Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Lights Out (2016)

     

    Spinkel lille horrorfilm, der bygger på en enkel ide og er baseret på instruktørens egen kortfilm, her forsøgt blæst op til en kort spillefilm. Forsøget er ikke dårligt, der er effektive gys og uhygge, men det er også ret gennemskueligt og rummer ikke umiddelbart meget historie.

    Man har forsøgt at gøre ideen bag lidt spidsfindig, give den lidt psykologisk tyngde og selv om forsøget er prisværdigt, bliver det aldrig til det helt store. Et par af klicheerne fungerer ellers overraskende godt, selv om de bliver lidt for ”in-your-face” til at lege med ens egen angst for det ukendte.

    Teresa Palmer i hovedrollen er dog hot som et sort tag i 45 graders sol, men nogen stor skuespiller ved jeg ikke om jeg synes hun er.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen20-07-17 15:36

  • 0

    Fantastic Four (2015)

    Gider egentlig ikke skrive så meget om den. Det var ikke SÅ dårlig som anmelderne have gjort den til, og havde nogle gode elementer hist og pist. Jeg synes at hele første akt var spændende nok, men da man når halvvejs ind i filmen, skifter den tone og så falder ALT til jorden. Dr DOOM var pinagtig ringe som skurk, og det taget i betragting af, at DOOMs karakter er så fandens karismatisk og ikke mindst ikonisk i tegneserien. Resten af castet gør det som sådan ok indtil ulykken sker, men efterfølgende manglede der karakterudvikling. CGI'en var heller ikke så vild igen.

    Det er ikke den værste film jeg har set, men måske den mest forglemmelige.

    4/10

    Kyllingebenet21-07-17 22:22

  • ★★★★1

    Spot on. Jeg var overrasket over den ikke var stinkende ringe. Men kun ringe :)

    Babo21-07-17 22:32

  • ★★★★★★0

    Dunkirk

    Der er tryk på fra start til slut - og det er sådan set det eneste filmen kan. Det er utrolig velproduceret - som i afsindig godt lavet - bulder og brag uden handling og med en minimal karakterudvikling. 

    Ordsproget "tomme tønder buldrer mest" er ikke helt upassende her. Der er så godt som ingen substans i filmen, og når der så endelig er, så føles det en lille smule forceret. Næsten hver scene er et form for klimaks i sig selv, og spændingskurven er på sit højeste hele tiden - men fordi man ikke har noget forhold til nogen af personerne, så får man ikke for alvor bidt negle.

    6/10

    Guldager21-07-17 22:59

  • ★★★★0

    Deep Blue Motherfuckin Sea yeaa blev til et gensyn med denne ganske underholdende med også dumme film :)

    Elwood22-07-17 00:39

  • 0

    Deep Blue Motherfuckin Sea yeaa blev til et gensyn med denne ganske underholdende med også dumme film :)

    Er der ikke noget med, at der kommer en toer? :P

    Kyllingebenet22-07-17 00:43

  • ★★★★0

    Er der ikke noget med, at der kommer en toer? :P

    Jo men ordet SyFy indgår så allerede der ringer alarm klokkerne for mig som jeg også "skrev" til den nyhed :)

    Elwood22-07-17 00:55

  • ★★0

    Gone in 60 seconds (2000)

    jeg er for ung til at jeg kendte til den originale, da denne film kom ud.. og i mellem tiden har jeg set den originale. Men hvor er den her version bare så meget bedre, ind den gamle... og ja det er sikkert fordi jeg er for ung til at forstå det :-).

    men den her version, gir bare så meget mere action og fed biljagt for pengene, og så uden at skule lave så mange buler :-D. Og Nic cage spiller godt, helt underspillet og alting og så får han lov til at snave Angelina Jolie og han lærte vidst også at køre bil, han er jo en af de få folk der laver sine egne stunts B-). 

    Jeg gir den 8/10 fordi alle i filmen er pisse gode.

    Weird_J22-07-17 22:26

  • ★★★★0

    The Congress - 4/10

    Filmen mangler ikke ambitioner, men ultimativt svækket af en uklar vision. Den sejler rundt i mange temaer, som ikke bindes ordentligt sammen og jeg mistede derfor interessen undervejs. Alt for mange bolde i luften. Var ellers fan af instruktørens Waltz With Bashir, men det her er noget værre rod. 

    Babo23-07-17 22:50

  • ★★★★★★0

    det her er noget fantastisk rod. 

