Jeg syntes også Midnight Express er en god film, men blev pænt skuffet da jeg fandt ud af hvor langt filmen er fra virkeligheden.
youtu.be/pHjLMnGkedU
Blev jeg sgu også, især fordi jeg havde set dokumentaren The Real Midnight Express først.
What we saw
★★★0
★★★★0Jeg nyder også filmen, men forstår ikke helt hvorfor man var nødsaget til at overdramatisere så meget, når historien ifølge hovedpersonen selv er dramatisk som den foregik.
- 0
Snakken om Bond har vi efterhånden haft nogle gange, men lad mig gentage hvad jeg har sagt før i lidt kortere form.
Ja, det giver 100% mening at gøre Bond til en hvid mand, hvis historien foregår under den kolde krig af ret åbenlyse grunde, eksempelvis fordi en anden hudfarve end hvid ville have problemer med at komme i bestemte sociale lag, ville ikke være troværdig som rig forretningsmand mv. En Bond i den moderne verden kan dog have en hvilken som helst hudfarve, som man ser på gaden i England, fordi selvom der stadig er issues med racisme og den slags, er det bestemt ikke unormalt at se andre hudfarver i gadebilledet, det er ikke unormalt at alle hudfarver er at finde i alle sociale lag og uanset hudfarve, vil man stadig kunne have en front som eksempelvis rig forretningsmand.
Så kommer det næste argument typisk, at det ikke er tro mod forlægget. Sandt, men det er der godt nok meget der ikke er i de 55 år, som den "rigtige" Bond-filmserie har eksisteret, alt fra Bonds bil og valg af våben, til figurer som er markant anderledes i bøgerne end i filmene. Så enten er det i orden at lege med materialet, eller også er det ikke i orden at lege med materialet.
Til resten: Jeg kan i øvrigt ikke se problemet i, at man prøver at få film til at se ud som verden omkring en ser ud og at man prøver at skabe en eller anden fornuftig balance mellem køn og hudfarve. Vi er trods alt cirka lige mange mænd og kvinder på planeten. Og at der skal være ligeså mange kvinder og mænd i hovedroller, samt en ligelig fordeling af hudfarve, er jo bare fjollet at skrive, fordi det er jo på ingen måde rigtigt - det drejer sig blot om repræsentation.
Tidligere lavede man westerns og sminkede hvide mænd til at spille indianere, samtidig med at man ofte fremstillede indianere som de onde, selvom det jo i praksis ofte var den anden vej rundt. Det samme gjorde sig gældende med andre hudfarver og nationaliteter, helt op i 80'erne. Det er vel ikke sådanne tilstande, vi skal kæmpe for at bevare.
Man skal ikke mange uger og måneder tilbage i 2017, for at finde film i biografen, hvor børn bliver slået ihjel. Ikke alle film er lavet for alle mennesker og lejlighedsvis laver man R-rated film, hvor der bl.a. vises ubehagelige ting, bl.a. børn der bliver dræbt. Kodeordet er naturligvis "målgruppe" - jo bredere den er, jo flere forskellige interesser forsøger man at ramme, ikke at det nødvendigvis giver et dårligt produkt, bare et anderledes produkt, end hvis man laver en film til en smal målgruppe.
Du har fuldstændig misforstået mit indlæg: Det handler overhovedet ikke om, at disse ting (altså de af MIG nævnte ting) er forkerte at gøre eller - i andre tilfælde - IKKE gøre på film. Nej, det handler om, at man ikke bør være TVUNGET TIL noget af det som følge af et udefra kommende pres. Det handler om MOTIVATIONEN; ja, HVORFOR man gør som man gør.
Mit Bond-eksempel gjaldt kun hans etniske herkomst. Jeg var slet ikke inde på, hvor tro filmene ellers er mod Ian Flemings bøger. Jeg har INTET imod, at en filmatisering ikke er tro mod forlægget - det er jeg faktisk aldeles ligeglad med (jævnfør PJ's LOTR- og Hobbitten-filmatisering). Nej, min pointe var, at en instruktør og manuskriptforfatter ikke bør lade sig presse af politisk korrekthed og ændre ting i forlægget, HVIS deres EGET ønske er at være tro mod forlægget. Motivationen til at lave bestemte ting om eller udelade dem, bør ikke være et ønske om at behage andre (såsom bestemte interessegrupper).
