte/skurke-syn med nutidens noget mere nuancerede øjne. Og så ikke mindst den måde William Zabka nailer Johnny Lawrence' fantastiske tragi-komiske badass karakter.
Et af de fede eksempler på stilen er fra sæson 2, hvor Johnny drømmer om en perfekt date med Miguels mor. Fordi han mentalt stadig lever i 80’erne, så er hans drøm mega 80’er kitched og ledsaget til Roxette’s ”Listen To Your Heart”. En mega tåkrummende scene, hvis den ses ude af kontekst. Men når man kender Johnny, så er drømmescenen hysterisk morsom.
Desværre synes jeg ikke sæson 3 lever op til det kæmpe niveau fra sæson 1+2. De første 6 afsnit lider af, at historien er sat lidt på stand-by, nu hvor Miguel er lammet, og Johnny ikke længere er sensei i Cobra Kai. I modsætning til andre var jeg desuden ikke så vild med Daniels trip til Okinawa. Det kom til at mangle kant, og det blev lige lovlig belejligt, at han møder samtlige personer fra Karate Kid 2.
Men så sker der endelig noget. I de sidste 4 afsnit kridtes fronterne for alvor op mellem de tre forskellige karate trænings filosofier repræsenteret af Johnny, Daniel, og John Kreese. De unge talenter må vælge side, og der bliver virklig lagt i kakkelovnen til en forrygende sæson 4. Og så skal man heller ikke glemme det skønne gensyn med en elsket karakter fra den første film – samt et hint til at en anden gammel kending nok kommer på banen i næste sæson.
Afsnit 1-6: 3 ud af 6 stjerner.
Afsnit 7-10: 5 stjerner.
Herlig gennemgang - jeg vil kraftigt overveje om ikke jeg skal give den et forsøg. Jeg var ikke massiv fan af Karate-Kid - selvom jeg ellers har set min andel af tvivlsomme asiatiske kampsportfilm, og holder meget af Bruce Lee.
- ★★★★1
Papirhuset (La casa de papel).
Som de fleste serier, skal man lige lande og finde temperaturen - og lære at holde af og med hovedkræfterne. Men så er det også en medrivende forestilling, som ofte føles som et teaterstykke - på den teatralske, og overdrevne facon. Den vil gerne fremstå intelligent - men her hakker det, ind imellem. Men hvad den mangler i logik - det opvejes i dedikation og kærlighed til personerne.
Ved udgangen af sæson 2, havde jeg egentlig fået nok - for det er ret intenst - og der er flere tidspunkter hvor man undres, og hvor historiefortælleren kommer alt for nemt omkring at skifte stemningen fra om det er politiet, eller banditterne, som har overhånden.
Hele fortællingen handler om et Heist, hvor det måske handler om at tømme den spanske nationalbank for sedler, man selv trykker. Overordnet er det en frihedsfortælling om de små's kamp mod systemet og ordensmagten. Ideen er sansynligvis hentet fra andre historier om frihedskæmpere og den retfærdige kamp for selvstændighed. Dalimaskerne ligner påfaldende noget man har set, i andre forbindelser.
Når de ydre konflikter med myndighederne ikke er nok - så kæmper gruppen også med oprør fra gidslerne - og ikke mindst med gruppens egne medlemmer - indbyrdes.
Fra start troede jeg at der var tale om flere røverier - for hvordan kunne strække et kup over 15 afsnit?
Men det fungerer faktisk rigtigt godt, med tilbageblik over rekruteringen og træningen til kuppet - hvor det afsløres, hvor meget "professorene" har forudset, undervejs.
Som sagt måtte jeg lige holde en pause på et par dage, inden jeg tog tilløb og gik i krig med sæson 3 - og efter de første 2 afsnit var jeg stadig ikke helt grebet - men så er man "hooked" igen - og det hele kører ubesværet (med både ups and downs) videre ind i sæson 4, som ikke afsluttes som det var tilfældet med det første kup - og derfor fører frem mod den kommende sæson 5.
Alt i alt en personbåret fortælling, som gerne vil virke intelligent - og kattens leg med musen - det er den dog ikke altid.
Seriens succes bunder sandsynligvis i at den favner bredt - min kone er endnu mere begejstret for serien, end jeg er - og det er fedt at når det lykkes at finde noget som begejstrer flere.
Overordnet som historie, er ideen til 9/10 - logikken til 7/10 - og den samlede udførsel til rigtig fine 8/10 - og afgjort en anbefaling herfra til en god serie som kan fungere for de fleste.