    Fixed :)

    Guldager23-07-17 23:00

  • ★★★★★★0

    Don't Breathe (2016)

     

    En af den slags spændings/horrorfilm, der lever af at foregår i et meget afgrænset og ofte lettere klaustrofobisk område, som dermed skaber en voldsom intensitet. Det er også netop hvad der lykkes så godt her, når tre indbrudstyve forsøger at frarøve en blind krigsveteran en formue, som de har hørt han har liggende gemt væk i sit i øvrigt ret store og skræmmende hus.

    Stilen er set før, men den bruges ret optimal og selv om man ikke overraskes over diverse twist, man aner må komme, så er de ikke nødvendigvis forudsigelige. Det er god underholdning, neglebidende og ret nervepirrende som en god gang horror kan være.

     

    Bedømmnelse: 7/10

    T. Nielsen24-07-17 13:09

  • ★★★★★★0

    Frances Ha (2012)

     

    Jeg kan på en måde, godt sætte mig ind i at folk kan fanges ind, af denne ofte lille banale, men måske også en smule livskloge eller pudsige fortælling der, vil jeg tro, må ramme plet hos visse grupperinger (særligt i større byer?) som kan genkende et stykke fra den verden de synes at kende. Der er bare ikke meget, der minder om den verden jeg er født i eller kender.

    Det er for så vidt også mindre vigtigt, hvis jeg er med og på en måde, så var jeg. Jeg kan bare ikke sige mig fri for, samtidig også at finde filmens hovedperson frygteligt umoden på den der dybt irriterende facon, med hovedet helt oppe i egen røv. Givet, hendes kejtethed og ofte uheldige sociale optræden skal opfattes charmerende. Det kunne jeg bare ikke. Så hvor instruktør Noah Baumbach især ramte plet hos mig med ”The Squid and the Whale”, som jeg fandt mesterlig, så fik jeg helt ødelagt filmen her af specielt hovedpersonen.

     

    Bedømmelse: 5/10

    T. Nielsen24-07-17 16:44

  • ★★★★★★0

    45 Years (2015)

     

    Der er så mange fine små nuancer i skuespil, det sagte og usagte i løbet af fortællingen, samt livskloge betragtninger under overfladen, eftertanke og begavet modenhed i denne film. Uden på noget tidspunkt, at forcere en historie om refleksionen over et liv levet, får vi smukt og også sørgmodigt fortalt mere end mange historier med langt større armbevægelser formår at gøre.

    I hovedrollerne er både  Charlotte Rampling og Tom Courtenay velvalgte. Rampling med den ofte lidt kølige facade, der tydeligt krakelerer bag det ofte rolige udtryk, hvor en storm af tvivl, frygt og forvirring raser. Men også Courtenay rummer en dybde som den lettere distanceret ældre mand, der har sine hverdagsdæmoner og fortidige hemmeligheder som aldrig forløses i en let løsning.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen24-07-17 17:02

  • ★★★★1

    One, Two, Three (1961)

    www.youtube.com/watch

    Med de to eksplosivt velskrevne knaldperler og kæmpesucceser “Some Like It Hot” og “The Apartment” i bagagen tog mesterinstruktøren Billy Wilder nok engang sin mest loyale samarbejdspartner, manuskriptforfatteren I.A.L. Diamond, under armen i forsøget på at lave et vaskeægte hattrick af spidsfindig og knivskarp satire, der skulle spidde den amerikanske folkesjæl via en skæv krøllet humoristisk rejse til det opdelte Berlin for at løfte jerntæppet og kilde kommunismen under sine rødglødende fødder.