M.h.t. hvad det du kalder "fjollet at skrive", er det jo altså ikke desto mindre en kendsgerning, at repræsentanter for forskellige filmselskaber i den senere tid har været ude med meldinger om, at vi skal flere kvindelige instruktører og flere kvindelige helte. Og her siger jeg, at det er bedre at den slags kommer af sig selv, fra den enkelte forfatters fantasi, end ud fra et udefra kommende krav og/eller ønske om politisk korrekthed.
- ★★★★★★1
M.h.t. hvad det du kalder "fjollet at skrive", er det jo altså ikke desto mindre en kendsgerning, at repræsentanter for forskellige filmselskaber i den senere tid har været ude med meldinger om, at vi skal flere kvindelige instruktører og flere kvindelige helte.
Der er pænt langt fra et ønske om flere kvinder i film og til: "Jeg sigter desuden til det der med, at alle racer helst skal være ligeligt repræsenteret på film, og kritikken af at hvide/kaukasiske skuespillere sommetider vælges til at spille mellemøstlige eller asiatiske karakterer".
Der er et ønske om repræsentation, hverken mere eller mindre. At folk (læs: de mennesker som ikke føler sig repræsenteret tilstrækkeligt eller rigtigt i/på film) tørster efter det, er ikke supersvært at få øje på. Det er bare at kigge på reaktionerne på eksempelvis Mad Max, Wonder Woman og de forventninger der er til bl.a. Black Panther.
- ★★★★★★0
Jeg ser sgu gerne der kommer flere stærke kvinderoller og kvindelige helte. Hvis det sker for at behage bestemte grupper (som f.eks kvinderne), så fint med mig. Så længe det fungerer godt.
T. Nielsen11-07-17 22:00
- ★★★★0
Passengers (BD) - 6/10
Interessant præmis og gode takter i første halvdel, men efterhånden som tiden går, tager filmen nogle lette genveje og bliver konventionel. Der er helt sikkert uindfriet potentiale her, men jeg var aldrig helt slået ud af kurs. Jeg følte mig ganske fint underholdt. Man kan heller ikke tage noget fra effektsiden, som er ret gennemført. Kunne og burde have været bedre, ja, men ikke uden sine gode momenter.
★★★0Så fik jeg set tre bodilvindere idag. Jeg mangler nu kun 14 film før jeg har set alle Bodilvinderne for bedste film.
På tro og love var et ret klassisk dansk romantisk lystspil med en Poul Reichhardt der med jævne mellemrum bryder ud i serenader. Et lykkelig gift ægtepar lader sig skille for at opnå skattefordele i den tro at man ikke behøver at have papir på hinanden for at leve sammen og være hinanden trofast.
Det viser sig selvfølgelig ikke at holde stik og enhver kan så nok regne ud hvordan det ender.Meget forudsigeligt, men det har sikkert været kontroversielt dengang i 1955. Det som jeg fundere over, er at emnet børn ikke bliver behandlet overhovedet i filmen. Parret er børnløst og det virker ikke til at de overveje at få nogle.
Det har nok været alt for kontroversielt at behandle emnet uægte børn på det tidspunkt. De blev jo også først ligestillet med ægtebørn i 1960 ved lov om børns retsstilling.Jeg har givet den 6/10.
Aranyhajú Nyárszépe12-07-17 00:28
★★★★0Danske film restaurerede til HD er åbenbart en uddød disciplin :(
Jeg gad rigtig godt have Ditte Menneskebarn, Bolettes Brudefærd, Soldaten og Jenny og Sommer i Tyrol i HD.- 0
Jeg ser sgu gerne der kommer flere stærke kvinderoller og kvindelige helte. Hvis det sker for at behage bestemte grupper (som f.eks kvinderne), så fint med mig. Så længe det fungerer godt.
Jamen, så er vi jo enige ... bortset fra at jeg er tilhænger af, at de kreative kræfter, der skriver manuskripterne, lader inspirationen komme naturligt og utvungent, fremfor at lade sig diktere af bestemte holdninger og de "rigtige meninger" fra feministiske grupper.
- ★★★★0
Det er da ret indlysende, at tvang aldrig er godt for noget. Det sagt, så kan det ikke undgås nogen tager kampen op og går ind i en debat. Ligesom det med sorte, som år efter år blev uretfærdigt forbigået i oscar sammenhæng.
- ★★★★1
Jeg er personligt fløjtende ligeglad med, om folks etnicitet eller køn på film. Nu har jeg med fryd set sydkoreanske, japanske, polske, brasilianske, sydafrikanske og rumænske film uden at give en hujende fis for deres ydre, deres sprog, deres kultur.
Historie og eksekvering er alt. Hvis en film med en kvindelig protagonist stinker, så er det nok ikke hendes køn, den er gal med.