Super! Jeg har tit set zappet forbi titlen på Netflix, men aldrig nået at læse om den. Troede faktisk ud fra titel og billede, at det var noget helt andet.
8/10 må jo siges at være en temmelig stor anbefaling - og med hele fire sæsoner at kaste sig over, så behøver man heller ikke kede sig her i 2021, hvor det ellers er ved at være småt med de helt store serier.
- ★★★★★★1
Super! Jeg har tit set zappet forbi titlen på Netflix, men aldrig nået at læse om den. Troede faktisk ud fra titel og billede, at det var noget helt andet.
8/10 må jo siges at være en temmelig stor anbefaling - og med hele fire sæsoner at kaste sig over, så behøver man heller ikke kede sig her i 2021, hvor det ellers er ved at være småt med de helt store serier.
Og tag gerne fruen - og frøkenerne med måske. Som sagt også noget for dem.
- ★★★1
Og tag gerne fruen - og frøkenerne med måske.
Mormon? ;p
- ★★★★1
Mormon? ;p
Ahhh, ikke helt. Utah er min yndlings feriedestination. Men jeg har nu kun en enkelt kone selv :-)
Frøkenerne er mine to døtre. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan lokke de andre i huset til at se en serie, hvor der tales spansk.
- ★★★★1
Star Trek: Discovery (sæson 3)
Star Trek: Discovery er unik på flere måder. Det er den første ST serie, som er lavet i streaming-alderen, og derfor også den første, som jeg har set, mens den stadig var ny. Alle de tidligere serier så jeg først med pæn stor forsinkelse.
Discovery kommer efter en meget lang pause. Faktisk var der slet ikke noget Star Trek på seriefronten i hele 12 år (fra 2005-2017). Man var jo også temmelig forvænt - i og med at der i hele perioden fra 1987-2005 kørte mindst én ST serie hvert år.
Efter en så lang pause må det forventes, at der prøves noget nyt. Ikke mindst set i lyset af de tre nye Star Trek film, som har fået sin egen alternative tidslinie. Og man må sige, at Discovery helt bestemt også gør noget nyt. Jeg vil påstå, at det nye i Star Trek: Discovery kan opsummeres under følgende tre overskrifter:
- Det visuelle look
- Mere fokus på action
- Meget mere fokus på diversitet
En del hardcore trekkies har kritiseret serien for ikke at være tro mod den originale serie mht. æstetikken. Discovery foregår i årene lige før den originale serie, men der er intet, der visuelt ligner noget fra den gamle serie. Og det gælder alt fra uniformer, rumskibe, tricorders osv. Det har jeg absolut intet problem med. Det lignede ærligt talt lort i den originale serie, så det er helt naturligt, at man opdaterer. De nye film startende fra 2009 beholdt dog i det mindste de gamle gule, røde og blå uniformsfarver. Det gør Discovery ikke.
Til gengæld har jeg et problem med, at der er meget mere fokus på action. Jeg kan godt lide action, men ikke på bekostning af den gode historie. Hele ånden i Star Trek handler om gode historier, der fortæller om, hvad det vil sige at være menneske. Der findes efterhånden masser af sci-fi serier, og det nytter ikke noget, at Star Trek bare ligner alle de andre. En Star Trek serie bliver nødvendigvis nød til at beholde en vis mængde af den originale ånd. Og her synes jeg at Discovery fejler lidt.
Det gælder især i den forfejlede sæson 2. Historien var temmelig forvirrende. Noget med en oldgammel livsform kaldet "The Sphere" og en kunstig intelligens kaldet "Control". Og noget med Michael Burnham's mor i en tidsrejsedragt. Jeg fattede først helt hvad der skete, da jeg læste et referat af sæsonen bagefter.
Og det kan bestemt anbefales at læse op på sæson 2, før man kaster sig over sæson 3, for den starter umiddelbart i halen på begivenhederne i sæson 2: Michael Burnham rejser 930 år ind i fremtiden i tidsrejsedragten, og Discovery følger lige efter - men lander et andet sted.
