★★★★★★1Ikke helt, så absolut, men begge fucker helt op med forlæg og stamtræ, som udgør det essentielle for, at Bond er Bond.
Bond er blevet en ny slagmark for den vanvittige kønsidentitetspolitik, intet andet.
Jeg er helt enig i at det drejer sig om dette. Uanset om man synes det er en god ide eller ej, kommer vi næppe uden om at det er der den trykker.
T. Nielsen29-08-18 12:51
★★★★1Bully, 2001
Meget nervebetonet drama om en gruppe unge, der planlægger at slå en usympatisk bølle ihjel. At filmen er baseret på en sand historie gør den ikke mindre spændende. Dog ikke på højde med instruktørens ‘Kids’. 7/10
★★★★★★3Jeg tror, at du også vil medgive, at forandringens "størrelse" er af en lidt anden art.
Lidt som at genindspille Rødder med George Clooney som Kunta Kinte.
Det er jo hele pointen. Det er en fiktiv figur fra en omgang knaldromaner, hvor selv skaberen af figuren ikke var mere stålsat omkring figurens ophav, end at han var villig til at pille ved det, fordi han godt kunne lide Connery.
★★★★★★3Jeg kunne dog tænke mig at spørge, i al respekt, hvorfor du Bruno finder det vanskeligt at respektere at der findes mennesker der helst set at Bond er en hvid mand, at du næsten finder det nødvendigt at udskamme dem og i hver fald argumentere imod? Jeg mener det ikke provokerende, selv om et sådan spørgsmål hurtigt kan lyde sådan. Jeg er blot ekstrem nysgerrig på hvad der rører sig i f.eks dig i forhold til dette. Så hvis du har lyst til at svare, ville det være fedt.
Det har jeg nu ikke, jeg har et problem med argumenterne, samt jeg endnu ikke har fundet nogen der kan komme med en fornuftig forklaring på, hvorfor hudfarven er hvor man tegner en streg i sandet, mens alle andre forandringer igennem tiden bare er super-duper.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke ved, at verden ikke er så sort/hvid, at man enten er for eller imod forandring.
Som du måske husker, har jeg flere gange argumenteret for, at Bond som hvid mand giver 100% mening, hvis det er en historisk kontekst, altså hvis man gik tilbage til at fortælle historier der foregik under den kolde krig. Skift af hudfarve, selv en kontrast som lå indenfor det daværende engelske imperium, ville ikke give mening i den sammenhæng, hvis personen skal fremstå som en troværdig hemmelig agent.
★★★★★★3Det har jeg nu ikke, jeg har et problem med argumenterne, samt jeg endnu ikke har fundet nogen der kan komme med en fornuftig forklaring på, hvorfor hudfarven er hvor man tegner en streg i sandet, mens alle andre forandringer igennem tiden bare er super-duper.
Som du jo selv ofte antyder, så er der da heller ingen der har sagt at de synes at alle andre ændringer der har været, de er super-duper. Faktisk mindes jeg brok, kritik og klager ved de fleste ændringer der har været med karakteren?
Det med en fornuftig forklaring, som du mangler. Skal du nødvendigvis have det, for at respektere en anden mening. Du efterspørger vel en form for rationel argument, på noget der måske er følelsesmæssigt funderet? Jeg kan uden problemer sætte mig ind i de argumenter der meget præcist ridser op, hvorfor Bond godt kan være en sort mand og det giver såmænd også god mening på mange måder. På samme måde som en moderne og nutidig Pippi Langstrømpe ville kunne være en indvandrerpige med muslimsk baggrund, Batman kunne være adopteret asiat osv osv.
Jeg har heller intet direkte rationelt argument imod, andet end at jeg ikke er vild med at de ændrer for meget på hvordan noget oprindeligt er skabt. Nu tænker du, at det har de da allerede gjort og det er givet korrekt. Jeg har læst et par enkelte Bond romaner (var ikke imponeret), men det er igennem filmene jeg har dannet mig en mening om hvordan Bond skal se ud og også hvordan han skal være. Det er det mest rationelle jeg ville kunne sige, at det er den følelse jeg har. Der er intet racistisk, nedgørende eller surt bag. Det er blot sådan jeg har det og måske også sådan flere andre "bare har det", uden at du kan forvente et svar som at Bond kan ikke være sort, fordi der findes ingen sorte i England (blot et fjollet eksempel), for at det skal give mening.
