Smokey and the Bandit (1977)
www.youtube.com/watch
På de dampende varme og dæk-dunstende asfalterede sletter mellem Atlanta og Texas må endnu en øl smuglende trucker se sig besejret af den gustne ordensmagt, der uvidende sikrer den excentriske olie-milliardær Big Enos og hans gnom af en søn endnu en sejr i et nyligt indgået væddemål om at køre et vognlæs ulovlige bajere fra Texas til Atlanta uden at blive spottet af lovens lange arm. For at få lidt spænding omkring udfaldet af den umiddelbart umulige udfordring beslutter duoen sig derfor til at hyre den legendariske trucker, racerkører og notoriske trussetyv Bo “Bandit” Dunville (Burt Reynolds), som får 28 timer til at udføre, hvad ingen før ham nogensinde har lykkedes med. Trods en hvis sund skepsis om at der måske kan være ugler i mosen, kan Dunville dog ikke stå for at se sig selv udødeliggjort og nå ja, så hjælper det naturligvis også på sagerne med udsigten til at få 80.000 labre dollars lige ned i handskerummet så frem i fald, at han skulle få succes med sit vanvidsridt. Den farefulde færd kan dog ikke løses på egen hånd, så derfor kontakter Dunville fluks sin gamle makker Cletus “Snowman” Snow (Jerry Reed), der får til opgave at fragte de mange kasser med gylden eliksir, mens Bandit vil udfolde sin magiske kørerevner i sin nyligt erhvervede Pontiac Trans Am og agere kombineret drilsk lokkedue og kamikaze agtig kaospilot i sådan en grad af politiet bliver mere rundtossede end en fulderik på glatis.
1 lager og 400 kasser klirrende kolde bajere senere er den dynamiske duo på vej retur mod Atlanta, da Dunville nærmest bogstavelig talt støder ind i den hurtigt snakkende brud Carrie (Sally Field), der er på flugt fra både sit bryllup og i særdeleshed sin temmelig hjernedøde gom, som tilfældigvis og uheldigvis er søn af den svært koleriske og ekstremt temperamentsfulde sherif Bufford T. Justice (Jackie Gleeson), som indædt og i fællesskab med sønnike har iværksat den helt store jagt på at få bruden og ikke mindst sin tabte ære retur. Mens Dunville og Carrie med 180 i timen og håret blafrende vildt i vinden lærer hinanden bedre at kende, intensiverer det lokale, emsige og kontrære bondepoliti, der har mere end svært ved at følge med i det hæsblæsende høje tempo, deres gumpetunge forsøg på at få skovlen under den fartglade bandit og hans kompagnoner, som provokerende håner autoritetsmagten lige op i ansigtet med en oktan drevet fuckfinger af guds nåde. Undervejs de mange jagter tværs gennem landskabet begynder Carrie så småt at forelske sig i den kække bandit, der med sine vilde bevægelser på de støvede landeveje får det til at skælve i understellet hos sin medpassager, alt imens lovens lange arm af bonderøvsbetjente må se sig selv taget med bukserne helt ned om anklerne i deres mere og mere desperate forsøg på at punktere den sexede fartdjævels hede drømme om succes, da det efterhånden viser sig, at Dunville ikke blot har charmeret en enkelt person men det meste af lokalbefolkningen, der pludselig har fået et herligt autoritetsbekæmpende idol i den fartglade stratenrøver af en chauffør.
Med et smørret grin og et lummert glimt i øjet lægger den tidligere stuntmand i verdensklasse Hal Needham kækt for land i sin debut som instruktør med en action-komedie så underholdende og hæsblæsende, at man flere gange undervejs de muntre løjer er tæt på at miste pusten, særligt når det omvandrende sexsymbol Burt Reynolds fræsende frækt lufter sin sorte Trans-Am og potensforlænger i en vild blanding af forførende eksplosive støvskyer og rebelsk osende gummidæk for fuld udblæsning. På befriende ærlig og herlig vis forsøger Hal Needham på ingen måde at underspille sin store kærlighed til nervepirrende og dødsforagtende stunts eller løsslupne biljagter, der af selv samme årsag derfor også udgør det hårdt pumpende hjerte i maskinrummets øredøvende motor, gemt bag et tyndt men stilfuldt lakeret plot som får filmens ydre karosseri til at fremstå uimodståeligt imødekommende og effektivt fængende til trods for det manuskriptmæssigt sparsomme malerarbejde.