De første to afsnit i sæson 3 går med, at de skal finde hinanden. Dette minder mere om Lost in Space end Star Trek, og jeg var bestemt ikke imponeret. Men så begynder det at blive ganske godt. Fra episode 4 og frem er det den hidtil bedste sæson i serien. 930 år inde i fremtiden er The Federation en skygge af sig selv, fordi man ikke længere har dilithium til rumskibenes warp core. Dette er sket som følge af "The Burn", som de forsøger at finde kilden til. Samtidig er der bøvl med en slags terroristgruppe ledet af den ganske gode skurk Osyraa. Desværre udnyttes hendes potentiale ikke 100%. Det kunne være interessant at kigge mere ind i hendes karakter, i stedet for blot at bruge hendes gruppe som undskyldning for en masse actionscener.
Mange af bipersonerne får mere plads. Sæsonen har en samlet historie, og hvert afsnit indeholder samtidig en lille afsluttet fortælling. Helt i tråd med Star Trek ånden.
Jeg er især glad for, at bipersoner får mere plads. Jeg er ikke stor fan af Michael Burnham karakteren. Hun er alt for selvretfærdig. Det gælder godt nok også for de gamle kaptajner Kirk, Picard, og Janeway. Men de kompenserede med deres charme, karisma og taleegenskaber. Burnham føles desværre selvretfærdig uden at være charmerende eller have karisma.
Så er der det sidste punkt: "meget mere fokus på diversitet". Dette gøres rimelig elegant, uden at det føles (alt for) forceret. Det er faktisk ret vildt, når man tæller de faste besætningsmedlemmer i sæson 3 op:
- 8 kvinder: Commander Burnham, Ekskejser Georgiou, Ensign Tilly, Lieutenant Detmer, Lieutenant Owosekun, Lieutenant Nilsson, Security officer Nhan, og Commander Reno.
- 2 mandlige homoseksuelle: Commander Stamets og Doctor Culber.
- 3 ikke-hvide mænd: Tactical officer Rhys, Communication officer Bryce, og gæsten Booker.
- 2 mandlige ikke-menneskelignende aliens: Captain Saru og Science officer Linus.
- 2 transkønnede: Adira Tal og Gray Tal. Første gang vi ser en trill siden Deep Space 9. Fedt!
- 0 hvide heteroseksuelle mænd !!! Dette var fa'me ikke gået i 1960'erne!
Denne glimrende sæson mister desværre noget i finaleafsnittet. Her er der alt for meget fokus på action og for lidt på historiefortælling. Og så stod jeg helt af, da Booker lige pludselig
- og i første forsøg - kunne bruges som erstatning for den ellers uerstattelige Stamets til at linke til sporedrevet.
Den køber jeg altså ikke.
Hele sæson 3 med op og nedture: 4/6 stjerner.
- ★★★★★★0
SPOILER ALERT
Der er en spoilerfunktion.
- ★★★★★★0
Ahhh, ikke helt. Utah er min yndlings feriedestination. Men jeg har nu kun en enkelt kone selv :-)
Frøkenerne er mine to døtre. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan lokke de andre i huset til at se en serie, hvor der tales spansk.
Det spanske glemmer man faktisk hurtigt :-)
- ★★★★★★1
Star Trek: Discovery (sæson 3)
Star Trek: Discovery er unik på flere måder. Det er den første ST serie, som er lavet i streaming-alderen, og derfor også den første, som jeg har set, mens den stadig var ny. Alle de tidligere serier så jeg først med pæn stor forsinkelse.
Discovery kommer efter en meget lang pause. Faktisk var der slet ikke noget Star Trek på seriefronten i hele 12 år (fra 2005-2017). Man var jo også temmelig forvænt - i og med at der i hele perioden fra 1987-2005 kørte mindst én ST serie hvert år.
Efter en så lang pause må det forventes, at der prøves noget nyt. Ikke mindst set i lyset af de tre nye Star Trek film, som har fået sin egen alternative tidslinie. Og man må sige, at Discovery helt bestemt også gør noget nyt. Jeg vil påstå, at det nye i Star Trek: Discovery kan opsummeres under følgende tre overskrifter:
- Det visuelle look
- Mere fokus på action
- Meget mere fokus på diversitet
En del hardcore trekkies har kritiseret serien for ikke at være tro mod den originale serie mht. æstetikken. Discovery foregår i årene lige før den originale serie, men der er intet, der visuelt ligner noget fra den gamle serie. Og det gælder alt fra uniformer, rumskibe, tricorders osv. Det har jeg absolut intet problem med. Det lignede ærligt talt lort i den originale serie, så det er helt naturligt, at man opdaterer. De nye film startende fra 2009 beholdt dog i det mindste de gamle gule, røde og blå uniformsfarver. Det gør Discovery ikke.