Hvorfor ser du så gerne en sort Bond? Det må du vel ønske, siden du bruger så meget krudt på at svare igen til folk der ikke ønsker det?
T. Nielsen29-08-18 21:30
★★★★3God opsummering Thomas.
Race, hudfarve, whatever .... er mig så ligegyldigt i den rigtige som virkelige verden. Kontekst er gud og jeg så ingen grund til, at hvide spillede rollerne i Exodus med skosværte. Passion of the Christ, Apocalypto, aramæisk, indfødte. Det var fedt. Kontekst.
Suspense of disbelief i tidligere tider, hvor man havde andre forhold. Og derfor virker Peter Sellers i The Party, Alec Guiness i Lawrence ... well sort of.
Sort Bond er bare en ren omvæltning for hele Bonds baggrund og dermed for mig ikke mere Flemings vision og dermed har jeg personlig ikke lyst til at kigge med mere. Dertil er Bond bare for ikonisk en karakter og der er ikke en døjt racisme heri.
Hvorfor skulle jeg så være fan af Idris i Luther, Denzel i whatever etc.
★★★★★★3Det med en fornuftig forklaring, som du mangler. Skal du nødvendigvis have det, for at respektere en anden mening. Du efterspørger vel en form for rationel argument, på noget der måske er følelsesmæssigt funderet? Jeg kan uden problemer sætte mig ind i de argumenter der meget præcist ridser op, hvorfor Bond godt kan være en sort mand og det giver såmænd også god mening på mange måder. På samme måde som en moderne og nutidig Pippi Langstrømpe ville kunne være en indvandrerpige med muslimsk baggrund, Batman kunne være adopteret asiat osv osv.
Du misser noget af min sætning og pådutter mig en holdning, som jeg ikke har givet udtryk for - jeg skriver "samt jeg endnu ikke har fundet nogen der kan komme med en fornuftig forklaring på, hvorfor hudfarven er hvor man tegner en streg i sandet".
For at skære det ud i pap, så kommer diskussion op, eksempelvis i den tråd der lige har været, nogen skriver "Bond skal ikke være sort fordi.." og når jeg så har spurgt specifikt hvorfor hudfarven er et problem, når de andre forandringer ikke er, så kommer der ikke en forklaring.
Præcis tegneserieeksemplet er glimrende, fordi der netop findes et utal af forskellige variationer af de forskellige populære figurer og Batman har haft et asiatisk run, genudgivet i vesten for ganske få år siden under titlen Batman Manga.
Det er blot sådan jeg har det og måske også sådan flere andre "bare har det", uden at du kan forvente et svar som at Bond kan ikke være sort, fordi der findes ingen sorte i England (blot et fjollet eksempel), for at det skal give mening.
Jeg mindes ikke at have givet udtryk for, at jeg ikke respekterer din holdning.
Hvorfor ser du så gerne en sort Bond? Det må du vel ønske, siden du bruger så meget krudt på at svare igen til folk der ikke ønsker det?
Det mindes jeg heller ikke at have givet udtryk for. Jeg har endda specifikt skrevet, at jeg ikke tror på at Elba bliver det pga. hans alder. Hvad jeg har givet udtryk for er, at jeg ikke har et problem med at man leger med figuren. Om Bond er en kvinde, mand, muslim, kristen, jehova.. jeg er helt ligeglad, så længe der kommer en god historie ud af det. Jeg er også ligeglad med om det tjener en eller anden neo-marxistisk dagsorden, eller hvad folk finder på af sjove skældsord, fordi Bond er i mine øjne ikke den hellige gral - det er lufthavnslitteratur, som tilfældigvis blev til en indbringende franchise, der har kørt mere eller mindre succesfuldt i mange år og har formet sig til kulturen omkring sig og det bliver den ved med, fordi Broccoli-familien godt kan lide penge, med rette.