    Året er 1961 og trods det, at Berlinmuren kun er i sin spæde begyndelse, er linjerne allerede trukket skarpt op mellem det autoritetstro og kommunist-solidariske øst og det kapitalist-liderlige og dekadente vest. I sidstnævnte går livet sin vante små- hektiske gang for den temperamentsfulde C.R. MacNamara, (James Cagney), der står for ledelsen af den lokale Coca Cola fabrik, hvor han har sit daglige hyr med at kapere sine tyske medarbejdere og i sær sin tyske assistent Schlemmer, (Hanns Lothar), som har mere end svært ved at lægge sin fortid under Adolf Hitler bag sig. Dette viser sig dog hurtigt som værende det rene vand i forhold til den bølge af problemer, der pludselig skyller ind over den lettere stressede Mac, som nu både skal håndtere tilnærmelser fra sin erotisk skvulpende sekretær Ingeborg, (Liselotte Pulver), alt imens Macs kone Phyllis, (Arlene Francis), og hans to børn melder deres ankomst for at holde et par ugers ferie. Som om der ikke var rigeligt at se til, sætter Mac samtidig gang i en storstilet plan med en russisk delegation fra Østberlin om en udvidelse af markedet på læskedriksfronten, som på sigt skal bringe ham højere op i hierarkiet hos Coca Cola koncernen. Skæbnen vil det dog irriterende nok anderledes, da den øverste og meget patriotiske direktør blander sig fra USA og i stedet beder Mac om at agere barnepige for chefens stang liderlige og flyvske teenager datter, der trænger til en opdragende hånd efter hun har datet det meste af Europa. Just som tingene ser ud til at falde i hak, vælter korthuset dog totalt for den stakkels Mac, da det viser sig at datteren under sit ophold i Berlin i al hemmelighed har giftet sig med den ræverøde bolsjevik Piffl, (Horst Buchholz). Og nu er gode råd dyre, for samtidig melder direktøren med frue deres ankomst for at hente datteren retur til staterne.

    Man kan ikke ligefrem beskylde Billy Wilder og I.A.L. Diamond for at gå stille med dørene i denne oftest rablende vandvittige og herligt skøre koldkrigskomedie, som i bedste screwball stil marcherer derudaf i et afsindigt hæsblæsende tempo, (dirigeret af Aram Khachaturians vildt stressende “Sabre Dance”), hvor man skal holde tungen mere end almindeligt lige i munden for at fange de mange jokes og referencer, som filmen excellerer i. Let, luftigt og elegant, men stadig med masser af humoristisk tyngde doseret på de helt rigtige tidspunkter, danser den dynamiske duo rundt på grænsen mellem øst og vest, hvor ingen går ramt forbi, når de utallige satiriske spredehagl affyres fra den store latterkanon. Således er det, der umiddelbart sagtens kunne ligne en kæk propagandafilm ingenlunde tilfældet selv om filmens protagonist, og hvem “One, Two, Three” er centreret omkring, netop er prototypen på en typisk ærkeamerikansk og bedrevidende vesterlænding i vanlig karismatisk skikkelse af den legendariske James Cagney, der herligt lægger meget af sin egen skuespilmæssige identitet som national skjald i rollen som den rapkæftede Mac. For Wilder og I.A.L. Diamond gør nemlig en dyd ud af at sløre linjerne, når modsætningerne mødes et sted i midten af den komiske gråzone, hvor demokrati og frihed bliver syrligt sidestillet med prestige, grådighed og konsumerisme og Mac med noget der mest af alt minder om en manipulerende, selvcentreret alfons, der gladelig lader sin sekretær prostituerer sig selv i jagten på at opnå resultater, der kan fremme hans egen position.

    Dette absurde men også meget sammenlignelige og klukkende morsomme spejlbillede på øst og vest som karaktererne repræsenterer, og hvor principper og loyalitet åbenlyst er en by i Rusland, udfoldes allerbedst i Macs konfrontationer med den russiske delegation bestående af tre særdeles dameglade og vodkadrikkende herrer, der giver den max gas, (bl.a. i en helt forrygende sjov biljagt), i en herlig overspillet form for Three Stooges rutine, hvor der liderligt bliver solgt ud af det kommunistiske arvesølv. Jo vist er stilen karikeret, vulgær og til tider endda grænsende til det sexistiske, (især i scenerne hvor den svært svulstige Marilyn Monroe lignende sekretær Ingeborg og den lallende naive teenager datter Scarlett indgår), men alt dette betyder i mine øjne uendeligt lidt, når blot satiren bag er så skarpt skrevet som den er, og hvor de nævnte ironiske pointer om hykleri og dobbeltmoral på tværs af grænserne, trods de på overfladen cirkusagtige løjer, går rent ind. Desuden ophæver Billy Wilder også hele den kønsdiskriminerende debat i portrættet af Macs skarpt observerende kone Phyllis, der konstant er et skridt foran sin hurtigsnakkende og udspekulerede husbond. Samme grumsede tvetydighed som Mac og delegationens eskapader illustrerer, benytter Wilder og co. sig ligeledes af i portrættet af Mac som den frelsende engel, der skal forsøge at manøvrere rundt i de romantiske forvikling spundet af Scarlett og den kommunistfordærvede ungersvend Piffl, der spilles af det unge stjerneskud Horst Buchholz, hvem James Cagney ifølge rygtebørsen skulle have hadet som pesten under indspilningerne.