Men trods den, for at sige det mildt, simple præmis lykkedes det alligevel Hal Needham på ganske imponerende vis konstant at gøre sin film og sine karakterer interessante i de perioder, hvor biler og stunts ikke har førsteprioritet ved at styre elegant uden om fortællermæssige faldgruber og foretage elegante spring over selv den mindste smule som bare kunne minde om dødvande, takket være et helt igennem fremragende og super charmerende cast, der ud over at have mere end almindelig god kemi sammen får frit lejde til at improvisere i samtlige scener, ikke mindst med dialogen, hvilket gør “Smokey and the Bandit” til et overdådigt tag selv bord af klukkende morsomme oneliners og vignetter, der snildt gør at man ignorere den manglende substans og bare smækker fødderne op på bordet og hygger sig med de fjollede løjer.
Oprindeligt var det Burt Reynolds trucker-sidekick, spillet af den mindre kendte musiker Jerry Reed, der skulle have givet den max gas som den kække rebel Bandit. Men Hal Needham valgte klogt nok at udskifte Jerry Reed i hovedrollen med den mere attraktive Burt Reynolds og gjorde i stedet brug af Reeds hhv. åbenlyse humoristiske evner som jargon slyngende sprællemand og lyriske evner som en slags alvidende metafortæller, der gennem indlagte musiknumre undervejs (eller en slags musikalsk voice-over giude om man vil) berettede om en moderne western fabel og dens legendariske protagonist opgør mod autoriteterne. I hovedrollen som selvsamme legende, The Bandit, er Burt Reynolds helt igennem forrygende humoristisk underspillet og parodierende macho cool som den herligt selvsikre og liderlige legende med benzin i blodet og et fast greb om gearstangen, hvilket gør ham til en herlig son of a bitch, der er umulig ikke at holde af.
Heldigvis har Sally Field, i en vidunderlig kæk og energisk rolle, ingen problemer med at matche Burt Reynolds charme og duoen udgør hurtigt et skæppeskønt og meget morsomt makkerpar, hvis pingpong dialog ofte slår ligeså mange gnister som udstødningsrøret på den rullende sexmaskine, som bandit er kaptajn på, mens de zigzagger ind og ud mellem det lidet flatterende sydstatspoliti, der endnu engang (hvilket man har set utallige eksempler på i amerikanske tv-serier og film) må finde sig i at blive hånligt udstillet som en flok indavlede og småtbegavede båtnakker, som udelukkende takket været narcissistiske hensyn har fået et job hos lovens lange arm.
Ja gu fanden er det en kliche mere udslidt end dækkene på Bandits labre Trans-Am, men det gør det bestemt ikke mindre underholdende, særligt når bondepolitiet personificeres så hylende over the top, som det er tilfældet i skikkelse af Jackie Gleasons ekstremt iltre, svært rødmossede og hysterisk emsige sherif, der gerne giver sit uduelige sidekick af en søn en god sviner eller ti undervejs deres hektisk forcerede jagt. Jackie Gleason er i den grad i humoristisk hopla her og er flere steder tæt på at stjæle rampelyset fra det øvrige cast i en rolle, der ikke bare er en af hans allerbedste men også allersjoveste. Man kan se på Burt Reynolds i den scene de har sammen på en burgerbar, at han har svært ved at holde masken og jeg grinte ikke blot her men også flere gange undervejs så meget, at tårerne trillede ned af kinderne over Jackie Gleasons perfide perlerække af improviserede harske spydigheder og selvfede fremhævninger at sit eget ego. “Smokey and the Bandit” er måske ikke stor filmkunst, men mindre kan bestemt også gøre det og om ikke andet, er det bare en allerhelvedes underholdende film, som med 180 km i timen vil sætte godt gang i lattermusklerne og efterlade seeren med et stort og veltilfreds smil.
8/10