Problemet ligger i dette forsøg på kvoter, for at skabe illusionen af lighed. By all means, hvis man starter fra 0 og bygger en film, historie op fra dette udgangspunkt, så er der ingen, som kan have ondt i røven af det. Filmen skal til syvende og sidst fungere for at folk gider se den.
Men når man begynder at ændre på originale forlæg, kendt DNA, så fucker man ikke kun med folks forventninger, men deres forestillinger.
Bond skal være sort. Don Draper skal være Dina Draper. Batman skal være homoseksuel.
It's a free world, go ahead, men forvent, at ganske mange faste seere, undertegnede inklusive, er ganske reaktionære og nok hopper fra en sådan udvikling, som alene er inciteret gennem et politisk korrekt kvoteordningssystem.
Opfind gerne en sort lesbisk engelsk agent og jeg lover til gengæld, at jeg vil se den! Formentlig flere gange!
- 0
Det er da ret indlysende, at tvang aldrig er godt for noget. Det sagt, så kan det ikke undgås nogen tager kampen op og går ind i en debat. Ligesom det med sorte, som år efter år blev uretfærdigt forbigået i oscar sammenhæng.
Jeg ved ikke hvor indlysende det er, når jeg ser at nogle her faktisk gør sig til fortalere for politisk korrekthed. Måske forstår vi begrebet forskelligt? For mig er det ikke et udtryk jeg bruger om ting jeg er uenig i. F.eks. er jeg modstander af tobaksrygning og således uenig med enhver der forsvarer denne uvane, men derfor mener jeg ikke man skal minimere antallet af scener hvor nogle ryger af frygt for at inspirere nogen til at ryge. For dét ville være en typisk form for politisk korrekthed.
- 0
Jeg er personligt fløjtende ligeglad med, om folks etnicitet eller køn på film. Nu har jeg med fryd set sydkoreanske, japanske, polske, brasilianske, sydafrikanske og rumænske film uden at give en hujende fis for deres ydre, deres sprog, deres kultur.
Historie og eksekvering er alt. Hvis en film med en kvindelig protagonist stinker, så er det nok ikke hendes køn, den er gal med.
Problemet ligger i dette forsøg på kvoter, for at skabe illusionen af lighed. By all means, hvis man starter fra 0 og bygger en film, historie op fra dette udgangspunkt, så er der ingen, som kan have ondt i røven af det. Filmen skal til syvende og sidst fungere for at folk gider se den.
Men når man begynder at ændre på originale forlæg, kendt DNA, så fucker man ikke kun med folks forventninger, men deres forestillinger.
Bond skal være sort. Don Draper skal være Dina Draper. Batman skal være homoseksuel.
It's a free world, go ahead, men forvent, at ganske mange faste seere, undertegnede inklusive, er ganske reaktionære og nok hopper fra en sådan udvikling, som alene er inciteret gennem et politisk korrekt kvoteordningssystem.
Opfind gerne en sort lesbisk engelsk agent og jeg lover til gengæld, at jeg vil se den! Formentlig flere gange!
Bedre kunne jeg ikke have sagt det!
- ★★★★0
Bruce: Den er opfundet. Atomic Blonde :)
Men ellers har vi alle grænser. Jeg kunne måske godt se sort, britisk Bond, uden det overskrider mine grænser. En japaner, en dværg o lign kunne jeg måske ikke, uden jeg kan forklare hvorfor.
- ★★★★0
Bruce: Den er opfundet. Atomic Blonde :)
Men ellers har vi alle grænser. Jeg kunne måske godt se sort, britisk Bond, uden det overskrider mine grænser. En japaner, en dværg o lign kunne jeg måske ikke, uden jeg kan forklare hvorfor.
Den kommer jeg også til at se :-D
Men ja ... ;) - ★★★★0
Bedre kunne jeg ikke have sagt det!
Heller ikke mig! :-)
- ★★★★0
Jeg ved ikke hvor indlysende det er, når jeg ser at nogle her faktisk gør sig til fortalere for politisk korrekthed. Måske forstår vi begrebet forskelligt? For mig er det ikke et udtryk jeg bruger om ting jeg er uenig i. F.eks. er jeg modstander af tobaksrygning og således uenig med enhver der forsvarer denne uvane, men derfor mener jeg ikke man skal minimere antallet af scener hvor nogle ryger af frygt for at inspirere nogen til at ryge. For dét ville være en typisk form for politisk korrekthed.