    Hvor meget der er pyntet på historien sidenhen, skal jeg lade værre usagt, men tydeligt er det, at de to modpoler i filmen ligner nogen som godt kunne finde på at uddele øretæver til hinanden, hvilket dog egentlig kun gør konfrontationerne mellem de to mænd bedre og mere intense. I hvad der ret beset er filmens hjerte i romancen mellem øst og vest, er moralen hvad angår Macs ageren i den hæsblæsende finale, (hvor tempoet er skruet så højt op, at man frygter for James Cagneys helbred), samt det endelige slutresultat med et mere end grotesk identitetsskifte, absolut til diskussion for nu at sige det mildt. For er Macs heltemodige indsats egentlig noget der fortjener stående applaus, eller er det blot et tegn på skruppelløse spekulationer for egen vindings skyld? Svaret ligger måske et sted imellem boblerne i de allersidste scener, men dette er dog helt op til tilskueren selv at bedømme. Min eneste anke mod “One, Two, Three” er at filmen føles en anelse for lang, hvilket gør at finalen står lidt i stampe inden den store forløsning. Men ellers er der her tale om en screwball-komedie af allerfineste kaliber, svøbt ind i skarp politisk satire der buldrer derudaf med et vognlæs af jokes på størrelse med panserkrydseren Potemkin. Alt sammen anført af en usandsynlig veloplagt James Cagney som kækt styrer denne mesterligt lumre og vandvittigt sjove skude i sikker havn. Ring-A-Ding-Ding!

    9/10

    NightHawk24-07-17 18:37

  • ★★★★1

    Tak for en fyldestgørende anmeldelse, selvom jeg ikke er helt enig :)

    Mht. Horst Buchholz og James Cagneys er det interessant at bemærke, at Cagney faktisk reddede Buchholz' liv få dage inden optagelserne sluttede (i hvert fald ifølge Buchholz selv og bogen "Nobody's Perfect: Billy Wilder - A Personal Biography").

    Buchholz kørt galt i sin Cadillac og blev bragt til hospitalet i bevidstløs tilstand. Her ventede Billy Wilder sammen med Buchholz ' kone på lægernes dom. Lægerne fortalte, at han ikke havde nogen ydre skader, men at fordi rattet var blevet bøjet, havde han måske indvendige blødninger, og de anbefalede derfor en operation for at tjekke. Konen mente ikke, at Buchholz ville bryde sig om dette og afslog, men Wilder sagde til hende, at hvis de tog fejl, ville han få et lille ar, men hvis noget var galt, ville de finde det og fixe det.

    Hun accepterede, og det viste sig så, at Buchholz kun havde haft få timer tilbage at leve i, hvis han ikke var blevet opereret.

    chandler7524-07-17 19:18

  • ★★★★★★1

    Dolores Claiborne
    Der er et ret fantastisk cast i Dolores Claiborne - skuespillere, som jeg ikke dyrket, men som altid tiltaler mig: Jennifer Jason Leigh, John C. Reilly, David Strathaim, Bob Gunton og ikke mindst Kathy Bates - og Christopher Plummer, men han har aldrig sagt mig så meget. Det er dog ubetinget Kathy Bates, der stjæler filmen. Som den stenhårde Dolores Claiborne gennemgår hun hele følelsesregisteret, og det er helt fantastisk.

    Filmens fortælling, der delvis er fortalt i flashbacks, holder en hen i spænding, selvom man godt kan regne noget af historien ud. 

    Det er en god thriller med en helt fantastisk Kathy Bates, der dog ikke formår at holde spændingen hele vejen igennem. De sidste 15 minutter er også de svageste minutter af filmen. Ikke dårlig, bare ikke på niveau med resten.

    8/10

    Guldager24-07-17 23:45

  • ★★★★0

    Tak for en fyldestgørende anmeldelse, selvom jeg ikke er helt enig :)

    You're Welcome. :)

    Ja, jeg kan huske, at vi lå et stykke fra hinanden både mht. den samlede bedømmelse og karakter. Jeg kan dog godt se det fra din vinkel, for som Bruce også skrev, så er "One, Two, Three" rigtig nok en film, som man skal være i det rette humør for at kunne acceptere fuldt ud. Stilen kan for nogle nemlig godt være for meget af det gode, så det har jeg fuld forståelse for. :)

    Mht. Horst Buchholz og James Cagneys er det interessant at bemærke, at Cagney faktisk reddede Buchholz' liv få dage inden optagelserne sluttede (i hvert fald ifølge Buchholz selv og bogen "Nobody's Perfect: Billy Wilder - A Personal Biography").