Er der figurer, hvor jeg har det anderledes med? Jep, helt sikkert. Historiske figurer og figurer med en vigtig kulturel baggrund, hvor baggrund/hudfarve/religion spiller en markant rolle og rent ud sagt, mener jeg ikke at Bond har ret meget andet at byde på end hardcore underholdning, merchandising og reklame for sprut, biler og ure. Og det er fint!
Det er meget muligt, at Fleming havde andre planer, da han skrev den første roman for 65-ish år siden, men der er løbet en del liter Smirnoff, Carlsberg og rullet en del BMW'er, Aston Martiner og Omega-ure under broen siden, og Bond-brandet er noget helt andet end dengang.
★★★★★★0And now for something completely different:
I aften så jeg vol. 2 af Best F(r)iends, hvilket viste sig at være lidt af en slags workprint-udgave, der ikke 100% var klippet færdigt, hvilket også kunne spottes enkelte steder. Jeg formoder at Elias Eliot som er producer på filmen, har gjort et habilt stykke arbejde for, at vi kunne få lov til at se den tidligt her i Danmark, da den først bliver udgivet officielt i slutningen af september.
Igen overraskede Sestero og Wiseau med en film, som har en helt anden vibe end første del, men stadig er mindst ligeså absurd og fyldt med spøjse personligheder.
Det var en ret cool oplevelse og jeg glæder mig til at gense den, når den udkommer på hjemmemarkedet i nærmeste fremtid. Og så gik jeg derfra med en plakat fra filmen med Sesteros autograf.
★★★★★★2Mirror Mirror (2012)
Rædselsfuld glansbillede udgave en historien om Snehvide, her i et visuelt/scenografisk overdrev der ganske vist sine steder er tæt på at imponere, men også mere end tangerer en følelse af at man er endt i et kulørt helvede. På skuespillersiden har Phil Collins datter, Lily måske nok den rette blanding af blind skønhed og sexet uskyldighed som Snehvide. Men enten mangler hun eller rollen karisma, for hun forekommer en fuldstændig flad og forglemmelig. Værre finder jeg dog Julia Roberts, hvis spil som den onde stedmor fik mine tanker hen på den helt igennem horrible ”Eat Pray Love”. Historien om Snehvide er i grove træk den gammelkendte, her bare næsten blottet for de gode momenter der findes i oplægget.
Bedømmelse: 2/10
T. Nielsen30-08-18 12:43
★★★★★★0Incredibles 2 (2018)
”De Utrolige 2” forsætter hvor den første den slap og i samme mægtigt underholdende spor. Det føles måske ikke helt så frisk og overrumplende som første gang, naturligvis, men den hæver sig stadig over de fleste andre animationsfilm fra Hollywood af.
Der er en lækker energi over hele affæren om superheltefamiliens udfordringer og det hele er tilsat masser af tempo, fart og morsomme optrin.
Filmens pointer kan måske virke lidt letkøbte, men de serveres ofte med så meget charme og glimt i øjet, at selv den gammelslidte kliche om at det er hårdere at gå hjemme og passe børnene end i det her tilfælde at være ude og redde verden (men at belønningen også er så meget større!), den glider ned som en kold cola på en varm sommerdag.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen31-08-18 13:39
★★★★0Incredibles 2 (2018)
Bedømmelse: 8/10
Glæder mig til at gense den med danske stemmer!
★★★★0Danske stemmer? Jeg skal sgu ikke se den med danske stemmer :)
★★★★★★0Glæder mig til at gense den med danske stemmer!
Synes ofte de kan miste lidt, men det kan også have sin charme når de som her rammer flere karakterer ganske fint.
T. Nielsen31-08-18 14:31
★★★1Jeg gik endelig igang med Star Trek TOS for et par dage siden, selvom de fleste sagde "start med TNG". Indtil videre er jeg ret hooked på serien (halvejs i sæson 1), elsker eventyrdelen, karakterne og dialogerne som jeg var bange for ville være for "Trekkisk?". Serien er god til at tage sig selv seriøs og når besætningen ikke er i livsfare, hygger man sig med dem. Jeg synes de nyere effekter pynter og ikke skildrer sig for meget ud, også er der nogle gamle effekter der desværre skildrer sig helt ud, 2 af dem som jeg har grinet af indtil videre, var en hund i et kostume så den skulle forestille en alien hund? også en plante der blev styret af en hånd, det var lidt svært at se igennem fingrene med den effekt. Det er en lille detalje for jeg er stadig underholdt og nysgerrig på mere og glæder mig til at se resten af serien og gense filmene efterfølgende.