Jeg ryger ikke selv længere og jeg har ikke noget imod rygning på film, men jeg forstår nu bekymringen og der var også en debat om rygningen skulle gøres R-rated på lige fod med vold, sex og den slags. Det kan man så diskutere.
www.thoughtco.com/mpaa-ratings-and-tobacco-use-in-movies-4071918
- ★★★★★★2
Jeg kan ikke få øje på, at nogen herinde er direkte fortalere for politisk korrekthed, men jeg kan få øje på folk, mig selv inkluderet, som gerne så at filmens verden afspejler den virkelige verden, såfremt det selvfølgelig fungerer indenfor filmens univers.
Som skrevet tidligere, mener jeg ikke en sort Bond er et problem i en nutidig setting, men i den tid hvor Bond oprindeligt har sine rødder, er det ikke troværdigt. En kvindelig Bond i den tid, ville til gengæld kunne fungere.
Jeg synes hurtigt at den snak kan blive skinger, fordi man ikke skal mange sætninger ind, før en eller anden råber "så skal de allesammen jo bare være kvindelige dværge, der er lesbiske" eller noget tilsvarende, hvilket jeg selv har oplevet et par gange på Facebook, helt ude af det blå.
Det virker som om, at ønsket om mangfoldighed og repræsentation træder mange over tæerne og 100% af disse er heteroseksuelle mænd og en meget, meget stor procentdel er hvide mænd. Det er svært for os at sætte os ind i den problemstilling, fordi vi aldrig har oplevet ikke at være repræsenteret i populærkulturen, faktisk er populærkulturen i den vestlige verden blevet skabt af hvide heteroseksuelle mænd og formet af dem siden altid, fordi det altid har været dem der sad øverst i fødekæden og i høj grad stadig gør det. Vi har aldrig oplevet racisme, sexisme eller homofobi på egen krop, i samme grad som hhv. mennesker af anden hudfarve end hvid, kvinder og homoseksuelle - der er vitterligt folk i Danmark, som stadig chikanerer homoseksuelle, klasker damer i røven og mener at de selv er ude om voldtægt, hvis de klæder sig "forkert" og racisme lever i bedste velgående.
Jeg har ikke i sinde at tage ansvar for hvad hvide, heteroseksuelle mænd har gjort igennem historien, men til gengæld har jeg intet problem med, at man tager nogle skridt for at ændre på billedet, fordi at normalisere at der faktisk findes andre hudfarver, at kvinder kan være seje, at homoseksuelle ikke er ude på at presse en pik ind i ansigtet på dig, er ikke kun et spørgsmål om at de grupper gerne vil repræsenteres positivt, men også et spørgsmål om at det kan være med til at ændre synet på dem i andre grupper.
Hvis man så napper et par helte, som jeg er vokset op med og ændrer hudfarve, køn eller seksualitet på dem, for at lege lidt med figuren og måske tage et aktiv skridt som filmproducent, for at ændre lidt på billedet, så er det fint med mig. Jeg har trods alt millioner af andre helte fra litteraturen, tegneserier, film mv. endnu, som repræsenterer mit køn, min hudfarve og min seksualitet.
Det værste der kan ske er, at der kommer en dårlig film ud af det, men det kan jo ske uanset hvem der har hovedrollen og så er der heldigvis tusindvis af andre film, som jeg kan vælge at se i stedet for. Men, det kunne jo faktisk også tænkes, at der kom en god film ud af det, som samtidig får et par mennesker i den store verden til at tænke en lille smule anderledes.
Jeg er helt klar over, at film ikke kan ændre verden og det ikke er Hollywoods ansvar, men jeg ved også at man sagtens kan blive påvirket af hvad man ser på skærmen, blive udfordret og måske ændre sin tankegang en smule. Præcis med hensyn til rygning i film, mener jeg faktisk at det er blevet påvist, at det har en påvirkning på børn og unge, og i højere grad får dem til at begynde med at ryge. Og jeg kan sagtens forstå det, fordi det ser cool ud at ryge, når man ser det i film - en rating på niveau med sex og vold, kunne sagtens være en løsning på dette.
- ★★★★0
Rygning påvirker og sender nogle signaler, men i dag ryges der ikke så meget på film som dengang, når stjerner røg ved enhver given lejlighed. Vi lever i et samfund, hvor rygning bliver mere betragtet som uansvarlig opførsel. Jeg vil da hellere have det som R-rated indhold end synet af bare bryster og balder, som vel ikke skader nogen, men sådan er der så meget forkert i denne verden :)
- ★★★★1
Man skal være velkommen til at ændre på diverse etablerede universer - litterære, som film - for at afspejle den sammensætning etnisk, seksuelt, religiøs, kulturelt eller whatever, som verden udgør.