    Buchholz kørt galt i sin Cadillac og blev bragt til hospitalet i bevidstløs tilstand. Her ventede Billy Wilder sammen med Buchholz ' kone på lægernes dom. Lægerne fortalte, at han ikke havde nogen ydre skader, men at fordi rattet var blevet bøjet, havde han måske indvendige blødninger, og de anbefalede derfor en operation for at tjekke. Konen mente ikke, at Buchholz ville bryde sig om dette og afslog, men Wilder sagde til hende, at hvis de tog fejl, ville han få et lille ar, men hvis noget var galt, ville de finde det og fixe det.

    Hun accepterede, og det viste sig så, at Buchholz kun havde haft få timer tilbage at leve i, hvis han ikke var blevet opereret.

    Interessant historie og en både fascinerende og rørende afslutning på Buchholz og Cagneys magtkamp. Jeg kende ikke selv til bilulykken og detaljerne, så tak for god og interessant læsning. :) 

    NightHawk25-07-17 00:42

  • ★★★★1

    Ok, jeg er overbevist Nighthawk :) Den lyder som noget i min boldgade. Jeg er en sucker for screwball og jeg plejer at kunne håndtere, hvis det "bliver for meget" :)

    Tak for den grundige gennemgang!

    Bruce25-07-17 13:20

  • ★★★★0

    Ok, jeg er overbevist Nighthawk :) Den lyder som noget i min boldgade. Jeg er en sucker for screwball og jeg plejer at kunne håndtere, hvis det "bliver for meget" :)

    Tak for den grundige gennemgang!

    Det glæder mig at høre. Du må have rigtig god fornøjelse med filmen, når du får den bestilt hjem. :)

    Og tak for de pæne ord. :)

    NightHawk25-07-17 16:44

  • ★★★★0

    Selv tak :)

    Bruce25-07-17 19:49

  • ★★★★0

    Lights Out (2016)

     

    Spinkel lille horrorfilm, der bygger på en enkel ide og er baseret på instruktørens egen kortfilm, her forsøgt blæst op til en kort spillefilm. Forsøget er ikke dårligt, der er effektive gys og uhygge, men det er også ret gennemskueligt og rummer ikke umiddelbart meget historie.

    Man har forsøgt at gøre ideen bag lidt spidsfindig, give den lidt psykologisk tyngde og selv om forsøget er prisværdigt, bliver det aldrig til det helt store. Et par af klicheerne fungerer ellers overraskende godt, selv om de bliver lidt for ”in-your-face” til at lege med ens egen angst for det ukendte.

    Teresa Palmer i hovedrollen er dog hot som et sort tag i 45 graders sol, men nogen stor skuespiller ved jeg ikke om jeg synes hun er. 

    Bedømmelse: 6/10

    Det bedste er "kærestens reaktion" til sidst. Man må næsten juble over, at en mandlig kæreste til hovedpersonen i en gyserfilm agerer rationelt. :) Er det set før?

    Bruce25-07-17 19:54

  • ★★★★★★0

    Det bedste er "kærestens reaktion" til sidst. Man må næsten juble over, at en mandlig kæreste til hovedpersonen i en gyserfilm agerer rationelt. :) Er det set før?

    Ja det var fedt han viste ikke at være den beregnet vatpik, men rent faktisk en hård brugbar dildo....ja beklager mit ordvalg, men du ved hvad jeg mener:)

    T. Nielsen25-07-17 20:11

  • ★★★★0

    Ja det var fedt han viste ikke at være den beregnet vatpik, men rent faktisk en hård brugbar dildo....ja beklager mit ordvalg, men du ved hvad jeg mener:)

    Yes ;)

    Bruce25-07-17 20:30

  • ★★★★★★1

    E.T. the Extra-Terrestrial (1982)

     

    I hjertet har jeg nok i virkeligheden altid elsket Spielberg’s smukke film om et besøg af en lille rynket gut fra verdensrummet. Filmen kom bare på det helt forkerte tidspunkt for mit vedkommende, dengang den kom frem. Et par år tidligere eller senere, men ikke lige her.

