Shichinin no samurai (1954)
En af filmhistoriens store klassikere, udråbt som en af de helt store forbilleder når det kommer til den moderne actionfilm og fortjent nok synes jeg. Der bydes på smukke s/h billeder, der skaber en visuelt stemning af både stor skønhed og trøstesløs længsel, godt understøttet af et fantastisk lydbillede og fængende underlægningsmusik.
Historien der ikke er uden dybde og mening, tager sig god tid og der bygges godt på karaktererne, indtil vi får et voldsomt underholdende klimaks og en god kulmination på en i øvrigt fremragende fortælling.
Selv om filmen lever flot på at være en assembléfilm, vil jeg alligevel fremhæve Toshirô Mifune, der er fabelagtigt i al sin overspillende skørhed, som påstået samurai. Kurosawa’s instruktion kan måske forekomme teatralsk, set med dagens øjne, men det passer ligesom til stilen.
Skulle jeg kritisere noget, så er det eventuelt spilletiden på næsten 3.5 time. Den udnyttes muligvis flot, men alligevel taber historien altså lidt med et par døde perioder. De er godt nok ikke lange, set i forhold til spilletiden, men det havde stadig intet gjort mig havde filmen været 15-20 minutter kortere. Jeg vil dog ikke udelukke at dette kritikpunkt kan skyldes filmens alder kombineret med en kulturel barriere.
Uanset, så er filmen stadig spændende nok til at jeg har set den flere gange og den er faktisk kun blevet bedre af det.
Bedømmelse: 8/10
The Magnificent Seven (1960)
Egentlig er det meget passende med et amerikansk western remake af Kurosawa’s mesterværk ” Shichinin no samurai”, da det japanske ophav og dens instruktør, var meget inspireret af netop den amerikanske western siges det. Remaket har måske ikke samme kunstneriske tyngde.
Instruktør John Sturges var da heller ikke nogen stor kunstner. Men han var en fremragende filmhåndværker, der når han ramte storformen som han gør her, kunne skabe en fantastisk god mainstreamfilm. Så selv om genindspilningen af Kurosawa’s filmiske milepæl, da heller ikke er lige så god som sit forbillede, så kommer den dog forbandet tæt på.
Som fortælling er den mere direkte underholdende og så er spilletiden kortere. Så skal det måske også nævnes, at den er forbandet velcastet! I hovedrollen er Yul Brynner som så ofte, fortræffelig. Han brænder karisma af, så filmen nærmest er rygende. Han bakkes dog godt op af Steve McQueen, der gør hvad han kan for at stjæle samtlige scener han er med i, så vi kan bemærke ham og det lykkes næsten, hvis det ikke lige var Brynner han stod overfor. De to havde det efter sigende, så ikke så godt bag kameraet med hinanden. Men det er en anden historie. Jeg burde nævne flere, for der er fyldt personligheder på så det er en fryd.
Historien er meget den samme. En landsby plages af forbrydere og henter hjælp hos folk, der har levet af den vold, kamp og krig. Det er stadig en god historie og den fortælles med overskud og glimt i øjet, samt med så meget indføling for karaktererne, så når løjerne sættes ind, er det særdeles underholdende og medrivende.
Den er i øvrigt kaldt den sidste af de store amerikanske klassiske westerns. Om det er helt den sidste, tør jeg ikke sige, men den er i hvert fald tæt på så. Det meste der fulgte efter, var enten langt mindre kvalitativt eller med en helt anden tone og tilgang, på godt og ondt.
Bedømmelse: 8/10
Return of the Seven (1966)
Udover de åbenlyse grunde, så har jeg svært ved at forstå at man har gidet kaste sig ud i denne efterfølger, til John Sturges underholdende western. Historien svinger et sted mellem fraværende og idiotisk, hvor karakterernes bevæggrunde og motivation ofte dårligt giver mening.
Teknisk er filmen såmænd nydelig at se på, forsøgt holdt i et klassisk snit, men uden samme kvalitative tyngde som de store film i genren gennem tiderne. Der er også et par underholdende momenter, selv om der er for langt mellem dem.
Brynner ville ikke have McQueen med. Han er savnet, men havde næppe kunne redde denne tvivlsomme western, hvis han da i det hele taget havde gidet deltage.
Bedømmelse: 4/10
Guns of the Magnificent Seven (1969)
Brynner ville ikke mere, så i stedet har George Kennedy overtaget rollen som revolvermanden Chris. Ligheden er så absolut fraværende, også i karisma. Men i det hele taget savner man et persongalleri til at bære denne tamme fortælling, der dog trods alt hænger hæderligt sammen og giver lidt mening, modsat forrige film.
Det er momentvis underholdende, i hvert fald når der sker noget, men rammer aldrig de høje toner. Forsøgene på mere følelsesmæssige øjeblikke er kedelige og da man ikke føler meget for personerne, forekommer de nok ekstra overfladiske og rigeligt kalkulerende.
Bedømmelse: 5/10
The Magnificent Seven Ride! (1972)
Selv om jeg måske altid har haft en svaghed for Lee Van Cleef , så har han ærligt ikke talentet og formatet til at trække denne kluntede og ligegyldige forsættelse af ”The Magnificent Seven” op, her hvor det er blevet hans tur til at spille revolvermanden Chris.
Historien er i sig selv er yderst svagt fortalt, men er samtidig også fyldt med dårlige ideer, tvivlsomme skuespillere der spiller endnu mere tvivlsomme karakterer, i den forstand at man overhovedet ikke kan tro på dem som mennesker. Det havde måske så hjulpet lidt, havde man følt sig underholdt af diverse skuddueller og actionscener. Det gør man bare sjældent. Der er bare ikke kvalitet nok hverken foran eller bag kameraet til en hæderlig film.
Bedømmelse: 3/10
The Magnificent Seven (2016)
Instruktør Antoine Fuqua kan skrue underholdende og bombastiske actionscener sammen, så de teknisk ofte fungerer ret flot og deraf bliver medrivende. Men hans filmiske virkemidler forekommer derudover ofte primitive, klichefyldte og klodsede. Som for eksempel den grædende baby i kirken.
Historien er hvad den er, men modsat tidligere versionen af denne normalt gode fortælling, føler man her ikke karaktererne specielt godt understøttet, når det kommer til deres motivation. Samtidig kammer klimaks over i uigennemtænkte og direkte stupide forløb og sekvenser, der ødelægger lidt af underholdningen, fordi man irriteres.
Irriterende er det også, at filmen sine steder gør døden så ligegyldig, som da vi introduceres til f.eks. Chris Pratt’s karakter, at det dårligt virker spændende længere, fordi personerne præsenteres, ikke som kolde og kyniske, men som varme og morsomme. Normalt har jeg ikke moralske skrupler, men liv kan også tages for billigt, selv i en western der kun vil underholde, til at det virker troværdigt, selv i filmens eget univers.
Når alt det er sagt, så er man alligevel og trods alt tilpas underholdt sine steder og desuden er Denzel Washington og et par af de andre mere eller mindre kendte navne, næsten altid værd at se på film.
Bedømmelse: 5/10