Jeg har hørt den ofte, at den kritik jeg giver udtryk for, nok skyldes, at jeg er imod mangfoldighed og at denne repræsenteres på film. Det er ikke kun en meget belejlig og let konkludering af mine motiver. Den er også fordomsfuld og tilmed nedladende, fordi den faktisk på bunden insinuerer, at jeg er racistisk motiveret og så forsøger man indimellem også at forklare det med sjove nye ord, som "hvidhedsprivilegier".
Ja, jeg er absolut en midaldrende mand. Jeg er hvid. Jeg er ciskønnet og heteronormativ. Alt sammen lige vand på fjerdebølgefeministers simplistiske mølle til nemt at affærdige, at der muligvis er andre motiver på spil for mig, for at have kritikken, og hvis jeg så skulle tillade mig at forklare dette, ville disse fjerdebølgefeminister nok undsige sit at lytte efter, fordi jeg så formentlig nok "mansplainer" og således er cirklen sluttet.
Nu siger jeg IKKE, at du er fjerdebølgefeminist Bruno :), men jeg siger, at det er således, at jeg ser rigtig meget argumentation fremsat nu om stunder vedr. emner i politik, samfund og altså også kultur.
Men du skriver"Det virker som om, at ønsket om mangfoldighed og repræsentation træder mange over tæerne og 100% af disse er heteroseksuelle mænd og en meget, meget stor procentdel er hvide mænd. Det er svært for os at sætte os ind i den problemstilling, fordi vi aldrig har oplevet ikke at være repræsenteret i populærkulturen, faktisk er populærkulturen i den vestlige verden blevet skabt af hvide heteroseksuelle mænd og formet af dem siden altid, fordi det altid har været dem der sad øverst i fødekæden og i høj grad stadig gør det"
Dette er en ganske klar fremstilling af det man kalder "hvidhedsprivilegier" og du har fuldstændig ret i, at Hollywood er skabt ud af det faktum, at USA's industrielle og teknologiske udvikling er skabt mestendels af den hvide befolkning, dermed også kulturen og Hollywood og at man undervejs har tabt den sorte og indianske befolkning til underklassen. Det er vi heldigvis på kloden ved at tage hånd om, fordi vi er blevet kloge af skade og kan se på historien og træffe nye og andre valg og informere nye generation om, hvad man gjorde i gamle dage, hvilke værdier man havde, hvorfor og hvad vi kan lære af dette og gøre anderledes.En af tingene er, at vi kan lade være med at generalisere ligeså lidt om hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænds motiver og dermed fastholde præcis den selvsamme racistiske og fordomsfulde attitude mod en gruppe af mennesker, som man gerne vil frasige er andre grupperinger til del.
Jeg er lidt træt, meget for at det ikke skal være løgn, at jeg skal se mine motiver for at mene dit og dat nu om stunder, være defineret i min alder, mit køn, min hudfarve og min seksualitet. Jeg er træt af, at nogle faktisk vil forsøge at komme min ret til at mene noget til livs, netop med henvisning til dette. Jeg er træt af, at nogle rent faktisk i mangfoldighedens tjeneste, argumenterer for, at det er fornuftigt at hvide ikke må blive hørt i diverse agendaer, som om "vi" nu skal bode for forrige generationers fejl. En fuldkommen undsigelse af erfaring, viden og oplysning, som grundlag for det at være rationel og ikke hudfarve, køn, seksualitet etc.
Således forklaret, er INTET af min kritik tidligere nævnt, rettet mod mangfoldighed i kulturen og en repræsentation af etnicitet, køn, seksualitet og religion iht. verdenens sammensætning. Den er ene og alene funderet i det røvkedelige aspekt kaldet "personlige præferencer", at jeg ikke gider se nyfortolkninger af originale forlæg i film eller literatur, som NETOP omhandler at pille i etnicitet, køn, seksualitet etc. i kendte figurer, fordi jeg mener, at dette KUN gøres for at tækkes en politisk korrekthed.Som jeg ikke bryder mig om, at nogle censurerer eller ændrer i historien, har jeg blot en personlig præference for reaktionært at nyde mine minder om James Bond, superhelte etc. som de nu engang var undfanget. Nye fortolkninger i mangfoldighedens tjeneste kan man for min skyld godt lave og det bliver så blot uden mig som seer, for det er jeg ikke interesseret i og det har intet med racisme, hvidhed, heteroseksualitet eller deslige at gøre.
Jeg ville heller ikke have lyst til at se Shaft portrætteret som en "white private dick a sexmachine to all the men".:)
- ★★★★★★2
En af tingene er, at vi kan lade være med at generalisere ligeså lidt om hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænds motiver og dermed fastholde præcis den selvsamme racistiske og fordomsfulde attitude mod en gruppe af mennesker, som man gerne vil frasige er andre grupperinger til del.
Enig, hvilket jeg så heller ikke gør og jeg regner med at du sagtens kan se det. Jeg beskriver blot mine erfaringer, hvor jeg netop har oplevet, at hvide, heteroseksuelle mænd, helt ud af det blå, har haft behov for at piske en stemning op eller bare udtrykke deres utilfredshed, når jeg har lavet et opslag på Facebook om eksempelvis en ny kvindelig tegneseriefigur eller et "remix" af en eksisterende figur i tegneserier eller på film. Det har ikke engang været opslag, som har haft antydning af diskussion om kvindekamp eller andet, men bare "hey, dette finder jeg cool".
Præcis ligesom mine venner der er vegetarer eller veganere, jævnligt oplever at folk har et behov for at råbe "BACON" til alle de indlæg, der handler om den mad de spiser, selv opskrifter.
Og nej, jeg betegner ikke mig selv som feminist og har som sådan ikke noget tilhørsforhold til nogen bestemt gruppering, ikke engang politisk, fordi verden ikke er sort/hvid og næsten alle har noget fornuftigt at sige, uanset om det er feminister, Men's Rights Movement, på den ene eller den anden politiske fløj, men jeg hører nok mest til ude til venstre, hvilket nok ikke kommer som en stor overraskelse. Dog hører jeg ikke helt til i den kasse, som flere har prøvet at putte mig i, både her på og Filmz i tidens løb.
Jeg kan i øvrigt anbefale at se The Red Pill - en dokumentar, lavet af en feminist, hvor hun tager et kig på Men's Rights Movement, som af en del feminister anses for at være "fjenden". Den giver et ret godt billede af kønskrigen og de to grupperinger, samt ekstremisterne indenfor grupperingerne.
- ★★★★0
Jeg er så helt enig med dig i dette. Jeg respekterer til fulde, at du ikke ser noget problem i den mangfoldighedsanskuelse - hvis man kan kalde det det - som jeg blot ikke er tilhænger af, og sådan er det :) Og ja, jeg fatter så heller ikke, at veganere og kødspisere ikke kan have deres ret til frit at bestemme, hvad de putter i munden, uden tilråb. Det er en mærkelig uvane.
Jeg faldt godt nok over denne dokumentar et sted, men har ikke fået den set endnu, men den vil jeg da skrive på listen :)
Hvad "gender equality" og kønsforskning ellers angår, så er den norske serie "Gender Equality Paradox" i 7 afsnit altid at anbefale, som Richard Dawkins også Twittede sin anbefaling til:
twitter.com/richarddawkins/status/612367015878246400 - ★★★0
At sætte spørgsmålstegn ved ligestilling mellem kønnene idag, kan vel næsten sidestilles med at forsvare pædofili eller lignende. Man bliver hurtigt stemplet som et forfærdeligt menneske af befolkningen generelt og de hidsige feminister i særdeleshed.
Jeg tror ikke på den der med at forskellene kun er rent socialt konstrueret og at det bare handler om at nedbryde disse konstruktioner. Mænd og kvinder er fysisk forskellige og har derfor også forskelligt udgangspunkt.
Selvfølgelig skal det stå folk frit for at gøre hvad de har lyst til, men når man begynder på ved hjernevask eller tvang at ville tvinge kønnene til at være ens, så kapper det over. Tror ikke nødvendigvis at det er sundt for samfundet.Generelt handler lighed om at alle skal have lige muligheder til opnå deres potentiale. Ikke at alle skal være ens.
Aranyhajú Nyárszépe12-07-17 15:27
- ★★★★0
Generelt handler lighed om at alle skal have lige muligheder til opnå deres potentiale. Ikke at alle skal være ens.
Præcis. Lige muligheder, friheder og rettigheder. Lige betaling for lige arbejde. Når det er opfyldt, så kan man nydekønnenes forskelligheder.
Kvoter for jobs er også skørt. Man snakker kvoter for at komme i bestyrelser, men ikke kvoter for at blive jord- og betonarbejder, eller kvoter for mænd til at blive jordemødre eller pædagoger?
Det værste er nok, at vi rent faktisk bruger og spilder tid på ikke kun at snakke om forhold, som er helt og aldeles irrationelle, men også ind imellem ender op med at vedtage forslag, som fører irrationaliteten ud i livet. 