Til gengæld har jeg et problem med, at der er meget mere fokus på action. Jeg kan godt lide action, men ikke på bekostning af den gode historie. Hele ånden i Star Trek handler om gode historier, der fortæller om, hvad det vil sige at være menneske. Der findes efterhånden masser af sci-fi serier, og det nytter ikke noget, at Star Trek bare ligner alle de andre. En Star Trek serie bliver nødvendigvis nød til at beholde en vis mængde af den originale ånd. Og her synes jeg at Discovery fejler lidt.
Det gælder især i den forfejlede sæson 2. Historien var temmelig forvirrende. Noget med en oldgammel livsform kaldet "The Sphere" og en kunstig intelligens kaldet "Control". Og noget med Michael Burnham's mor i en tidsrejsedragt. Jeg fattede først helt hvad der skete, da jeg læste et referat af sæsonen bagefter.
Og det kan bestemt anbefales at læse op på sæson 2, før man kaster sig over sæson 3, for den starter umiddelbart i halen på begivenhederne i sæson 2: Michael Burnham rejser 930 år ind i fremtiden i tidsrejsedragten, og Discovery følger lige efter - men lander et andet sted.
De første to afsnit i sæson 3 går med, at de skal finde hinanden. Dette minder mere om Lost in Space end Star Trek, og jeg var bestemt ikke imponeret. Men så begynder det at blive ganske godt. Fra episode 4 og frem er det den hidtil bedste sæson i serien. 930 år inde i fremtiden er The Federation en skygge af sig selv, fordi man ikke længere har dilithium til rumskibenes warp core. Dette er sket som følge af "The Burn", som de forsøger at finde kilden til. Samtidig er der bøvl med en slags terroristgruppe ledet af den ganske gode skurk Osyraa. Desværre udnyttes hendes potentiale ikke 100%. Det kunne være interessant at kigge mere ind i hendes karakter, i stedet for blot at bruge hendes gruppe som undskyldning for en masse actionscener.
Mange af bipersonerne får mere plads. Sæsonen har en samlet historie, og hvert afsnit indeholder samtidig en lille afsluttet fortælling. Helt i tråd med Star Trek ånden.
Jeg er især glad for, at bipersoner får mere plads. Jeg er ikke stor fan af Michael Burnham karakteren. Hun er alt for selvretfærdig. Det gælder godt nok også for de gamle kaptajner Kirk, Picard, og Janeway. Men de kompenserede med deres charme, karisma og taleegenskaber. Burnham føles desværre selvretfærdig uden at være charmerende eller have karisma.
Så er der det sidste punkt: "meget mere fokus på diversitet". Dette gøres rimelig elegant, uden at det føles (alt for) forceret. Det er faktisk ret vildt, når man tæller de faste besætningsmedlemmer i sæson 3 op:
- 8 kvinder: Commander Burnham, Ekskejser Georgiou, Ensign Tilly, Lieutenant Detmer, Lieutenant Owosekun, Lieutenant Nilsson, Security officer Nhan, og Commander Reno.
- 2 mandlige homoseksuelle: Commander Stamets og Doctor Culber.
- 3 ikke-hvide mænd: Tactical officer Rhys, Communication officer Bryce, og gæsten Booker.
- 2 mandlige ikke-menneskelignende aliens: Captain Saru og Science officer Linus.
- 2 transkønnede: Adira Tal og Gray Tal. Første gang vi ser en trill siden Deep Space 9. Fedt!
- 0 hvide heteroseksuelle mænd !!! Dette var fa'me ikke gået i 1960'erne!
Denne glimrende sæson mister desværre noget i finaleafsnittet. Her er der alt for meget fokus på action og for lidt på historiefortælling. Og så stod jeg helt af, da Booker lige pludselig
- og i første forsøg - kunne bruges som erstatning for den ellers uerstattelige Stamets til at linke til sporedrevet.
Den køber jeg altså ikke.
Hele sæson 3 med op og nedture: 4/6 stjerner.
Så er der ligevægt :-)
★★★0
Jeg er 46 og der er også en masse begreber der er udgået i min tid. Der er også enkelt der er vendt tilbage igen.
- ★★★★★★0
Bred ymer!
Wayne 6-01-21 23:57
Det hed altså "Knæhøj karse og bred ymer" :)
Knyt sylten. Det er eddermame langt ude ;-)
Knyt sylten. Det er eddermame langt ude ;-)
Avs, the truth hurts :)