★★★★★★0Jeg gik endelig igang med Star Trek TOS for et par dage siden, selvom de fleste sagde "start med TNG". Indtil videre er jeg ret hooked på serien (halvejs i sæson 1), elsker eventyrdelen, karakterne og dialogerne som jeg var bange for ville være for "Trekkisk?". Serien er god til at tage sig selv seriøs og når besætningen ikke er i livsfare, hygger man sig med dem. Jeg synes de nyere effekter pynter og ikke skildrer sig for meget ud, også er der nogle gamle effekter der desværre skildrer sig helt ud, 2 af dem som jeg har grinet af indtil videre, var en hund i et kostume så den skulle forestille en alien hund? også en plante der blev styret af en hånd, det var lidt svært at se igennem fingrene med den effekt. Det er en lille detalje for jeg er stadig underholdt og nysgerrig på mere og glæder mig til at se resten af serien og gense filmene efterfølgende.
Effekterne er bestemt ikke gode i TOS - gummifigurer og papkulisser - men historierne er generelt gode. Det er sådan lidt en lowbudget sci-fi-serie stil :)
★★★★★0Margarita With a Straw (2014)
Trods det at teenageren Laila (Kalki Koechlin) dagligt er udfordret af sine motoriske begrænsninger som spastiker, gør hun alligevel sit absolut bedste for at holde hovedet højt og humøret oppe takket været en ukuelig lyst til livet og en forhåbning i at kunne udleve sine drømme om at blive musik-producer, hvilket bakkes solidt op af hendes godmodige familie og ikke mindst hendes viljefaste moder (Shubhangini Dalme). Men hverdagen på universitetet i Delhi er langt fra nogen dans på roser. For selv om Laila har sin trofaste ven Dhruv (der ligesom hende er stærkt afhængig af sin kørestol) at støtte sig til, samt det at hun er med i en gruppe af musikstuderende som respekterer hende og er ligeglade med hendes handicap, kan tilværelsen som romantisk søgende og seksuelt frustreret teenager, og særligt for Lailas vedkommende, føles ufattelig ensom, og håbet om at få en kæreste tæt på håbløs.
Efter et par barske og smertelige erfaringer på kærlighedens uforudsigelige nodekort føles hverdagen på universitetet efterhånden temmelig deprimerende lige indtil, at hendes moder afslører nyheden for hende om, at Laila er blevet optaget på universitetet i New Yorks musik og litteratur linje, hvilket omgående får smilet tilbage i hendes sørgmodige og lettere deprimerede ansigt.
Selv om faderen er skeptisk over at se sin datter flytte til et helt andet land, også selv om hun har moderen med som assistent de første par måneder, giver han lettere modvilligt sin velsignelse og få uger senere, befinder Laila sig i sin nye lejlighed i Greenvich villige klar til nye store udfordringer. For ikke igen at føle sig ensom og isoleret beslutter Laila sig for, trods moderens formanende ord om at fokusere på lektierne, at melde sig til nogle af de lokale studenterforeninger og ender dagen efter pludselig midt i en demonstration mod politivold arrangeret af en gruppe studerende. Da kaos bryder ud, tager Laila i en tågedis af tåregas flugten med sin sidekammerat på slæb og kort efter falder de to unge kvinder i snak.
Efter at have præsenteret sig for hinanden opstår der så småt et venskab mellem Laila og den blinde Khunam (Sayani Gupka), hvis uimodståelige charme og opmuntrende ord smitter så meget af på Laila, at hun forelsker sig hovedkulds i den blinde og svært forførende skønhed, der ikke bare gengælder hendes nyfundne følelser men også giver Laila så meget tro på tilværelsen, at hun næsten kan gå på vandet. Midt i de to turtelduers stund af uforfalsket lykke melder tvivlen på forholdets fremtid dog sin ubehagelige ankomst i Lailas sind med tanke på, hvad hendes mere konservative familie vil tænke om hendes forhold til Khunam, og de før så selvsikre følelser og det blomstrende selvværd synes nu pludselig atter uoverskuelige og falmende for den i forvejen usikre men alligevel altid håbefulde teenager.
----
Med udgangspunkt i anekdoter og beskrivelser fra hendes broders op og nedture med sin spastiske søn, lod den indiske instruktør Shonali Bose sig inspirere til at kreere en af de smukkeste og mest rørende coming-of-age og LGBT-relaterede ungdomsfilm, jeg nogensinde har set. På trods af at “Margarita With a Straw” havde vundet flere priser og var blevet særdeles positivt omtalt, havde jeg indledningsvis dog alligevel en hvis skepsis i behold særligt efter at have set en god portion film i denne genre og med flere temaer sammenflettet, hvor de beundringsværdige ambitionerne bag i sidste ende slet ikke kunne stå mål med selve udførelsen.
Dette kunne jeg heldigvis, og med en lettelsens suk, kort inde i filmen konstatere ikke var tilfældet og efter blot 20 minutters tid, var jeg fuldstændig forgabt i denne hjertevarme, hjerteskærende, humoristiske og delvist feel-good agtige fortælling, som ud over at være en følelsesmæssig rutsjebanetur af de helt store også giver et hudløst ærligt indblik i et ungt handicappet menneskets liv, som bortset fra de fysiske udfordringer elegant og effektivt illustreres og understreges som værende fuldstændig sammenligneligt med alle andres.
Netop dette aspekt er en af filmens allerstærkeste trumfkort, når Shonali Bose i beskrivelsen af sin drømmende og romantisk søgende protagonist smider alle politisk korrekte forbehold og hensyntagen over bord og i stedet viser Laila og hendes liv råt for usødet, som en person der er ligeså fuld af fejl og mangler som alle andre, og som også er i stand til at såre andre, ligesom hun selv bliver såret undervejs sine romantiske eskapader og konflikter. Her er gud ske tak og lov for det på ingen måde tale om en renskuret martyr-karakter, der skal pakkes ind i vat eller ophøjes på en piedestal, hvilket i sig selv er en befrielse at se på. Der ud over skal Shonali Bose også roses for at skildre hovedpersonens sexliv uden nogen former for nedtonet generthed og viser bl.a. Laila i en scene, hvor hun ligesom de fleste andre nysgerrige teenager surfer både porno på nettet og onanerer uden, at der bliver gjort noget stort nummer ud af dette. Det er hvad det er uden nogen skam eller latterliggørelse men til gengæld med enorm respekt for at understrege de helt almindelige behov, som vi alle sammen har som mennesker.
I hovedrollen som Laila der af hele sit hjerte, og ikke mindst i hendes egen selvbevidsthed, bare gerne vil blive set, accepteret og elsket på lige vilkår med hendes normalt fungerende omgangskreds, leverer den for mit vedkommende totalt ukendte fransk-indiske skuespillerinde Kalki Koechlin en præstation, som er nærmest ubegribelig imponerende i sin indlevelsesevne og som gjorde mig fuldstændig overbevist om, at hun som den største selvfølge måtte være spastiker i virkeligheden. Ikke bare er hun i stand til på en dybt fascinerende og betagende måde at ramme de spastiske træk med millimeter præcision i både krop og ansigt, men er samtidig, og helt synkront, også i stand til at fortælle karakterens indre historie og ydre behov igennem et helt fantastisk kropsprog og ansigtsmimik, med nogle helt mageløse udtryk via sine øjne som yderligere følelsesmæssig og yderst effektfuld virkemiddel.
Jeg indrømmer blankt, at Kalki Koechlins vidunderlige og dybt emotionelle skuespil gik lige i hjertet på mig og gjorde, at jeg undervejs karakterens eksistentielle udvikling og tro på egne evner måtte kæmpe en brav kamp for at holde tårerne tilbage, fordi man upåagtet af at rollen hun spiller også har usympatiske træk (der opstår på Lailas famlende færd med en både uforudsigelig, selvdestruktiv og naiv teenage-angst som usikker navigatør) alligevel holder uforbeholdent af hendes gøren og laden. Jeg har faktisk ikke set en præstation i sådan en type rolle udført ligeså overbevisende og troværdig siden Daniel Day Lewis sammenlignelige mesterstykke i “My Left Foot”, hvilket unægtelig siger en hel del om, hvad man har i vente her.
Selv om “Margarita With a Straw” stritter i flere retninger stemnings og temamæssigt, lykkedes det næsten fejlfrit for instruktøren Shanoli Bose at flette det hele sammen på forbindtlig vis og kun overgangen og indgangen til filmens hovedhistorie og hjerte synes en kende forhastet og abrupt i sin eksekvering. Denne i sidste ende tilforladelige skønhedsfejl bliver der dog hurtigt rettet op på igen i delen af denne herlige coming-of-age fortælling, hvor Laila møder den jazz elskende, selvsikre og hippe blinde pige Khanum. der ligeledes bliver spillet fremragende samt fortryllende sensuelt og bedårende kækt af Sayani Gupta, der er et super charmerende bekendtskab og som har en helt igennem vidunderlig god kemi med Kalki Koechlin.
Kærlighedshistorien mellem de to unge kvinder er i øvrigt håndteret ganske afdæmpet og med en herlig underspillet humor, som krydret med en romantiserende troværdighed gør deres forhold til en yderst opløftende oplevelse at følge, hvad end det er i kæresteparrets dialog-scener eller i en elegant og smukt redigeret montage, som bliver yderligere forstærket af den varme og farverige billedside, samt komponist Mikey McClearys simple men følelsesmæssigt stemningsfulde og opløftende score. Jeg har nu set “Margarita With a Straw” et par gange og må sige, at jeg bare elsker dens historie og karakterer så meget, at den er gået hen og blevet en af mine yndlings-film, hvilket selvfølgelig betyder at filmen får en kæmpe stor anbefaling med på vejen.
9/10
★★★★★★0Bully, 2001
Meget nervebetonet drama om en gruppe unge, der planlægger at slå en usympatisk bølle ihjel. At filmen er baseret på en sand historie gør den ikke mindre spændende. Dog ikke på højde med instruktørens ‘Kids’. 7/10
Kids er hans bedste, men jeg jeg vil lige give en karakter højere til Bully. Også Ken Park giver jeg 8/10. Wassup Rockers var jeg ikke helt så begejstret for dog, men det er stadig en fin film.
Er du i gang med et Larry Clarke-tema?
★★★★0Kids er hans bedste, men jeg jeg vil lige give en karakter højere til Bully. Også Ken Park giver jeg 8/10. Wassup Rockers var jeg ikke helt så begejstret for dog, men det er stadig en fin film.
Er du i gang med et Larry Clarke-tema?
Det var længe planen, så ja :)
★★★★0Contagion
Jeg ved ikke hvorfor "dommedag" er så interessant, men drejer det sig om en sygdom der truer med at slå menneskeheden ihjel, er jeg på. I virkeligheden er Contagion nok ikke vanvittigt meget anderledes end Outbreak, som jeg har set et utal af gange, bare en smule mere realistisk, men den kører farlig-sygdoms-stilen ganske glimrende, hvilket inkluderer et stemningsfuldt score. Det er vist fjerde eller femte gang jeg ser den og jeg hygger mig stadig med at se folk droppe i hobetal og dø under grimme omstændigheder.
.. så skal vi bare have fundet den næste film!
Jeg rykkede op fra 6/10 til 7/10 ved gensyn.
Det er ret interessant, hvordan de kvindelige karakterer - spillet af populære skuespillerinder - ryger i svinget én efter én.
Først Gwyneth Paltrow, hvor man tilmed har "glæden" at se hendes kranie blive åbnet og pandehuden rullet ned, for at de kan se virussen i hjernen. Dernæst Kate Winslet, der dog må nøjes med at blive zippet op i en body bag.
chandler75 2-09-18 19:53
★★★★★★0Jeg rykkede op fra 6/10 til 7/10 ved gensyn.
Det er ret interessant, hvordan de kvindelige karakterer - spillet af populære skuespillerinder - ryger i svinget én efter én.
Først Gwyneth Paltrow, hvor man tilmed har "glæden" at se hendes kranie blive åbnet og pandehuden rullet ned, for at de kan se virussen i hjernen. Dernæst Kate Winslet, der dog må nøjes med at blive zippet op i en body bag.
Jeg ratede den også 6/10, men har så aldrig genset den. Outbreak så jeg nok 2-3 gange på VHS da den udkom derpå i 90’erne.
T. Nielsen 2-09-18 19:57
★★★★0Outbreak så jeg nok 2-3 gange på VHS da den udkom derpå i 90’erne.
Den så jeg i biffen, men har ikke genset den. Hvad rater du den?
chandler75 2-09-18 20:17
★★★★★★0Den så jeg i biffen, men har ikke genset den. Hvad rater du den?
Dengang ratede jeg den 7/10 tror jeg (synes faktisk kun det var 6/10). 7/10 har jeg dog rated den til på IMDb, som jeg dog først begyndte at bruge senere, i 1998-99 mener jeg. Om den ville få samme rating i dag tør jeg ikke helt sige.
Kan være lidt i tvivl om jeg faktisk så den i bio også?
T. Nielsen 2-09-18 20:35
★0Jeg så også Contagion for et par dage siden og synes godt om den. Den er naturligvis overdrevet i sit plot, sikkert med vilje, men den viser meget godt hvor let en virus transporteres og smitter. Engagerende og spændende film, med mange kendte ansigter.
De fleste ville nok have valgt en anden skuespiller end Gwyneth Paltrow, hvis rolle ligger på grænsen til en cameo, men er samtidig med til at understrege end af filmens pointer, nemlig at ingen kan føle sig sikker.
Whispering Horse 2-09-18 20:40
★★★★0Sweet Country
Der er (igen) godt nyt fra western-fronten. Sat i 1920’ernes Australien, hvor racisme hærger. Fortalt på en forfriskende anderledes måde. Ingen underlægning til at sovse handlingen ind i, hvilket var befriende for en gangs skyld. Udspiller sig i det mægtige Australske landskab, der danner rammen om fortællingen og selvfølgelig er cinematografien i top her. Perfekt castet hele vejen rundt. En af årets bedste. 9/10
★★★★★★0The Post (2017)
Instruktør Steven Spielberg’s seneste åbner ret så klichefyldt op, emnet taget i betragtning, med Vietnamkrigen og tidstypisk musik fra Creedence Clearwater Revival. Den forsætter egentlig også ned ad den vej, det leveres ”by the book”, uden at afvige ret meget fra den formel en sådan film ofte fortælles på. Det er selvsagt, kan jeg vel godt påstå, dog velsmurt og teknisk overbevisende, så man hænger fint på. Desværre uden at blive overrasket.
Historien kan vel også både kaldes historisk vigtig og nutidig relevant med dens beretning om avisens The Post’s afsløringer af ”løgnen om Vietnamkrigen” eller måske mere dens kamp mod magthaverne, for at kunne bringe disse afsløringer.
Undervejs forsøger Spielberg så at tilsætte lidt kønspolitiske pointer og moraliseren igennem filmens karakterer og selv om dette aspekt muligvis er vedkommende på et eller andet plan, så føles pointerne lidt rigeligt understreget, selv om Spielberg aldrig helt udpensler dem, så man kvæles. Elegant og sultilt vil jeg nu heller ikke kalde dem, de kan forekomme ret opstillet. Så dette bliver et lille irritationsmoment, for mig i hvert fald.
I hovedrollerne mistænker jeg i øvrigt Tom Hanks for at ville forsøge sig at spille lidt a la Gregory Peck, mens jeg kan føle at Meryl Streep er lige på grænsen til konstant at have en tåre i øjenkrogen. De spiller begge godt, men alligevel var jeg aldrig helt overbevist om deres karakterers styrker.
Bedømmelse: 6/10
T. Nielsen 3-09-18 12:02