★★★★★1Moonlight (2016)
Inspireret i særdeleshed af både smertelige og livsbekræftende oplevelser fra sit eget hårde og turbulente liv kreerede manuskriptforfatteren Tarell Alvin McCraney i 2003 teaterstykket “In Moonlight Black Boys Look Blue” som desværre endte med at måtte eksistere en kummerlig tilværelse på skyggesiden i de efterfølgende 10 år. En skønne dag ville skæbnen det dog heldigvis anderledes og af tilfældighedernes kringlede og uforudsigelige veje valgte instruktør Barry Jenkins, der pudsigt nok selv havde mange fællestræk med McCraney, at genoplive hans skæbnehistorie som sit næste projekt.
Med en gruppe bøller fra skolen lige i nakken må det spinkle mobberoffer Chiron, (Alex Hippert), med øgenavnet Little, begive sig ud i en desperat flugt over stok og sten gennem sit hårdt belastede narkokvarter og ender langt om længe i den trygge favn hos den lokale gangsterboss Juan, (Mahershala Ali), der bekymret og beskyttende tager knægten til sig, som var det hans egen søn. På trods af Chirons efterfølgende opblomstring og stigende selvtillid, hvor beskeden den end måtte være, bliver håbet om en bedre fremtid konstant flået i småstykker for øjnene af den bette knægt grundet moderens, (Naomie Harris), selvdestruktive narkomisbrug og sideløbende svært uligevægtige vredesudbrud, der urimeligt påtvinger Chiron en ubærlig byrde af skyld og skam. Der er nemlig noget ved ham som ikke passer ind i det machodominerede miljø, og de ukendte følelser begynder for alvor at florere under venskabet med klassekammeraten Kevin, (Jaden Piner), der er den eneste på skolen som bakker ham op. Ti år senere mødes de to barndomsvenner igen i highschool, nu under endnu barskere omstændigheder, hvor et par voldelige sammenstød med Chirons perfide plageånder ender med at overskygge en spirende affære imellem de to unge mænd, hvilket får store konsekvenser senere i Chirons voksenliv, hvor han påtager sig en beskyttende machopersona som pusheren Black og et liv med kriminaliteten som fast holdepunkt. En uventet oprigning fra Kevin åbner dog pludselig en lille dør på klem og en mulighed for at ændre på den fastlåste fremtid for den nu hårdhudede gangster.
Der er noget forunderligt fængslende, underfundigt kontrastfyldt, og positivt nærmest magisk forførende ved sangen “Every Nigger Is a Star” som på sanseberusende vis introducerer Barry Jenkins sublime og Oscarvindende skæbneportræt “Moonlight”, der på smukkeste vis udspiller sig som en usandsynlig vellykket sammenblanding af socialrealistisk melodrama og episk kærlighedshistorie. For det må i sandhed have være skrevet et sted i stjernerne, at instruktør Barry Jenkins og forfatter Tarell Alvin McCraneys veje ville krydses på et tidspunkt. Ikke blot er de to homoseksuelle mænd nemlig opvokset samme sted i Liberty Square, Miami, men de deler minsandten også stort set samme forhistorie og opvækst i et nådesløst kriminelt macho miljø med begge deres mødre som værende fallerede autoritetsfigurer og junkier pint og plaget langt ind i sjælen af en massivt narkotikamisbrug. Med disse for et barn skræmmende og traumatiske faktorer in mente åbner Jenkins elegant og yderst effektivt første del af filmens multilagrede og nuancerede historie via introduktionen af gangsteren og faderfiguren Juan, der i en ambivalent beskrivelse af negativt ladet social arv både agere frelser og djævel på en og samme tid for filmens hovedperson, der samtidig kæmper en hård kamp med at forstå og acceptere sin seksualitet og dermed identitet i det miljø, han er opvokset i. Man forstår sagtens Chirons fascination af Juan, ligesom man også snildt kan sætte sig ind i den foragt, der bliver udvist fra moderens side som uhjælpeligt gidsel i et net spundet af selv samme frelser, der måske i virkeligheden via Chiron søger at frelse sig selv fra en sammenlignelig fortid.
Som de to cirkulerende autoritetsfigurer er både Mahershala Ali og Naomie Harris bragende gode og leverer begge præstationer som kryber helt ind under huden. Ali på sædvanlig cool og tilbagelænet vis er eksempelvis blændende i især to nøglescener, hvor han hhv. lærer knægten at svømme, (i hvad der minder om en slags dåb ritual), og senere under en ord udveksling ved middagsbordet hvor han lettere famlende men godt hjulpet på vej af sin kæreste Teressa, (solidt spillet af Janelle Monae fra “Hidden Figures”), forklarer at man ikke bør have noget som helst at skamme sig over blot fordi, at man er homoseksuel. Begge scener handler ultimativt om, at skabe sig og stå ved den identitet man selv føler er den rigtige, upåagtet hvad omgivelserne end måtte mene, og Barry Jenkins løser begge på forbindtlig vis med en rolig, underspillet og nøgtern tilgang til tematikken. Læg her bl.a. mærke til det beskedne ansigtstræk Teressa foretager under samtalen, som siger utroligt meget uden, at der bliver brugt et eneste ord. Med Naomi Harris er det derimod knap så subtilt i første halvdel af filmen, hvor hun får lov til at krænge hele sjælen ud i hendes stærke portræt af en sørgelig og ynkelig eksistens, der er tæt på at trække sin søn helt ned i sølet. Visualiseret på en måde så utrygheden og angsten driver ned af de slidte vægge og mærkes langt ind i hjertet på tilskueren. Men Harris får også lov til at shine senere i filmen i den helt modsatte ende af skalaen i en hjerteskærende scene, hvor hun søger om tilgivelse og hvor det var mere end svært for undertegnede at holde tårerne tilbage, grundet den måde det påvirker Chiron.
Selv samme utroligt afbalancerede og stilsikre visualisering ser man ligeledes udforme sig i skildringen af filmens to hovedpersoner Chiron og Kevin og deres identitetsskabende kærlighedshistorie, der over tre tidsperioder bliver spillet af hele seks forskellige og helt igennem fremragende skuespillere uden, at det på nogen måde er noget man lægger mærke til. Her må Barry Jenkins og co. i den grad roses for en ekstremt vellykket casting, hvor især udtryk i kropsholdning, ansigtstræk og øjne gør at skuespillerne smelter ubesværet sammen og skaber den perfekte illusion. De episk romantiske forviklinger der udgør filmens anden rammefortælling, introducerer Barry Jenkins allerede på sensibel vis i en scene sat i barneårene under en slags fodboldspil, som flot understreger de to knægtes følelser for hinanden, da Kevins udviser en både kærlig, beskyttende og empatiske side overfor den lettere tilskadekomne Chiron, der øjeblikkeligt tiltrækkes af sin vens reaktion, selvom ingen af dem endnu forstår hvorfor de føler som de gør. Senere i teenageårene hvor følelserne i forvejen sidder helt uden på tøjet, eskalere Barry Jenkins så volden og ikke mindst presset fra de omkringliggende heteronormative omgivelser repræsenteret ved filmens hadefulde og perfide bølle Terell og hans flok af loyale lemminger, der ser den anderledes Chiron som et faretruende symbol på svaghed, de nødigt selv vil smittes af. Parallelt med de brutale eskapader og i skærende kontrast, men hvad der også giver affæren imellem de to teenager sin vitalitet, introduceres man for en utrolig smuk og stemningsfuld scene på Chirons eneste fristed ved stranden, som er virkelig elegant og subtilt eksekveret med blot lyden af nærmest meditativt beroligende bølgeskvulp som baggrundstapet.
Grunden til at jeg fremhæver lyder her er, at effekten i sidste akt spiller en essentiel rolle i beskrivelsen af de følelser, de nu to voksne mænd har for hinanden. Det oplagte ville have været en traditionel flashback scene, men i stedet illustreres det med bravur qua en ganske simpel lydeffekt der høres svagt i baggrunden og som nok engang understreger Barry Jenkins sublime overblik og elegante måde at håndtere sin historie og karakterer på. Selvom alle i de to hovedroller som tidligere nævnt gør det særdeles fremragende, vil jeg nu alligevel fremhæve Trevante Jones og Andrè Holland, der spiller de to voksne roller. Ud over at have en virkelig god kemi sammen, fornemmes der konstant en nerve og sitrende energi i deres anspændte og længselsfulde måde at underspille på, der gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg havde mere end svært ved at holde tårerne tilbage det meste af sidste akt. “Moonlight” er en helt igennem sublim film, der mikser det bedste fra klassikere som “Boyz N The Hood” og “Brokeback Mountain” med en visuel og redigeringsmæssig stil, der lægger sig tæt op af Tom Fords mesterlige “A Single Man” i et vidunderligt fængende og barskt eftertænksomt sammensurium der gør, at “Moonlight” i mine øjne er et uomtvisteligt mesterværk.
10/10