    Jeg var 12 år, hormonerne rasede i min krop, jeg var et barn men følte mig ikke længere sådan, eller måske var jeg en lille voksen der ikke vidste hvad det ville sige. Uanset, så var jeg kommet tidligt i puberteten, hvad der betød mindre da jeg et år eller to forinden havde set Spielbergs mesterlige klassiker ”Raiders Of The Lost Ark”. Det var et vildt actioneventyr, lettere blodigt og frækt, den kunne ”mænd” godt se. Men ”E. T.” var en i mine (påtagede) øjne familie/børnefilm med børn i de bærende roller og selv om jeg gerne ville, kunne jeg ikke tage den helt ind. Jeg fandt det lidt flovt, selv om jeg havde glædet mig ualmindeligt meget til at se den, da Spielberg allerede på dette tidspunkt var mit store idol.

    Bedre gjorde det ikke oplevelsen i biografen, at der tæt ved mig og kammerat Allan sad nogle piger på vores alder. Jeg havde i forvejen altid været ret ambivalent i forhold til det modsatte køn og aldrig ville lege med piger sådan rigtigt. Jeg havde været en ”rigtigt dreng” der legede ”drengelege” og i hvert fald ikke gad lege med piger. Men nu var de jo pludselig interessante på en anden og mere mystisk/fascinerende og tiltrækkende facon og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle det.

    Bedre blev det heller ikke, da min kammerat højlydt under filmen sagde ”Sidder du og tuder?”. Jeg blev dybt pinlig, nærmest vred og i hvert fald ret irriteret, ”Det gør jeg ikke hvert fald ikke!”. Det gjorde jeg nu egentlig heller ikke, men normalt kunne jeg godt fælde en tåre til en film, men det skulle ikke indrømmes her og da slet ikke til en børnefilm, for helvede da.

    Jeg fandt dog filmen god, men den blev ikke rigtigt en indgroet del af mit dna som andre af datidens film og jeg rammes ikke af de mere nostalgiske følelser, man indimellem kan have for film der har været store cinematiske oplevelser i barndommen. Siden genså jeg den dog nok, måske på VHS eller DVD, jeg husker det ikke, men den stod aldrig hos mig som en af de helt store og vedhængende oplevelser. Det var først da jeg ca. 30 år efter genså den i biografen, at jeg pludselig tog den helt ind, åbnede op og fik den magiske oplevelse, som jeg snød mig selv for dengang.

    Der er nu også masser at holde af, elske og beundre. Først skal musikken af ikonet og mesteren John Williams nævnes. Fra de små intime og meget bevægende flotte passager, til det langt mere storladne og episke. Den er fremragende, det er en mester på toppen.

    Derudover iscenesætter Spielberg lige så ekskvisit og han har aldrig været bedre end de år fra ”Jaws” og hertil, hvor han helt fantastisk balancerer det mere dagligdags familiedrama af den stille slags med en fortælling større end individet. Sine steder er det måske lidt naivt, men altid på den sympatiske og indtagende måde, der giver det et begavet fundament.

    Direkte og indirekte får Spielberg da også både rørende og eftertænksomt inddraget fine og evigtgyldige temaer om savn, tab, sorg, overgangen mellem barn og voksen, venskaber og hvad der ellers ofte rører sig i os som mennesker. Der er også større, men dog lige så universelle temaer, der i en dårligere instruktørs hænder kunne have føltes ret poppet, særligt set med dagens øjne. Hos Spielberg føles de bare helhjertede og ærlige, i hvert fald her.

    På den måde får Spielberg en film om et besøg fra rummet, til at blive en af de mest menneskelige varme og oprigtige humanistiske film jeg har set, endda ret så jordnært. Det her er filmmagi og filmkunst, når den både er mest underholdende og samtidig har noget på hjertet.

    Teknisk er filmen flot lavet, sine steder dog erkendt dateret at se på. Det gør intet, der er ofte noget langt mere lækkert stoflighed over en dukke der er til stede, end oppustede cgi figurer og desuden, en god historie er en god historie uanset og det her er en enestående god historie, bragende godt fortalt.

     

    Bedømmelse: 10/10

    T. Nielsen27-07-17 15:10

  • ★★★★★0

    Bare rolig, piger kan godt lide drenge, som tør tude til E.T. ;) 

    Lars!27-07-17 15:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen