Sherlock: The Lying Detective
Jeg så andet afsnit af fjerde sæson af Sherlock i går. Og umiddelbart efter blev jeg ramt af en decideret trist tanke - og jeg mener trist i en grad, så jeg bogstaveligt kunne mærke, at jeg blev i lidt dårligere humør: der er måske kun ét afsnit tilbage af Sherlock. Øv......
Den følelse sad selvfølgelig i mig, fordi jeg rigtig godt kunne lide afsnittet, jeg lige havde set. Jeg var faktisk ret vild med det. Der var lidt med pacingen til tider, men det var på den led, at jeg tænkte over det i øjeblikket, men efter at have set hele afsnittet faktisk synes, at det var, som det burde. Jeg var på forhånd lidt "irriteret" over udsigten til endnu engang at skulle følge med i, hvordan Watson skulle blive god igen, men heldigvis fyldte det slet ikke så meget, som jeg kunne have frygtet.
Måske gjorde det alligevel, men så i hvert fald ikke på en måde, så det irriterede. I stedet læssede det mere substans på deres forhold, og indblikket i og fokusset på Watsons tanker var bare... Rare...